Hvordan står det til med den danske højrefløj?

Vi er lidt over halvvejs i den nuværende valgperiode. Her følger derfor en nationalkonservativ statusrapport om den danske højrefløj.

Ved folketingsvalget for to år siden var der ved at ske noget sensationelt, som havde givet genlyd i hele den vestlige verden. Et erklæret etnonationalistisk parti, Stram Kurs, stod ved valgets udskrivelse til at blive valgt ind i det danske parlament. Det havde været første gang i efterkrigstiden, at et egentligt nationalt parti var blevet valgt i Folketinget, og noget lignende er kun sket i det moderne Vesten ganske få gange (man kommer her i tanke om det græske parti Gyldent Daggry, som i en periode havde stor succes, men også var et ganske tvivlsomt projekt med naziæstetik og indblanding i kriminalitet). Stram Kurs blev imidlertid ikke valgt ind, og undertegnede, som var kandidat for partiet sammen med blandt andre tidligere professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet Helmuth Nyborg, blev således ikke folketingsmedlem. Rasmus Paludan fortjener ros for at have gjort et etnonationalistisk parti opstillingsberettiget med sine mange demonstrationer i ghettoer, men som det ser ud nu, vil han ikke kunne stille op som andet end løsgænger ved det kommende folketingsvalg, og altså er den nationale fløj repræsenteret af de to partier, som blev valgt ind sidste gang: Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og hvordan står det så til med dem? Jeg vil i denne artikel gøre status over de to partier. Det kræver dog, at jeg begynder med en historie om mig selv.

Dansk Folkeparti

Jeg blev medlem af Dansk Folkeparti sidste år (jeg havde allerede kort efter folketingsvalget meldt mig ud af Stram Kurs). Det var jeg så ikke så længe – jeg meldte mig ud af DF allerede få dage efter. DF blev efter offentliggørelsen af mit medlemskab mødt af en mindre storm af mennesker, som ville have DF til at ekskludere mig og fremsatte diverse løgnagtige påstande om mig. Var det mon folk fra venstrefløjen? Næ, det var såmænd folk fra Nye Borgerlige og Det Konservative Folkeparti. Hvis man kender bare en smule til det politiske miljø, kommer det næppe som en stor overraskelse. Det forekommer ikke at være specielt unormalt i politik at fortælle løgne eller halve sandheder for at skade sine modstandere – særligt virker det som noget, folk med baggrund i Konservativ Ungdom kunne finde på, når ofrene er folk, der faktisk giver udtryk for at have konservative holdninger. Og de personer, der ville have mig ekskluderet af DF, var tydeligvis KU-typer. DF fik at vide (af hvem ved jeg ikke), at der ville blive bragt en negativ artikel om mig hos TV 2. Den slags er DF meget bange for, så jeg blev ringet op og fik at vide, at nu var den sandelig gal. Jeg måtte melde mig ud af partiet, så man ikke pludselig fik en dårlig historie på halsen, og så kunne jeg blive medlem af DF igen senere hen, var beskeden. Efter en del overvejelser accepterede jeg modvilligt, og jeg meldte mig ud. TV 2’s store smædeartikel kom aldrig, og jeg ved stadig ikke, hvad de ville have skrevet. Måske var historien om den artikel bare en løgn. Måske var det ikke. Det kan såmænd også være temmelig ligegyldigt nu.

Jeg er fortsat ikke medlem af Dansk Folkeparti, men med partiets nuværende tilstand ville det heller ikke give den store mening. Da jeg blev medlem, håbede jeg, at Dansk Folkeparti ville blive åbent for reelt nationalkonservative personer, som ellers er partiløse, og dermed tage et sving mod højre. I stedet er Dansk Folkeparti fortsat på den vanlige facon og med den vanlige liberale antiislamideologi. Hjemsendelser af de fremmede og traditionelle kristne værdier er der ikke noget af. Jo, til dels hos en enkelt person, Martin Henriksen (som også har skrevet for nærværende medie). Ellers ser det ærligt talt ikke godt ud. DF var denne sommer med i en aftale om at fordele gymnasieelever, som vil betyde, at der bliver flere fremmede på de gymnasier, hvor der i dag er få fremmede. Den slags politik diskvalificerer naturligvis Dansk Folkeparti som et nationalt parti. Man er ikke et nationalt parti, når man stemmer for antidansk lovgivning. Det er den beklagelige status på DF. Hvis DF ønskede at blive et nationaltkonservativt parti for velbegavede mennesker – og dermed have en eksistensberettigelse – i stedet for at være et antinationalt parti for ubegavede mennesker, så ville opskriften selvfølgelig være meget simpel: Man skulle sige, at Danmark tilhører etniske danskere, og at der derfor bør igangsættes omfattende massehjemsendelser af de hundredtusindvis af fremmede i vores land, og man skulle sige, at kristne normer, hvad angår emner som kønsroller, seksualitet, ægteskab og abort, bør genoprettes. Det kommer næppe til at ske foreløbig.

Dansk Folkepartis nuværende tilstand fanget i ét billede

Nye Borgerlige

Er Nye Borgerlige et mere nationalt parti end DF, og er de værd at stemme på ved det kommende valg? Vi kan jo i hvert fald konstatere, at visse folk i Nye Borgerlige bestemt ikke bryder sig om folk som undertegnede, men hvis vi lægger det til side, så kunne Nye Borgerlige vel godt teoretisk set være værd at stemme på alligevel. Så hvad er Nye Borgerlige for en størrelse? Det er lidt af et paradoks: NB stemmer bedre end DF (NB var fx i modsætning til DF imod at udsende danske soldater til Mali og imod den allerede nævnte omfordeling af gymnasieelever), men er ideologisk set værre. Og hvad mener jeg så med det sidste? Jeg mener helt konkret, at Nye Borgerlige er mere negativt stemte over for etnisk nationalisme og konservative sociale værdier, end DF er. Netop derfor var det hos DF, at jeg kunne få en fod indenfor, og bestemt ikke hos NB. I forhold til det etniske har NB’s formand, Pernille Vermund, meget tydeligt sagt, at hun ikke mener, at danskhed har noget med dansk blod at gøre, og at folk, der mener, at de to ting har noget med hinanden at gøre, bør kritiseres.

I forhold til sociale værdier har NB’s pressechef, Lars Kaaber, på sin Facebook-profil givet udtryk for ikke at bryde sig om kristendom, med den begrundelse at kirken historisk har været intolerant, autoritær og antisemitisk. Vermund havde, hvis jeg ellers husker korrekt, efter terrorangrebet mod en bøssenatklub i Orlando i Florida i 2016 et Facebook-profilbillede, hvor man kunne se to bøsser kysse hinanden – den slags ville man næppe se hos Pia Kjærsgaard eller andre ledende medlemmer af DF. Man kunne selvfølgelig også nævne Vermunds tungekys med Jonatan Spang, hendes åbenlyst seksuelle billeder i Berlingske for nylig eller bare tage et kig på hendes mange selfies på Facebook. Det mest slående og komiske eksempel på NB’s manglende sociale konservatisme er nok Anahita Malakians, en iransk kvinde, der blev medlem af Nye Borgerlige, efter hun stolt havde fortalt offentligt om, at hun havde haft sex med over hundrede mænd, og opfordret andre kvinder til at fortælle om, hvor mange mænd de havde været sammen med, med det formål at gøre det mere socialt acceptabelt for kvinder at være promiskuøse og at være det åbent. Vermund støttede Anahita Malakians på Facebook, og man måtte næsten forstå, at det var en dansk værdi at have sex med hundrede mænd – i hvert fald er det åbenlyst, at Nye Borgerlige er store tilhængere af den seksuelle frigørelse.

Hvor efterlader alt dette os? Højrefløjens tilstand lader mildt sagt meget tilbage at ønske. I øjeblikket har vi ingen reelt nationale eller konservative medlemmer af Folketinget. Måske kan Martin Henriksen ved det kommende valg lave om på dét, men siden han ikke stiller op i min storkreds, er det efterhånden meget muligt, at jeg ender med at stemme blankt i protest.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.