National politik, internationalt perspektiv

I sammenhæng med vores forsøg på at fremme en mere nationalt orienteret politisk dagsorden herhjemme er det vigtigt at være opmærksomme på, at der er folk i andre lande, der har samme mål og ofte møder samme problemer, som vi gør.

Om vi vil det eller ej, er vi som land del af en række internationale fællesskaber. Her er der både tale om organisationer som EU og NATO og om mere diffuse og ukonkrete enheder som ‘Vesten’ og ‘den amerikanske verdensorden’. Dette ændrer sig næppe lige foreløbigt. Sådanne internationale fællesskaber og sammenslutninger, særligt de af dem, der eksisterer som formelle organisationer, vil nødvendigvis være politiske; og at påvirke den politiske situation inden for disse må være noget, der bør interessere enhver med stærke overbevisninger.

Hvis man ønsker at ændre på den politiske situation fx i USA eller EU, er det nok et uundgåeligt faktum, at man på et tidspunkt bliver nødt til at tænke i partipolitiske handlinger og alliancer (såsom partigrupperne i Europaparlamentet). Denne artikel vil imidlertid behandle tingene på et lidt mindre håndgribeligt plan. Vi påstår nemlig, at et vigtigt skridt på vejen for nationalkonservative er at have den rigtige grundindstilling, når det kommer til international politik.

***

Lad os sige, at du stemmer på Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige — hvilket du selvfølgelig sagtens kunne ske at gøre, når du befinder dig på denne hjemmeside. Hvis du er typen, der følger nyhederne, er du sikkert vant til at læse negative ting om disse partier. Måske har en DF’er sagt noget (som en journalist synes, er) fjollet, eller måske mener Politiken, at NB’s nyeste forslag er helt ekstremt. Dette tager du næppe så tungt. Om en DF’er er kommet med en bemærkning, der ikke opfattedes som — eller måske ikke var — videre begavet, kan dårligt siges at være nogen enormt vigtig sag; og hvorfor skulle man som højreorienteret tage Politikens kriterier for, hvad der er højreekstremt, seriøst?

Sådan kunne man komme med adskillige tænkte eksempler. Du bliver nok heller ikke overtalt til at stemme på Alternativet (eller hvad det nu efterhånden er, man skal stemme på, hvis man mener, at gluten og hvide mennesker er de to ondeste ting i universet), fordi du læser en solstrålehistorie om en velintegreret somalisk strikkeklub.

Du lever i Danmark, du har et kendskab til vores politiske situation, der til dels bunder i personlig erfaring, og det er på baggrund heraf, du har dannet dine holdninger. Hvis du derfor fx mener, at masseindvandringen udgør en eksistentiel trussel, skulle der ret meget til for at ændre dit syn på dét. Du har med andre ord den grundindstilling, at det i det store hele er din side, der har ret, og at det er dem, der er uenige, der må have galt fat i et eller andet; du er som udgangspunkt skeptisk anlagt, når du støder på kritik af folk, du identificerer dig med politisk. En sådan indstilling, så længe den ikke kammer over i dogmatisk partiloyalisme, er ganske sund og endda nødvendig, vil vi mene. Uden dén ville vi risikere, at journalister og lign. opnåede uindskrænket mulighed for at diktere, hvad vi skulle mene.

Så snart man bevæger sig uden for Danmarks grænser, kommer der dog betydeligt mere slinger i valsen. Nok nærmest alle, der støtter DF og NB, holder vist også med Sverigedemokraterne, men for nogle bliver det pludselig en anden sag, når det kommer til fx det franske Rassemblement National (partiet, der indtil starten af 2018 gik, og i Danmark måske stadig er bedre kendt, under navnet Front National), det tyske AfD eller det østrigske FPÖ. Manglen på støtte til sidstnævnte skyldes tilsyneladende en episode efter valget i Østrig i 2000, hvor EU truede landet med sanktioner, da FPÖ, dengang anført af Jörg Haider, blev del af en borgerlig regering. Partiet var højreekstremistisk, påstod man. Men hvis man lader sin holdning til et nationalkonservativt europæisk parti påvirke eller endda forme af beslutninger fra EU, mens man støtter EU-kritiske partier herhjemme, er det desværre symptomatisk for det problem, vi forsøger at belyse.

Det skal imidlertid siges, at denne situation lader til at være blevet bedre. Dansk Folkeparti sidder fx i samme gruppe i Europaparlamentet som de tre ovennævnte partier. Man kunne håbe på, at det betyder, at det internationale perspektiv på nationalsindet politik, som vi efterspørger, netop er ved at dannes.

Det står værre til, når man har med amerikansk politik at gøre. Nationalkonservative partier står for tiden til op mod 15% af stemmerne, alligevel svarer nærmest ingen danskere i meningsmålinger, at de, hvis de kunne, ville stemme på Donald Trump. Faktisk lader det til selv i højreorienterede kredse at kunne være kontroversielt at sige, at man støtter ham.

Trump kan selvfølgelig sagtens kritiseres fra et nationalkonservativt perspektiv. Han har ikke færdigbygget muren ved den mexicanske grænse, han har ikke masseudvist illegale latinamerikanske indvandrere, han har — omend han har skruet ned for indvandringen — ikke grundlæggende ændret USA’s indvandringspolitiske kurs; og han har heller ikke forhindret venstrefløjen i at ændre på amerikanske social(politisk)e normer eller gjort noget ved populariseringen af fx bevægelser som Black Lives Matter. Desuden kan man spørge, om amerikansk politik overhovedet er et vigtigt emne — om USA grundet det sidste godt og vel halve århundredes demografiske udvikling ikke blot ville være dødsdømt på længere sigt, uanset hvordan valget i år så var gået.

Intet af dette er dog et argument for ligefrem at ønske Joe Biden som præsident og Kamala Harris som vicepræsident (ja, måske præsident, hvis Biden ikke føler sig helt så kampdygtig, når han engang er fyldt 80). Det er da heller ikke den slags argumenter, man møder. I stedet kan man forvente kommentarer om Trumps personlighed og Twitter-adfærd.

Det er selvfølgelig sandt, at Donald Trump har en sær personlighed og til tider kan opføre sig direkte bizart. Men lader denne personlighed ikke netop til at have spillet en stor rolle i hans villighed til at udtale sig kontroversielt, hvor det var nødvendigt at udtale sig kontroversielt? I 2016 havde Republikanerne jo ikke turdet tage seriøst fat i indvandringsspørgsmålet i godt et årti. Og ville andre have været villige til at tage så kraftigt afstand fra George Bushs katastrofale udenrigspolitik, der har været skyld i enorme flygtninge- og migrantstrømme fra Mellemøsten til Europa, som Trump gjorde? At Trumps personlighed samtidig medfører, at han skriver underlige — nogle gange underholdende, nogle gange pinlige — ting på Twitter, er næppe et specielt vægtigt argument. Mange opfører sig dog som om, det burde være det. Når nogle nationalkonservative går med på dette, ser vi det igen som et symptomatisk eksempel på, at for mange på vores fløj ikke har en politisk grundindstilling, der lader dem stå ved deres holdninger.

***

Det skal dog ikke altsammen handle om partipolitik. Tidligere i artiklen nævnte vi Black Lives Matter. Denne bevægelse har i løbet af i år taget store dele af den vestlige verden med storm, og dét til trods for, at den baserer sin kritik af det amerikanske samfund (og i forlængelse deraf hele Vesten) på påstande, som det er muligt at tilbagevise på ca. fem minutter. (Hvilket vi måske gør i en fremtidig artikel.)

Denne propagandamæssige succes fortæller os to ting, der begge peger hen mod det samme problem: for det første at man kan opnå enormt meget, når man formår effektivt at sprede sine budskaber, fordi man i adskillige lande har samlet en stor del af det politiske spektrum om at gentage dem; for det andet at man på højrefløjen har været komplet ude af stand til at sætte sig op imod venstrefløjens påstande og narrativer, så snart det handler om andet og mere end muslimer, der vil tage vores frikadeller.

Der er intet argument for ikke åbent og højlydt at kritisere BLM. De findes allerede i Danmark, og de vil kun vokse sig større, i takt med at impotent regering efter impotent regering lukker flere og flere ikke-vestlige ind, der kan føle sig undertrykte. Det er ikke “bare noget, der findes ovre i USA”, og det skal vi lade være med at prøve at bilde os ind, at det er.

Hvis vi havde den rigtige indstilling, kunne vores fløj i princippet gøre, hvad venstrefløjen gør. Når fx den identitære østrigske aktivist Martin Sellner chikaneres af politiet — en sag, man kan høre mere om her — kunne man prøve at sørge for, at det blev en international sag. Identitær-bevægelsen findes i Danmark og er tilsyneladende stueren nok til, at både DF og NB godt kan støtte dem, så på den måde burde det ikke være et problem. Vi har ikke så god forstand på kontrajihad-bevægelsen, men det er vores indtryk, at de faktisk har haft en smule held med internationalt at gøre opmærksom på nogle af Tommy Robinsons problemer med myndighederne.

Venstrefløjen synes ikke, at der er noget underligt i at tilbede en død afroamerikansk vaneforbryder midt i København eller i at blande sig i Polens abortlovgivning. Nationalkonservative burde have samme indstilling, når det kommer til ting, vi går ind for.

***

Budskabet med denne artikel er altså kort sagt, at man som nationalkonservativ skal forsøge at have samme grundlæggende indstilling, når man hører om diverse politisk relevante situationer i andre vestlige lande, som man ville have, hvis man hørte, at det skete herhjemme. Pointen er således ikke så meget at få læseren til at have en helt specifik holdning til en helt bestemt række politikere og aktivister, som det er at få ham til nøje at overveje, hvorfra de holdninger, han måtte have, stammer.

  • Er man opmærksom på, at mediernes dækning af fx en given nationalkonservativ nok er farvet af, at journalisterne ikke just deler hans holdninger eller bryder sig om ham? Ganske som det er tilfældet, hvad angår nationalkonservative herhjemme.
  • Tænker man på vedkommende som en del af en større politisk kamp, som man også selv tager del i — en kamp mellem globalisme og suveræne nationalstater — hvorfor man skulle kunne bære over med visse særheder eller uenigheder, fordi man grundlæggende er på samme hold?
  • Og husker man i denne sammenhæng at dømme vedkommende ud fra ens egne præmisser — ud fra, om han er en god nationalkonservativ — fremfor ubevidst at bukke under for venstreorienterede journalisters moralske standarder?

Vi mener, at det er en ændring som denne i vores grundindstilling, der skal til, hvis vi vil opbygge et robust internationalt samarbejde, der kan sikre os politisk sejr i så mange vestlige lande som muligt.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.