Rosen af Kurz må stoppe, før reel patriotisme kan begynde

Mange højreorienterede har i tidens løb ytret sig positivt om Østrigs unge kansler, Sebastian Kurz. Den primære årsag til de positive vendinger har været hans ønske om at slanke EU, hans opbakning til maskeringsforbud samt hans kritik af indvandring og islam. Men går man Kurz’ påståede patriotisme i sømmene, er virkeligheden en anden. Sagen er nemlig den, at Kurz – i et forsøg på at fastholde sin politiske magt – har udskiftet det højrenationale parti, FPÖ, som regeringspartner med venstrefløjens De Grønne og givet sidstnævnte lovning på, at lovlige, ikke-voldelige og patriotiske bevægelser skulle forbydes.

Og dét forbud har man fra det østrigske systems side kæmpet for længe, når det kommer til Østrigs identitære bevægelse, Identitäre Bewegung Österreich. For man har foretaget ransagelser, der efterfølgende er dømt ulovlige. Man har foretaget indefrysninger af økonomiske midler, der efterfølgende er dømt ulovlige. Man har anklaget organisationen i både by- og landsretten for at udøve “hetz mod befolkningsgruppe”, med frifindelse fra anklagerne som resultat. Man har forsøgt at forbyde organisationen efter en aktion, hvor aktivisterne tegnede med kridt. Alle sagerne har Østrigs etablerede politiske system tabt, og hvad er der så tilbage at gøre, når man som Østrigs “konservative” kansler har skrevet ind i regeringsgrundlaget, indgået med venstrefløjens De Grønne, at man vil arbejde for et forbud mod den identitære bevægelse?

Forbud mod patriotiske symboler

D. 16. december 2020 udkom Østrigs regering med en ny terrorpakke, der havde til formål at gøre op med islamisk terror efter et terrorangreb i Wien, og som en del af forslaget lå en række forbud mod symboler. Et symbol, der nu skulle forbydes for at hindre islamisk terror, var således Identitäre Bewegung Österreichs lambda-symbol, som den identitære bevægelse gør brug af. Lambda-symbolet har den identitære bevægelse lånt af spartanerne, der blandt andet brugte det i deres forsvar af de hellenske kulturområder mod aggressioner fra Persien, og det er meget sigende, det nu er forbudt. Man vælger fra Østrigs side at holde med de aggressive, fremmede kolonisatorer frem for Europas forsvarere. Et andet patriotisk symbol, der med symbolforbuddet er blevet forbudt, er den ikke-voldelige borgerbevægelse Die Österreichers. På trods af, at borgerbevægelsen siden hen er blevet registreret som politisk parti, fastholdes symbolforbuddet, og Østrig er dermed i en situation, hvor regeringen forbyder lovlige, regeringskritiske partiers symboler. Alle partier, på nær FPÖ, har stemt for forbuddet. Et forbud, hvis beskrevne formål er at ramme selvsamme islamister, som de patriotiske bevægelser kritiserer, bruges med andre ord til at lukke munden på netop patrioterne.

Foto: identitaer.dk
500 aktivister og sympatisører deltog i weekenden i en demonstration i Wien for at gøre opmærksom på, at idéer ikke kan forbydes. Blandt deltagerne var identitære fra en række europæiske lande, herunder Danmark.

Kurz’ greb om magten

Med forbuddet af patriotiske bevægelsers symboler, efter flere års forsøg på at forbyde den identitære bevægelse, er der ingen tvivl om, hvor Kurz’ politiske hjerte ligger; der hvor magten er. Det kunne man allerede se i 2019, efter Kurz – i forbindelse med en groft korrumperende video fra 2017, også kendt som Ibiza-affæren, iscenesat af ukendte konspiratorer – fyrede FPÖ-ministeren, Herbert Kickl, på trods af selvsamme Kickl ikke engang fremgik på videoen. Tidligere havde regeringen da også haft interne stridspunkter, blandt andet vedrørende Identitäre Bewegung Österreich, som FPÖ delvist har forsvaret, mens bevægelsen længe har været et angrebspunkt for Kurz. Hele Ibiza-affæren endte med, at Kurz kort efter et nyvalg dannede regering med De Grønne, hvilket da også bl.a. kunne aflæses i statistikkerne for asyltilstrømning. I corona-året 2020, hvor det meste af verden var lukket ned, steg antallet af asylanter til Østrig sammenlignet med året før, hvor koalitionen endnu ikke var dannet. I dag er Kurz-regeringens justitsminister i øvrigt den bosniske muslim, Alma Zadić, der, udover at have haft tilknytning til ”antifascistiske”, således venstreradikale miljøer, har været en af de fremmeste kritikere af den identitære bevægelse. Med sådan en regering forstår man godt, at en konservativ kansler er nødsaget til at afvæbne kritik fra højre ved at kritisere ’politisk islam’ i bovlamme vendinger, mens man forsøger at forbyde ikke-voldelige, reelt højreorienterede bevægelser. Det gør dog ikke tiltaget mindre antidemokratisk, og mon ikke medierne havde tacklet det anderledes, hvis det var højrefløjen, der havde forsøgt at forbyde venstrefløjens fredelige bevægelser i et forsøg på at undgå kritik?

Man kan til sidst indvende, om det er et rimeligt krav, at moderne politikere
skal have reel moral og fædrelandskærlighed i en kynisk, realpolitisk verden, hvor politikere vil bruge alle kneb til at bevare magten. Vi må som højreorienterede dog kunne kræve af hinanden, at vi ikke bifalder politikere, der forsøger at forbyde patrioters fredelige aktivisme i et forsøg på at undgå kritik af egne politiske svigt. Politikere, der modarbejder os, må væk, og sådan én er Kurz. For kun når vi samler os om politikere, der reelt har visioner om at redde europæerne fra demografisk undergang, kan vi sætte gang i de nødvendige politiske forandringer.

Christian Grann
+ posts

Dette gæsteindlæg er skrevet af Christian Grann, der er født i 1998 og til dagligt læser samfundsfag og historie på Aalborg Universitet.