Højrefløjen bør ikke gøre det globalistiske USA’s kampe til sine egne

For vores siddende magthavere er det en selvfølge, at vi som land klapper hælene sammen når der udgår en befaling fra Washington, og i kriser som den igangværende i Ukraine efterplaprer den til enhver tid siddende danske udenrigsminister fluks U.S. State Departments retorik. ”Vi” deler jo så mange vigtige værdier med USA, må man forstå. For os på højrefløjen er der imidlertid ingen grund til at vifte med ’Stars and Stripes’ og blive medløbere på den liberalglobalistiske, utopiske agenda. At køre en kompromisløs linje over for Rusland er både uklogt, urealistisk og hyklerisk – og på ingen måde prisen værd hvis vi i sidste ende skal betale med danske liv for to provinser i det østlige Ukraine uden strategisk relevans for Danmark eller Vesten.

I disse dage diskuteres det heftigt, om striden mellem den vestligt-orienterede ukrainske regering på den ene side og Rusland samt de russisk-sindede ukrainere på den anden er Danmarks problem. Har vi en strategisk interesse i at støtte den ukrainske regering, og er vi ligefrem moralsk forpligtede hertil pga. ukrænkelige principper om statslig suverænitet – eller er det omvendt forståeligt, at Rusland føler sig presset af NATO’s og EU’s hastige udvidelser mod øst, hvorfor vi bør indgå et kompromis og standse denne udvikling i fredens interesse?
Vores nuværende magthavere deler verdensanskuelse med og ser sig selv som en del af samme herskende klasse som moradset af udenrigspolitiske tænketanke, NGO’er, medier og karrierepolitikere , der har metaforisk hovedsæde i Washington D.C., hvorfor det bliver set som helt oplagt, at vi skal deltage i USA’s stormagtskonflikt med Rusland om Ukraines tilhørsforhold.

Putin som de progressives poltergeist

Meningerne er mere delte hos os på højrefløjen, hvor nogle deler mainstreamholdningen og ser Rusland (og især personen Vladimir Putin) som det store dyr i åbenbaringen – en blodtørstig diktator med hang til ekspansionisme. Putin fungerer som antitesen til det liberale demokrati, der altid skal definere sig op imod en sådan figur (a la Milošević, Saddam Hussein, Gaddafi m.fl.), og imod hvem ”den frie verden” er både berettiget og forpligtet til at føre et korstog i frihedens og menneskerettighedernes navn. Hver gang der sker en udvikling i den vestlige verden, som progressive ikke bryder sig om – alt fra valget af Trump til kritikken af Marrakesh-aftalen – skyldes angiveligt russisk spøgen. De mest skingre går hele vejen og sidestiller Ruslands krav om ikke at indlemme flere af dets nabolande i den vestlige militæralliance med Nazitysklands erobringer begrundet i landets ideologiske doktriner om ’Lebensraum’.
Heroverfor står bl.a. MF Marie Krarup samt de altid læsværdige konservative forfattere Kasper Støvring og Mikael Jalving. De maner dels til ro, dels anser de det for muligt at indgå et forlig med Rusland, som vi – når alt kommer til alt – ikke har en interesse i at risikere krig med når genstanden for striden er to fjerne provinser i det østlige Ukraine uden strategisk interesse (og når konsekvensen af en sådan krig ville være katastrofal). Der udtrykkes ligeledes en vis anerkendelse af Ruslands historisk betingede paranoia over for udvidelsen af NATO mv.
Støvring og Jalving er begge desuden mere optagede af Kinas voksende magt, som de mener er en større trussel, der vil kræve russisk medvirken at inddæmme, og påpeger desuden det hovedløse i at udfordre Putin, når han sidder med naturgassen som trumfkort, navnlig i lyset af de nuværende energipriser. Eventuelle sanktioner fra USA m.fl. mod Rusland vil qua Kinas økonomiske magt have en langt mindre virkning end hvis vi skrev år 1994 og vil blot forstærke båndet mellem de to nabostormagter.

Jeg har ikke tænkt mig at skrive et defensorat for Putin, selvom det dog hører med til analysen at han med nationalkonservative briller bør få point for at hive Rusland ud af den totale krise, som landet blev sendt ud i efter Sovjetunionens sammenbrud og de neoliberale reformer, der lod oligarker plyndre landets velstand, mens den jævne russer endte sine dage fattig og døddrukken. At den tidligere KGB-agent kritiserer vestlig kulturmarxistisk (woke) ideologi, forsvarer familien og støtter kirkens position i samfundet og kristendommens betydning, betyder heller ikke i sig selv, at Rusland automatisk er danske eller europæiske nationalkonservatives bedste ven.
Jeg vil i stedet argumentere for, at nok er Rusland ikke en decideret ven – det ville være naivt at tro – men omvendt savner det mening med højreorienterede briller at forholde sig ukritisk til USA’s ideologiske kolonisering af Europa og at gøre den globalistiske magtelites kampe til vores egne.

USA som epicenter for kulturmarxisme/’wokeness’

Navnlig i de seneste 10 år har Amerika bevæget sig endnu længere ned ad et spor, hvor LGBT-ideologi og venstreorienterede akademikeres teorier om hvide menneskers iboende ondskab er blevet til en statsreligion. Amerikanske ambassader over hele verden hejser regnbue-, transseksualitets-, og BLM-flagene, mens landet oplærer sine skolebørn i ”kritisk raceteori”, der går ud på at dekonstruere USA’s europæiske ophav og at indoktrinere hvide børn til, at de pga. deres hudfarve skal skamme sig over bl.a. Christoffer Columbus’ ugerninger, Trekantshandlen og slaveriet samt fortidens segregering af samfundet. Ligeledes læres de at tolerere masseindvandringen og den pågående udskiftning af de oprindelige amerikanere og udslettelsen af deres europæiske ophav med selvpinende, oikofobiske løgne om at deres land altid har været et multikulturelt ”land of immigrants”, en ”melting pot” og at deres identitet et bygget på ”white supremacy”. Det er dét, vores herskere over Atlanten går ind for – i hvert fald intelligentsiaen – og det er denne ideologi, der navnlig gennem universitetsverdenen eksporteres til Europa, hvor vi nu ser (pseudo)videnskabelige studier i ”hvidhed” og en venstrefløj, der overtager den amerikanske terminologi og narrativer i sin kritik af Danmarks historie for så vidt angår fx forholdet til Grønland og de Vestindiske Øer. Denne klasse af Ivy League-uddannede kulturnedbrydere, og deres meningsfæller her i Europa, som kan karakteriseres ved deres afsky for det nationale, hader dybest set patrioter som os og alt hvad vi står for. De ligger vågne om natten fordi der endnu ikke holdes Pride- og BLM-parader i Moskva, der endnu er områder på Jorden, hvor McDonald’s flaget ikke vejrer, menneskerettighederne ikke endnu har trumfet lovgivning i den lokale befolknings interesse, Netflix ikke kan streames og Amazons ’Fullfillment Centres’ endnu ikke er plantet som moderne fæstninger, hvorfra forbrugskulturen emanerer. Man kalder det for fascisme at forsvare USA eller Europa mod illegal masseindvandring fra den tredje verden samtidig med at Ukraines grænser tværtimod er hellige og skal forsvares for enhver pris.

Hvorfor i alverden skulle vi som nationalkonservative identificere os med dette regime eller tale om et ”vi” som om vi havde noget som helst meningsfuldt værdimæssigt fællesskab med det?
Med en forestående demografisk krise i nærmest alle vestlige lande, ikke-eksisterende folkelig opbakning til en krig og patetiske væbnede styrker i en lang række NATO-lande (eksempelvis har vi ikke engang missiler i den fregat, vi forsøger at afskrække Rusland med) fremstår Vestens teatertorden og absolutte krav desto mere absurde.

Det er som om dele af højrefløjen hænger fast i en opfattelse af USA som var det stadig 1945 og Danmark besat. Vi bør lægge en betydelig idémæssig distance til de Forenede Stater allerede pga. landets ideologiske ophav som udtrykt ved dets stiftelse, der var et radikalt brud med dén europæiske tradition, vi bør rodfæste vores konservatisme i. Som bekendt drejede det sig om en oprørshær anført af velhavende liberale intellektuelle, der mente sig berettiget til at føre krig mod deres monark og moderland fordi de skulle betale beskedne skatter uden repræsentation i parlamentet (skatter som skulle hjælpe til at betale for forsvaret af netop de amerikanske kolonier i kølvandet på Syvårskrigen). Derefter søgte de at gennemføre Oplysningstidens revolutionære idéer ved at skabe et nyt menneske og en ny stat fra bunden. Her skulle det være principperne nedfældet i forfatningen, der var definerende – staten som en abstrakt idé og befolkningen som rettighedshavende borgere. Ikke ligefrem noget konservativt forbillede af en stat. Uanset om man køber min udlægning af USA’s ideologiske DNA som anti-konservativt og landets historiske ageren ditto er dette dog sekundært ift. det nutidige Amerikas rolle som en global wokeness-hegemon som beskrevet ovenfor.

Liberal imperialisme

USA’s liberale imperialisme er ej heller et fænomen som udelukkende hører til i det 21. århundrede, selvom krigene i Afghanistan, Irak og Libyen samt forsøgene på at skabe liberale demokratier her dog er de bedste og mest velkendte eksempler. Også under 1. Verdenskrig stillede progressivismens ypperstepræst præsident Woodrow Wilson ultimative krav om at de gamle monarkier i Europa (navnlig Østrig-Ungarn) skulle dø og landegrænserne tegnes, så de passede med hans liberale forestillinger og det amerikanske demokrati kunne spredes. Dermed var ingen forhandling mulig med de kronede autokrater, der ellers kunne have ført til en tidligere afslutning på krigen. Blodsudgydelserne, der fandt sted ifm. den nye grænsedragning af fx Ungarn var blot en uheldig pris, som man (eller rettere befolkningerne) måtte betale for at principperne kunne føres ud i livet. Ironisk nok ville en anvendelse af Wilsons doktrin om alle folkeslags ret til selvbestemmelse føre til at den russiske befolkning på Krim havde ret til at slutte sig til Rusland.
En række andre eksempler på USA’s liberalt begrundede aggressive fremturen kan findes i navnlig Syd- og Mellemamerikas historie, såsom USA’s rolle i at holde Brasiliens monarki fra magten (under hvilket landet var ét af de mest avancerede og velfungerende i verden) eller angrebskrigen mod spansk Cuba. Man kan selvfølgelig også mene at de liberale principper her blot maskerede den rå magtpolitik, hvilket jo i så fald understreger, at denne altid har forrang. Denne eneste undtagelse (som mange fejlagtigt stadig tror er hovedreglen) er perioden fra Sovjetunionens fald til ca. 2014, hvor USA var en global supermagt og således kunne tillade sig at være idealistisk.

For at vende tilbage til Ukraine ser vi, som beskrevet af politologen John Mearsheimer, at den indbyggede logik i liberalismens idéer – universalismen og rettighedstænkningen – øger sandsynligheden for krig, fordi kompromis og hensyntagen til en balance mellem stormagters interesser kommer i anden række. Desuden er hykleriet til at tage og føle på. Hvis national suverænitet (in casu Ukraines ret til at vælge et tilhørsforhold til Vesten gennem NATO- og EU-medlemskab uanset Ruslands opfattelse af dette som en trussel) er så ukrænkeligt et princip som USA påstår, skulle Amerika eksempelvis jo blot have set passivt til da Cuba blev kommunistisk i stedet for at blande sig i landets interne forhold ved at støtte en invasion. Hvis vi teoretisk forestiller os at nabolandet Mexico sluttede sig til en NATO-lignende militæralliance med Kina eller Rusland, evt. med deraf følgende udstationering af tropper mv. på mexicansk jord, ville det da være sandsynligt, at de liberale principper om en ukrænkelig ret til selvbestemmelse ville blive fulgt, eller ville USA’s strategiske interesser (med rimelighed) have forrang? Vi kender alle svaret.

Hvis Rusland reelt havde ønsket en krig i Ukraine, havde de slået til for flere uger siden inden NATO havde dannet en konsensus og iværksat våbeneksport mv. til Ukraine. I russiske medier er der ikke megen omtale af konflikten eller forsøg på at prime befolkningen til at støtte op om militære tiltag (i modsætning til i 2014), hvorfor troppekoncentrationen formentlig er et forsøg på at få Vesten til forhandlingsbordet. Vores magthavere ville gøre klogt i at indgå et kompromis frem for at tvinge et liberalt paradigme, som for længst er dødt og borte, ned over krisen i Ukraine.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag.