Moderne vestlig tankegang er på afveje

Det er de færreste, der til daglig tænker over, hvor langt vi har fjernet os fra udgangspunktet i den vestlige verden. Hvad har det historisk været, der gjorde Vesten uforligneligt stærk? Følgende forhold er foreløbige og kan sagtens kritiseres. Muligvis mangler der også noget, jeg har overset. Men nuvel, til en foreløbig liste:

Mennesket er et socialt væsen, javel, men baggrunden for det sociale skal søges dybere, nemlig i menneskets biologi. Et nødvendigt kriterium – ikke dermed et tilstrækkeligt – for succes er en gennemsnitlig høj intelligens i befolkningen, i den samlede kultur. Intelligens er i højere grad end noget andet forhold medfødt, med op til 80 pct. af den samlede forklaringsmængde, og intelligens er tillige altid fordelt i en såkaldt klokkekurve, hvor der er flest i midten og færrest ude i enderne.

Intelligensforskningen, som i dag er lagt for had af eliterne, er (selvfølgelig) påbegyndt af vesterlændinge. For nemheds skyld sætter man gennemsnittet til 100, og nu kan man så sammenligne både individer i den enkelte etniske gruppe og på tværs af grupper. Jeg vil kun gøre det første her, da denne artikel alene handler om det vestlige menneske.

Der er overvældende evidens for en klar sammenhæng mellem målt intelligens og succes i tilværelsen, skønt det for tiden er særdeles upopulært at sige dette indlysende. Det skal ikke forstås sådan, at intelligens alene gør det. Er man doven – et adfærdstræk, der også er betydeligt arveligt – kan man forspilde selv store muligheder. Men er man både flittig og ligger markant over gennemsnittet i intelligens, er vejen banet for bedrifter, for høj indtjening, for succes hos det modsatte køn og mange andre gode ting.

Naturen, hvad enten man tror, at det er Vorherre eller tilfældighederne, der har skabt den, er nådesløst ulige. Biologien er helt kold overfor, om man jamrer sig over sygdom eller held og uheld i tilværelsen. Det er bare sådan, det er.

Det andet væsentlige træk ved det vestlige menneske er dets stærke trang til individuel adfærd. Også adfærd generelt er stærkt påvirket af biologi. Der er i øvrigt en ikke helt lille forskel mellem europæere her. Sydeuropæere er generelt mere kollektivistiske (det har sine fordele, skal jeg lige indskyde), mens nordvesteuropæere og især nordeuropæere som danskere, svenskere, nordmænd og finner er klart mindre orienterede mod f.eks. storfamilien, klanen. Det sidste har mildest talt enorme fordele, når det administreres bare nogenlunde korrekt.

Vi skylder den amerikanske politolog med meget mere, Charles Murray, for optællingen af de væsentligste opfindelser, der har muliggjort det moderne samfund med dets ufattelige forbrugsmuligheder sammenlignet med tiden før industrialiseringen. 97 pct. (sic!) af alle væsentlige, praktisk anvendelige, opfindelser er blevet gjort af nord- og nordvesteuropæere. En meget pæn del af disse opfindelser er blevet gjort af europæiske jøder, ashkenaziske sådanne, dén etniske gruppe med den højst målte gennemsnitlige intelligens. Men forudsætningen for, at disse opdagelser var mulige, var den europæiske disposition for individualisme, hvor en Kopernikus, en Galileo, en Spinoza (hollandsk jøde) og en række andre kunne udfordre stivnede autoriteter og vel at mærke få medhør.

Vi har nu fastslået, at de to afgørende forudsætninger for den vestlige verdens storhed er høj gennemsnitlig intelligens (hvilket betyder et tilstrækkeligt antal genier i den tynde ende af klokkekurven eller normalfordelingen med et prosaisk ord) og en passende individualistisk adfærd, der gør det muligt at indføre noget nyt på tværs af al hidtidig vedtagen konvention.

Hvad har europæere så historisk gjort med disse i høj grad genetisk nedlagte forhold? Antagelsen af kristendommen som religion er uden tvivl den største. Jeg skriver ikke således for at være klinisk beskrivende og derfor nærmest ateistisk (tro er et personligt anliggende i min religion, den luthersk-evangeliske). Jeg skriver det for at påpege, at der er særdeles gode biologiske grunde til, at europæerne over en bred kam blev kristne.

Det gjorde europæerne, fordi Jesus prædikede, at kristendommen satte hin enkelte i et uløseligt valg mellem tilhørsforholdet til familien og klanen – den langt mest udbredte anskuelse globalt som den vigtigste institution – og netop den enkeltes forhold til Gud. Og fordi europæerne generelt har stærke individuelle træk, vandt kristendommen indpas i Europa.

For 503 år siden var der så en munk ved navn Martin Luther, der endte med at gøre op med den katolske kirke (Martin Luther må have haft en IQ på 170 eller et eller andet ekstremt højt). Han kritiserede pavekirken sønder og sammen, og kort tid efter var en stor del af Europa gået over til protestantismen. Det var vel at mærke den del af Europa, der alt andet lige var den mest individualistiske, nemlig Nord- og Nordvesteuropa. Det falder sammen med den kendsgerning, at disse dele af Europa stort set huser de etniske folk, der har opfundet 97 pct. (igen: sic!) af alle betydende ting, der har gjort tilværelsen lettere for mennesker.

Den vestlige individualisme er således et fornemt træk ved vores civilisation. Det bør aldrig glemmes. Hele den meritokratiske tankegang om, at man skal belønnes efter fortjeneste, ikke efter familietilhørsforhold, er en vestlig tanke, modsat alle andre kulturer, i varierende grader naturligvis. Men stadigvæk umiskendeligt anderledes. Samuel P. Huntington når frem til det samme uden at nævne det afgørende biologiske grundlag.

Hvorfor er en kultur bestående af så mange højtbegavede og arbejdsomme etniske grupper, som de europæiske er, nået til et punkt, hvor selve eksistensen står på spil? Ikke i de tidligere kommunistiske lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, men i nærmest alle andre lande i Vesteuropa og tillige i USA, Canada, Australien og New Zealand.

Det skyldes, mener jeg, at især den nord- og nordvestlige europæiske kultur (inkluderer selvsagt de fire lande uden for Europa nævnt ovenfor) er gået amok i sin individualisme. Én ting er forsøget på opløsning af kernefamilien som grundlæggende institution, yderst alvorligt i sig selv. Noget andet og skæbnesvangert er masseindvandringen fra den tredje verden, som siden afslutningen af den anden af de europæiske borgerkrige i 1945 har fået tiltagende kraft.

Fordi europæere og især dem ca. oppe mod nord er så individualistiske, har det fået dem til at tro, at det er alle de andre så også. Man kan uden problemer invitere mennesker fra den tredje verden hertil. De ønsker jo også at være sig selv, opnå seksuel frigørelse og rende deres familie et vist stykke, hvis det passer dem.

Den høje gennemsnitlige intelligens har europæere fortsat, men vores amokløbne individualisme truer med at slå os ihjel.

Vi må, som C.S. Lewis sagde, være de sande progressive og vende om ad den vej, vi er gået i mere end 50 år, for at genfinde den vej, vi burde være gået af. Kun gennem reaktion sammenkoblet med konservatisme kan vi frelse os selv.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.