Poul Schlüter og udlændingeloven af 1983 – en nekrolog

Den 3. juni 1983 vedtog Folketinget med stemmerne 155 mod 12 den til dato mest skæbnesvangre lov i danmarkshistorien, den liberale udlændingelov. Alle partier på nær Fremskridtspartiet stemte for. Det gjaldt således også de borgerlige partier i den stadig ret nye Schlüter-regering Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Justitsminister Erik Ninn-Hansen havde advaret mod at vedtage loven i den foreliggende skikkelse. Erik Ninn-Hansen havde i april i JP advaret om, at det kunne betyde, at flere hundrede tusinder ville komme til Danmark og søge asyl, og han nævnte tillige, at der ”ellers er… risiko for alvorlige raceuroligheder og for Danmarks eksistens som nationalstat”.

Egentlig ønskede De Konservative og Venstre ikke en så vidtgående lovgivning, som tilfældet blev, men ved udsigten til at komme i mindretal på grund af De Radikales afgørende mandater, valgte man altså at stemme sammen med venstrefløjen. Resultatet her 38 år senere kender vi.

Poul Schlüter er netop død, 92 år gammel. Han var statsminister i mere end ti år og den eneste konservative statsminister i det 20. århundrede. Når denne nekrolog lægger ud med loven af 1983, har det naturligvis sin årsag og lad mig derfor nu sammenfatte, hvad der er blevet sagt om regeringerne Poul Schlüter i den sidste uges tid.

Man har med rette hæftet sig ved, at det var under Poul Schlüter, at 1970’ernes meget ringe økonomiske politik blev erstattet af en genopretning af dansk økonomi. Det gjaldt især afskaffelsen af de inflationsskabende dyrtidsportioner, og endnu mere markante var arbejdsmarkedsreformerne af 1987, der udbyggede pensionssystemet til at omfatte langt flere lønmodtagere.

Da disse og mange flere økonomiske reformer er blevet hyldet et antal gange siden Poul Schlüters død, vil jeg mig nøje med disse korte konstateringer af, at den førte økonomiske politik i perioden 1982-93 var betydeligt bedre end forgængernes.

Hvad der har været savnet i de etablerede mediers til tider lobhudling af Poul Schlüters regeringstid, har til gengæld været en tilbundsgående analyse af den førte udlændingepolitik i årene 1982-93. Det er skade, fordi disse godt ti år lagde grunden til uløselige problemer for danskerne og det danske folk, medmindre der føres en ganske anden politik, der betyder standsning af al yderligere indvandring fra den tredje verden og et politisk program for omfattende hjemsendelser af størstedelen af de ikkevestlige, som hverken kan eller vil indpasse sig i det danske samfund.

Poul Schlüter udtalte sig ret sjældent om den førte udlændingepolitik, mens han var statsminister, og det gjorde han såmænd heller ikke efter sin pensionering. Dog medgav han for et par år siden, at der nok var kommet lidt for mange lidt for hurtigt, og at man burde have strammet mere, men ikke kunne finde flertal for det.

Og det er jo rigtigt nok, det med det manglende flertal for stramninger for slet ikke at tale om en tilbagerulning af loven af 1983. Tidsånden på daværende tidspunkt skal man ikke tage fejl af, og Poul Schlüter var en integreret del af den. Det betød, at det var (og for den sags skyld er) en utænkelighed, at borgerlige partier ville (og vil) sætte deres folketingssæder på spil, skønt sagen netop – som Erik Ninn-Hansen så det klart – handlede om, at den danske nationalstats eksistens blev sat på spil med loven af 1983.

Intimideringerne af kritikerne af masseindvandringen var sat på skinner fra første dag efter lovens vedtagelse, og Poul Schlüter var ikke den, der sagde mange ord til forsvar for mennesker, der blev kaldt sprogets værste gloser. Det blev mest til nogle forblommede udtalelser om, at der jo ikke kom så mange asylsøgere til Danmark, og at oplysningsindsatsen skulle øges for at få danskerne til at forstå årsagerne til, at etnisk, kulturelt og religiøst vildt fremmede mennesker skulle tage fast ophold i Danmark.

Jeg skal gerne anerkende, at Poul Schlüter var borgerlig og altså ikke socialist. Det er lidt af en banalitet. Men særligt konservativ var han ikke, som han også gjorde en dyd af selv at sige. Mentalt set havde Poul Schlüter ikke dybe rødder i Danmark, skønt han selvfølgelig var pæredansk. I dét stykke lignede han så mange andre borgerlige og naturligvis næsten alle på venstrefløjen.

Man skal ikke tale ondt om de døde, hedder det rimeligvis. Jeg vil tilføje, at man ikke skal tale urimeligt ondt om de døde, men når den afdøde regerede landet i mere end ti år, mens katastrofens omfang blot voksede og voksede, er det meget forlangt, at man skal tie med det.

Jeg kender som nævnt til Poul Schlüters fortjenester ud i det økonomiske, men hver gang jeg hører ham omtalt, tænker jeg på, at det var under hans regering, at den ødelæggende udlændingelov af 1983 blev vedtaget. Det er der en grund til.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.