Velkommen til Atterdag

Visioner for dansk nationalkonservatisme i det 21. århundrede

Et nybrud leveres i dag i den offentlige politiske debat i Danmark med lanceringen af det digitale medie Atterdag. Reel – ikke blot nominel – nationalkonservatisme vil med dette medie nu være eksplicit og seriøst repræsenteret i en grad, som hidtil ikke har været tilfældet her i landet.

Med Atterdag ønsker vi at udbrede nationalkonservative idéer og værdier og fremsætte vores bud på, hvordan de kan vinde frem i Danmark i de kommende år, hvor der mere end på noget andet tidspunkt i danmarkshistorien er brug for det.

Danmark og resten af den vestlige civilisation befinder sig lige nu i en skæbnetime. Den katastrofale masseindvandring, som politikerne åbnede for i 1960’erne uden historisk fortilfælde, har gradvist transformeret de vestlige folkeslags fædrelande og er stadig ingenlunde bragt til ophør, men fortsætter dag for dag og år for år. Hvis der ikke sker store omvæltninger i den førte politik i Vesten, er det kun et spørgsmål om tid, før vi vesterlændinge uundgåeligt bliver etniske minoriteter i vores egne lande. USA, vores tids definerende land, er længst fremme i den demografiske transformation. Her er under halvdelen af nyfødte børn af europæisk afstamning, og det vil næppe vare meget mere end 25 år, før befolkningen som helhed vil have en majoritet, som er af ikkeeuropæisk afstamning. I Danmark er situationen heldigvis ikke helt så dramatisk endnu, men tendensen er den samme. Omtrent en tiendedel af befolkningen er ikkeeuropæisk. Denne tiendedel er hastigt voksende og betydeligt yngre end den danske del af befolkningen. I andre vesteuropæiske lande er både den demografiske og politiske situation dog værre end i Danmark. Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland samt vores to nabolande Tyskland og Sverige må alle give anledning til den allerstørste bekymring.

Hvad mener vi, Atterdags redaktion, da, at der må gøres? Atterdag er ikke noget politisk parti og vil derfor ikke have noget egentligt politisk program, men vores grundholdninger er klare og konkrete. Vi mener, at etniske danskere for evigt skal være den altdominerende majoritet af befolkningen i Danmark, og vi mener, at traditionel kristen moral bør genoprettes. Vi er ikke ekstreme, men har holdninger, som var helt almindelige i Danmark, omtrent indtil vores forældre blev født. Det ekstreme er derimod nutidens politiske ortodoksi, som i sidste ende vil tage vores eneste fædreland fra os – det tusindårige fædreland, som vi har fået i arv af vores forfædre.

Vi mener, at Danmark først og fremmest bør være en nationalstat for etniske danskere, ganske som andre folkeslag har deres egne lande. Det bør være udgangspunktet, at man for at bo i Danmark skal være enten etnisk dansk eller være i familie med etniske danskere og således have et familiært tilhørsforhold til Danmark. Jo tættere beslægtet en gruppe kulturelt og etnisk er med danskere, jo mindre problematisk er dens tilstedeværelse i Danmark – en svenskers tilstedeværelse i Danmark er altså som udgangspunkt langt mere acceptabel end en congolesers eksempelvis.

Mennesker i Danmark af ikkeeuropæisk afstamning og uden familiært tilhørsforhold til Danmark bør som udgangspunkt hjemsendes til deres oprindelseslande.

Så vidt det nationale. Vi ønsker dog ikke at leve i et socialt liberalt eller venstreorienteret Danmark, selv hvis dette Danmark ikke havde en eneste udlænding. Vi ønsker at leve i et Danmark præget af traditionel kristen konservatisme, sådan som Danmark var det i tusind år. Vi ønsker traditionelle kønsroller, traditionel seksualmoral og et traditionelt forhold til religion.

Vi ønsker, at danske mænd skal være maskuline, at danske kvinder skal være feminine, og at der fødes flere børn inden for kernefamiliens trygge rammer.

Vi ønsker os kristendommen tilbage og fyldte folkekirker hver eneste søndag med præster, der prædiker Guds ord. Folkekirken er i dag domineret af præster og biskopper, som er i diametral opposition til traditionel kristen moral og i stedet prædiker patetisk og grænseløs tolerance. Dette må vi selvsagt modarbejde.

Så vidt det konservative.

Opsummerende kunne man sige, at vi ønsker, at Danmark vender tilbage til normaliteten. Vi mener intet, som ville have været fjernt for en gennemsnitsdansker i 1950’erne eller tidligere. Så kommer dog et afgørende spørgsmål: Er en tilbagevenden til normaliteten realistisk? Svaret er ikke helt enkelt. Det forekommer ikke realistisk, at nationalkonservative holdninger bliver styrende for det danske samfund som helhed inden for nogen overskuelig fremtid. Dertil er vores politiske modstanderes magt for omfattende. Til gengæld er der meget, der tyder på, at man over de kommende år vil kunne opbygge en seriøs og kompetent fløj af folk med autentisk højreorienterede holdninger. De seneste årtier har højreorienterede synspunkter været mere eller mindre fraværende i offentligheden. Den nominelle højrefløj har primært bestået af folk fra babyboomer-generationen – altså folk født i årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Disse har stået for en liberal og sommetider nærmest antinational islamkritik, hvis omdrejningspunkt har været, at etnicitet ikke betyder noget, og at enhver kan blive dansker, hvis bare man tager de moderne liberale værdier til sig. I de kommende år vil højrefløjen forhåbentlig gradvist blive både mere national og mere konservativ, efterhånden som yngre folk tager over. Med lanceringen af Atterdag har vi taget et vigtigt skridt i skabelsen af den nye højrefløj.

I 1300-tallet reddede kong Valdemar Atterdag ved årtiers indsats og hårde kampe Danmark fra en af de værste kriser i vores lands historie i form af en tilsyneladende uovervindelig tysk dominans. Han anførte en national genoplivning, der er det perfekte forbillede for den bevægelse, der allerede er i gang, og som vi med Atterdag ønsker yderligere at styrke.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han medicin med industriel specialisering på Aalborg Universitet.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.