Har Republikanerne en fremtid?

Stemmeandel opnået af Republikanerne fra forskellige etniske grupper.

Sidste års præsidentvalg i USA var meget tæt, hvis man kigger på resultaterne i de afgørende svingstater, men samtidig er der ingen tvivl om, at Joe Biden vandt stort, hvad angår antallet af stemmer. Hvis Trump var løbet med sejren, havde han slået den gamle rekord i at tabe størst på stemmeantal, men stadig vinde — en rekord, han selv satte i 2016. Faktisk er George Bushs genvalg i 2004 den eneste gang i dette århundrede at en republikaner har fået flere stemmer end sin demokratiske modstander ved et amerikansk præsidentvalg.

Hvor meget man skal lægge i dette, er ikke helt klart. Eksempelvis er det ikke umuligt, at der kunne være millioner af republikanere i Californien, USA’s mest folkerige stat, som ikke stemmer, fordi det er spild af deres tid, da staten er så overvejende demokratisk, som den er. Hvis det blot var stemmeantal, der afgjorde præsidentvalget, ville de måske opføre sig anderledes, dvs. at vælgernes adfærd formentlig påvirkes af valgsystemet. Men det er selvfølgelig en ganske spekulativ pointe, og det virker under alle omstændigheder ikke helt urimeligt at sige, at det ikke går specielt godt for Republikanerne.

Hvorfor så dét? Der kan være flere årsager, men blandt disse er utvivlsomt den store ændring i USA’s demografiske sammensætning, der har fundet sted, siden man i 1965 gennemførte en betydelig liberalisering af landets indvandringslovgivning. Inden da udgjorde folk af europæisk afstamning 85-90% af befolkningen, mens næsten alle de resterende 10-15% var afroamerikanere. Primært pga. indvandring fra Asien og Latinamerika har denne situation nu ændret sig markant; sorte er for længst blevet overhalet af latinoer som landets største minoritetsgruppe, og man regner med, at hvide som andel af befolkningen når under 50% engang inden år 2050.

Det er almindeligt anerkendt, at landets forskellige befolkningsgrupper stemmer forskelligt, og at det giver mening at opdele dem statistisk efter deres etniske baggrund mhp. at analysere vælgeradfærdsmønstre. Denne udbredte praksis følger vi også i det følgende.

Blandt hvide er rundt regnet 60% republikanere, mens rundt regnet 90% af sorte, 70% af latinoer og asiater samt 60% af ’andre’ — altså folk, der falder uden for de fire nævnte kategorier — er demokrater. Hvis 70% af vælgerne var hvide (hvilket nogenlunde ville svare til situationen 2016), og hvis vi antog, at præcis 60% af dem ville stemme republikansk, skulle man bruge 27% af minoriteternes stemmer, før Republikanerne kunne nå op på 50% i alt. Der kan selvfølgelig være valg, hvor man klarer sig lidt bedre med den ene eller den anden gruppe, end man er vant til, og det er som bekendt også netop muligt at vinde et valg med under 50% af stemmerne — men overordnet set burde det være tydeligt, at en republikansk valgsejr står til praktisk talt at blive en umulighed, måske allerede i løbet af dette årti.

Medmindre selvfølgelig noget ændrer sig. Vi vil i denne artikel gennemgå, hvad vi anser for at være de tre grundlæggende scenarier for Amerikas partipolitiske fremtid. Der følger ikke nogen klar og sikker konklusion eller noget dertilhørende narrativ; det er blot et vigtigt og interessant emne, der trænger til at blive belyst. Nationalkonservative europæere bør fx være opmærksomme på, om vi kan forvente at leve i skyggen af et USA med de facto etpartistyre fra Demokraterne, der vil intensivere den neoliberale (kultur)imperialisme mod konservative lande.

I takt med at minoritetsgrupper, der primært stemmer demokratisk, kommer til at udgøre en større og større andel af USA’s vælgere, mener vi, at vi vil se ét af de følgende tre scenarier udfolde sig:

  1. Republikanerne ophører med at være et levedygtigt politisk parti, der kan vinde valg på nationalt plan.
  2. Republikanerne formår at opnå en betydeligt højere grad af støtte hos hvide amerikanere, der allerede fungerer som deres kernevælgere.
  3. Republikanerne ændrer den politiske balance ved at have held med at gøre kur til én eller flere af landets minoritetsgrupper.

Lad os nu derfor gennemgå disse punkter ét ad gangen.

1. Ingen politisk fremtid for Republikanerne

Morten Uhrskov Jensen, der blandt meget andet er fast skribent på denne platform, lader til at mene, at dette er, hvad man skal regne med. Og som denne artikel indtil nu har vidnet om, er der umiddelbart meget, der kunne tyde på, at han har ret. Men kan dét virkelig ske i et system som det amerikanske, hvor man reelt kun har to politiske partier? Skulle demokraterne simpelthen bare opnå permanent og ubestridt kontrol over Kongressen og præsidentembedet?

1.1 Amerikas partipolitiske historie

I USA’s tidlige årtier stod den politiske kamp mellem Føderalistpartiet — der blandt andre repræsenteredes af landets anden præsident John Adams og af Alexander Hamilton, den nyligt vedtagne forfatnings måske mest ihærdige forkæmper — og Det Demokratisk-Republikanske Parti — stiftet af USA’s hhv. tredje og fjerde præsident Thomas Jefferson og James Madison. Sidstnævnte parti gjorde dog hurtigt indhug i de nordlige stater, hvor deres modstandere hidtil havde stået stærkest, indtil kun enkelte stater i New England var pålideligt føderalistiske. I 1820 blev den demokratisk-republikanske præsident James Monroe genvalgt, uden at Føderalisterne overhovedet gad at opstille en modkandidat. Føderalistpartiet som opposition blev erstattet af demokratisk-republikansk faktionalisme; og op til præsidentvalget i 1828 omdannede Andrew Jackson sin fløj af partiet til det moderne Demokratiske Parti, mens Jacksons modstandere — for nu at give en enormt forsimplet redegørelse — ad en række omveje kom til at danne grundlaget for det moderne Republikanske Parti, der blev stiftet i 1854.

Der er to ting at udlede af denne historiske ekskurs: at der er en slags præcedens for scenariet, Uhrskov (og andre) forudsiger, men at det nuværende partipolitiske system til gengæld også har eksisteret ganske længe. I al den tid er der selvsagt sket store ændringer i det amerikanske samfund, og partierne har ligeledes ændret sig. At høre følgende ville måske gøre ondt i hjertet på republikanere, der godt kan lide at påpege, at deres parti befriede slaverne, eller at Woodrow Wilson var KKK-sympatisør, men de to partiers ståsteder i dag — ikke mindst ift. hinanden på en politisk højre-venstreskala — har meget lidt at gøre med deres ståsteder i fx 1860. Og det er jo også netop pointen; partierne har ændret sig markant og radikalt snarere end at forgå.

1.2 Demokratisk overherredømme?

Nuvel, men hvad hvis republikanerne alligevel ikke formår at gøre dét i denne omgang? Uhrskov synes at mene, at demokraterne vil kunne opnå, hvad der så de facto skulle blive en etpartistat. Noget sådant er måske ikke decideret umuligt, men det er trods alt ikke sådan, det er foregået historisk.

Det nuværende Demokratiske Parti er da næppe heller foruden faktioner, der kunne blive uvenner. Hvad ville have holdt sammen på Bernie Sanders og Joe Biden, hvis det ikke var for Donald Trump? Hvorfor skulle sorte og latinoer, der på visse punkter kan være lige så socialt konservative som republikanere, stemme på samme parti som hvide fra den øvre middelklasse, der ofte primært motiveres af deres liberale socialpolitiske overbevisninger, hvis det ikke var, fordi begge grupper af den ene eller den anden grund mest af alt ville undgå, at republikanerne skulle få magten? Det er næsten utænkeligt, at demokraterne ikke på den ene eller den anden måde — det være sig pga. økonomiske, socialpolitiske eller etniske uoverensstemmelser — skulle dele sig i mindst to nye partier, det øjeblik de ikke længere havde andre politiske modstandere end hinanden.

Selv i et scenarie, hvor Republikanerne ikke længere kunne vinde på nationalt plan, ville der jo desuden stadig være et stort mindretal af folk, der førhen stemte på dem. Man kunne potentielt nyde gavn af at appellere til disse, og denne mulighed ville nok også være med til at forme eventuelle nye politiske grupperinger.

Måske ville de tidligere republikanere blot holde med de mest moderate demokrater, hvis faktion derfor ville bevæge sig yderligere mod midten, eller måske ville tidligere Trump-tilhængere danne fælles front med populistiske elementer på venstrefløjen mod den mere etablerede og magtfulde del af Det Demokratiske Parti. I princippet kunne begge dele ske på én gang, hvis forskellige typer republikanere gik i forskellige retninger.

Der kunne også opstå en ny populistisk faktion, der ikke helt svarer til noget, man har i dag. På sin vis ville en økonomisk venstreorienteret og socialt højreorienteret koalition bestående af Trump-republikanere, hvide arbejderklassedemokrater, der ikke nødvendigvis er store tilhængere af Demokraternes nuværende socialpolitiske linje (folk som senator Joe Manchin fra West Virginia), og socialt konservative etniske minoriteter give mening. Dannelsen af en sådan koalition kunne imidlertid tænkes at blive forhindret af gruppernes modsatrettede holdninger til emner som indvandring og sorte amerikaneres forhold til retssystemet.

Man kan således ingenlunde påstå, at scenarie i) er en umulighed, selvom vi tvivler på, at det skulle betyde, at demokraterne blev USA’s eneherskere. Det ville dog være et fænomen, man ikke har set i USA i ca. 200 år. Vi lever selvfølgelig heller ikke just i en tid, hvor kan man sikkerhed kan støtte sig til normaliteten, når det kommer til at bedømme fremtidsscenariers plausibilitet. Immervæk må det vel tælle for noget at vide, at begge partier hidtil har været så tilpasningsdygtige, som de nu engang har.

Men kommer det overhovedet så vidt? Er det ikke muligt, at republikanerne simpelthen bare overlever og fortsætter som parti? Vi har allerede nævnt de to scenarier, der ville gøre dette muligt, så lad os gå videre til disse.

2. Republikanerne bliver (endnu) mere populære blandt hvide vælgere

Umiddelbart skulle dette scenarie langt fra være utænkeligt. I sydstaterne, hvor man altid har haft et meget betydeligt sort mindretal, er hvide amerikanere mere republikanske end de fleste andre steder. Det er fx derfor at en stat som Mississippi, hvor befolkningen i 2019 var 56,4% hvid og 37,8% sort, kan være solidt republikansk. Det ville næppe være muligt, hvis kun 60% af statens hvide befolkning var republikanere — 60% af 56,4% er jo kun 33,8%.

Således kunne man spekulere på, om hvide i resten af USA ville blive mere som dem i sydstaterne, i takt med at antallet af diverse etniske minoriteter steg. Det er imidlertid ikke givet, at de bliver dét. Det sydvestlige USA — altså den del af landet, der ligger tættest på Mexico og har flest latinamerikanere — stemte i perioden 1968-1988 konsekvent republikansk til præsidentvalg. Det begyndte at ændre sig, da Bill Clinton i 1992 vandt Californien og New Mexico. Californien, der i perioden 1970-1990 var gået fra at være 13,7% latinamerikansk til 25,8%, har stemt demokratisk ved hvert eneste præsidentvalg siden. Og foruden Californien har Nevada, Colorado og New Mexico fra og med 2008 konsekvent stemt på demokratiske præsidentkandidater. Sidste år tabte Trump Arizona, hvilket siden 1952 kun er sket én gang før for en republikansk præsidentkandidat (i 1996).

Fra 1980’erne, hvor Republikanerne stod stærkest i Californien, til i dag, har man set følgende ændringer i valgresultater i de amerikanske delstater:

Hvis vi ønsker et lidt mere nuanceret billede, kan vi også inddele den pågældende periode og først se på ændringen fra 1980 til 2000:

Og derefter fra 2000 til 2020:

Uanset hvordan man griber det an, er stater med store latinamerikanske befolkninger altså blevet markant mere demokratiske i de seneste årtier. Texas blev godt nok til at starte med mere republikansk, men er i nyere tid blevet langt mere demokratisk. Florida er overordnet set også blevet mere demokratisk, men er dog faktisk blevet en kende mere republikansk i nyere tid.

2.1 Sorte og latinamerikanere

Hvis vi ser på den ovenstående sammenligning, kunne det tyde på, at en stor hhv. sort og latinamerikansk befolkning ikke har samme indvirkning på vælgeradfærden. Dette kan også gribes lidt mere systematisk an.

Selvom næsten alle sorte vælgere som nævnt stemmer demokratisk, er der, hvis vi ser på præsidentvalget i 2020, praktisk talt ingen sammenhæng (r = -0,023) mellem delstaternes sorte befolkningsandel og hvor godt Republikanerne klarer sig. Dette kan forklares, hvis de sorte i en given delstat gør delstatens hvide befolkning mere republikansk i en grad, der nogenlunde udligner den øgede støtte til Demokraterne, som de sorte selv står for.

Ganske anderledes ser det ud, hvad angår latinamerikanere, som, omend de også overvejende er demokrater, er det i markant lavere grad end sorte. Vi ser nemlig en mellemstærk sammenhæng negativ sammenhæng (r = -0,329) mellem delstaternes latinamerikanske befolkningsandel og Republikanernes valgresultater.

Man kunne måske påstå, at et område, der tiltrækker mange indvandrere, blot har været venstreorienteret i forvejen og at det i virkeligheden er dét, der er på spil. Det synes dog ikke at ville være en god forklaring i denne sammenhæng. Som vi allerede har været inde på, plejede nogle af de stater, der har oplevet den største tilvækst i antallet af latinamerikanere, at være relativt højreorienterede.

Desuden ser vi en næsten lige så stærk negativ sammenhæng som ovenfor (r = -0,280), hvis vi kigger på ændringer i befolkningssammensætning ift. ændringer i valgresultater — nærmere betegnet tilvæksten i latinamerikaneres befolkningsandel fra 2000 til 2019 ift. ændringen i delstaternes republikanske stemmeandel fra præsidentvalget i 2000 til præsidentvalget i 2020.

Hvis en større latinamerikansk befolkning gør de hvide i et givet område mere republikanske, lader det altså ikke til at være i høj nok grad til at kunne gøre det ud for de nye vælgere, der overvejende stemmer demokratisk.

2.2 Hvide vælgere

Kunne ændringen tænkes at have en mere overordnet virkning, som ikke nødvendigvis ses på delstatsniveau? Måske vælger de mere højreorienterede hvide at flytte væk, således at de, når de stemmer republikansk, ikke gør det i en delstat med stor latinamerikansk befolkningstilvækst; eller måske bliver hvide amerikanere blot generelt mere højreorienterede af den demografiske forandring, som de kan høre om i nyhederne eller læse om på internettet, uanset om de selv bor i et område med fx mange latinamerikanere.

Spørgsmålet må i denne sammenhæng være: har der fundet en ændring sted blandt hvide amerikanske vælgere på landsplan, hvad angår deres grad af støtte til Republikanerne? Kort sagt er dette svært at give et entydigt svar på.

Vi har kunnet finde tal på, hvordan de relevante befolkningsgrupper har stemt til alle amerikanske præsidentvalg siden 1960 — med undtagelse af 1968 (der er dog stadig tal, der indikerer, hvordan fx sorte og latinamerikanere stemte til dette valg). (1960 og 1964; 1972; 1976-2016; 2020.)

(For at undgå at gøre en i forvejen lang analyse endnu længere vil vi fokusere på støtte til Republikanerne og Demokraterne. Hvis man observerer en uoverensstemmelse med tallene, vi henviser til, skyldes det en omregning, vi har foretaget af hensyn til dette. Når vi skriver, at x% af en given gruppe stemmer republikansk, skal dette ikke forstås som x% af alle gruppens vælgere men som x% af den andel af gruppen, der har stemt på et af de to store partier. Omregningen er med andre ord sket efter formlen:

hvor x som sagt er andelen af den pågældende gruppe, der har stemt republikansk, og y er andelen, der har stemt demokratisk.)

Vi ser i første omgang på de hvide vælgere, men denne omregning gælder også, når vi bevæger os videre til minoritetsvælgerne.

Ud fra denne graf lægger man mærke til i hvert fald følgende tre ting:

  1. Med undtagelse af Lyndon B. Johnsons jordskredssejr i 1964 har hvide i hele den omtalte periode foretrukket den republikanske præsidentkandidat (selvom vi ikke har konkrete tal på det, må vi formode, at de også gjorde det i 1968, da Richard Nixon ellers ikke kunne have fået flere stemmer end sin demokratiske modkandidat, eftersom langt størstedelen af sorte vælgere lader til at have stemt på sidstnævnte).
  2. Indtil 90’erne svinger hvide vælgeres grad af støtte til Republikanerne meget fra valg til valg.
  3. Fra 90’erne synes tendensen blandt hvide vælgere at være en jævnt stigende grad af støtte til Republikanerne.

Af disse er 3. selvfølgelig den væsentligste og mest relevante. Fra og med 1996 synes der at tegne sig et fast mønster. Hvide vælgeres støtte til Republikanerne stiger over to valgperioder — fra 1996 til 2000 og 2000 til 2004 — og falder derefter i 2008. Dette gentager sig, da støtten derfra igen stiger frem til og med 2016 for så at falde i 2020. Om dette er et egentligt mønster eller bare et tilfælde, er selvfølgelig svært at sige.

Hvides støtte til Republikanerne har førhen været meget større, end den er i dag, og på dén måde kunne man sige, at der ikke er noget umuligt i, at den skulle vokse betydeligt fremover; men det er vel ikke åbenlyst, at valgresultater fra 70’erne og 80’erne har nogen særlig relevans i dag.

Omvendt lader graden af vækst i hvides støtte til Republikanerne også til at være aftagende. Den voksede med 7,5 procentpoint i perioden 1996-2004; først med 5,6 fra 1996 (51,1%) til 2000 (56,7%) og derfra med 1,9 frem til 2004 (58,6%). I perioden 2008-2016 voksede den med 4,5 procentpoint; med 4,1 fra 2008 (56,1%) til 2012 (60,2%) og derefter med blot 0,4 frem til 2016 (60,6%).

Det er således ikke åbenlyst, at hvide vælgere vil fortsætte med at blive mere republikanske, og hvis de gør, er det meget uklart i hvor høj grad. Hvis udviklingen fortsætter, som den har gjort siden 1996, skulle Republikanerne nå et nyt midlertidigt højdepunkt blandt hvide vælgere i 2028. Hvis vi kan finde ud af, hvor stor en andel af hvides stemmer, de til den tid får brug for, hvis de skal vinde valget, kan vi måske også sige lidt om, hvorvidt dette er bare tilnærmelsesvist realistisk.

2.3 Amerikansk vælgerdemografi

Hvis vi ønsker at svare på dette, er vi nødt til at vide, hvor mange minoritetsvælgere, der vil være i 2028. Vi har kunnet finde tal på, hvor stor en del af USA’s samlede vælgerbefolkning, de relevante grupper udgør, tilbage til 1976.

  • Hvide er gået fra at udgøre 89% af vælgerne i 1976 til blot 67% i 2020; altså en nedgang på 2,0 procentpoint pr. valg. Denne ændring, kan man dog tydeligt se, har primært fundet sted siden 1992, hvor det stadig var 87% af vælgerne, der var hvide. Ser vi udelukkende på de seneste fire valgperioder, er hvides andel i gennemsnit faldet med 2,5 procentpoint.
  • Sorte er gået fra 9% i 1976 til 13% i 2020; deres andel er altså vokset med lidt under 0,4 procentpoint pr. valg. I nyere tid ser man dog ikke den store forskel (13% i 2008 og 2012, 12% i 2016 og 13% igen i 2020).
  • Latinamerikanere er gået fra 1% i 1976 til 13% i 2020; en vækst på næsten 1,1 procentpoint pr. valg.
  • Asiaters andel er vokset fra 1% i 1992, hvor de første gang bliver talt med, til 4% i 2020; knap 0,6 procentpoint pr. valg.
  • ’Andre’ er gået fra 2% i 2004, hvor de første gang bliver talt med, til 4% i 2020; en vækst på 0,5 procentpoint pr. valg.

Baseret på disse tal må man formode, at hvide fra 2020 til 2028 går fra at være 67% til at være ca. 62% USA’s vælgerbefolkning; at sorte forbliver nogenlunde, som de er — ca. 13%; at latinamerikanere går fra 13% til ca. 15%; at asiater og ’andre’ hver især går fra 4% til ca. 5%.

Hvis vi tager fat i cirkatallene fra starten af artiklen — at 90% af sorte, 70% af latinoer og asiater samt 60% af ’andre’ stemmer demokratisk — når vi ud fra ovenstående befolkningsfremskrivning frem til, at 75,5% af USA’s minoriteter i 2028 vil være demokrater. Hvis kun 24,5% af minoriteter, som til den tid vil være 38% af USA’s vælgere, stemmer republikansk, vil 65,7% af hvide skulle gøre det samme, hvis den republikanske præsidentkandidat skal nå op på over 50% af stemmerne. Der er således brug for en stigning i hvides støtte til Republikanerne på 7,1 procentpoint — næsten lige så meget som fra 1996 til 2004. Set i lyset af, hvad vi har sagt, virker dette usandsynligt.

Hvad så med minoriteterne? Indtil videre har vi som sagt bare anvendt cirkatal baseret på deres generelle vælgertendenser i nyere tid. Hvordan stemmer de mere præcist, og skal man regne med, at dét ændrer sig i fremtiden? Hvis minoritetsvælgere ændrede adfærd, ville man jo ikke nødvendigvis i fremtiden have brug for, at næsten to tredjedele af hvide stemte republikansk.

Vi er dermed nået til det sidste af vores tre scenarier.

3. Republikanerne har held med at appellere til minoriteter

Valganalytikere og andre politiske kommentatorer har påpeget, at Donald Trump faktisk klarede sig bedre blandt minoritetsvælgere i 2020, end han gjorde i 2016, og at det var tabet af støtte blandt hvide vælgere, der kostede ham sejren. Set for sig er dette selvfølgelig sandt, men hvordan skal det tolkes? Nogle synes at mene, at det betyder, at Republikanerne ikke har det store at frygte ift. den igangværende demografiske forandring, da der i fremtiden vil være masser af minoritetsrepublikanere. Men er det helt så enkelt? Biden fik jo stadig langt flere stemmer blandt minoriteter end Trump.

3.1 Amerikas minoritetsvælgere

Er der faktisk en tendens til, at minoriteter bevæger sig mod Republikanerne? Igen ser vi på data for resultater ved præsidentvalg, der går tilbage til 1960.

Disse tal synes at vise følgende:

  1. at minoriteter har flyttet sig mod Republikanerne i løbet af de seneste tre til fire valgperioder;
  2. at deres grad af støtte til Republikanerne i 2020 dog på ingen måde var usædvanligt høj set i en større historisk kontekst;
  3. at minoritetsvælgeres politiske tilhørsforhold, så snart man bevæger sig tilbage til 00’erne og tidligere, ikke udvikler sig i nogen klar retning (på nær for asiaternes vedkommende, eftersom de i perioden 1992-2012 er blevet betydeligt mere demokratiske ved næsten hvert eneste valg).

Det forekommer os således uklart, hvordan man skal tolke ændringen hos minoriteter, der har fundet sted siden i hvert fald 2012 — om det er noget, der får nogen som helst betydning i det lange løb.

At sorte i 2008 og 2012 var endnu mere demokratiske, end de plejer at være, giver vel lidt sig selv, da de havde mulighed for at stemme på en sort præsidentkandidat; siden da er de, kunne man påstå, blot vendt tilbage til deres vælgeradfærd inden Obama. Man kunne dertil indvende, at de også blev markant mere republikanske fra 2016 (8,2%) til 2020 (12,1%); men da Obama jo stadig var præsident under valgkampen i 2016, har han måske haft større indflydelse, hvilket kunne have medvirket til, at flere sorte valgte at stemme demokratisk i 2016 end i 2020. Under alle omstændigheder har sortes vælgeradfærd været meget stabil siden 80’erne, og hverken ∼8% eller ∼12% ligger uden for normen.

’Andre’ har, hvis vi ser bort fra det lidt usædvanlige resultat i 2008, stort set ikke flyttet sig i den tid, de er blevet talt med som en selvstændig gruppe.

Dog kunne det faktum, at alle grupperne har flyttet sig i samme retning samtidig måske indikere, at der er ved at finde en signifikant ændring sted.

Hvis vi vægter hver gruppes resultater efter, hvor stor en andel af den samlede minoritetsbefolkning de udgør det pågældende år, og lægger dem sammen, kan vi også lave en graf, der mere overordnet viser minoritetsvælgeres grad af støtte til Republikanerne.

Vi kan ikke udregne tallene for 1972, da vi ikke har kunnet finde tal på, hvor stor en andel af vælgerne sorte og latinoer hver især udgjorde i dét år; tallene for 1960 og 1964 er indeholdt i den tidligere graf, da der jo dengang kun taltes én minoritetsgruppe med. Den følgende graf er derfor begrænset til perioden 1976-2020.

Her ses tendensen tydeligere. Fra 2012 til 2020 stiger Republikanernes andel af minoritetsvælgerne fra 18,3% til 26,5%; en gennemsnitlig stigning på 4,1 procentpoint pr. valgperiode. Republikanernes bedste resultatet i nyere tid er valget i 2004, og det er således uklart, om man kan regne med et resultat, der er betydeligt bedre end dét (hvilket vil sige 2,1 procentpoint bedre end resultatet i 2020).

3.2 Valget i 2028

Hvis udviklingen fortsætter frem til 2028, står Republikanerne således til at få 34,7% af minoriteternes stemmer, og i så fald kan de nøjes med 59,4% af hvides stemmer for at nå over 50%. Det er mindre, end hvad de fik i 2012 og 2016, og burde derfor bestemt være realistisk, særligt hvis mønstret holder og 2028 er et nyt højdepunkt for Republikanerne blandt hvide vælgere.

Som allerede antydet er vi dog noget skeptiske over for denne mulighed, i hvert fald hvad angår sorte og ’andre’. Der er egentlig heller ikke noget, der tyder på, at udviklingen nødvendigvis vil fortsætte for asiater og latinamerikanere, men deres vælgeradfærd har været langt mindre stabil, så det er sværere at afvise. Asiater har jo desuden tidligere overvejende været Republikanere.

Lad os antage, at sorte og ’andre’ forbliver nogenlunde, som de har været hidtil, altså hhv. ca. 10% og ca. 40% republikanske. Lad os samtidig antage, at latinoer og asiater udvikler sig, som de har gjort fra 2012 til 2020, frem mod 2028.

Blandt latinamerikanere stemte 27,6% i 2012 og 33,0% i 2020 republikansk, altså en stigning på 5,4 procentpoint til Republikanernes fordel. Hvis denne udvikling fortsætter, vil 38,4% af latinoer således stemme republikansk i 2028.

Blandt asiater stemte 26,3% i 2012 og 35,8% i 2020 republikansk; hele 9,5 procentpoint til Republikanernes fordel. Hvis denne udvikling fortsætter, vil 45,3% af asiater stemme republikansk i 2028.

Hvis vi kombinerer disse tal med de førnævnte 10% af sorte vælgere og 40% af ’andre’, står Republikanerne i 2028 til 29,8% af minoriteternes stemmer. I så fald skal Republikanerne bruge 62,4% af de hvides stemmer for at nå over 50%. Det er selvfølgelig en del mere realistisk end 65,7%, men det er stadig ikke åbenlyst, at det er muligt at opnå.

Republikanernes mulighed for at opnå denne fremgang blandt både minoriteter, kan i sig selv siges at være tvivlsom; men det ville desuden kræve betydelig samtidig fremgang blandt hvide og minoriteter. Noget sådan ser vi godt nok fx i perioden 1996-2004 (hvor Republikanerne går fra 51,1% til 58,6% blandt hvide og fra 18,1% til 28,6% blandt minoriteter), men siden da synes det ikke at have været muligt. Da Romney i 2012 gik 4,1 procentpoint frem blandt hvide ift. McCain i 2008, gik han samtidig 0,4 procentpoint tilbage blandt minoriteter. Trump gik i 2016 3,8 procentpoint frem blandt minoriteter ift. Romney og formåede samtidig at opnå fremgang blandt hvide — men kun marginalt (0,4 procentpoint). Da Trump i 2020 øgede sin støtte blandt minoriteter med yderligere 4,4 procentpoint, gik han samtidig 2,1 procentpoint tilbage blandt hvide.

3.3 Valget i 2040

Lad os gå et stykke længere frem — fx til 2040. Tager man udgangspunkt i vores tidligere fremskrivning, vil man forvente, at latinamerikanere til dén tid udgør 18,5% af USA’s vælgere, sorte 13%, asiater 7% og ’andre’ 6,5%. 45% af landets vælgere vil således være minoriteter og 55% vil være hvide.

Lad os endnu en gang antage, at sorte og ’andre’ forbliver hhv. 10% og 40% republikanske; og lad os antage, at latinoers og asiaters udvikling fra 2012-2020 fortsætter. Det er mildest talt et meget optimistisk scenarie, og det ville medføre, at 46,6% af latinamerikanske og 59,6% af asiatiske vælgere i 2040 var republikanere. Dette ville overgå Republikanernes hidtil bedste resultat blandt latinamerikanere (Bush i 2004 med 45,4%) og være deres næstbedste resultat blandt asiater (ikke så langt fra Bush, sr. i 1992 med 64,0%).

Overordnet set ville dermed 37,1% af USA’s minoriteter stemme republikansk, og Republikanerne ville da kunne vinde med 60,6% af hvides stemmer.

Hvis vi vender det om og forestiller os, at der ikke på længere sigt kommer til at finde nogen signifikant ændring sted blandt minoritetsvælgere — og at latinamerikanere og asiater derfor vil forblive omkring 30% republikanske — vil kun 25,7% af minoriteter stemme republikansk i 2040. I så fald skal Republikanerne, hvis de vil over 50% af stemmerne, bruge 69,9% af hvide vælgere.

3.4 Texas

Vi har talt meget om at nå over 50% af stemmerne, og det er, som det allerede blev antydet i indledningen til artiklen, egentlig lidt misvisende. Hvorvidt man kan komme i nærheden af halvdelen af stemmerne, er selvfølgelig et godt pejlemærke ift., om man har nogen som helst chance for at vinde et valg. Men i USA er det jo i sidste ende delstaterne og disses valgmænd, der er afgørende.

Texas, som efter Californien dén amerikanske delstat, der er rigest på både mennesker og valgmænd, har siden 1980 været pålideligt republikansk. Men det bliver den måske ikke ved med at være.

Hvis man observerer, at valgresultaterne på denne graf ikke stemmer overens med dem, man kan finde på internettet, er det, fordi vi benytter af den samme omregning som tidligere nævnt.

Efter 2004 er det tydeligt, at den republikanske stemmeandel i Texas generelt er nedadgående — nærmere betegnet med i gennemsnit 2,2 procentpoint pr. valgperiode. Således er 2020 sammen med 1992 og 1996 et af de dårligste valg for Republikanerne i Texas i nyere tid. Fortsætter denne udvikling, bliver Texas demokratisk i 2028. Dette ville være intet mindre end en katastrofe for Republikanerne. Selv med sine imponerende sejre i Rustbæltet, ville Trump have tabt i 2016 uden Texas, jf. kortet umiddelbart herunder:

Hypotetisk 2016-scenarie, hvor demokraterne vinder Texas og dermed når de nødvendige 270 valgmænd.

Interessant nok gik Republikanerne også mellem 2016 og 2020 tilbage (med 1,9 procentpoint) i Texas, en stat med en større latinamerikansk befolkningsandel end Californien (39,7% vs. 39,4%), selvom de på landsplan klarede sig bedre med latinoer.

Republikanerne har omvendt været nogenlunde gode til at holde på Florida, en anden stat med en stor og voksende latinobefolkning. Hvis de på længere sigt skulle ske at tabe begge disse delstater, bliver det decideret umuligt for dem at vinde et præsidentvalg, nærmest lige meget hvor godt de så ellers måtte klare sig.

Selv med et i øvrigt utopisk valgresultat er Republikanerne fortabt hvis de mister både Texas og Florida — det er i øvrigt noget nær utænkeligt at Nevada og New Mexico qua deres demografiske lighed med Texas og Florida stadig skulle være i spil, hvis Texas og Florida begge permanent er gået tabt pga. af den voksende latinamerikanske befolkning.

4 Konklusion

Det kan ikke udelukkes, at Det Republikanske Parti blot forgår som resultat af den igangværende demografiske forandring. Det ville være et højst usædvanligt scenarie; noget, man ikke har set inden for amerikansk politik i rundt regnet 200 år. Derfor bør man måske være tilbageholdende med allerede nu at erklære dem for uddøde, men samtidig anerkender vi, at vi lever i højst usædvanlige tider.

Sker dette, vil det nok pga. den nu manglende fjende resultere i større intern splittelse hos Demokraterne, der i sidste ende ville kunne føre til en egentlig spaltning af partiet. Nøjagtigt hvordan er svært at sige. Den mest åbenlyse skillelinje hos Demokraterne i dag er vel, om man støttede Bernie Sanders ved de to seneste primærvalg eller om man støttede Clinton i 2016 og Biden i 2020; men det er ikke åbenlyst, hvorvidt sådanne primært økonomiske uenigheder vil fortsætte med at være dominerende, i takt med at den demografiske situation ændrer sig. Desuden vil der i dette scenarie pludselig være et stort antal politisk hjemløse (forhenværende) republikanere, som man potentielt kunne vinde på at appellere til. Måske ville de blot holde med den mest moderate faktion, eller måske ville de forsøge at danne en koalition med populistiske elementer hos Demokraterne.

Der er intet, der entydigt peger på, at Republikanerne fremover vil gå betydeligt frem hverken blandt hvide eller blandt minoriteter; der er imidlertid heller ikke noget, der synes at kunne udelukke det. På længere sigt bliver behovet for øget støtte til republikanerne, hvad end det er blandt hvide eller blandt minoriteter, dog så stort, at det forekommer urealistisk, at de skulle kunne opnå det. Omend det ikke er åbenlyst, at det kan lade sig gøre, ville Republikanerne måske kunne overleve, hvis de fremover formåede moderat øge deres støtte blandt både hvide og minoriteter på samme tid.

Det virker til gengæld mere eller mindre uundgåeligt, at Republikanerne vil miste Texas, nok allerede hen mod slutningen af dette årti. Derfra vil den eneste måde at vinde præsidentvalget være (som minimum) at genvinde staterne i Rustbæltet, som Trump vandt i 2016, men tabte igen i 2020. Om dette kan lade sig gøre, er ikke umiddelbart til at sige på nuværende tidspunkt.

Der fulgte som lovet ingen hverken klar eller sikker konklusion. Det er for tidligt at dømme Republikanerne fortabte, men der er bestemt samtidig grund til at forberede sig på at gøre det. Dette årti vil formentlig give os et endegyldigt svar på, hvad USA’s partipolitiske skæbne bliver.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han medicin med industriel specialisering på Aalborg Universitet.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.