Nej, Dansk Folkeparti, vi siger ikke “ja til tatovører”

Konservative må sige nej til den sociale degeneration og moderne hjernedøde individualisme, som tatoveringer er udtryk for. Begrænsning af tatovering er godt, selv om det kommer fra EU.

Man skal aldrig undervurdere Dansk Folkepartis evne til at overgå sig selv i klamme og ubegavede udtalelser og opslag på sociale medier. D. 19. oktober lavede Dansk Folkeparti dette opslag på Facebook:

Historien bag dette opslag er, at en EU-lov, som forbyder et stort antal farvestoffer i tatoveringer, snart træder i kraft, og at det giver tatovører problemer. DF’s opslag ledsages af et billede af en person, som er ved at blive tatoveret, med teksten ”NEJ TIL EU” og ”JA TIL DANSKE TATOVØRER”. Det er ikke ligefrem overraskende, at DF kan finde på at lave den slags opslag, men man tager sig alligevel til hovedet.

Er man højreorienteret, bør der ikke være den store tvivl om, at tatoveringer ideelt set burde totalt forbydes med legitime medicinske formål som eneste undtagelse (fx kan små tatoveringsmærker bruges ved strålebehandling), og at man bør fraråde sine familiemedlemmer og venner at blive tatoveret. For en højreorienteret person er tatoveringer intuitivt frastødende og mærkværdige, hvilket er grund nok til at forbyde det. Er man uenig, skyldes det nok ganske enkelt, at man ikke er højreorienteret. Den almindelige holdning i dagens Danmark er, at det skal være op til det enkelte menneske at bestemme, om han eller hun vil have sprøjtet blæk ind i huden, men som højreorienteret må man i stedet mene, at det er statens opgave at forhindre individet at foretage sådan en stupid handling.

At have tatoveringer er stærkt korreleret med afvigende adfærd, psykisk sygdom og kriminalitet. Historisk har mange primitive folkeslag tatoveret sig (en del danskere er nok bekendte med, at ansigtstatoveringer er en tradition hos eskimoerne, men tatovering har også været meget udbredt blandt fx indianere, maorier og folkeslag i Stillehavet), mens man i højtudviklede samfund sommetider har tatoveret kriminelle som en straf. Hvor meget vikingerne tatoverede sig, ved vi ikke med sikkerhed, men formentlig gjorde de det i nogen grad. Heldigvis kom kristendommen til Europa, hvorefter tatoveringer lader til at være blevet sjældnere forekommende. Konstantin den Store, Romerrigets første kristne kejser, forbød omkring år 330 tatoveringer i ansigtet, og ved det andet Nikæa-koncil i år 787 forbød man tatoveringer fuldstændig, fordi man betragtede tatovering som en hedensk skik.

Tatoveringer forbydes i Bibelen i Tredje Mosebog, kapitel 19, vers 28: ”I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!”

Der findes givetvis forskellige opfattelser af, om dette bud er gældende for kristne i dag. En del bud fra Det Gamle Testamente er som bekendt ikke længere gældende, hvorfor kristne fx ikke omskærer deres drengebørn eller undgår svinekød. Hvis buddet ikke gælder, er det dog en god idé at lade sig inspirere af det alligevel, og i hvert fald kan vi sige med sikkerhed, at kristne traditionelt har været imod tatovering.

Kristne europæere er dog ikke de eneste, der har været eller er imod tatovering. Blandt mormonerne er der en stærk opfordring om ikke at lade sig tatovere. De fleste sunnimuslimer opfatter direkte tatovering som en synd. Hos shiamuslimerne er tatovering frarådet. I jødedommen opfatter man logisk nok oftest forbuddet i Tredje Mosebog som gældende.

Da Japan i 1800-tallet åbnede op for omverdenen, forbød man tatoveringer, og det forbud blev først ophævet af amerikanerne i 1948, efter Japan var blevet besejret i Anden Verdenskrig. I dag er det stadig en kendt sag, at japanere ikke bryder sig om tatoveringer, som i høj grad forbindes med den japanske mafia, yakuzaen, og der findes stadig japanske forretninger, fx fitnesscentre, hvor mennesker med tatoveringer ikke har nogen adgang. Siden 2012 har det endda været forbudt for offentligt ansatte i Osaka, Japans tredjestørste by, at få tatoveringer, og har man tatoveringer i forvejen, kræves det som minimum, at man dækker dem til med tøj, men man opfordres til helt at få dem fjernet.

I Kina blev alle taxachauffører i byen Lanzhou i Gansu-provinsen sidste år beordret til at fjerne eventuelle tatoveringer. Kineserne har en lang tradition for at se ned på folk med tatoveringer, hvilket primært har været kriminelle og folk fra etniske minoriteter.

Alt dette til trods er tatoveringer i dag desværre blevet relativt normalt forekommende både i Vesten og i lande uden for Vesten. En undersøgelse fra 2013 viste, at 15 % af befolkningen i Danmark havde en tatovering – og kvinder var oftere tatoveret end mænd. Det kan man jo så glæde sig over i Dansk Folkeparti, men et højreorienteret, nationalkonservativt parti ville ikke forsvare et asocialt, degenereret fænomen, foruden hvilket vores samfund ville være klart bedre.

Er det en DF’er eller en maorimand? Bedøm selv.
+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.