Socialdemokratiet er gået på jagt efter familierne

Af Martin Henriksen (DF), spidskandidat til kommunalvalget i Stevns Kommune, folketingskandidat i Sjællands Storkreds

Statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes minister Astrid Krag vil indføre en politisk målsætning om, at flere børn skal fjernes fra deres forældre. Det er på mange måder en usympatisk og utrolig dårlig ide, først og fremmest fordi familien er der, hvor vi følelsesmæssigt og naturligt hører hjemme. Der er masser af ting, der kan gøre familielivet besværligt. Politikerne behøver ikke at hjælpe til. Tværtimod så bør Folketinget slå et slag for den gode gamle kernefamilie.

I mange år har det været et mantra på Christiansborg, at vi skal gøre det bedste for børnene, eller at det handler om barnets tarv. Det lyder jo mægtig fint og flot, for hvem er imod at gøre det bedste for børnene? Svaret er naturligvis: ingen.

Derfor har meget få protesteret over de seneste årtiers indsats på familie- og børneområdet, for alt, hvad der er gennemført, har haft overskriften: barnets tarv.

Det paradoksale er dog, at de seneste årtiers udvikling i realiteten har svækket barnets tarv. Årsagen er, at det brede politiske flertal, eksperterne, centraladministrationen og kommunerne i for høj grad har set barnet som noget, der er adskilt fra sine forældre. Derfor har kommunerne i dag meget vidtrækkende beføjelser til at rette henvendelse til selv små børn uden om deres forældre, og i praksis har en anonym kommunal sagsbehandler større beføjelser over for det enkelte barn end barnets egne forældre har, hvilket de fleste mennesker forhåbentlig kan se det uholdbare i. Og det gælder også i de tilfælde, hvor der er tale om fuldt ud egnede forældre og velfungerende familier. Sådan er loven i Danmark i dag.

På baggrund af løse rygter (forklædt som såkaldte indberetninger) har fremmede mennesker fra kommunens socialforvaltning ret til til enhver tid at hive barnet til side og afkræve barnet svar på alt muligt mellem himmel og jord. Barnet skal så – uden om sine forældre – sidde omgivet af fremmede mennesker, og forældrene har i denne proces i praksis meget få rettigheder. Det vil sige, at såfremt der er en familie, der har brug for hjælp, så starter hele processen med tillidsbrud på tillidsbrud.

Fremmede mennesker kræver af det lille barn, at det udleverer sine forældre. Børn og forældre har et naturligt loyalitetsforhold til hinanden, og selvom et barn ikke kan forklare det med ord, så ved barnet det godt. Nu kræver kommunen, at barnet bryder loyalitetsforholdet til forældrene. Forældrene aner ikke noget om, hvad der foregår, for forældrene er ikke inddraget. Men når de finder ud af, hvad der foregår, vil de helt naturligt føle, at kommunen er gået bag deres ryg, og at kommunen tilmed har gjort det med det dyrebareste i deres liv. Der er på dette tidspunkt i processen ikke længere grundlag for et fornuftigt samarbejde mellem det offentlige og barnets forældre. Og hvis det pågældende barn rent faktisk har brug for hjælp, og hvis forældrene har brug for hjælp til at blive bedre forældre, ja, så har det offentlige på ganske effektiv vis forhindret et samarbejdet baseret på gensidig tillid. Nu er samarbejdet baseret på forældrenes frygt for, at staten og kommunen tager deres barn. Barnet er nu reduceret til en kastebold mellem pædagoger, lærere, sagsbehandlere og barnets egne forældre. Alt sammen for “barnets tarv”. På vegne af de danske familier vil jeg gerne sige nej tak. Børnene har ikke brug for mere af det, som regeringen lægger op til, og som vi allerede ved ikke virker. Det skal vi tværtimod have mindre af. Staten og kommunerne bør fremover se de enkelte familier som enheder.

Jeg mener, at de bedste og mest kvalificerede børneeksperter er barnets egne forældre og altså ikke Christiansborg-politikerne, de kommunale sagsbehandlere eller embedsfolkene i centraladministrationen. Derfor skal vi som noget nyt styrke børnene ved at styrke forældrene.

Men når kongerigets øverste politiske leder, Mette Frederiksen, i sin første nytårstale i fuld alvor og uden den store modstand tilkendegiver, at hun ønsker at fjerne flere børn fra deres biologiske forældre og fra deres familie, så er vi kommet langt ud. Det er et ekstremt synspunkt. Men det er ikke en ny idé, som socialdemokraterne pludselig har fået.

Vores samfund er blevet så værdimæssigt svækket, at det siges åbent, hårdt og ligetil, at vi sagtens kan, og at vi bør, adskille flere børn fra deres forældre. Det er sådan set bare gammel vin på nye flasker, for det er også Venstres politik, i hvert fald sidst jeg tjekkede. Jeg har selv siddet i forhandlinger, hvor en Venstre-minister klart har givet udtryk for støtte til, hvad der vel bedst kan betegnes som et socialistisk projekt om at gøre børn til samfundets ejendom frem for at understrege, at børn og forældre naturligt hører sammen i et socialt, værdimæssigt og biologisk fællesskab, som står over samfundets, sagsbehandleres og politikernes ideologiske ønsker og behov.

Én ting er, at Venstre i hvert fald tidligere har været enige med socialdemokraterne, men det skuffer mig oprigtigt dybt, at selv formanden for de såkaldt konservative, Søren Pape Poulsen, har været ude at sige, at det var svært at være uenig i statsminister Mette Frederiksens budskaber i hendes første nytårstale. Det synes jeg nu ikke, at det er, altså svært at være uenig. Men jeg har bemærket, at Søren Pape Poulsens standardbemærkning, efter at Mette Frederiksen har holdt nytårstale, er, at det er svært at være uenig.

Lad mig understrege, at jeg ikke argumenterer for, at det offentlige ikke skal gribe ind, når der er tale om groft omsorgssvigt af børn. Men fordi vi er blevet bange for at sige det indlysende, nemlig at børn og forældre hører sammen i en familie, så har vi som samfund sænket barren så meget, at det allerede i dag er politisk og socialt acceptabelt, at de offentlige sagsbehandlere kører forældrene over – i øvrigt med risiko for at påføre de børn skade, man påstår at ville hjælpe. For børn får det grundlæggende dårligt af at blive revet væk fra deres familier, og det er heller ikke sundt, når et barn oplever, at en ukendt sagsbehandler prøver at få det til at udlevere sine forældre. Jeg mener, at hvis børn har det svært, så skal de hjælpes, og i yderste konsekvens med en tvangsfjernelse. Men hvis forældrene gerne vil, men af forskellige årsager ikke magter opgaven, så skal vi understøtte forældrene i deres opdrager- og omsorgsopgaver i stedet for at ødelægge familier. Tro det eller ej, men de fleste forældre vil det bedste for deres børn.

Som jeg også redegør for i bogen ”Nationalt selvforsvar”, så kan den erklærede politiske målsætning om at fjerne flere børn fra deres forældre kun opstå i et politisk-socialistisk klima, som har glemt værdien af familien og det sammenhold, der er i familieenheden. Stærke unge mennesker, der kan noget, som vil noget, og som tør noget, kræver stærke familier, som de kan vokse ud fra. Danmarks ungdom har ikke brug for det modsatte i form af svækkede familier. Når det offentlige og politikerne overtager familiernes opgaver, så får vi svage familier og rådvilde forældre, som mister fokus i forhold til deres vigtigste opgave: at give deres børn rammer, kærlighed og mod på livet. Derfor skal vi støtte de danske familier, ikke opløse dem. Kære socialdemokrater: Indstil venligst jagten på kernefamilien. Folketingets politiske målsætning bør være at styrke de traditionelle familieværdier i stedet for at svække familierne.

Martin Henriksen
+ posts

Dette gæsteindlæg er skrevet af Martin Henriksen, som er medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og folketingskandidat i Sjællands Storkreds.