Progressiv radikalisering og konservativt medløberi

I en tid, hvor venstrefløjen opløser vores samfunds bærende normer med lynets hast, er den almindelige konservatisme med dens klichéer om at “forandre for at bevare” og “gradvis udvikling” helt utilstrækkelig. Tiden kalder på et ægte konservativt, reaktionært modsvar.

Lad os begynde med en i nationalkonservative kredse relativt banal og ukontroversiel observation: Den politiske status quo i Vesten har efterhånden længe bevæget sig mod venstre i mere eller mindre konstante ryk. Denne artikel omhandler den konservative håndtering af dette fænomen i nyere tid. Vi vil ikke her forsøge at svare på, om Vestens udvikling skal spores tilbage til verdenskrigene, til 1848, til den franske revolution, til den engelske borgerkrig eller til noget helt andet; vi vil blot konstatere, at der siden i hvert fald 1960’erne har fundet store samfundsændringer sted, hvortil adskillige af nutidens sociale spørgsmål og fænomener synes at være arvtagere.

Ser man på opfattelsen af ægteskab, køn, sex og seksualitet, abort, religion og sikkert en masse andet – for slet ikke at tale om indvandring og demografi – må det være tydeligt for enhver, at den vestlige verden, som den ser ud i dag, minder meget lidt om den vestlige verden i midten af sidste århundrede. Dette kunne få én til at påpege, at konservative, for hvem målet vel må være at bevare den traditionelle orden, lader til at have fejlet, hvorefter man passende kunne spørge, hvad det så overhovedet vil sige at være konservativ i dag — hvad mange jo påstår, at de er.

Set i lyset af de ovennævnte samfundsændringer synes der umiddelbart at være to muligheder: Enten må man som konservativ gøre sig til fortaler for en eller anden grad af tilbagevenden til tidligere tiders normer og værdier, eller også må man gøre sig til forkæmper for den nye status quo. Sidstnævnte synes at være en mærkværdig løsning. Skulle man blot beslutte sig for at blive dogmatisk tilhænger af netop Vestens samfundsform anno 2021? Det virker ganske arbitrært. Og hvad hvis samfundet ændrer sig yderligere, hvad det vel nok gør? Bliver man først da tilhænger af at vende tilbage, altså tilbage til det forjættede 2021, eller vælger man blot et nyt årstal at forsvare med næb og kløer? Omend billedet, vi tegner, måske er en kende karikeret, ville mange moderne konservative netop sige, at de støtter det bestående såvel som forandring. Er dette en åbenlys selvmodsigelse, eller kan forandring forenes med bevarelse på en måde, der giver mening?

Det gængse rationale for konservatismen

Man må først se på konservatives egen forståelse af konservatismen. Visse konservative ser nemlig ikke sig selv som tilhængere af en ideologi, på samme måde som fx liberalister og socialister er det. Ideologier, ville de måske sige, bygger deres (fantasi)samfund ud fra nogle få og enkle principper, såsom frihed lighed, osv., og de kan derfor siges at have en fast skabelon og et fast mål for ethvert samfund, der måtte ønske at tage ideologien til sig; en sekulær, frihandlende minimalstat eller et statsløst, klasseløst fællesskab — eller hvad det nu måtte være — er målet, uanset en befolknings etnicitet, religion, historie, traditioner osv. ’Ideologier er virkelighedsfjerne!’, kunne være en måde at opsummere kritikken.

Konservatismen er ganske anderledes. Den tager udgangspunkt i det virkelige og det givne i stedet for at tro, at vi begrænsede menneskelige skabninger kan ræsonnere os frem til idealsamfundet. Hermed skal ikke forstås, at konservative godtager en hvilken som helst samfundsform, blot fordi den er i stand til at eksistere, men at et samfund er selvopretholdende frem for selvdestruktivt må dog siges at være et sundhedstegn. Nogle konservative udtrykker ovenikøbet denne tankegang i evolutionære termer, hvor samfund, der af den ene eller den anden grund ikke fungerer, uddør, hvorved enten primært eller udelukkende velfungerende forbliver tilbage. Dermed ser man også vigtigheden af historie og tradition, eftersom et samfund, der har eksisteret i 1000 år, må formodes at have rigtigt fat i et eller andet, hvorimod det samme ikke nødvendigvis kan siges om ét, der kun har eksisteret i 50.

Derfor er forandring også en risikabel affære. Ganske som de fleste mutationer er skadelige, eftersom organismer som regel allerede er fint tilpassede deres miljø, kan samfundsændringer ofte være det, da de indebærer omdannelsen eller afskaffelsen af fx en skik, der netop har udviklet sig pga. én eller anden nødvendighed i samfundets historie. Hvis man i denne sammenhæng vil tillade endnu en biologisk metafor: Selv små menneskeskabte ændringer i et økosystem kan have ganske store (ofte negative) konsekvenser, fordi alting er forbundet på en måde, vi ikke nødvendigvis forstår; ligeledes kan ændringer i et politisk system foranlediget af reform- eller revolutionsbegejstrede aktivister og idealsamfundsudtænkere ende galt, fordi vi kan komme til at fifle med institutioner, hvis indbyrdes afhængighedsforhold vi ikke fuldt ud begriber.

Men verden kan jo ændre sig, nogle gange af årsager, vi ikke helt er herre over, såsom teknologiske fremskridt — og i tråd med ovenstående kan det således blive nødvendigt at tilpasse sig. Konservatismens politiske rolle er da at sørge for, at dette sker på den rette måde; at sørge for, at det ikke går for vidt og at man behersker trangen til at forny det, der måske slet ikke bør fornys.

Tandløs konservatisme møder virkeligheden

Hvis ovenstående udlægning af konservatismen observeres ganske abstrakt og uafhængigt af specifikke politiske emner og diskussioner kan dette jo virke både ganske fornuftigt og sympatisk; problemet — og her når vi endelig frem til artiklens egentlige pointe — er imidlertid, at hele den vestlige verden for længst er nået dertil, hvor dette konservative ideal ikke giver den store mening, fordi selve grundlaget for det i høj grad er væk. Man kunne eksempelvis ift. ovenstående passende spørge, om den moderne, liberale samfundsform, der er blevet praktiseret i ca. 50 år her i Vesten, hvor børnetallene nu er kollapset til et niveau, der ligger under, hvad der er nødvendigt for at videreføre de europæiske folkeslag, hvor vi bliver udskiftet med mennesker fra den tredje verden, og hvor religion er erstattet af nydelsesdyrkelse og nihilisme, mest ligner en samfundsform, der er ved at uddø, eller én, der har udsigt til at bestå i tusind år. Den frigørende mutation ligner snarere en kræftsvulst på vores samfundsorganisme end en gavnlig tilpasning.

Et illustrativt eksempel på, hvordan den tandløse konservatisme kommer til kort, er udviklingen inden for køn og seksualitet. I 1989, 56 år efter man i 1933 havde afkriminaliseret homoseksualitet, besluttede Danmark som det første land i verden at tillade registrerede partnerskaber for homoseksuelle. I princippet kunne man se et forslag som dette som en slags konservativ kompromisløsning, hvor man forhindrer de sociale ændringer i at gå for vidt; imidlertid kan man faktisk læse, at ”[m]odstanden mod forslaget var stærk i Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti, mens Venstre og Fremskridtspartiet var delte på spørgsmålene”. Noget anderledes så det ud i 2012, da man lovliggjorde ægteskaber for folk af samme køn. Her stemte kun Dansk Folkeparti, ni af Venstres 47 og to af Det Konservative Folkepartis 8 folketingsmedlemmer imod.

Den venstreorienterede glidebane

I analysen heraf er spørgsmålet ikke så meget, hvad man mener om alt dette; formålet er i stedet at give et eksempel på, at progressive samfundsændringer bliver hyppigere og hyppigere, mens den konservative modstand mod samme bliver svagere og svagere. Da man fx sidste år besluttede at hejse regnbueflaget over Christiansborg, var det af partierne tilsyneladende kun Dansk Folkeparti, der var imod – og endda kun med en vattet begrundelse om, at man skam ikke var imod LGBT-ideologien, men blot ønskede ’politisk neutralitet’ for så vidt angår flagning.

Næste skridt, hvad angår undergravningen af ægteskabet, lader til at være polygami, idet der allerede er tegn på, at dele af venstrefløjen går ind for dette, både ud fra en klassisk ’staten skal ikke blande sig-argumentation’, som de sikkert ville kunne få mange liberale med på, men også ud fra marxistisk teori om familien som højreorienteret, kapitalismeopretholdende norm mv., der bør erstattes med såkaldt ’polyamori’ som socialistisk alternativ. Det ville være interessant at se om et forslag om lovliggørelse af polygami ville blive kritiseret substantielt af de højreorienterede ’værdikrigere’ i Folketinget. Umiddelbart vil konservative nok være mere villige til at modsætte sig dette, da modstand herimod ikke på samme måde risikerer at støde en bestemt befolkningsgruppe, som det gør, hvis man er imod homoseksuelle ægteskaber. Samtidig ville man måske argumentere for, at det ville gøre lovgivningen for kompliceret (fx ifm. skilsmisser) eller fremstamme et eller andet om kvindeundertrykkende islamiske mørkemænd, der sidder og savler ved tanken om endelig at kunne have fire koner. I begge tilfælde vil der dog være tale om en ret ynkelig sejr begrundet i hhv. praktiske betragtninger og en banal modstand mod islam som ikke har at gøre med et modsvarende konservativt forsvar for den traditionelle kristne ægteskabsforståelse.

Det er da heller ikke helt let at se, hvad et sådant forsvar i dag skulle gå ud på. Hvis ens udgangspunkt er, at ægteskabet skal forstås som et meningsfuldt og velsignet forhold, der etableres mhp. stiftelsen af en familie, giver det selvfølgelig mening, når man definerer ægteskabet, som man traditionelt har gjort, dvs. som mellem de mennesker — én han og én hun, om man vil — der nu engang skal til for at lave børn. Så snart der laves om på denne forståelse, og ægteskabet i stedet er en kontrakt, der indgås mellem to ’frie individer’ mhp. egennyttemaksimering, er det svært at se, hvorfor det ikke i princippet lige så godt kunne være tre mænd eller én mand og fire kvinder, osv. Her ser vi et eksempel på, som vi tidligere har nævnt, at ændringen af en samfundsinstitution kan få langt større konsekvenser end man oprindeligt havde regnet med. Netop dette forstod konservative, der tilbage i 00’erne argumenterede imod homoseksuelle ægteskaber ud fra den opfattelse, at det var en trussel mod ægteskabet som sådan.

Trans-ideologisk stormløb på det normale

Allerede mens man i Vesten diskuterede homoseksuelle ægteskaber i 10’erne, blev også en ny identitetspolitisk gruppe, de såkaldt transkønnede, en del af den offentlige debat. Sådanne typer havde selvfølgelig eksisteret længe før, men de havde indtil da været marginale og ikke noget, man diskuterede, udover på den yderste venstrefløj. Nu, godt et årti senere, er der praktisk talt ingen offentlig debat om, hvorvidt den radikale ændring af vores køns- og sågar virkelighedsforståelse, som trans-ideologien bringer med sig, skal accepteres. Konservative støtter enten denne udvikling åbent eller i hvert fald stiltiende – eventuelt med nogle kosmetiske forbehold som beskrevet nedenfor i denne artikel.

I USA ser vi parallelt at Republikanerne stiller med den kønsskiftede tidligere olympiske atlet Bruce Jenner, der som bekendt i dag går under navnet Caitlyn, som kandidat til guvernørvalget i Californien — et valg, der i øvrigt slet ingen chance er for at vinde, hvorfor denne manøvre ikke engang kan retfærdiggøres af benhårde taktiske overvejelser. Her i Danmark promoverer netmediet Kontrast, der ser sig selv som et alternativ til det venstreorienterede danske medielandskab, transkønnethed for borgerlige. Vi kunne komme med mange lignende eksempler. Imens dette foregår på højrefløjen, har man på venstrefløjen i efterhånden flere år været fortalere for at tage skridtet videre ved også at promovere og acceptere kønsskifte til børn og unge. Det går ganske godt. I de fleste EU-lande kan man begynde på hormonterapi som 16-årig; i Holland endda som 12-årig, hvis man har sine forældres samtykke. Den danske regering går ind for at tillade juridisk kønsskifte til mindreårige, endda til børn og unge under 15, hvis de har deres forældres samtykke. Dette har siden 2016 været tilladt i Norge, hvor den nedre aldersgrænse er seks år. Også her er den etablerede danske højrefløj ude af stand til at komme med et substantielt modsvar til den revolutionære nedbrydning af kønnet, idet såvel Dansk Folkepartis som Nye Borgerliges holdning er begrænset til dét synspunkt, at børn ikke er modne nok til at tage stilling. De partier, der burde fremføre den selvfølgelige, socialt konservative position, accepterer i princippet trans-ideologiens præmisser – at man overhovedet kan ’skifte køn’ (eller at det i hvert fald er et spørgsmål som samfundet ingen interesse bør have i). De forvirrede unge skal blot vente til de er fyldt 18 år, så er der mere eller mindre frit slag fsva. ændring af CPR-nummer og lemlæstelse i form af bortskæring af bryster eller dét, der er værre (dette link er ret så oplysende hvis man ikke har gjort sig klart, hvad ’kønsskifte’-operationer nærmere går ud på, men vi skal advare om stærke og forstyrrende billeder), må man forstå.

Så allerede mens konservative først for alvor er ved at finde sig til rette med den nye status quo hvad angår køn, har venstrefløjen i et godt stykke tid arbejdet for noget, der er endnu mere radikalt. Dette er en vigtig pointe. I gamle dage var der pauser mellem venstrefløjens fremtog, såsom de godt to årtier, der gik herhjemme, fra man indførte registreret partnerskab, til man indførte ægteskaber for homoseksuelle; i dag står venstrefløjen klar med et nyt normaliseringsprojekt, så snart højrefløjen bøjer sig for det seneste — og måske endda før.

Mange konservative ville sikkert stadig sige, at de er imod kønsskifte til mindreårige; det er imidlertid ret ligegyldigt, hvad de mener. De får ikke noget at skulle have sagt, hvad dét angår. Netop derfor er den konservative selvopfattelse så ganske absurd. Målet med deres ideologi (eller ikke-ideologi, som de måske vil insistere på, at det er) er at sørge for, at ændringer af samfundet sker på den rette måde og ikke løber løbsk — men de har hverken nogen magt over, hvilke ændringer der overvejes eller hvorvidt og i hvor høj grad disse gennemføres. Konservative er gået fra at være venstreorienterede, der er ca. tredive år bagefter den egentlige venstrefløj, til at være venstreorienterede, der er ca. fem år bagefter venstrefløjen. Det eneste, de kan præstere, er i ny og næ at komme med en overfladisk kritik af det seneste identitetspolitiske tiltag, der som regel kan koges ned til, at de ikke bryder sig om, hvordan venstreorienterede aktivister taler. (Dette er i øvrigt et spejlbillede af netop den venstreorienterede identitetspolitik, der jo også primært er optaget af sprog og normer.) De er blevet til statister i en forestilling hvor alle rammer er sat af venstrefløjen.

Konservativ modreaktion

Lad os vende tilbage til spørgsmålet om, hvorfor man bør være konservativ: Man bør, hvis man accepterer argumenterne ovenfor, være konservativ, fordi vi ikke kan tænke os frem til det perfekte samfund, men derimod må støtte os til noget, der allerede er afprøvet; noget, som vi har belæg for at mene, er levedygtigt. Men mange normer og gennemsnitsholdninger stammer jo i dag ikke fra en tusindårig dansk tradition; de stammer fra en række store socialpolitiske omvæltninger, der har fundet sted i løbet af de sidste 50-60 år. Hvordan skulle dét fra et konservativt perspektiv være et sikkert fundament for noget som helst? — særligt når udgangspunktet for disse omvæltninger var samfundsundergravende idealer om frigørelse og selvudfoldelse.

Pointen med, at ændringer i samfundet skal ske langsomt, er, at vi som sagt ikke altid ved, hvor de fører hen. I de seneste årtier har de dog fundet sted alt andet end langsomt, og beviset for den konservative påstand om samfundsændringers uforudsigelighed må siges at kunne findes i deres tiltagende hyppighed. Det er bare ærgerligt, at konservative ikke lader til at være opmærksomme på, hvad de på dette område netop burde have alle forudsætninger for at vide. Resultatet af denne manglende viden er åbenbart, at man er villig til grundlæggende at omdefinere, hvad ægteskabet går ud på, for derefter knap et årti senere at være med til grundlæggende at omdefinere begrebet køn.

Konservative må være skeptiske over for samfundsændringer, jovist, men vi må ikke glemme den anden halvdel af ligningen: Når en samfundsnedbrydende ændring er gennemført, og der er påvist en skade på vores samfund, kan vi ikke blot acceptere den nye status quo, men må i stedet søge at genoprette, hvad der fungerede. I en revolutionær tid er den eneste konservatisme, der giver mening, en reaktionær konservatisme.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.