Kolonisatorerne hverken kan eller skal blive som os

Der er hjertevarm forsonlighed og fælles forståelse i dansk politik. Midt iblandt alle de ligegyldigheder, som både politikere og journalister lever af at snakke meget og længe om, sker der faktisk noget spændende. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti støtter Socialdemokratiets integrationsministers udmelding om islam. Og det er ikke en god nyhed for højreorienterede, tværtimod!

En fantastisk nyhed, intet mindre, skulle man tro. Hvordan kan de danske strammere, dem, som hævder at de passer på os, mere end nogen anden gør, være enige med dét centrumvenstreparti, som bærer et grundlæggende ansvar for at kolonisatorerne fra langt hinsides Bosporus har overtaget dele af Danmark, og at deres territoriale landvinding fortsætter?

“Det glæder mig, at Socialdemokratiet taler åbent og ærligt om problemerne. Jeg har faktisk også en tro på, at de mener det, men jeg kan være mere i tvivl om, om de virkelig vil gøre, hvad der skal til, for at løse problemerne,” lyder det fra Pernille Vermund, den danske højrefløjs selverklærede superstrammer. Vermunds kommentar falder i forlængelse af Tesfayes fortælling om et islam der tilpasser sig de danske værdier, med integrationsministerens egne ord et “dansk islam i Danmark.”

Det er her, det bliver kontroversielt. Kontroversielt, ikke set fra midten, men set fra højre. “Et dansk islam”, og et religiøst tilhørsforhold som man ikke skal “fornægte, men tilpasse det danske samfund,” er hvad både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bakker op om med deres rosende ord om Tesfayes udtalelser. “Værdiproblemer” kalder Tesfaye det, hvilket er et begreb og en vinkling af problemerne, man må antage at både Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er enige i, eftersom de støtter udmeldingerne.
Her bliver det relevant at vende tilbage til min påstand om, at de indvandrede er “kolonisatorer.” Kolonisationen kendetegnes ved, at en større befolkningsgruppe flytter sig fra ét sted til et andet, fra én livsverden til en anden, og tilegner sig territorier, hvor deres egen livsverden fortsat udfoldes og bliver dominerende. Tænk selv på boligblokke, ghettoer eller nabolag tæt på dig, hvor dette gør sig gældende.
At dele af Europa i stigende grad tilhører en anden livsverden, den islamiske, er ikke et “værdiproblem,” og vi generobrer ikke de tabte landområder ved at kolonisatorerne bliver demokrater, spiser svinekød eller lader deres hustruer tage et arbejde. At hævde “værdier” som definerende for hvem vi er, og som det afgørende skel mellem os og de fremmede, er kun muligt i en teoretisk verden, som ikke forholder sig til det konkrete. Det konkrete, det virkelige, er at værdier og mennesker, kultur og folk, hænger uløseligt sammen. ’Etnokultur’, kaldes det af de identitære – en meget passende beskrivelse. Det etniske komponent kan ikke løsrives fra en kultur, fordi det er konkrete mennesker der har skabt kulturen og værdierne. De konkrete mennesker kan ikke fjernes fra den kultur som udspringer fra dem, ligesom værdierne ikke kan fjernes fra den kultur de udspringer fra, uden at de ophører med at være dem, de er. Værdier og kultur er ikke fritflyvende begreber, som kan udsættes for sociale eksperimenter, for de findes ikke uden de mennesker, der udlever dem.

Det er givetvis muligt for enkelte mennesker at blive absorberet – ikke integreret, ikke assimileret – ind i et folkefællesskab, men det er hverken muligt eller ønskværdigt at større grupper mennesker bliver det, netop fordi menneske og kultur ikke kan adskilles.
Det er derfor heller ikke muligt at løse et “integrationsproblem” ved at tale om værdier. Her kommer Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti til kort, når de forsøger sig som strammere med forståelse for socialdemokratens logik. Ethvert udgangspunkt om, at kolonisatorerne skal tilegne sig vores værdier, og derved blive som os, negligerer at folk og værdier, etnicitet og kultur, er uadskillelige. Værdier, etnicitet og kultur, er ikke en skala for godt og ondt, smukt og hæsligt eller rigtigt og forkert. Det er ikke en værdibaseret distinktion, men alene et udtryk for den konkrete virkelighed. En virkelighed hvor der er forskel på os og dem. Selv hvis det er muligt at påvirke værdier hos dem, ændrer det ikke på hvad de udspringer af – samspillet mellem etnicitet og kultur. Dét kan – og bør – ikke ændres ved politiskingeniørskab.

Kolonisatorerne, muslimerne, er ikke “dem” fordi de er onde, hæslige eller forkerte, men alene fordi de netop er “dem”, noget andet og noget anderledes end os.  Dét er det afgørende skel. Et skel som S ikke anerkender, og som NB og DF øjensynligt heller ikke har øje for, hvorved begge partier desværre indskriver sig i den kedelige del af det politiske selskab. Dét selskab hvor troen på, at alle ønsker at blive som os, og at det overhovedet er en mulighed at de kan, er den yderste skanse, en “fremmedpolitik” forsvare. Tages denne enighed med det socialdemokratiske livs- og menneskesyn og i Tesfayes præmisser in mente, er der dermed også en grund til grundlæggende at være skeptisk over for disse partier – uanset hvor hårde de prøver at sælge sig selv som.

Dette indlæg er skrevet af en gæsteskribent og er udtryk for gæsteskribentens egne holdninger eller overbevisninger.

Jonas Zuschke
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Jonas Zuschke, som er ledelses- og udviklingskonsulent inden for sundhedssektoren.