Nationalkonservative kræfter må modsætte sig den liberale interventionisme og konflikt med Kina

Liberale vesterlændinge ønsker i stigende grad konflikt og potentielt krig med Kina. Konflikten er imidlertid ikke i hverken Danmarks eller Vestens interesse, og vi nationalkonservative må modarbejde både konflikten med Kina og det generelle ønske om liberal interventionisme, som desværre også har godt fat i den nominelle højrefløj.

Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kan virkelig ikke lide Kina. Han bryder sig så lidt om Kina, at han mener, at Vesten bør være klar til krig, i det tilfælde at den kinesiske regering i Beijing beslutter sig for at invadere Taiwan, som siden afslutningen på den kinesiske borgerkrig i 1949 har fungeret som en slags selvstændig stat, selv om befolkningen på Taiwan er kinesisk.

I marts måned sagde Anders Fogh Rasmussen dette til TV 2 News:

”Der er allerede en militær forsvarsaftale mellem USA og Taiwan, hvor USA forsyner taiwanerne med våben. Derfor er der ingen tvivl om, at USA vil svare igen. Men jeg synes, at vi skal hjælpe amerikanerne. NATO og verdens demokratier må stå sammen og forsvare Taiwan.”

Javel. Anders Fogh Rasmussen mener utvivlsomt, at man i sidste ende bør være klar til at lade vestlige soldater dø i kamp for demokrati og frihed i en direkte krig mod Kina, verdens næststærkeste militærmagt. Du husker måske, at Anders Fogh Rasmussen som Danmarks statsminster sendte danske soldater af sted med livet som indsats i krige i Irak og Afghanistan – også her for demokrati og frihed. I de to krige døde tilsammen 51 danskere, og over 200 danskere blev såret. Krigen i Afghanistan afsluttes endda først endeligt senere i år. Dermed har der været danske soldater i Afghanistan i næsten to årtier. Skulle Vesten havne i en direkte krig mod Kina, hvilket heldigvis trods alt virker usandsynligt, så kunne det potentielt resultere i så enorme tabstal og økonomiske omkostninger, at det ville få krigen i Afghanistan til at ligne en mindre spejderudflygt.

Hvordan gavner sådanne krige Danmark? Svaret er, at det slet ikke er meningen, at de skal gavne Danmark. De skal sprede liberalt demokrati i fjerne lande, for intet er vigtigere end liberalt demokrati forstås. På samme måde har den interne kinesiske strid mellem Fastlandskina og Taiwan intet med Danmark at gøre.

Anders Fogh Rasmussen afholder én gang om året konferencen Copenhagen Democracy Summit, og i år havde konferencen deltagelse af blandt andre Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, og aktivisten Nathan Law fra Hongkong. Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, deltog også, og det brød Kina sig ikke om. Den kinesiske professor Victor Zhikai Gao fra Soochow Universitet, som ifølge Politiken er en form for talerør for Kinas regering, sagde dette:

”Hvis den danske udenrigsminister virkelig mener, at Kina er en fjende, så sig det åbent, hvilket vil føre til, at Kina øjeblikkeligt vil håndtere Danmark. Hvis Danmark bryder et-Kina-politikken, har Kina intet andet valg end at lave sanktioner mod Danmark.”

Den kinesiske ambassade i Danmark har skrevet dette til Politiken:

”Vi modsætter os stærkt indblanding i vores interne forhold fra enhver regering, organisation og ethvert individ. Antikinesiske aktiviteter udført af udenlandske kræfter i et aftalt spil med separatister, som taler for uafhængighed til Taiwan og Hongkong, er dømt til at mislykkes.”

To dage inden Anders Fogh Rasmussen på TV 2 News opfordrede til krig mod Kina, hvis Beijing beslutter sig for at invadere Taiwan, indførte den kinesiske regering sanktioner mod Anders Fogh Rasmussen og hans organisation, Alliance of Democracies Foundation. Sanktionerne består i, at Anders Fogh Rasmussen og de ansatte i Alliance of Democracies Foundation samt deres familier har fået indrejseforbud i Kina og heller ikke kan lave forretninger der.

Anders Fogh Rasmussen skrev efterfølgende dette på Twitter: ”Vi bøjer os ikke for bøllemetoder fra autoritære stater. Vores arbejde for at udbrede frihed, demokrati og menneskerettigheder kloden rundt fortsætter.”

Venstres Michael Aastrup Jensen, som er medlem af Folketinget og næstformand for Det Udenrigspolitiske Nævn, reagerede således over for BT:

”Jeg synes, det er beskæmmende af Kina, at de laver sanktioner imod Anders Fogh Rasmussen, som på ingen måder har gjort noget, der skal sanktioneres. De vil bare ramme nogen, der har været kritiske over for dem, hvilket Foghs organisation jo er, fordi de er et talerør for dem, der decideret bliver undertrykt af det kinesiske styre. Derfor skal Fogh tage blacklistningen som et hædersmærke.”

Se, nu bliver det morsomt og nærmest lidt bizart. Anders Fogh Rasmussen kalder Kinas sanktioner for bøllemetoder, og Michael Aastrup Jensen kalder sanktionerne beskæmmende, fordi kineserne vil ramme nogle, der har været kritiske over for dem. Men hvad var årsagen til, at Kina indførte sanktionerne (som ud over Anders Fogh Rasmussens organisation ramte yderligere tre organisationer samt ti navngivne personer)? Jo, årsagen var såmænd, at EU den selvsamme dag havde indført samme slags sanktioner mod fire kinesere og en kinesisk organisation, fordi EU-landene er utilfredse med, hvordan Kina behandler uighurerne, et muslimsk folk, i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina. Alligevel er Kinas sanktioner ifølge Anders Fogh Rasmussen bøllemetoder. Mon Anders Fogh Rasmussen mener, at EU’s sanktioner er bøllemetoder? Mon Michael Aastrup Jensen mener, at EU’s sanktioner er beskæmmende? Med garanti ikke. Man må vel næsten konkludere, at EU gerne må indføre sanktioner mod andre lande, fordi EU er de gode, og Kina ikke må indføre sanktioner mod andre, fordi de er de onde. Er man ikke liberaldemokrat, så er man nemlig ond. Sådan er spillereglerne. Det er da næsten utroligt, at kineserne ikke kan acceptere dét…

Efter Kinas kraftige kritik af Anders Fogh Rasmussens konference sagde Anders Fogh Rasmussen dette om kineserne til TV 2: ”De prøver at lægge pres på os alle sammen. Når de siger, at vi blander os i deres forhold, så er det dem, der blander sig i vores, når de vil bestemme, hvem jeg må invitere til en konference.”

Det er meget typisk, at vesterlændinge mener, at kineserne blander sig i vores forhold, men hvem er det egentlig, der blander sig mest i andres forhold? Vesten med USA i spidsen lægger overhovedet ikke skjul på, at man anser det kinesiske styre for at være ondt, og at det allerhelst skulle væltes. Her er det måske relevant at tilføje, at Kina aldrig har haft demokrati, som vi kender det i Vesten, og at Kinas nuværende styreform egentlig ikke afviger ret meget fra, hvad man ville forvente af Kina dets historie taget i betragtning. Vesten ønsker at bestemme, hvad Kinas styreform skal være, og hvordan kineserne skal behandle etniske mindretal i Kina. Vesten støttede den voldelige opstand i Hongkong i 2019 og 2020, som reelt havde karakter af en revolution. Vesten truer med at gå i krig mod Kina, hvis Kina forsøger at invadere Taiwan (og uanset hvor meget vesterlændinge måtte støtte taiwansk selvstændighed, så er det dog en kendsgerning, at striden mellem Fastlandskina og Taiwan er en intern kinesisk konflikt, ligesom konflikten mellem Nord- og Sydkorea er en intern koreansk konflikt). Kina ønsker ikke at bestemme, hvilken styreform vi skal have i Vesten. Kina ønsker ikke at bestemme, hvordan vesterlændinge behandler muslimer eller andre mindretal. Kina arrangerer ikke konferencer med henblik på at støtte oprørere i Vesten (og hvis de gjorde, så kan man nok godt regne med, at vestlige ledere ville blive rasende). Kina truer ikke Vesten med krig, fordi Catalonien, Skotland eller andre områder ikke får selvstændighed, og det ville da også være særdeles overraskende, hvis de gjorde, for kinesere er ikke nær så optagede af udlandet, som vi vesterlændinge er, og har historisk heller ikke været det. Man kan hade Kina alt, hvad man vil, men hvis man mener, at det først og fremmest er Kina, der blander sig i vestlige forhold, og ikke Vesten, der blander sig i kinesiske forhold, så har man ganske enkelt vrangforestillinger.

Tilbage til Kinas kraftige reaktion på Anders Fogh Rasmussens konference. Kina er en kommende supermagt både økonomisk og militært. Hvorfor skal vi være uvenner med dem? Hvorfor skal Danmark have en mening om, hvilken styreform Kina skal have? Hvorfor skal vi have en mening om konflikten i Hongkong eller konflikten om Taiwan? Hvad har disse ting med Danmark at gøre? Intet. Oftest er det da også liberale og mere venstreorienterede (man kunne med rimelighed påstå, at alle liberale er venstreorienterede eller i hvert fald progressive ligesom venstrefløjen) politikere og meningsdannere, der går op i at bestemme, hvilke styreformer fremmede lande må have, og hvem der må være ved magten i disse lande. En af de øvrige gæster ved Anders Fogh Rasmussens konference i år var Uffe Elbæk, og meget mere venstreorienteret bliver det næppe.

Alligevel findes lysten til at blande sig i fremmede landes affærer også på det, der burde være højrefløjen. Dansk Folkeparti stemte i 2001 for krigen i Afghanistan, og i 2003 stemte DF for krigen i Irak. I 2019 stemte DF desværre for at udsende danske soldater til Mali. Hvorfor stemmer et parti, der burde være højreorienteret og nationalkonservativt, igen og igen for denne globalistiske, liberale interventionisme, der til og med koster danske soldater livet? Det er uforståeligt, og betragter man sig selv som nationalkonservativ, må man nødvendigvis være imod disse krige og den liberale herskermentalitet, der ligger bag dem. Danske soldater havde intet at gøre i Irak. Danske soldater har intet at gøre i Afghanistan. Danske soldater har intet at gøre i Mali. Og danske soldater har – ligesom soldater fra det øvrige Vesten – intet at gøre i Kina. Her er der ikke tale om noget, vi blandt nationalkonservative måske kan diskutere eller have en afdæmpet holdning til. At ville bruge danske soldater til at indføre samme degenererede tilstande, som vi har her i Vesten, i fremmede lande er uacceptabelt. Hvis danske soldater blev udsendt med det formål at hjælpe konservative bevægelser i andre lande, så ville der dog være en vis logik i, hvorfor man som nationalkonservativ skulle støtte den slags (selv om jeg stadig ville være imod det, hvis det ikke havde noget direkte med Danmark at gøre), men at udsende danske soldater for at indføre et liberalt samfund i Afghanistan er så ukonservativt, som det kan blive. Vil Dansk Folkeparti gerne have, at man i Bagdad og Kabul begynder at afholde store bøsseparader, som man gør det i København? Vil Dansk Folkeparti gerne have, at man i muslimske lande får indført samme liberale samfund, som vi har i Danmark, hvor mænd opfører sig som kvinder, og kvinder har ligegyldige jobs, som de ikke selv bryder sig om, i stedet for at gifte sig og stifte familie? Jeg ved det ærligt talt ikke, men jeg håber det ikke, og jeg tror, at mange personer både i Dansk Folkeparti specifikt og på højrefløjen generelt har udmærkede instinkter – måske lader man sig bare påvirke for meget af den herskende liberale orden. Under alle omstændigheder må vi nationalkonservative modarbejde den liberale interventionisme med næb og kløer og minde de nominelt nationalkonservative politikere i Folketinget om, hvad der er nationalkonservativt, og hvad der ikke er.

Da jeg researchede lidt til denne artikel, stødte jeg på flere nyhedsartikler, hvor Dansk Folkeparti var kritiske over for krigene i Afghanistan og Irak. Det bør trods alt nævnes. Jeg lagde dog særligt mærke til denne artikel fra DR fra 2019: https://www.dr.dk/nyheder/politik/dansk-folkeparti-vi-skulle-ikke-have-vaeltet-saddam-hussein.

DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, som jeg ellers på mange punkter synes er et af de fornuftigste medlemmer af Folketinget overhovedet, siger, at krigen i Irak var en fejl, men tilføjer (desværre meget symptomatisk) følgende: ”I dag havde jeg sagt ”skal vi ikke tage Iran i stedet?””.

Nej, vi skal ikke tage Iran i stedet. Vi skal fuldstændig gøre op med den liberale interventionisme. Danske soldater skal forsvare Danmark – ikke angribe fremmede lande for at indføre liberalisme.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.