Mod til løsrivelse

“Når vi mødes, så lad os aldrig tale om det harmløse.” – Ordene tilhører den højre-intellektuelle forfatter og forlægger, Götz Kubitschek. Det er ord, jeg har taget til mig, og som jeg forsøger at leve efter, når jeg mødes med andre højreorienterede. Vi skal tale om det, som udfordrer, det som skaber forandring til det bedre, og det som er farligt for den liberale orden. Vi skal være næret af en brændende kærlighed til vores egne, og en glødende foragt for dem, der vil os det ondt. Vi skal inspirere til handling, og inspiration udspringer af passion.

Når jeg kaster et blik på det konservative landskab, heterogent som det er, er det svært at få øje på passionen. Passionen er fraværende, mens det harmløse dominerer. Den generelle tendens er at begræde sædernes forfald, mens man samtidigt ivrigt forsvarer den selv samme orden, som forårsager dette. Man vil for pokker jo endelig ikke provokere nogen af systemets bidske hunde, der så kunne beklikke en for at være kritisk overfor tidens sekulære religion, nemlig troen på den liberale orden som den mindst ringe. En orden, hvortil der umuligt kan eksistere alternativer.

Pavlovs hunde

Konservative, der har vovet at tale positivt om Polen eller Ungarn, om populistiske partier i andre lande, eller generelt har kritiseret den eksisterende orden reagerer som Pavlovs hunde, så snart nogen sår tvivl om deres støtte til det liberale demokrati. Jo, selvfølgelig er vi ægte liberale demokrater, gentager de lydigt, og stikker piben ind i håb om, at deres udtalelser ikke vil begrænse deres karrierer eller i det mindste ikke fratage dem muligheden for at komme til orde i de “borgerlige” dagblades spalter. Man skal jo endelig ikke provokere, og så fortsætter de med skrive tekster, der lovpriser det midtersøgende, de liberale partier eller hvad det harmløse nu indebærer.

Men provokationen er netop det mest effektive våben, vi som højreorienterede har. Vores blotte eksistens som kritikere og modstandere af en global liberal orden er en provokation i sig selv. Provokationen kræver dog noget af os. Den kræver, at vi tør stå på mål for en vision fra højre. Den kræver, for nu igen at bruge noget, som Götz Kubitschek har sagt, mod til løsrivelse fra det borgelige. Det burde ikke være svært. For hvad er det lige, vi har til fælles med dem, der ønsker et globaliseret markedssamfund badet i regnbuefarver? Hvorfor er det, at så mange retter ind, når kritikken kommer fra den kant?

Angsten for løsrivelsen, og dermed for friheden til at præsentere et reelt alternativ til den eksisterende orden, bunder i angsten for fordømmelsen fra de systemtro. Men så længe man ikke kan løsrive sig, så kan man kun tale på management-statens præmisser. Det er ikke politik, men bare driftsoptimering af det eksisterende. Det er ikke mærkeligt, at der mangler passion fra højre, for hvem kan blive begejstret over effektivisering? Det er harmløst, og vi ofrer ikke vores liv for det harmløse. Det gør vi kun for det farlige, det vigtige og det smukke. Hvis vi tror, vi kan være politiske uden, at det koster – så tager vi fejl. For det koster at tale om det, som ikke er harmløst.

Det politiske

Noget andet er, at det ikke er “pænt” at være politisk, og det ser også ud til at afskrække mange. Det er ikke velset at være kritisk overfor det borgerlige blandt konservative, men når man ikke udfordrer det borgerlige, ikke provokerer, så ender man med at være nyttige idioter for et samfund, som det er svært at forestille sig, nogen konservative ønske sig, for nu at parafrasere hr. Kubitschek en sidste gang i denne tekst.

Provokationen er vores styrke. Den liberale orden er stærk, men samtidigt også skrøbelig. Ensretningen i den bløde totalitarismes tidsalder er så stærk, at blot det at sætte spørgsmålstegn ved de hegemoniske sandheder opleves som rystende. Men hvis vi laver en strategisk retræte, så snart vi kritiseres med de værste skældsord, management-konsulenterne kan fremstamme, så mister provokationen sit bid. Endnu værre, hvis vi bagefter forsikrer dem om, at vi er på samme hold. Nej, vi må stå på mål for noget, der er bedre, og vi må gøre det med oprejst pande og brystet fremskudt. Kun sådan inspirerer man andre. Vil man være en konservativ, intellektuel ideolog i dag, og forsøge at udstikke en retning, så bør man have modet til at lede fra fronten. Gør man det, så risikerer man som bekendt at blive ramt. Det må man tage med og blive på sin plads uanset beskydning.

Så lad os huske, at dem som kritiserer os aldrig var vores venner eller allierede til at begynde med. De var altid vores argeste modstandere, og ligegyldigt hvor meget vi lefler for dem og forsikrer dem om, at vi såmænd sværger troskab til den liberale fane, så vil de kun være tilfredse, når vi lydigt opgiver det politiske.

Kun ved modets kraft kan vi etablere en reel opposition fra højre. Vi skal have mod til løsrivelse fra pænheden, fra management-tankegangen og fra defaitismen. Men ikke kun det, vi skal også have modet til at være offensive og provokere. Det er lige dér, i modstanden og kampen for det politiske, at passionerne tændes. Lad os tænde den ild.

Daniel Beattie
+ posts

Dette gæsteindlæg er skrevet af Daniel Beattie, der driver den patriotiske blog/vlog 'Storm over Europa'.