Inger Støjbergs politiske død er højrefløjens brød

Inger Støjberg er færdig som næstformand i Venstre, efter hendes formand, Jakob Ellemann, og resten af partiets Forretningsudvalg krævede hendes afgang på grund af samarbejdsvanskeligheder. Under normale omstændigheder skulle man som højreorienteret synes, at det er en dårlig ting, når en ”udlændingestrammer” køres ud på et sidespor til fordel for politikere, der ikke ønsker at stramme udlændingepolitikken nævneværdigt. Dét standpunkt manifesteres vidt og bredt på sociale medier, ligesom partierne Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – sandsynligvis i forhåbning om et partiskifte fra Støjberg – gør sig til talsmand for samme standpunkt. Nærværende indlæg differentierer sig fra denne opfattelse ved at hævde og beskrive, hvordan Støjbergs afgang som næstformand er en fordel for vores fløj, og altså ikke en ulempe.

Lad os derfor starte et andet sted, nemlig ved Støjberg selv, der for ganske kort tid siden af vælgerne blev vurderet til at være dén politiker, der er mest synlig i udlændingedebatten. Det er i den grad bemærkelsesværdigt, at hun vurderes at være mere synlig end politikere fra partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, og hendes betydning for at definere, hvordan vi italesætter de udlændingepolitiske udfordringer, er dermed ikke til at komme udenom. Hendes personlige stemmetal ved valget i 2019, der kun blev overgået af landets nuværende statsminister, Mette Frederiksen, den forhenværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, bekræfter med al tydelighed billedet af, at Inger Støjberg er en populær skikkelse, især når der skal tales udlændingepolitik.

Hermed er vi nået frem til humlen i hele indlægget: Støjberg er en taler, og ikke en handler. Derfor er konsekvenserne af hendes virke ikke blot et fravær af reel handling på udlændingepolitikken, men en de facto modarbejdelse af de tiltag, læsere af denne platform efterspørger. For når man med munden påtager sig æren af at være ”strammer” ved at bifalde symbollovgivning i form af ”smykkeloven” og ”Lindholm-øen” med videre,mens man med hånden stemmer imod reelle udlændingestramninger som asylstop, så er man en del af problemet, og ikke af løsningen. Læg hertil de tusindvis af statsborgerskaber, som Støjberg og Venstre år efter år har stemt for at give rundhåndet til komplet fremmede mennesker, og sagen synes at være klar: Støjbergs loyalitet er ikke overfor Danmark, men overfor det projekt, som sikrer hende en karriere som vaskeægte levebrødspolitiker.

Det er med andre ord vigtigt, at vi som højrenationale kommer til den erkendelse, at det, der står på spil, er det danske folks ubetingede ret til Danmark. Politikere, der som Støjberg har sat ministerbiler over at redde Danmark fra invasionen fra syd, må vi derfor anse som en politisk fjende, og politiske fjender skal vi bekæmpe og ikke bifalde. For lad os skære ind til benet: Selv om Støjberg er en ekstraordinært dygtig kommunikator og formidler, er hendes rolle i Venstre ikke enestående. Den er tvært imod lige så ordinær som Rasmus Jarlovs rolle i De Konservative, Henrik Dahls rolle i Liberal Alliance eller Rasmus Stoklunds rolle i Socialdemokratiet. Deres virke er at frame respektive partiers udlændingepolitik som stramme, fordi de udmærket godt ved, at vælgerne prioriterer en stram udlændingepolitik, men ikke er i stand til at gennemskue partiernes udlændinge-bluff. Med andre ord er disse figurer et røgslør for deres partiers konventionstilbedelse og uvilje mod at iværksætte konsekvente udvisninger, asylstop, hjemsendelser osv. Dette røgslør lader dem stjæle stemmer fra partier, der reelt ønsker at ændre Danmarks udlændingepolitiske kurs, som så i stedet går til etablerede mainstreampartier, hvis udlændingepolitik har den konsekvens, at den udskifter det danske folk med fremmede migranter. Her er mainstreampartierne så måske marginalt uenige i, hvor hurtigt man vil overdrage Danmarks jord til vildt fremmede mennesker, men resultatet er effektivt det samme. Det er derfor den autentiske højrefløjs vigtigste opgave at afsløre dette udlændingebluff for hvad, det er, nemlig et forsøg på løgnagtigt at fremme egen karriere på bekostning af danskernes velbefindende. Netop den opgave er nu blevet lettere med den kommunikativt dygtige Støjberg på et sidespor i det vakkelvorne Venstre, hvor formanden ikke ser hendes vej, og hvor en potentiel rigsretsdom vil sætte en kæp i hjulet på Støjbergs karriere som levebrødspolitiker. Alternativet er, hun skifter til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, som begge har ført kampagne for hende i månedsvis. Sandsynligheden af dét scenarie er svær at vurdere, men én ting er sikkert: Uanset hvilket parti, Støjbergs fremtid ligger i, har den nationale højrefløj fået forbedrede muligheder for at få andel i de titusinder af vælgere fra særligt Venstre, som Støjberg appellerer til, og jo flere vælgere, vi kan flytte fra mainstreampartierne til reelt højreorienterede partier, desto stærkere er vi klædt på til at få taget et endeligt opgør med den katastrofale udlændingepolitik, der har præget Danmark i efterhånden et halvt århundrede.

Christian Grann

Dette gæsteindlæg er skrevet af Christian Grann, der er født i 1998 og til dagligt læser samfundsfag og historie på Aalborg Universitet.