Om stedet – storby, provins eller landet

Jeg indvier yderst sjældent læserne i mine private forhold, men jeg vil gøre en undtagelse denne gang, naturligvis kun for mit eget vedkommende. Jeg vil skrive lidt om forskellen på at bo i en af Danmarks store byer, især København (som jeg har et særligt kendskab til), på at bo i en mindre provinsby (har jeg lært siden 2009) og om at bo i en landsby eller på landet (det ved jeg mindre om).

Jeg begynder denne fortælling om stedet med at sige, at jeg påbegyndte mine formative år i en forstadskommune til København, nemlig Albertslund, opkaldt efter en bondegård, der blev købt af Albert de Rault de Ramsault de Tortonval (sikke da et navn), som flygtede fra den franske revolution i 1802 og i 1817 købte jorder i en del af det nuværende Albertslund Centrum og Syd.

Jeg selv flyttede dertil som femårig efter at være blevet født på Bispebjerg i København, og fra jeg var lidt over tre år gammel og to år frem boede jeg på Grønland.

Men tilbage til Albertslund. Jeg boede der fra 1969 og til 1983, hvor jeg som 19-årig flyttede til København. Det vil bl.a. sige, at jeg grundlæggende fik min skolegang i den lokale folkeskole, Teglmoseskolen samt i gymnasiet på Vallensbæk Statsskole.

På den skole modtog jeg meget solid undervisning, indlæring med et andet ord. Teglmoseskolen var en socialt set meget blandet skole med mange børn af arbejdere, men også en hel del med længevarende uddannelser, uanset hvilket niveau det nu var på.

Det var en god og en fagligt orienteret skole. Ganske vist fik Ritt Bjerregaard som daværende undervisningsminister vedtaget den degraderende folkeskolelov af 1975, men jeg mærkede ikke for alvor virkningerne af loven. Dertil var de daværende lærere alt for solidt uddannet på seminarierne, som de var engang. Loven af 1975 var det første alvorlige skridt til at udvande indlæring og faglighed i folkeskolen og erstatte denne folkets skole med en anstalt for indoktrinering og lal for at sætte det på spidsen. Med folkeskolereformen af 1975 var flugten mod de private, frie skoler, lagt. Dén flugt er fortsat siden for middelklassens børn, og det bør ikke undre nogen, af hverken faglige eller etniske grunde.

Albertslund har i dag Danmarks tredjestørste andel af mennesker fra den tredje verden, kun overgået af Ishøj og Brøndby kommuner. Jeg oplevede det selv på den meget fredsommelige måde, at der i 9. klasse, i 1979, ankom én pakistansk dreng til min klasse. Han hed vist Kassif, hvis jeg husker rigtigt, ellers undskylder jeg.

Det var lige til at håndtere. Han var anderledes, men det var lige meget, fordi de øvrige ca. 20 elever i min klasse var etniske danskere, jeg selv en af dem.

Jeg tænkte derfor ikke nærmere over det og flyttede i øvrigt til København som 19-årig, til Nørrebro af alle steder. Det var fortryllende for en ung mand, og jeg mener udtrykket bogstaveligt. Jeg havde tidligere kun kendt udvalgte dele af København, men nu skulle jeg selv opdage et kvarter af København, som jeg nærmest aldrig havde sat mine ben i.

Nørrebro havde også dengang en stærkt venstreorienteret hældning, men det var grundlæggende en etnisk dansk hældning mod venstre. Der var mennesker fra den tredje verden allerede da, javel, men de var ikke særligt mange og kunne derfor ikke dominere gadebilledet. Det gjorde i stedet en underlig blanding af diffuse venstreorienterede som jeg selv (ja, så er det indrømmet og bekendt), og det gjorde, hvad der i rask trav væk var resterne af den gamle københavnske/nørrebroske arbejderklasse, som jeg spillede en del keglebilliard med, hvilket jeg stadig ikke fortryder.

Nørrebro i 1983 til 1988 var stadigvæk et sted for danskere. Jeg nåede ikke at opleve udtyndingen af de etniske danskere for alvor, før jeg flyttede først til Amager i en kort periode og derpå til Frederiksberg, omringet af København, hvor jeg boede i 20 år, fra 1989 og til 2009, hvor jeg satte hegnspælene op i to tiår.

I 2009 var det af flere grunde blevet lidt for morsomt at bo et sted, hvor kvadratmeterpriserne kun steg, og hvor jeg først og sidst fandt ud af, at multikulturen forårsaget af multietniciteten for alvor var kommet til det sted, hvor jeg længe havde boet. Bofaste menneskers hukommelse er ofte dårlig, påstår jeg, fordi ændringer kun langsomt observeres over tid. Jeg havde derfor boet på Frederiksberg i en del år, før det netop langsomt gik op for mig, at der var ved at ske noget med mit kvarter.

Det var ikke længere næsten kun andre etniske danskere, jeg så i gadebilledet. Det var i stigende grad i det lokale supermarked, på gaden og for den sags skyld i den lokale avis, at jeg kunne konstatere, at Frederiksberg på lange stræk ikke længere var det Frederiksberg, som jeg flyttede til i 1989. Jeg skal her nævne, at jeg altid har opfattet mig som københavner i årene 1983-2009, ikke frederiksberggenser. Der er ikke noget i vejen med sidstnævnte, på ingen måde, men jeg var blot den glade unge mand og efterhånden fuldvoksne, der simpelthen boede i hovedstaden, hvortil jeg mentalt inkluderede Frederiksberg.

I 2009 var det så kommet så vidt, at jeg flyttede ud af hovedstaden. Jeg solgte min andelslejlighed med en ret god fortjeneste og har siden da boet i provinsbyen Sorø, et sted på Vestsjælland. Her regner jeg med at blive boende, skønt jeg også her kan observere tidens tegn, som er kun alt for tydelige. Men lad mig sige et par ord om at flytte til en by som Sorø på under 8.000 indbyggere, men samtidig med en rig og selvbevidst historie.

At flytte fra Danmarks største by med dets i dag voldsomt multietniske befolkning og til en mindre provinsby mellem 75 og 85 km. fra hovedstaden har været godt, særdeles godt. Pludselig kom jeg til et sted, hvor jeg var næsten udelukkende omgivet af mine landsmænd og –kvinder. Det slog mig helt ned til så banale hverdagshandlinger som at købe ind i det lokale supermarked.

Det er dog heller ikke gået den rigtige vej i Sorø siden 2009. Helt generelt og især siden asyltilstrømningen i 2015/16 er det blevet åbenbart, at denne vor tids eksistentielle udfordring heller ikke undslipper de mindre provinsbyer som Sorø. Vi har i Sorø heldigvis en meget stor andel af ejerboliger og andelsboliger, hvilket gør det sværere for dårligt fungerende mennesker fra den tredje verden – dårligt fungerende, som de jo notorisk og statistisk påviseligt er i snit – at blive bofaste i Sorø. Sagt på en anden måde: Ghettodannelser er trods alt ikke nemme at etablere i Sorø.

Dermed har jeg redegjort for, hvordan det gør en stor forskel at flytte fra hovedstaden og til især en mindre provinsby. Allerede i mine nabobyer Slagelse og Ringsted, der er væsentligt større i indbyggertal, befinder der sig store mindretal af mennesker med rødder i den tredje verden, der for langt de flestes vedkommen er umulige at indpasse, og som for en pæn dels vedkommende såmænd er en pine og plage for etniske danskere, der enten har boet der altid, eller som jeg har valgt at bosætte sig der.

Storbyerne er således stort set forsvundet for individet eller familien – den etnisk danske af slagsen – som et sted, hvor det giver mening at bo og leve, hvis man vel at mærke fortsat har hang til det danske, til vores slægtsskab og selvfølgelige omgang med andre etniske danskere.

Provinsbyerne i Danmark skal vælges med omhu. Det er, efter min erfaring, de små af slagsen, der har mest modstandsdygtighed. Sandsynligvis fordi de fleste af de indvandrede foretrækker store boligbyggerier, hvor de kan være sammen med deres etnisk egne. Fint med mig, at de holder mest af det. Det skal bare ikke foregå i mit land og alle de andre etniske danskeres land.

Virkeligheden er desværre som bekendt virkeligheden. De fremmede – de netop dybt fremmede, etnisk og kulturelt – vil, som de bliver flere og flere, også blive flere og flere i selv de mindre danske bysamfund som f.eks. Sorø.

Den sidste, måske næstsidste, flugt, som etniske danskere, der ikke ønsker at være en del af det multietniske eksperiment, har, er at flytte ud i de danske landsbyer eller endnu længere ud, at bo på landet, som det hedder.

Jeg flytter ikke fra den lille provinsby Sorø, men jeg ved, at vi er vidner til en udtynding og en udskiftning af den hjemmehørende, etniske danske befolkning, der får flere og flere til at fjerne sig fra de steder, hvor andelen af mennesker med rødder i Stormellemøsten og Afrika syd for Sahara især bosætter sig.

Sådanne steder vil langt de fleste danskere, der har de økonomiske midler til det, undgå at bosætte sig i. Det store flertal af etniske danskere ønsker ikke at leve sammen med mennesker, som etnisk, kulturelt, religiøst og adfærdsmæssigt er voldsomt forskellige fra os og tillige ikke ønsker og evner at leve og bo på lige fod med os andre.

Skal man sætte det på spidsen, har vi mistet storbyerne, vi har ikke mindst mistet forstadskommunerne til København, vi er i færd med at miste mange af de store og større provinsbyer, og næste skridt bliver de mindre provinsbyer som Sorø.

Vil det aldrig standse? Er det dén uomgængelige vej, som vi må gå? Nedad til Helvede, som er etniciteternes og derfor kulturens totale sammenblanding, hvor vi godt ved, at det er etniske europære, der vil tabe på hele pladen?

Nej, der er ikke uomgængeligt. Vi vælger det selv.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.