Patrick Buchanan – den bedste præsident, som USA aldrig fik

Donald Trump har tabt valget. USA kan ganske vist opregne en række eksempler på, at valgsvindel har fundet sted. Tænk blot på præsidentvalget i 1960, hvor delstaten Illinois næsten helt sikkert svindlede sig til en sejr til John F. Kennedy over Richard Nixon, og hvor resultaterne i delstaten Texas også var i hvert fald tvivlsomme.

Der er mange andre historier om mulig valgsvindel i USA gennem tiden, men vi må have fat på proportionerne her. Der er ikke blevet fremlagt klare beviser på, at stemmeoptællingen i stater som Pennsylvania, Wisconsin, Georgia og Arizona (havde Trump vundet disse fire stater, var han blevet genvalgt som præsident), har været forfusket, og vi må derfor konstatere, at Joe Biden beklageligvis bliver USA’s næste præsident.

Dette indledende er skrevet for at sætte nogle ting på plads. Det andet og vigtigere er, at selv hvis Donald Trump havde vundet, havde der været tale om en stakket frist. USA’s indvandringslove fra 1965 satte et spor på skinner, der ville garantere, at de hvide, europæiske amerikanere ville komme i mindretal på et eller andet tidspunkt. Det vil formentlig ske i midten af 2040’erne. Allerede i dag er flertallet af børn under 11 år af ikkeeuropæisk afstamning.

Og dermed til det egentlige emne for denne artikel, som er en bekræftelse af Machiavellis påståede udsagn om, at problemer først erkendes, når de ikke længere kan løses. På linje hermed er reaktionerne på Enoch Powells berømte ”Rivers of Blood”-tale i 1968, hvor Powell indtrængende appellerede til briterne om at standse og vende indvandringen.

USA ville i dag være et lykkeligere land, hvis Patrick Buchanan var blevet præsident i 1992. Han prøvede og præsterede ganske overraskende flot ved det første republikanske primærvalg i New Hampshire. Patrick Buchanan tabte dog hurtigt terræn til George Bush Sr., der havde eliterne og derfor pengene i ryggen.

På partikonventet i august 1992 var Patrick Buchanan en af hovedtalerne, prisen for at han af loyalitet havde tilsagt sin støtte til George Bush, der som bekendt tabte valget til Bill Clinton. Patrick Buchanan holdt her sin berømte ”Culture War”-tale, der gjorde op med den venstreorienterede kulturrevolution i USA fra især 1960’erne og frem, som effektivt underminerede det traditionelle USA, hvor kristendom, familie og konservative værdier i det hele taget blev lagt for had.

Samme destruktive revolution har vi set i stort set hele Vesteuropa og i de øvrige aflæggere af den vestlige verden, Canada, Australien og New Zealand. Landene bag det hedengangne jerntæppe er på næsten magisk vis gået fri. Det kan i det store og hele tilskrives 44 års kommunistisk diktatur, en effektiv vaccine mod samfundsmæssige eksperimenter, der sigter mod opløsning af det bestående.

Det er her, vi står. Dér, hvor store dele af det traditionelle vestlige tankegods, som gjorde os til en del af en stor civilisation, er undergravet i et omfang, hvor man alvorligt må frygte for de langsigtede konsekvenser, som om de hidtidige ulykker ikke har været rigeligt store.

Det er et europæisk særtræk blandt denne verdens etniciteter og kulturer at være blevet så lidt etnocentriske, at vi underminerer vort eget til gavn for den anden. Det er i øvrigt nok nærmere et nord- og nordvesteuropæisk kendetegn. Sydeuropæerne har mildt sagt deres problemer, men ikke samme grasserende grad af individualisme, der ophæver alt, der er fælles.

Machiavellis udsagn om, at problemer først erkendes, når de ikke længere kan løses, gælder da i særdeleshed for europæere, herunder særligt nord- og nordvesteuropæere. Det er umuligt at sige præcis, hvad der skal til for at vende udviklingen, standse masseindvandringen, påbegynde omfattende hjemsendelser og vende om for at finde den vej, som vi ikke gik ad, da vi besluttede at gå ned ad den etniske og kulturelle fortabelses vej.

Danskerne og andre europæere må genlære, at politik kommer af kultur, og at kultur stammer fra etnicitet. Det er ikke svært at forstå, når man har indset det. Så ved man, at det er indlysende. Vi må genfinde den vej hurtigst muligt.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.