Liberalismen er den nye religion: Lad os frafalde, før det er for sent

Liberalismen har gennem de seneste hundrede år opnået en uanfægtelig guddomsstatus. Enhver kritik af dogmerne anses som blasfemi, og i sin forklædning som en art religion, der kan forene alle folkeslag og skabe paradis på jord, hvis man blot missionerer og bekriger nok, udvisker liberalismen det fundament, den europæiske civilisation hviler på, og som gør os særlige og bevaringsværdige. Vi må derfor skaffe os af med dén politiske strømning, der som en parasit vokser ved at suge livskraften og -værdien ud af os, og i stedet erstatte den med en dyrkelse af det, der har gjort Europa særegent og stærkt: Familien, fællesskabet og kristendommen.

Den ”hellige” liberalisme og den blasfemiske modstand

I stedet for at blive opdraget til at tilbede en universel Gud, opdrages vi i dag af politikere, NGO’er, medier og uddannelsesinstitutioner til at tilbede en ”universel” liberalisme. Sætter man spørgsmålstegn ved dens absolutte sandhedsværdi, bliver det anset som blasfemi, som man gerne ser udryddet gennem liberalismens indgroede, bløde totalitarisme. Netop det at totalitarismen er blød, gør den på visse måder endnu farligere end de totalitære tankegods, vi så i det forrige århundrede, for før ville man lægge mærke til, at regimer anvendte rå magt til at fjerne fjender fra gadebilledet. I dag bemærker man stort set ikke, hvordan kritiske stemmer forsvinder sporløst og gøres til ikke-personer på det internet, der skulle forestille at være et globalt, frit og ureguleret marked. Man har dermed – som en ægte kapitalist – udliciteret udrensningen af systemkritikerne til de mest effektive mastodonter som Google, Facebook og Twitter, for på trods af at liberalismen hævder at være imod monopoldannelse og magtkoncentration, vender den gladelig det blinde øje til, når globale købmænd som Zuckerberg knægter liberalismens kerneværdi, nemlig det frie ord, dels fordi det går ud over dem, hvis stemmer man ikke bryder sig om, dels pga. en formalitetsbetragtning om, at det ikke er staten, der udøver censuren, som om dette skulle spille nogen som helst rolle i det 21. århundrede, hvor multinationale selskaber i realiteten er mere magtfulde end stater på mange måder.

Den liberale missionsbefaling: Værdiimperialisme

Afgudsdyrkelsen af liberalismen har også medført den naive tro, at alle kan og vil blive som os, hvis bare de får ”det gode budskab” formidlet nok. Resten af den store verden betragtes med andre ord som hedninge, som man forsøger at omvende. Det liberalistiske missionsprojekt har som et moderne korstog ført til utallige konflikter og ødelæggelser i fjerne egne af verden – i flæng kan nævnes projekterne om at udbrede liberalt demokrati til Irak og Libyen, der i begge tilfælde førte til død og kaos – uden man har opnået den ønskede effekt; at skabe et liberalt paradis på jord. Man har tvært imod skabt en række mennesker, der om noget hader os mere end før, og som gennem afledte flygtninge- og migrantstrømme er blevet lukket ind bag vores mure i troen på, at de nok skulle blive som os, så snart de så, hvor godt vi har det og er blevet opdraget længe nok.

Man har dermed udvist en komplet mangel på forståelse for menneskets natur. For de fremmede ved godt, hvem de er, og hvad de kommer fra, og de har ganske enkelt ikke interesse i at blive som os, uanset hvor meget vi prøver at få projektet til at lykkedes. Vi har i vores kulturblinde selvfedme og arrogance ikke evnet at forstå, at vi er noget særligt, der ikke kan reduceres til dogmatisk tilslutning til et politisk værdisæt. For Europa udgøres ikke af en idé, men af konkrete mennesker, født ind i en konkret kontekst.

Hvad er vi, hvis ikke vi er liberalismen?

Som skrevet er vores civilisation ikke produktet af en politisk ide, men af konkrete mennesker, der hver især er født ind i en lang historie. En historie, der strækker sig længere tilbage end os selv. Både de, der stadigvæk lever og de, der for længst er døde, har haft en stor indflydelse på hvem, vi er i dag, og ønsker du at finde ud af hvem, du i virkeligheden er, er kendskab til slægtshistorien et godt sted at starte.

Vi er tilmed født ind i et lokalt og nationalt fællesskab med en lang række traditioner og overleverede fortællinger, som vi har fået i arv, og som er fordrende for det stærke sammenhold og den tillid, vi hver især har til hinanden. I stedet for at nedbryde den fortælling med endeløs, amerikaniseret forbrug og indvandring af fremmede, der hver især har deres egen identitet, bør vi omfavne og videreformidle den, så vores efterkommere kan indgå i samme meningsfulde fællesskab. Ligeledes er vi født ind i en kristen religion, der giver os alle muligheder for at opbygge både os selv og andre gennem den svære afstemning af kærlighed og tilgivelse til næsten samt forventning om pligt- og dydsopfyldelse. Vi tilbydes her en unik løsrivelse fra synd og fordærv, som står i stor modsætning til den globale kapitalisme, der vidt og bredt opfordrer os til samme, eksempelvis med utallige reklamer for skrammelmad, plastikkirurgi og Victoria Milan. Når vi som konservative, højreorienterede – eller hvad vi nu kalder os – ønsker at værne om slægten, nationen og kristendommen, kræver det, at vi tør italesætte den kraft, der som en syndflod forsøger at udviske alt det, vi kæmper for. Vi kan med andre ord ikke alliere os med den globale kapitalisme, der i sin jagt på evig vækst profiterer på, at vi nedbryder os selv og glemmer, hvem vi er. Det er på tide at fokusere på en kontekst, der er større end os selv, og som vi indgår i, frem for at anskue os som løsrevne, egennyttemaksimerende og egoistiske individer uden virke og mening i tilstedeværelsen.

Det nødvendige opgør med liberalismen

Vi har bundet os selv på hænder og fødder ved at underkaste os den liberale universalisme som en gudelignende, ubøjelig overbygning, indenfor hvilken alt skal måles og vejes. Selv når det kommer til at skille sig af med voldtægtsforbrydere, mordere og terrorister, der er ude på at slå os ihjel, viger vi ikke fra dogmatikken, men tager i stedet absurde hensyn til de kriminelles ”menneskerettigheder”.

Sandheden er, at liberalismen – modsat det reelt gode her i livet – ikke er værd at kæmpe og dø for, da den i sin blindhed overfor kultur har medført, at vi har glemt, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi ikke er som de andre. Lægger vi ikke liberalismen til side, risikerer vi at blive en indholdsløs og rådden skal, der mangler det iboende frø, som får civilisationer til at spire.

I stedet for at reducere vores væren til en politisk idé, bør vi stoppe vores vandring ad den blinde klippesti, hvorpå ingen smukke planter kan spire og slå rod, og i stedet genfinde den vej, der gør Europa til noget stærkt og specielt. Selvom Europa ikke kan anskues som én uniform enhed, da kontinentet snarere er et pluralistisk øhav af forskellige kulturer og folkeslag, er det en rejse, vi som europæere må begive os ud på i fællesskab, idet vi deler en fælles historie og langt hen ad vejen de samme problemer. De interne konflikter, der nu som før ulmer under nationalstatsegoismen, må lægges til side, når vi i vores fælles overlevelseskamp er nødsaget til at besvare nogle eksistentielle spørgsmål om vores fremtid, der er direkte afledt af liberalismen og den globale kapitalisme. For ønsker vi at dele territorium og være i konstant konflikt med fremmede folkeslag, der ikke er som os og aldrig bliver det, eller ønsker vi at Europa fortrinsvist skal være for europæere, der lever i fred med hinanden? Og ønsker vi, at vores identitet og egenart skal nedbrydes ved endeløst forbrug, der tilsviner vores miljø, eller ønsker vi at finde en reel, opbyggelig og givende mening med tilstedeværelsen? Svaret på de spørgsmål ligger i vores hænder, og vores fremtid er ganske enkelt betinget af, at vi rejser os op og kæmper for den.

Christian Grann
+ posts

Dette gæsteindlæg er skrevet af Christian Grann, der er født i 1998 og til dagligt læser samfundsfag og historie på Aalborg Universitet.