Pornoindustrien er ond. Det er tid til at knuse den.

Den multinationale milliardindustri bag den lettilgængelige internetporno har i årevis haft frit lejde til at drive rovdrift på unge mennesker, men nødvendigheden af at beskytte børn herimod er et issue som er begyndt at få politisk bevågenhed. Det er på tide at højrefløjen dropper ligegyldigheden og berøringsangsten og hægter sig på den voksende bevægelse mod såvel pornoens skadelige virkninger som de kyniske producenters kriminelle handlinger og manglende respekt for menneskers værd.

Forleden blev der afholdt en høring i Ligestillingsudvalget, hvor eksperter blandt andet kunne berette om, at 71 % af unge i dag har set porno inden de fylder 15, at de uønsket støder på det fordi algoritmer styrer dem derind, og at det (ofte ekstreme) indhold – som de altså møder i en alder hvor de ikke er i stand til at bearbejde det – risikerer at skade dem psykologisk fordi deres hjerner er ’plastiske’. Samtidig belyser en ny rapport fra en af høringsparterne hvordan en fjerdel af unge drenge er afhængige af pornografi og at 14 % af unge piger har overvejet at tjene penge på at sælge nøgenbilleder af sig selv. Hvis du som læser ikke intuitivt kan se hvorfor dette er foruroligende, vil jeg henlede din opmærksomhed på dét bjerg af empiri, der demonstrerer pornografiens skadevirkninger. To gode steder at blive klogere er her og her, men jeg vil her blot fremhæve et par hovedtræk, da formålet med denne artikel er at behandle den politiske substans frem for at diskutere videnskabelige studier til hudløshed:

  • Porno er afhængighedsskabende på linje med bl.a. rusmidler fordi sådant indhold kan udnytte evolutionære mekanismer i hjernen, der slet ikke er gearet til at behandle det
  • Såvel kvantitative som kvalitative studier viser, at pornoforbrugere ofte ender i en spiral, hvor de søger mere og mere ekstreme og outrerede videoer, hvorved deres normale og sunde seksualitet eroderes og deres (evne til at danne og fastholde) parforhold tager skade
  • Produktion af porno er uløseligt forbundet med menneskehandel, mishandling, narkomisbrug, seksuel kriminalitet og udnyttelse af sårbare individer med ødelæggelse af deres liv til følge

For egen regning kan det på et mere politisk/idémæssigt plan tilføjes, at pornografien behandler mennesker som produkter, idet den markedslogik, der kontinuerligt breder sig over flere og flere aspekter af vores liv i takt med, at vores civilisation synker ned i moralsk relativisme og nihilisme, nu også er ved at have indtaget den intime sfære. Den i øvrigt med god grund udskældte ’brug og smid væk-kultur’ får frit spil på dette område, alt imens vi som samfund forbliver blinde over for hvilken virkning det har på vores kultur og sociale relationer, når andre personer gøres til redskaber for egen tilfredsstillelse frem for at blive anerkendt som medmennesker, som vi har etiske forpligtelser over for ud over blot at ”lade folk gøre, hvad de har lyst til”. Det grelleste eksempel på denne udvikling er app’en OnlyFans, der opfordrer unge piger til at sælge billeder og videoer af sig selv til betalende brugere (jf. også tallene ovenfor om at 14 % af piger har overvejet at deltage i denne form for hjemmelavet pornografi). Her fremstilles det nærmest som en slags sej iværksætteri og en oplagt måde at supplere sin SU på at fornedre sig selv totalt for 60 kroner om måneden over for mennesker, der anser én som et stykke kød.

Berøringsangsten over for denne og anden social degeneration har rødder i 68’ernes kulturelle hegemoni. Den dominerende fortælling om frigivelsen af billedpornografien i 1968-69 er en fejring af ’frisind’, som – selvom et sådant træk i et historisk perspektiv er nyt og revolutionært – angiveligt er karakteristisk for danskerne. Selvsamme tiltag, der vel at mærke blev fremført af en justitsminister fra det Konservative Folkeparti, førte til en legalisering af børnepornografi. Ræsonnementet for at afkriminalisere udbredelsen af utugtige billeder var lånt fra den normnedbrydende liberalisme, der har inficeret hovedparten af konservative og højreorienterede, nemlig at ”staten ikke skal blande sig i borgernes privatliv”, dvs. at man trækker sig fra de sociale, etiske og værdimæssige områder af politik, overlader disse til venstrefløjen og koncentrerer sig om at forhøje BNP-væksten og skabe bedre vilkår for bankerne. Således fik den seksuelle revolution lov til at buldre derudad og børnene betalte prisen. Efter et langt sejt træk fik man på ny ulovliggjort børnepornografi, men det er stadig den revolutionære, moralsk relativistiske og normnedbrydende 68’er-tankegang, der blev udtænkt af pædofili-apologetiske franske intellektuelle som Foucault, Derrida og Sartre, der er udgangspunktet for megen politisk tænkning den dag i dag.
Dette kunne man blandt andet se under selvsamme høring, jeg indledte med at henvise til, idet deltagerne gentagne gange bekendte deres troskab til frigørelsesreligionen ved at gøre det klart, at man selvfølgelig gik ind for ’det danske frisind’, at man skam ikke var ude på at forbyde porno, unødigt at begrænse børns og unges seksualitet mv.

Hvis man kortvarigt skulle forlade højreorienterede og reelt konservative præmisser, og for argumentets skyld acceptere dogmet om, at ’frigørelse’ er det højeste gode og målet for politik, savner det også mening at tale om, at det skulle være udtryk for frihed at folk i en ung alder bliver styret ind på en hjemmeside af en algoritme for derefter at få omstruktureret deres plastiske hjerner til at blive afhængige af ekstremt materiale, der nedbryder deres naturlige seksualitet mhp. at fastholde dem og tjene penge på reklamer – lige så lidt som narkomanen, ludomanen eller alkoholikeren er ’fri’ fordi han kan forfølge sin afhængighed.

Og hvis vi kigger nærmere på hvem, der tjener pengene, de multinationale milliardfirmaer, som lever af at få sårbare mennesker til at opgive deres menneskelige værd, så står det klart at disse desuden i vidt omfang tolererer børnepornografi og andet overgrebsmateriale. Det bedste og mest velkendte eksempel er Mindgeek, der står bag PornHub, en af verdens største pornosider, og som er genstand for en parlamentarisk undersøgelse i Canada, hvor selskabet på trods af sit juridiske hjemsted i Luxembourg reelt har hovedsæde. Et andet eksempel på etikken hos de mennesker, der står bag produktionen af pornografi, er de behagelige (!) ”erhvervsdrivende” fra ’GirlsDoPorn’, der i 2019 blev anklaget og senere dømt for bl.a. menneskehandel, voldtægt og afpresning som led i deres foretagende, hvor de tjente mere end 100 mio. kr. på at ødelægge folks liv.

Forhåbentlig holder du efter at have læst ovenstående ikke krampagtigt fast i en eventuel liberal forestilling om, at det er utilladeligt at gribe ind over for pornoindustriens forrådnelse af menneskers hjerner af hensyn til samfundets velvære eller dog for at beskytte sårbare grupper som børn. Jeg forudser desværre, at såfremt den seneste tids opmærksomhed om emnet resulterer i politisk handling, vil det nok være fra de venstreorienterede partier, der heldigvis på visse punkter kærer sig om børns velvære, hvorimod store dele af højrefløjen enten er blinde over for sociale spørgsmål, er inficerede af den liberale ligegyldighedsparasit eller ganske enkelt abonnerer på den groteske 68’er-tankegang og synes at fri porno udgør essensen af danskhed.

Når det kommer til, hvad man konkret kan gøre, gælder det om dels at være kreativ, dels om at lære af andre landes erfaringer. Tiltag kan bl.a. indebære krav om aldersverifikation for at tilgå pornohjemmesider, ansvar for internetudbydere og banker om hhv. at standse trafik gennem DNS-blokeringer og at forhindre betalinger til siderne, bødestraf til selskaberne og evt. straf til bagmændene (herunder med internationalt samarbejde for at få fat i dem), øget oplysning om skadevirkningerne og ikke mindst en samfundsmæssig tilbagevenden til traditionel seksualmoral som ideal, der virkede ganske fint for generation efter generation helt op til 1968. Som sædvanlig skal man som fortaler for at slå ned på samfundsskadelige fænomener forsvare sig mod indvendinger om, at det ikke kan lade sig gøre at indføre forbud. Men selvfølgelig kan det dét. Det kan ganske vist aldrig lade sig gøre fuldstændig at udradere samfundsmæssigt uønsket adfærd, hvad end det er drab, narkohandel, børnepornografi, prostitution eller pornografi (til børn), men det vil naturligvis have en effekt at indføre tiltag som gør det besværligt og omkostningsfuldt at udbyde eller tilgå pornografi. Det er i bund og grund simpel incitamentslogik og er grundlaget for nærmest alle politiske tiltag, hvorfor det også gør sig gældende hvis vi som samfund beslutter os for at gøre noget ved den allestedsnærværende pornografi, som også rammer sårbare børn.

Det er på tide at insistere på børns ret til en barndom og et liv uden indflydelse fra en kynisk pornoindustri, der søger at gøre dem afhængige for egen vindings skyld. Væk med berøringsangsten, væk med ligegyldigheden over for alt, der ikke handler om kroner og ører, væk med den destruktive 68’er-ideologi – der er intet hensyn at tage til de internationale bagmænd, der på ingen måde gavner samfundet og som tjener milliarder på at ødelægge folks liv ved at udnytte dem. Det er tid til at knuse den ondskabsfulde og menneskefjendske pornoindustri med alle de midler, der er tilgængelige for staten.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.