Gæsteindlæg: Kanslergadeforliget og historiske myter

Her er en observation: Alle samfund i verdenshistorien pånær ét baserer sig på bizarre myter, som ikke giver nogen logisk mening. De gamle grækere tog det for givet, at krig, fred og selv hverdagsbegivenheder blev afgjort af gudernes interne skænderier på toppen af Olympusbjerget. Aztekerne var ganske taknemmelige for, at ypperstepræster på toppen af deres pyramider flåede hjerterne ud på endnu levende krigsfanger. Ellers kan man jo ikke forvente, at solen bare sådan lige vil stå op igen i morgen. Nordkoreanerne er overbeviste om, at deres lands grundlægger blev født under en regnbue og at dennes søn slog 11 hole-in-ones første gang han spillede golf.

Undtagelsen på dette mytemønster er naturligvis det moderne velfærdsdanmark. Som Aarhus Universitets danmarkshistorie forklarer, blev hjørnestenen til denne samfundsorden lagt, da den store depression ramte vores land i mellemkrigstiden. Overfor skyhøj arbejdsløshed og spirende tyranni i vores store naboland indgik vores ledere Kanslergadeforliget, der som bekendt “ofrede nogle principper, men reddede landet!”. Dette tiltag, og den præcedens, det skabte, hyldes i dag stadig som selve årsagen til Danmarks velstand og misundelsesværdigt oplyste befolkning. Vi siger ikke, at solen aldrig ville stå op uden deres historiske indsats, men…

Hvis du læser Atterdag, har du sikkert en snigende mistanke om, at dén udgave af danmarkshistorien, som vores offentligt finansierede uddannelsessystem har dryppet ind i vores ører, ikke er fuldstændigt halal. Lad derfor kigge nærmere på Kanslergadeforliget og se om den danske velfærdsstats skabelsesberetning rent faktisk holder vand.

Baggrund:
Som følge af den store depression lå arbejdsløsheden i Danmark på omtrent 30%. Arbejdsgiverne ønskede en lønnedgang på 20%, hvilket fagforeningerne afviste. Derfor lurede en lockout i horisonten. Grundet den såkaldte “Ottawa Agreement”, hvor Neville Chamberlain indførte en 10% told på landbrugsprodukter udenfor det Britiske Imperium, forsvandt dansk landbrugs største eksportmarked. Forgældede landmænd, der var truet af tvangsauktion begyndte at afkræve Venstre en politisk løsning på deres økonomiske problemer.

Realiteterne:
Standardfortællingen om Kanslergadeforligets genialitet er så velkendt, at få besværer sig med dets detaljer. Lad os ikke desto mindre gennemgå de konkrete tiltag og overveje deres implikationer:

-Forbud mod strejke/lockout og forlængelse af fagforeningernes overenskomst.
Oversat til almindeligt dansk: “Midt i en massiv økonomisk krise, hvor 30% af befolkningen står uden arbejde, og hvor virksomhedernes fremtidige adgang til råmaterialer samt kundernes efterspørgselsmønstre er uvisse, forlanger den andel af befolkningen, som er priviligerede nok til at være med i en fagforening, at deres løn fastholdes på et kunstigt højt niveau.” Opfyldelsen af dette ønske betyder nødvendigvis, at virksomhederne kan ansætte færre arbejdsløse og må afkræve kunderne en højere pris for deres produkter midt i en økonomisk krise, hvor almindelige menneskers midler er knappe.

-Forlængelse af landmændenes gældsfrist
Dette tiltag forhindrede de landmænd, der var alt for forgældede, i at gå bankerot. Altså er der ikke tale om at styrke landbrugserhvervet som sådan, men kun om at redde bestemte landmænd, der har forgældet sig alt for meget. I fraværet af dette tiltag, ville mindre landboere have chancen for at opkøbe de urentable gårde og drive dem billigt og produktivt. Det medfølgende fald i fødevarepriserne ville næppe skade befolkningen.

– Tilskud til nedslagtning af kvæg
I stedet for at lade landmændene sænke prisen på det kvæg, de ikke kunne sælge til en høj pris til en arbejdsløs befolkning, valgte de økonomiske genier i Kanslergade at opkøbe kreaturerne og simpelthen dræbe dem til ingen verdens nytte. Derved kunne kødpriserne holdes oppe på et kunstigt højt niveau til gavn for bestemte landmænd og til ulykke for en befolkning, der antageligvis havde hårdt brug for billig mad. Samme vanvidspolitik blev i øvrigt ført i USA under deres “New Deal”. Steinbeck beskrev den nyttesløse nedslagtning af dyr i Vredens Druer og tog det som et bevis på “kapitalismens” nederdrægtighed (ikke Roosevelts massive politiske indblanding i økonomien, må man forstå).

– Devaluering af kronen ifht. det britiske pund.
Ved at lade englænderne købe flere danske landbrugsprodukter pr. pund, kunne man sikre, at de etablerede landmænd kunne blive ved med at tjene fedt. Resultat: Briterne opkøber madproduktionen for næsen af danskerne, der må trækkes med højere priser. Dette gælder naturligvis ikke de førnævnte fagforeningsmedlemmer, der (på ikke-medlemmers bekostning) har sikret sig en kunstigt høj løn.

Konklusionen er, at forliget på ingen måde gjorde noget for at afhjælpe den økonomiske krise. Man favoriserede forgældede landmænd og privilegerede fagforeninger, der på andre arbejderes bekostning sikrede sig en kunstigt høj løn. For dem blev de syv gode år blev efterfulgt af syv gode år på andres regning.

Ovenstående økonomiske analyse er logik for burhøns. Selvfølgelig hjælper det ikke på arbejdsløshed, at forbyde arbejdsvillige folk at acceptere en løn, der harmonerer med omstændighederne. Selvfølgelig styrker det ikke dansk landbrug at omdirigere ressourcer til de mindst forudseende, mest forgældede landmænd. Selvfølgelig er en politik, der bruger statsmagten til at udplyndre befolkningen for at berige politisk velforbundne kliker ikke just et skinnende eksempel på personlig frihed i en tid med stigende undertrykkelse.

Du har med garanti aldrig har hørt denne oplagte kritik før. Årsagen er, at den moderne mainstreamfortælling om Kanslergadeforliget er skrevet af “hofhistorikere”. I demokratier afgør den offentlige mening, hvem der bliver valgt. En politiker, der går ind for at opkræve mere skat og give pengene til akademikere (som per definition har stor indflydelse på den offentlige mening) har langt bedre chancer for at opnå magt og gennemføre denne politik. Får han sin vilje, vil flere menneskers karriere og identitet være bygget op om at modtage skattekroner. Jo flere af disse, der leverer analyser af historiske begivenheder, der understreger, hvor essentielt og legitimt det er, at politikere konstant griber ind i folks gøren og laden, jo flere midler vil på sigt blive kanaliseret ind i uddannelsessystemet. Dette system, som bebos af selvsamme akademikere, uddanner befolkningens børn, der med tiden bliver entusiastiske, skattebetalende stemmekilder. Ethvert problem, der opstår som følge heraf kan let fortolkes som et bevis på, at vi behøver mere uddannelse og flere eksperthænder. Akademikere, der går ind for mindre politisk kontrol, er svære at opstøve af samme årsag, som du næppe vil se en giraf med kort hals – sammen med sandheden udkonkurreres de på brutal, darwinistisk vis.

Det foruroligende er, at denne symbiotiske proces ikke kun er mulig m.h.t. obskure emner som skandinavisk mellemkrigstidshistorie. Man kan let forestille sig, at historie, statskundskab, journalistik, økonomi og kunstneriske fag i den Vestlige, demokratisk organiserede verden som helhed er ramt af dette syndrom.

I mit næste indlæg vil jeg yderligere underbygge min diagnose af vores allesammens velfærdsstat og dens alt andet end glorværdige ungdomsår. Specifikt vil jeg kaste et blik på den radikale regering, der under Første Verdenskrig berigede Danmark med de nyeste progressive idéer inkarneret i “Augustlovene”.

Dette indlæg er skrevet af en gæsteskribent og er udtryk for gæsteskribentens egne holdninger eller overbevisninger.

Ole Krarup
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Ole Krarup, som skriver ph.d. i fysik.