Libyen 10 år efter – en skamstøtte for liberal interventionisme

I denne artikel ser vi nærmere på NATO’s intervention i Libyen. I tråd med et bredere mønster for så vidt angår vestlige krige i Mellemøsten, sendte den landet ud i et endnu større kaos og skabte grobund for at jihadisme kunne sprede sig. Set fra højre var den libyske fadæse sammen med forløbet i Syrien og det vestligt støttede styre i Afghanistans sammenbrud forhåbentlig dødsstødet til den liberale interventionisme og USA’s korstog i demokratiets navn.

For ca. en uge siden kunne Vesten markere 10-års dagen for klimakset i NATOs indgriben i konflikten i Libyen, nemlig da rebellerne omringede Oberst Gaddafi ved byen Sirte og – efter at have taget ham til fange i live – torturerede ham til døde, bl.a. ved at indføre en bajonet i hans endetarm. Herefter myrdede man en række af hans støtter. I tiden herefter hørte man ikke meget til Libyen i mainstreammedierne, idet opmærksomheden hurtigt flyttede sig til Syrien, hvori det Arabiske Forår ligeledes havde ført til uroligheder, og som var det næste autoritære mellemøstlige land Obama, David Cameron, Anders Fogh m.fl. stod på spring for at intervenere i. Men hvordan gik det egentlig med demokratiprojektet i Libyen efter at man havde likvideret Gaddafi, hvordan står det til i landet i dag, og var det den rette beslutning at intervenere?

En spøjs diktator

Det skal haves in mente, at denne artikel er ikke et forsvar for Gaddafistyret, der selvfølgelig, som så mange andre mellemøstlige stater, havde alvorlige skyggesider. Mest kendt er nok sagen om Pan Am. Det centrale argument er derimod, at alternativet – vestlig indgriben førende til et årti med kaos og ødelæggelse, massemigration og jihadisme – er værre.

Gaddafi havde – som militærmand og arabisk nationalist inspireret af egyptiske Nasser – kuppet sig til magten i 1969 ved at vælte Kong Idris I og etablere en republik, hvor statsideologien var hans egen særlige form for socialisme integreret med islam og panarabisme. Ideologisk var han således lidt af et miskmask, og for den vestlige læser i det 21. århundrede vil det nok lyde mærkeligt at høre om et statsoverhoved der på én og samme tid: Gjorde op med stammeidentitet til fordel for nationalisme, gik ind for en stor-arabisk union (og senere panafrikanisme), promoverede islam og implementerede aspekter af shariaen i landets lovgivning samtidig med at han indførte kvindefrigørende reformer og støttede en række oprørsgrupper verden over samtidig med at han slog ned på islamisme internt – navnlig efter 9/11. Væsentligst af alt for vores analyse af det arabiske forår og den efterfølgende borgerkrig i Libyen er dog ikke det lange og dynamiske forløb som Gaddafis tankegang undergik, hans excentriske livsstil, graden af demokrati i Libyen, eller om man i det hele taget er enig eller uenig med hans mærkværdige ideologi, men i stedet dét realpolitiske faktum, at han i 2011 stod i spidsen for et land, der var relativt velstående og stabilt bl.a. som følge af lukrativ olieudvinding, der var blevet brugt til at forbedre befolkningens levevilkår, et land, der var frit for jihadistiske grupperinger som kunne true Vesten og ikke mindst et land, der agerede som et skjold for Europa ved at holde migranter fra Afrika og Mellemøsten væk.

Det vigtigste element i en højreorienteret og konservativ udenrigspolitik bør altid være spørgsmålet om, hvad der er i vort folks og civilisations interesse. Da NATO overvejede at bombe de libyske tropper for at forhindre dem i at nedkæmpe oprøret mod Gaddafis styre, sagde den libyske leder (profetisk) følgende til Vesten:

”Lyt nu til mig, NATO’s folk. I er i færd med at bombe en mur som stod i vejen for afrikansk migration til Europa og i vejen for al-Qaeda terrorister. Libyen var denne mur. I er ved at ødelægge den.”

Den første borgerkrig

Protestbevægelsen mod Gaddafi-styret fandt inspiration i revolutionerne i Egypten og Tunesien. I løbet af februar 2011 overgik demonstrationerne – i takt med at regeringen satte hårdere ind over for dem – til voldelige optøjer med brandbomber, vandalisme, stenkast osv., hvortil myndighederne svarede med arrestationer, tåregas, vandkanoner og gummikugler. Derpå eskalerede situationen til et egentligt oprør og en propaganda-krig begyndte: Var der det et vestligt komplot der ville overtage Libyens olie i bedste neokolonialistiske stil, var der al-Qaeda celler blandt demonstranterne, som Gaddafi hævdede, eller var der tale om en flok gæve unge mennesker, der gennem det frie internet havde opdaget Vestens herlighed og som aspirerede til at gøre pariserne fra 1789 kunsten efter ved at danne en liberaldemokratisk oase i Nordafrika med frie valg og tredeling af magten? I hvert fald da selve krigen begyndte, var det klart, at en væsentlig del af de libyske oprørstropper udgjordes af islamistiske millitser, der også senere ville spille en central rolle i landet, herunder den salafistiske Libyske Islamiske Kampgruppe, og Gaddafi havde da også gjort meget ud af at holde islamister nede.

FN’s Sikkerhedsråd vedtog den 17. marts 2011 – anført af en række vestlige lande, idet bl.a. Kina, Rusland, Brasilien og Indien afholdt sig fra at stemme – bl.a. etableringen af en ’no-fly zone’ over Libyen, indefrysningen af libyske statsmidler og autorisation til anvendelsen af væbnet magt for at beskytte civile. NATO (og Jordan, Sverige og de Forenede Arabiske Emirater) greb stafetten og lancerede en militær intervention, der primært bestod i at anvende jagerfly til at bombe Gaddafis tropper mhp. at hjælpe oprørerne. I Danmark var det nærmest en selvfølge for vores magthavere – selv SF og Enhedslisten havde droppet deres skepsis over for krig i Mellemøsten – at vi skulle i krig, idet et enigt Folketing besluttede at sende F-16-fly af sted for at ” forhindre Gaddafis styrker i at myrde løs på oprørere”, som Gitte Lillelund Bech fra Venstre udtrykte det.

Gaddafis hær havde selvfølgelig ikke en chance imod den vestlige overmagt, og et par dage efter oberstens død i oktober 2011 kunne det libyske overgangsråd, der på dét tidspunkt anførte oprøret, erklære sig for sejrherre. I perioden lige efter denne sejr førte den store mængde våben og tilstedeværelsen af adskillige militser, hvoraf en del som bekendt var islamistiske, til lovløse tilstande. Tusindvis blev spærret inde og tortureret af revolutionære grupperinger, herunder kvinder og børn blot fordi de var i familie med loyalister og sorte afrikanere blev myrdet fordi de blev mistænkt for at have støttet Gaddafi.
I 2012 blev der afholdt valg, og den Almene Nationalkongres blev landets nye regering. Denne koalition, der bl.a. omfattede partiet Retfærdighed og Opbygning, som er den libyske filial af det Muslimske Broderskab, fik til opgave at udarbejde en demokratisk forfatning inden for en deadline på 18 måneder, hvilket ikke lykkedes. Ligeledes afholdt den ikke et nyt valg selvom dens regeringsperiode udløb, og heller ikke da Feltmarskal Khalifa Haftar, der oprindelig havde støttet Gaddafis kup, men som siden hen havde deserteret til USA og var blevet statsborger dér, forlangte at regeringen gik af, skete der noget – regeringen overskred blot sit mandat. Haftar opnåede Egyptens støtte og overtog det østlige Libyen i den anti-islamistiske ”Operation Værdighed”, der skulle tvinge regeringen til at makke ret.

Den anden borgerkrig

Således begyndte landets totale sammenbrud. Den følgende beskrivelse af udviklingen i landet vil med al sandsynlighed forvirre læseren med de mange parter og skiftende alliancer, men dette illustrerer blot dén basale pointe, at Libyen røg ud i anarki, og det er således ikke altafgørende at forstå alle detaljer i forløbet. Gør brug af følgende kort og oversigt over parterne:

Kort over Libyen med angivelse af byer
FN-kort: https://en.wikipedia.org/wiki/Libya#/media/File:Un-libya.png
Den anden borgerkrigs mange fraktioner. Ikke ligefrem et pragteksemplar på et stabilt land.
Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_armed_groups_in_the_Second_Libyan_Civil_War

Den Almene Nationalkongres afholdt nu valg for at forbedre sit image, men der var kun 18 % valgdeltagelse. Den nye regering, der skiftede navn til Repræsentanternes Hus, stod derfor på et skrøbeligt fundament, og kort tid efter samlede de islamistiske ’Misrata-militser’ (opkaldt efter byen øst for hovedstaden Tripoli) sig og angreb den nye regering for at genetablere Nationalkongressen, som havde stærkere islamiske præg. Lederne af Repræsentanternes Hus flygtede nu til det østlige Libyen og sluttede sig til Haftar! Situationen blev endnu mere speget af, at al-Qaeda-krigere blev en del af eller forstærkede deres indflydelse blandt Misrata-militserne, berber-minoriteten i landets interne områder etablerede deres egne millitser, jihadister tog kontrollen med den vigtige østlige by Benghazi og sidst med ikke mindst – da vi på dette tidspunkt i konflikten befinder os i 2014 – gjorde Islamisk Stat sit indtog i Libyen, og overtog den centralt placerede by Sirte. Alt imens fortsatte kamphandlingerne, der især gik ud på at opnå kontrollen med oliefelterne. Dette foruroligede det internationale samfund i en sådan grad, at FN iværksatte forhandlinger mellem Repræsentanternes Hus og den Almene Nationalkongres, og i 2015 dannedes den Nationale Samlingsregering, der skulle forene de to største fraktioner og danne en fungerende regering. Så var alt jo fryd og gammen og Libyen blev endelig til et stabilt demokrati, ikke sandt? Nej.
Nationalkongressens fraktion delte sig i to, fordi de mest yderligtgående islamister i Misrata-militserne afviste Samlingsregeringen som givende for meget magt til den sekulære Haftar, mens Haftar også afviste magtdelingsforslaget idet hans rival blev udpeget som forsvarsminister, og han nægtede derfor at underlægge sine tropper den civile regerings kontrol. Ironisk nok blev resultatet derfor det absurde, at den FN-anerkendte Samlingsregering blot blev en tredje part i den politiske konflikt i landet og derfor forværrede den totalt anarkiske situation. Oven i alt dette kommer selvfølgelig de geopolitiske interesser fra forskellige stater, idet fx Egypten, Syrien, Frankrig, Rusland, Israel, Saudi-Arabien og Grækenland støtter Haftar, mens Tyrkiet og Qatar oprindeligt støttede den yderligtgående islamistiske Nationalkongres (de har sidenhen skiftet til den internationalt anerkendte Samlingsregering – for Tyrkiets vedkommende mhp. at bruge den som et våben i sin territoriale strid med Grækenland om retten til farvand i det østlige Middelhav) og USA, FN og EU (på trods af at visse medlemsstater altså støtter Haftar) støtter Samlingsregeringen, som altså kun har intern libysk støtte og anerkendelse fra visse ”moderate” militser, der tidligere var en del af Misrata-grupperingen. Hertil kommer også støtte fra bl.a. syriske islamist-krigere, der jo kan takke vestlige lande, bl.a. Danmark, for at støtte dem diplomatisk/PR-mæssigt (ved at frame dem som ”de moderate oprørere”) og for nogle landes vedkommende (USA, Holland m.fl.) forsyne dem med våben, der i visse tilfælde endte i hænderne på jihadistiske grupper, herunder al-Qaeda og IS, som følge af desertering, nederlag, inkompetence mht. screening. Hovsa.
Da Martin Lidegaard (RV) var udenrigsminister var der opbakning til at sende våben til oprørerne, og under Anders Samuelsen (LA) var Danmark så gavmild at støtte organisationen ’De Hvide Hjelme’ med 20 mio. kr., en gruppe, der må siges at have et blakket ry (jf. også her).

Vestens misfoster

Alt imens fortsatte kampene, tusindvis døde og Libyen blev til et vigtigt transitland for massemigrationen fra resten af Afrika og Mellemøsten. Alverdens mennesker, der udsættes for forfølgelse, bliver ofre for trafficking der gør dem til prostituerede i Europa eller blot migrerer af økonomiske årsager fordi deres hjemlande ganske enkelt er elendige at leve i, begiver sig således med menneskesmugleres hjælp til det sammenbrudte Libyen for at sejle ud på Middelhavet i en gummibud, hvor NGO’er og EU-landes kystvagter samler dem op og fragter dem til Lampedusa. Dette resulterer som bekendt til mange dødsfald ifm. rejsen og et Europa med mere kriminalitet, forværret livskvalitet for europæere og en overordnet udvikling i retning af en udskiftning af vores folkeslag, men derudover mishandles migranter også i stor stil eller gøres endda til slaver og sælges på auktion i Libyen.
Økonomien er brudt sammen og de gavmilde velfærdsydelser, Gaddafi-styret finansierede med oliepengene, er væk. Libyerne kan først få gavn af de enorme summer i indefrosne midler, når landet på et tidspunkt får en samlet, stabil regering, der nyder en vis international opbakning, hvilket dog forekommer vanskeligt med så mange milliarder i oliepenge på spil og 10 års borgerkrig i bagagen.

I oktober 2020 nåede man frem til en våbenhvile, i marts 2021 dannedes en ny enhedsregering, der blev mødt med et mistillidsvotum fra Haftars Repræsentanternes Hus, og det er planen at der skal afholdes et valg, der tidligere er blevet udskudt to gange, denne december. Libyens fremtid er dermed mildest talt usikker og tiden må vise om landet endelig er ude på den anden side, eller om der venter en tredje libysk borgerkrig.

Libyen er på ingen måde et enkeltstående tilfælde. Især Irak og Syrien udgør klare paralleller, omend det dog ikke – pga. Ruslands indflydelse – lykkedes at vælte regeringen i Syrien. Også i Irak og Syrien var regeringen autoritær og baseret på anti-islamistisk, panarabisk nationalisme, omend Saddam Husseins og Bashar al-Assads regeringer faktisk var/er langt mere sekulære end Gaddafi-styret. Fælles for alle tre tilfælde er, at Vestens (USA’s) projekter om at skabe liberale retsstater med demokrati gennem militær intervention førte til følgende:

  • Opblusningen af sekteriske konflikter (sunnier over for shiaer, sorte afrikanere/berbere/kurdere over for arabere)
  • Forlængelse af konflikten med dertilhørende højere dødstal som følge af militær støtte til oprørsgrupper samt håbløse forsøg på gennem diplomati at etablere kompromisser, der blot gjorde alle utilfredse
  • Generel destabilisering af landet, økonomisk kollaps og massemigration mod Europa

Heller ikke i Afghanistan lykkedes det trods 20 års besættelse og milliarder af dollars at skabe demokrati – som vi så for nylig kollapsede korthuset lige så snart USA trak sig ud. Det Arabiske Forår, som oprøret i Libyen var en del af, førte i Egypten til at det Muslimske Broderskabs Mohamed Mursi kom til magten, hvorefter han i 2013 blev væltet i et militærkup af General al-Sisi, der stadig sidder på magten i dag. Selv i Tunesien, der igen og igen blev hevet frem af medierne som dét land, hvor Foråret i det mindste lykkedes, er dét, der må betegnes som Mellemøstens normaltilstand, autoritært styre, vendt tilbage.

Efter 10 års død og ødelæggelse og omdannelsen af Libyen til et misfoster af en stat, kunne man håbe, at vi i Vesten har lært lektien, og vil opgive den naive tro på, at der inden i ethvert menneske, også uden for Vesten, gemmer sig en liberaldemokrat, der længes efter at få valg hvert 4. år, kapitalisme, religiøs tolerance, feminisme og Pride parader, og som hjertens gerne vil opgive sin religiøse dogmatisme og sin etniske/kulturelle identitet for at opnå disse herligheder. Som minimum må man kunne erkende, at disse tilstande ikke kan indføres gennem invasion eller bombetogter, der har vist sig som regel blot at komme de mest fanatiske og kampberedte grupperinger – der altså normalt er jihadister – til gavn. Hvis vi helt dropper den liberale idealisme og udelukkende fokuserer på vores egeninteresse, står det tilmed klart, at Europa er bedre tjent med en Gaddafi eller en Assad, der holder terrorister og migration nede, end svage stater, der bliver til transitlande for massemigration og petriskåle for jihadisme. I hvert fald på højrefløjen bør man med de sidste 20 år in mente kunne konkludere, at grådkvalte nyhedsoplæsere og liberale fantasters forslag om at gøre verden til et bedre sted ved at sende jagerfly, våben eller sågar tropper af sted, skal mødes med en god portion skepsis.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag.