Om den sande frihed – den kristne frihed

I verdens øjne synes det religiøse menneske mere bundet, bestemt, og på forhånd besluttet i sin tanke og handling. Deraf kan man jo så slutte, at det religiøse liv er ufrit og en selvforsnævring af livsmulighedernes brede vej. Den troendes tilgang til verden er således ikke bare en fornuftmæssig skyklap, der begrænser verdensudsynet, men også en lænke, der binder det frie individs udfoldelse. Biblens klamme bånd binder stramt, må man forstå. Tinder og tankefrihed ligger hinsides det tilladte. Tro er ufrihed. Frihed er troløst.

Dette er på én gang den mest fejlagtige og sande opfattelse, man kan have. For troen gør både en mere fri end noget andet mennesket og mere fastlåst end nogen mand i verden.

Han er mere fri, fordi sandhed gør fri, og fordi det rigtige valg altid udelukker det forkerte.

Han er mere fastlåst, fordi sandhed forpligter, og fordi valget af det slette altid vil plage ham, som er bevidst om det gode.

Jesus fortalte sine disciple, I vil kende sandheden og sandheden vil sætte jer fri, Johannesevangeliet 8:31-32. Men hvordan kan sandheden være frisættende hvis den er forpligtende? Kan vi være frie til ikke at gøre noget, kan vi være tvunget til frihed? Ord bruges og misbruges, og ønsker vi derfor at blive klogere, må vi klargøre, hvad vi egentligt forstår ved begrebet frihed. Ordet, der er så hyppigt benyttet, tillægges lige så hyppigt forskellig betydning, endog ofte selvmodsigende forståelser. For vi kan jo på én gang både være frie fra noget, og frie til noget. Vi kan være frie fra sult, nød, hjemløshed og vold, og vi kan være frie til samvær, selvrealisering og udlandsrejser.


Et sådant fokus, der ønsker at reducere begrebet til ét af disse to aspekter af frihed, er dog en blindgyde, som jeg trygt overlader til liberalisternes og socialisternes famlerier, idet de begge går i mørket. Sand frihed består derimod i noget tredje, der ikke lader sig indkapsle af disse ideologier. For reel frihed er hverken noget som er frihed bort fra noget eller en frihed som er til noget. Tværtimod består den sande frihed i virkeliggørelsen af vores formål. For ting er rettet imod deres endemål, og de kan derfor misbruges eller bruges i en helt reel forstand. Er det frihed at omhukke et ædelt gammelt møbel, at kaste rød maling på Thorvaldsens statuer, eller er det frihed at bruge din iPad som skærebræt? Et sådant spørgsmål er misforstået, fordi det tillægger begrebet frihed en vrangbetydning. Naturligvis kan du misbruge et møbel, et menneske, et musikinstrument, men er misbrug frihed? Er vi frie til at fordærve og skamfere? Visselig kan man gøre det, men bør man overhovedet?

Her ser vi tydeligt, at vi ikke ret kan skelne frihed fra slet og godt, fra rigtigt og forkert. Tag iPad’-skærebrættet som eksempel, for man kan naturligvis bruge det højteknologiske og dyrt indkøbte apparat sådan. Men ikke blot forklejner man udstyrets rette formål ved at slide unødigt på apparatet, men med misbrugen illustrerer man også ved sin dumhed, at man helt igennem går glip af apparatets egentlige nyttige brug. Deraf ser vi altså, at misbruget har to bivirkninger, skade og slitage samt afkald på fordelen med dertilhørende manglende gavn.

Enhver brug af en frihed, som ignorerer formålet og meningen med handlingen eller genstanden, vil derfor i bedste fald være et fejlskridt og i værste fald en selvskade. Sand frihed derimod er virkeliggørelsen og brugen, der vokser ud af og kommer naturligt i forlængelse af handlingens formål og genstandens brug. Anvender vi derfor dette blik på os selv og vores omgang med verdenen omkring os, så ser vi sandheden og friheden i Jesu ord til apostlene, i løftet om at sandheden vil sætte jer fri. Den erkendelse oplever vi selv, når vi efter kamp og frustration med et lettelsens Aha!afklarer den rette brug. For erkendes først genstandens og handlingens rette formål, da muliggøres den egentligt frie handling. Da er vi frie til at handle ret og gøre ret. Reel frihed forudsætter derfor reel indsigt og viden. Frihed kræver sandhed. Enhver falsk frihed vil derfor afsløres som værende bygget på løgn, bedrag og fordækthed.


Sandhed til frihed bryder derimod de lænker, der binder. For som nævnt før, er egentlig ufrihed både misbrug, men også de vaner, handlinger og løgne, som driver os og binder os. Sandhed gør fri, fordi den sætter os i stand til at handle frit. Derfor tror kun idioten, at han kan være fri, når han er bundet af afhængighed og hans erkendelse er fordækt af løgne. Hvordan kan man tænke sig fri, når ens sind og evne til overvejelse er bundet? Kødet, hvis det uimodsagt får lov at herske, gør sig netop til Herre i kraft af sin hersken. Druk, griskhed, porno og hor kan være tungere lænker end plantagens vægtige jern engang var.

Ikke at den fysiske tvang ikke er brutal i sig selv, men fordi enhver form for påstået autonomi er selvbedrag, så længe man er kødets slave. Hvad nytter kropslig selvbestemmelse, hvis Styrelsen er utugt, druk eller narkomisbrug? Hvilke velovervejede valg kan træffes i liderlighedens brand og bag alkoholens slør?
Som nævnt før har alting sin rette brug, vinen er velsignende og hellig, den gør hjertet glad, Salme 104:15, og foreningen af manden og kvinden i ægteskabet er ærværdigt og rent, Hebræerbrevet 13:4. Dette er den frisættende og rette brug, som her er gjort os åbenlyst. Foreningen af mand og kvinde velsigner dem begge, og sætter dem fri i gensidig berigelse. Sjælens hygiejne kan kun realiseres i overensstemmelse med sandhed og formål. Sandhed som sætter os fri er den, der fører os af rette veje. Sande veje. Sandhed oplyser og belyser, den gør det indlysende, hvad ret er. At tale med en ekstatisk narkoman, der insisterer på sin kropslige selvbestemmelse, er måske en stærk overdrevet sammenligning i forhold til horen, der lever af anerkendelse og kropslig bortgivelse til fremmede, drevet af mavens lyster, men det er en overdrivelse i grad og ikke i væsen. For misbruget er det samme. Kroppens hærværk er begrundet i kødets herredømme over sindet, og det formørkede sind forsvarer det med henvisning til falsk frihed. Frihed til fordærv, ødelæggelse og forfald.

Vor Herre sagde at sandheden vil sætte jer fri og med disse ord bevidnede han, at sandheden er skarp nok til at skære gennem kødets løgne. Strengene, der styrer, skæres itu af ordet, der viser hvem dukkeføreren er. Enhver frihed under fremmed herredømme er selvindbildning, og derfor er den eneste frihed lydighed til sandhed, for kødets lænker er så reelle som malmens.

Enhver frihed uden selvbeherskelse er illusorisk, for er du ikke selv herre, beherskes du, hvad enten din trældom er tydelig eller tvetydig. Kun ved at bygge på en fast klippegrund, så undskyldningerne og lasternes selvforsvar ikke får mulighed for at slå rod, kan du gøre dig forhåbninger om at blive enevoldshersker i eget legeme. Den sten vil enten være anstødsstenen du slår dig på, eller hovedhjørnestenen du bygges op på. For ingen anden sand grundvold kan gives.

Paradoksalt nok er den eneste frihed derfor at finde i tjeneste af sandheden, af den iboende lov, der har forordnet handlingernes rette endemål og genstandenes sande brug. Det er sandheden, som vil sætte jer fri. Det er sandheden, som er et lys for din fod og oplyser din vej. I mørket går enhver lemfældigt rundt, en sand frihed fås kun, hvis lyset klargør færden og sindet vælger at vandre vel. At gå i forfald og fordærv under påberåbelse af frihed er slaveri. At trælle for begæret og lysten er trældom. Kun selvkontrol og dydighed sætter os fri til ret at råde og vælge mellem den næsten uendelige mængde af sande goder, som er sat foran os. Har du ingen selvkontrol, har du slet ingen kontrol. Kun med sandheden som lygte og dyden som fører er vores rejse fri. For i mørket føres vi af laster til trældom.

Kristendommen gør os derfor til fanger for friheden og frikøber os fra trældommen. Den kristne frihed er derfor altid tjenende, nemlig for sandheden, men også langt mere befriende. For al anden frihed end kristenfrihed er trældom.

+ posts

Mikkel Søtbæk er fast skribent for Atterdag. Han er til daglig teologistuderende, missionær, landmand og familiefar.