Selvfølgelig er abort mord

Hvorfor skal vi overhovedet diskutere abort? Den diskussion har vi som samfund haft, og vi har afgjort, at aborten skal være fri, da vi er et moderne samfund, som sætter kvinders rettigheder i centrum og sikrer deres frihed. Hvis du er uenig, er du nok sådan en gakket, kvasipsykopatisk stodder fra Indre Mission eller Jehovas Vidner, der hader hunkønsvæsner og ønsker at hjernevaske dem med absurd propaganda for at narre dem til at underkaste sig dine fikse idéer og ødelægge deres liv.

Lur mig, om du ikke kender nogen, der tænker således. Det gør partiet SF i hvert fald. For nyligt kritiserede de på deres facebookvæg en afgørelse fra den polske forfatningsdomstol, der nåede frem til, at den gældende lovgivning udgjorde forfatningsstridig diskrimination af handicappede pga. den udvidede adgang til ved abort at aflive denne kategori af ufødte. Efter afgørelsens implementering er det blevet ulovligt at begå abort medmindre der er tale om fx voldtægt. Dette er “årtiers skridt tilbage”, må man forstå. 

Tilhængere af fri abort har en lang række standardargumenter for, at abort er så etisk acceptabelt, at det i sig selv er uetisk at stille spørgsmålstegn ved dem. Da jeg stemte til højre for midten ved sidste valg og derfor pr. definition har en brændende, ildelugtende kerne af ondskab inde i mig, vil jeg dog alligevel vove at skyde til måls efter deres ufejlbarlige forklaringer.

“Det er kvindens krop, så det er kvindens valg!”

Nej, fosteret er ikke “bare” en del af moderens krop. Selv på tidlige stadier i graviditeten har barnet en hjerne i hastig vækst og et nervesystem, der er separat fra moderens.  Selv få uger efter undfangelsen kan man på ultralydsbilleder se hjerteslaget og identificere hoved, overkrop, hænder og fødder. Går man helt tilbage til undfangelsen, skabes der i det befrugtede æg en unik genetisk kode, som er forskellig fra moderen. 

Altså er der tale om et selvstændigt menneske. At aflive et menneske med vilje er mord. Lige så lidt som det er etisk at aflive en gæst i ens hus fordi det er “dit hus, dit valg”, er det tilladeligt at aflive et ufødt menneske med dén begrundelse, at det befinder sig inden i kvindens krop.

“Men videnskaben siger, at et foster bare er en celleklump!”

Jaså? Hvordan kom “videnskaben” frem til denne konklusion, om man må spørge? Nogen må have foretaget sig et banebrydende eksperiment baseret på en dristig, men solid teori, hvis resultat uomtvisteligt beviser, at et foster spontant omdannes fra en “celleklump” til et “menneske” nøjagtigt 7.257.600 sekunder (svarende til 12 uger) efter undfangelsen. I hvert fald hvis det befinder sig i et bestemt geografisk område i Nordeuropa, der i folkemunde kaldes “Danmark”. I andre geografiske områder er tidsrummet af én eller anden grund anderledes. Immervæk er den fælles, objektive, videnskabelige konklusion, at hvis det indgreb, der kaldes “abort”, foretages 60 sekunder før tidsrummets udløb, er der tale om en elementær og ganske kedsommelig medicinsk procedure. Foretages indgrebet 60 sekunder senere, må det anses for mord (hvis vi et øjeblik ignorerer den udvidede adgang til abort af handicappede).

Hvad kaldes dette utrolige eksperiment? Hvem er de uhørt innovative forskere, der udtænkte og gennemførte det? Hvor publicerede de deres resultater og hvorfor har de ikke fået en nobelpris endnu? 

Svaret er naturligvis, at sådan et eksperiment aldrig er blevet udført og at det aldrig nogensinde kan lade sig gøre. Det er ganske korrekt, at et vist antal mennesker iført hvide kitler hævder, at et foster “bare er en celleklump”, men det gør ikke deres påstand objektiv eller videnskabelig. Det eneste videnskabelige skæringspunkt for hvornår, man bliver et menneske, er undfangelsen, hvilket man må indse med blot en basal forståelse af biologi, og hvis vi da endelig skal henvise til en videnskabelig konsensus, kan vi konstatere at: “Overall, 95% of all biologists affirmed the biological view that a human’s life begins at fertilization”.1

“Fri abort handler om at forsvare kvinders rettigheder”

“Rettigheder”. Sig lige det ord højt engang; “Rettigheder!”. Det klinger godt med en ren, behagelig tone, der udløser en lavine af positive associationer og nærmest får tænderne til at løbe i vand efter mere. Sætningen, “Fri abort handler om at forsvare kvinders rettigheder”, lyder så liflig, at man helt glemmer at spørge: “rettigheder til hvad?”

Rettigheden til kun at blive gravid, hvis man ønsker det? Lad os et øjeblik fokusere på den typiske abort frem for de meget sjældne tilfælde, hvor voldtægt er årsagen (selvom disse tilfælde er aborttilhængernes foretrukne rambuk, der bruges til at slå døren ind til fri abort generelt). Sidst jeg tjekkede var det ikke ulovligt at anskaffe sig håndkøbsprævention, og selv hvis det var, kan man altid, så at sige, holde sig fra fadet, hvis man ikke vil risikere at blive tyk.

Hvad så med rettigheden til at afbryde en graviditet, hvis man er blevet gravid mod sit ønske? Selv hvis der er tale om fx overfaldsvoldtægt, savner det både mening og retfærdighed at en uskyldig tredjepart skal slås ihjel for gerningsmandens forbrydelser. Det ville være mere hensigtsmæssigt at straffe forbryderen hårdt, grænsende til det middelalderlige, lade barnet blive bortadopteret, og yde moderen moderen støtte, hvis hun forståeligt nok ikke magter den ulykkelige situation, hun befinder sig i. Abort som følge af en forbrydelse må dog under alle omstændigheder anses for et ekstremt grænsetilfælde. Årligt begås der ca. 15.000 aborter i Danmark, mens antallet af registrerede voldtægter er langt lavere (ca. 1.000 årligt). I Grønland aflives halvdelen af nye fostre hvert år via provokeret abort takket være selvsamme progressive typer, der mener at “Kæmpe Eskimo”-ispinde og statuer af Hans Egede er symboler på et sadistisk herrefolks undertrykkelse af uskyldige vilde.   

Dette bringer os til den sidste mulighed:

Rettigheden til kun at afbryde sin graviditet, hvis man midt i processen ombestemmer sig. Oversat til almindeligt dansk: “Rettigheden til at undgå konsekvenserne af ens egne beslutninger”. Mine damer og herrer, jeg tror, at vi omsider har fundet Sorteper! Motiverne for at deltage i den proces, der kan resultere i graviditet, kræver vist ikke megen uddybning. Måske udføres akten med én, der har svoret evig troskab. Måske er vedkommende knap så pålidelig. Under alle omstændigheder kan ingen være overraskede over, at graviditet er et muligt udfald, ganske som det er påregneligt at tage på i vægt, når man spiser en lagkage.

Når progressive typer fabler om “rettigheden” til dit eller dat, er det i virkeligheden altid en kombination af magt og total ansvarsfraskrivelse, de ønsker. Ansvaret for et unikt, skrøbeligt, uskyldigt og uendeligt værdifuldt stykke liv, erstattes med “retten” til at aflive ens eget kød og blod. At skifte job, droppe charterferien, bede om støtte fra ens familie eller på anden vis tackle situationen som et ansvarsbevidst, voksent menneske er antageligvis alt for store ofre.

Abort er i dag lovligt fordi ambitiøse, magtfulde mennesker på et givent tidspunkt kunne organisere sig omkring at opnå dette mål – journalister, akademikere, filmfolk, skolelærere, lobbyister, politiske aktivister og andre hvis primære kilde til status og tilfredsstillelse er evnen til at justere den offentlige mening efter forgodtbefindende. I deres betændte intellektuelle økosystemer opbygges der på nærmest darwinistisk vis en konsensus om idéer, der kan skade etablerede samfundsstrukturer. Disse idéer udbasuneres i de indflydelsesrige institutioner, som selvsamme typer bemander. Tilkendegiver man offentligt sin støtte til idéerne, signalerer man solidaritet med de moderigtige, karismatiske og populære. Folk, der taler imod at ofre tusindvis af håndgribelige spædbørn for komplet uhåndgribelige “rettigheder” signalerer derimod fjendskab med vinderholdet. Modstanderne kan let isoleres, trynes og udskammes, da det er svært på forhånd at organisere sig om at modstå idéer, der er så absurd idiotiske, at kun højtuddannede kan finde på dem.

Det er vigtigt at forstå, hvor dårlige argumenterne for abort er, fordi deres elendighed afslører, hvordan magt rent faktisk udøves i Danmark. Ifølge myten afgør den brede danske befolkning efter modne, frie overvejelser hvilken politik, der skal føres, ved rituelt at lægge noget papir i nogle kasser i kommunale gymnastikhaller engang hvert fjerde år. I virkeligheden har det altid været et fåtal af ideologer, som afgør de tilgængelige valgmuligheder og konstant opfinder nye, der ligger til venstre for de gamle. Om det er fosterdrab, masseindvandring eller forbud mod benzinbiler, dækker progressives floskler altid over den det egentlig motiv; den følelse af udsøgt nydelse, reptilhjernen opnår ved at rotte sig sammen i en bande, dæmonisere fjender, nedkæmpe dem, cementere ens egen magt og udøve den i total frihed fra ansvar og konsekvenser. Hvordan kan glæden ved et spædbarns smil hamle op imod dét?

Dette indlæg er skrevet af en gæsteskribent og er udtryk for gæsteskribentens egne holdninger eller overbevisninger.

Ole Krarup
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Ole Krarup, som skriver ph.d. i fysik.