Nous ne sommes pas Charlie: Islamomaniens begrænsninger

D. 16. oktober blev den 47-årige franske lærer Samuel Paty, efter at have fremvist tegninger af profeten Muhammed i en samfundsfagstime, halshugget af en tjetjensk islamist i nærheden af skolen, hvor han var ansat. De omtalte tegninger kom fra satirebladet Charlie Hebdo, hvis redaktion i Paris i 2015 selv blev offer for et islamisk terrorangreb, som tog livet af 12 mennesker, deriblandt tegner og chefredaktør Stéphane Charbonnier.

Efter det oprindelige terrorangreb blev de dræbte Charlie Hebdo-tegnere af mange udråbt til helte og martyrer for ytringsfriheden. Fra politikere såvel som almindelige mennesker hørte man parolen je suis Charlie. Også nogle højreorienterede islamkritikere tog, ikke overraskende, den nyligt opfundne Charlie-isme til sig. Efter mordet på Paty er Charlie Hebdo igen blevet et relevant kulturfænomen, og de har påny fået opmærksomhed fra bl.a. højrefløjen. Det er folkene bag bladet tilsyneladende ikke særligt tilfredse med—d. 22. oktober havde de i hvert fald følgende at sige:

“Det er hårdt at være elsket af fjolser. Det er hårdt at være elsket af […] den yderste højrefløj. Charlie Hebdo […] har altid bekæmpet Front National, igangsatte endda i 1995 en underskriftindsamling for at kræve deres opløsning. […] Charlie Hebdo fik [på forsiden af et blad fra d. 8. februar 2006] profeten til at sige “det er hårdt at være elsket af fjolser”, da det kun er rettet mod fundamentalister, ikke muslimer.”

Denne udmelding fortæller os tre ting: at 1) folkene bag Charlie Hebdo faktisk slet ikke går ind for ytringsfrihed, at 2) de er venstreorienterede og at 3) de følgeligt er omtrent lige så islamkritiske som Enhedslisten. Nye Borgerlige har da også i skrivende stund fået afslag på en anmodning om at bruge deres Muhammed-tegninger til en kampagne i danske aviser.

At ingen på højrefløjen bør være sympatisk indstillede over for Charlie Hebdo burde næsten give sig selv. De går bogstaveligt talt ind for at ulovliggøre Frankrigs største nationalkonservative parti. Men kan vel håbe, at sagen med Nye Borgerlige får flere til at indse, at Charlie Hebdo ikke har lyst til at være venner. For måske skyldes den nuværende sympati ren og skær uvidenhed. Dette ville der ikke nødvendigvis være noget galt med. Man kan ikke forvente, at almindelige nationalsindede danskere skal læse grundigt op på hvert eneste terroroffer—og at man antager, at man er på samme side som disse ofre, kan jo i sig selv kun ses som ganske hæderligt.

Dog savner vi, at politikere og meningsdannere, hvis opgave det trods alt er at sætte sig bedre ind i samfundsrelevante emner end den gennemsnitlige borger, gør opmærksom på nogle af de relevante fakta angående Charlie Hebdos politiske ståsted. Vi siger ikke, at ingen nogensinde har gjort dette, blot at det ikke har været almindeligt nok til, at vi har set eksempler på det.

***

Der er næppe noget hverken banebrydende eller kontroversielt i at påpege, at islamkritik fylder meget i dansk politik, særligt på den nationale fløj. En kende mere kontroversielt bliver det måske, når vi siger, at denne islamkritik kan have tendens til at blive altoverskyggende. Islam kan komme til at spille samme rolle, som frihed spiller for visse ungdommelige liberale (med den åbenlyse forskel at friheden fungerer som et ideal, mens islam fungerer som en slags antiideal).

Der kan således i yderste tilfælde blive tale om en ensporet besættelse, en slags islamomani. Ganske som politik for nogle liberale fuldt ud kan reduceres til det at fjerne alt, der begrænser individets frihed, kan det for nogle nationalsindede tilsyneladende reduceres til begrænsning, og gerne eliminering, af islams indflydelse på samfundet.

Ønsket om at begrænse og fjerne islams indflydelse i det danske samfund er ikke i sig selv problemet. At islam ingen indflydelse bør have i Danmark skulle gerne være en selvfølge for enhver fædrelandskærlig dansker. Men man bliver nødt til at spørge, hvorfor en given person måtte ønske dette. Vi frygter, at islamkritikken for nogle er et rent negativt projekt, altså at målet alene er en negation af islam. Igen kan man drage paralleller til liberalismen, der også i visse afskygninger, med dens førnævnte fokus på at fjerne frihedsbegrænsninger, kan være udelukkende negativ. Men netop denne mangel på fast og konkret indhold kan liberalisterne kalde for frihed; islamkritikere har ikke engang på samme måde et positivt begreb, der kan opsummere, hvad de står for.

***

Ud fra et sådant negativt perspektiv giver det ganske god mening, at man tænker, at man kan danne fælles front med fx Charlie Hebdo. De er jo også, omend måske i mere begrænset omfang, islamkritiske. Den førnævnte Stéphane Charbonnier færdiggjorde faktisk få dage inden sin død et åbent brev, der kritiserer begrebet islamofobi. Han indleder med at sige ting, man sagtens kunne høre på den danske (og sikkert også den franske) højrefløj:

“Hvis du tror, at religionskritik er udtryk for racisme,

Hvis du tror, at “islam” er navnet på et folkeslag,

[…]

Så god læsning, for dette brev er skrevet til dig.”

Men Charbonnier var ikke højreorienteret. Han var erklæret kommunist. Og vi har allerede nævnt, hvad bladet, han var redaktør for, mener, der skal ske med partier, hvis indvandringspolitiske linje de ikke bryder sig om. Charbonnier skriver da også netop, at det er samfundets opgave at sørge for, at racister (tilsyneladende defineret, efter god venstreorienteret skik, som enhver, der er imod masseindvandring) ikke udtaler sig offentligt. Ydermere giver han udtryk for, at islamofobi er et farligt begreb, da dets anvendelse kunne medføre, at fx kristne opfandt et lignende begreb, som de så ville kunne bruge, når nogen hånede deres religion (hvilket Charlie Hebdo også ofte har gjort).

Man kan altså kort sagt godt beskrive Charbonnier og folk som ham som islamkritikere. Det er dog imidlertid en langt fra fyldestgørende beskrivelse af hans ståsted. Både hans måde at være islamkritiker på og konteksten, i hvilken han er det, adskiller sig markant fra den måde, hvorpå højreorienterede bør være det. Hvis man stirrer sig blind på islam, kan man ende med ikke overhovedet at opdage dette. Og i så fald kan man ende med at behandle Charlie Hebdo—der åbenlyst er højrefløjens politiske fjender, og som godt selv ved, at de er det—som venner og allierede.

Hvorimod de, hvis de havde magten, antageligvis ville smide os i fængsel.

***

Pointen er altså ikke, at man ikke må være islamkritisk, men at man bør kritisere islam ud fra det rette perspektiv. Når vi belyser højrefløjens forhold til Charlie Hebdo, er det for at forsøge at vise, hvordan det at se islamkritikken som et mål i sig selv faktisk hurtigt kan føre til en langt mindre effektiv islamkritik. Charlie Hebdo, uanset hvor mange tegninger de så fremstillede, ville aldrig stoppe islamiseringen af Frankrig eller af noget andet europæisk land—og de ønsker tilmed at forhindre andre i at gøre det. At give dem legitimitet ved at forsøge at alliere sig med dem kan således være direkte farligt.

Målet og løsningen, mener vi, er at have et positivt verdenssyn, altså et verdenssyn, der medfører, at man i første omgang er for ting, hvorudfra man så dernæst kan begynde at bestemme sig for, hvad man skal være imod. Så ender man ikke i situationer, hvor man er nødt til at have sære holdninger, fordi man for alt i verden skal mene det modsatte af profeten Muhammed; hvor man fx ikke kan have konservative værdier, fordi islam også har dét. Ens valg af benklæder burde ikke, for nu at parafrasere Glistrup, behøve at afhænge af ayatollahens.

Men hvis man går op i Danmark, i vores traditioner, i civilisation—hvis man er for disse ting—følger det blot naturligt, at man er imod islamisering af Vesten.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.