Glem den ”borgerlige krise” – lad os i stedet tale om en vision fra højre

Der har i længere tid være tale om en ”borgerlig krise”. Jeg vil dog hellere kalde det en krise på det, der opfattes som den politiske højrefløj i Danmark bredt forstået. Liberalismen er i vildrede, venstrefløjen er ved at æde sig selv i et anfald af akut identitetspolitik, og dette giver plads til en ny højrefløj, der står stærkt på ægte højreværdier, frem for den lunkne middelvare man har præsenteret for vælgerne i årevis.

Borgerligheden må dø

Men allerførst, så må vi tale lidt om præmissen for diskussionen. Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket ”borgerlig”, for det betyder i dag bare ikke-socialistisk, og det at være  negativt defineret med udgangspunkt i sine politiske modstandere er vel det mest ynkelige overhovedet. En højrefløj må være defineret ved sit positive projekt – hvad VIL de? Og her ligger hele humlen til krisen, for det lader til at ”borgerlige” mest er en slags management-konsulenter, der diskuterer, hvordan Danmark kan drives mest effektivt. Typisk med maksimal vækst for øje, forstås.

En anden grund til denne krise er at der ikke findes en ”borgerlig” enhed. De fleste, der bruger denne brede betegnelse om sig selv, er i Danmark en form for liberalister. De kan være socialliberale, konservativt-liberale, ultraliberale eller hvad ved jeg. Helt sikkert er det dog, at de er en slags liberale næsten uanset, hvilket parti de er i. Overfor dette står den fællesskabsorienterede og partikularistiske konservative holdning, der står i modsætning til liberalismens universalistiske projekt, og dermed i opposition til den liberalistiske globalt orienterede individualisme, der reelt har mest tilfælles med dele af venstrefløjen i dag.

For mig at se, er det umuligt at samle den anti-globalistiske fællesskabsorienterede konservatisme og en liberalisme, der betoner universalistiske værdier, internationale konventioner, arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, som på alle måder modarbejder vores identitet, vores kultur og vores fortsatte eksistens, under ét. Borgerligheden må dø, og i stedet må man som konservativ, højreorienteret eller hvordan man nu foretrækker at kalde sig selv, finde frem til, hvem ens politiske modstandere er – og de findes altså i både rød og blå blok.

Det går forholdsvist godt for dem i rød blok lige nu, det er der ingen tvivl om. Men modstanderne i blå blok går det skidt for. Liberalismen er i krise for at sige det mildt, og her er min tese, at en ægte højrefløj – som jeg vil kalde det – ikke alene har meget at byde på, men også er den eneste farbare vej. Vi har i dag kun kimen til en sådan, men grunden er lagt og der et sundt fundament at bygge på, hvis vi altså virkelig vil ud af det liberalistisk-socialdemokratiske morads, som vi i dag befinder os i.

Liberalismens fallit

Lad mig først sige, at liberalismen historisk set har tjent os godt på mange måder, og man skal ikke smide babyen ud med badevandet, som man siger. Mange af de gode ting, man forbinder med liberalismen, (hvoraf nogle er ældre) som fx markeder og god beskyttelse af den private ejendomsret skal man naturligvis holde fast i. Det jeg hovedsageligt opponerer imod er den liberale utopi, som jeg ser som den sidste eksisterende utopi i dag. Den fascistiske utopi om den totale stat døde med anden verdenskrig, og med murens fald forsvandt den kommunistiske utopi. Tilbage står den liberale utopi – en drøm om universelle menneskerettigheder, lighed i alle lande, frihandel og liberalt demokrati alle steder i verden. En utopi, der er umiskendeligt vestlig og fremmes af de fleste politiske partier i dag, fra venstre til højre.

Men mennesket har ikke nogen universelle, umistelige ”rettigheder”. Disse findes og defineres altid af et politisk fællesskab, som er det eneste, der kan håndhæve en rettighed. Ligeledes har masseindvandringen også vist, at den liberale forventning om at folk fra andre lande ville kunne glide ind i Europa som en berigelse ikke har holdt stik. Nogle af de liberale værdier har fungeret godt for os her i Vesteuropa, men det gør de ikke de fleste andre steder. Ja, man vil faktisk ikke vide af dem i de fleste andre lande, og heller ikke blandt mange grupper af de migranter, som vi i liberalismens navn har taget imod i stort antal.

Den ofte roste frihandel med dens grænseoverskridende kapitalisme har vist sig ikke at gøre meget godt vores folk og lande. Væk er vores mangfoldige butiksliv, og kædebutikker med et internationalt sortiment, som man kan finde i enhver anden storby i snart hele verden, dominerer vores indkøbsstrøg. Amerikansk produceret underholdning fortæres ivrigt af vort lands befolkning, der samtidigt intet kender til deres egen fortid. Til gengæld har de igennem TV-serier og film en større indsigt i amerikanske forhold, end i hvad der foregår lige udenfor deres egne vinduer. Således har det liberale samfund vist sig at have en enorm evne til ikke bare at skabe velstand, men også til at udviske den lokale identitet, og dén utrolige og reelle mangfoldighed vi har i Europa er nu under pres, både fra masseindvandring og international kapitalisme.

Som vi ved, viste Fukuyamas ”end of history”-tese sig ikke at være sand. Kina stormer frem, USA har distanceret sig fra Europa, og ”borgerlige” køber enten ind på EU-vanviddet, eller også vil de have et dansk exit, uden på nogen måde at have en plan for, hvad der skal træde i stedet. Der er ved at ske nogle magtforskydninger i verden, og det er forbundet med stor usikkerhed, hvor vi ender. Hvad der dog er helt sikkert er, at lande som Kina, Rusland og andre, der kan komme til at betyde mere i fremtiden, ikke har nogen traditioner for liberalt demokrati eller noget, der ligner. Så meget for den universalistiske drøm.

Alligevel hersker der en ”keep calm and carry on” stemning hos de fleste ”borgerlige” partier, der mest ser ud til at være optaget af at fremme feelgood-projekter som Pride-parader og verdensmål, og af at fremme globalismen generelt. Dette sker ironisk nok, samtidigt med, at man skælder ud over ”identitetspolitik” – gerne på begge side af det politiske spektrum, for man er jo ikke ekstrem – og ihærdigt forsøger at forsvare den liberale orden mod tykaktivister, anti-hvidhedsaktivister og andre gøglere. Krampagtigt hægter de sig fast i den krakelerede liberale utopi, og det er de ikke alene om. For det er det samme dén venstrefløj, som de liberale bekæmper, gør. Vi ser, hvordan McDonalds og de fleste andre multinationale virksomheder uden problemer optager venstrefløjens identitetspolitiske retorik og politik, og fusionerer de to. Burgere langes over disken, mens man ”forstærker sorte stemmer” og støtter BLM, LBGTQ-ideologi og alt det andet.

Mange liberale har svært ved at kapere, at deres tidligere helte i form af multinationale virksomheder, der som bekendt bringer fred og frihed med sig overalt, hvor de kommer frem, på den måde ”sælger ud” til de venstreorienterede. Lidet forstår de, at kapitalismen har udviklet sig til at være woke, fordi det har vist sig at flugte fint med mål om mere profit og større indflydelse. De store partier som Venstre og Konservative har da også så småt købt ind i den dagsorden for længst, og i forbindelse med sagen om Inger Støjberg kunne man høre Jakob Ellemann-Jensen svare bekræftende, da han i Deadline blev spurgt om, der var et problem med sexisme og racisme i Danmark.

De borgeligt-liberale har ikke noget positivt projekt. For dem handler det bare om at holde status quo kørende. Det er netop af denne grund, at det igen og igen er deres åndsfæller på venstrefløjen, der sætter dagsordenen. Dermed er ensretningen mere eller mindre total i stort set hele det politiske spektrum, og netop derfor kan en ægte højrefløj tilbyde noget radikalt anderledes: Politik uden utopi, med udgangspunkt i mennesket som det er. Dette er vores styrke.

Udgangspunkt i mennesket

Utopiens svaghed er, at den udspringer af en overdrevet rationalisme. Vi forestiller os som mennesker, at vi kan nå et sådant erkendelsesniveau, at vi kan tænke os til, hvad det bedst mulige samfund er. Denne forestilling er i sig selv irrationel, og fører til alskens former for social ingeniørkunst, der skal presse mennesket til at opføre sig som man ønsker det ud fra opstillede idealer. Tydeligst er dette i totalitære samfund, hvor man i ekstrem grad og med hård tvang forsøger at forme mennesker. Anderledes subtilt er det i den ”bløde totalitarisme”, som det liberale samfund nu engang er. Her kvæles al reel modstand subtilt, men det er ok, så længe det foregår på markedsvilkår. Tænk f. eks. på, hvordan man på de sociale medier kan udviske folk i en sådan grad, at de nærmest ikke eksisterer i offentligheden. Store stemmer kan pludselig forsvinde fuldstændigt fra den åh så vigtige ”demokratiske debat”, når interesseorganisationer, politikere og tech-giganter i fællesskab beslutter sig for, at de udgør en trussel, uanset om disse stemmer prædiker ikke-vold og demokrati. Selv stemmen på “verdens mest magtfulde mand”, USA’s præsident, kan slukkes med et klik. Vi går ind for ytringsfrihed, siger de liberal-konservative, men du skal bare ikke bruge den på en måde, der reelt undergraver vores orden. Således indsnævres rammerne for, hvad man kan sige i disse år ind med de liberal-konservatives velsignelse. Ikke engang på dette kernepunkt holder den liberale ordens utopi.

Noget, der arbejdes hårdt på at ændre i disse år er kønnet adfærd. Vi har brugt store summer på at forsøge at udviske de naturlige forskelle mellem køn, og diskuterer i en uendelighed, hvad der skal til for at få mænd og kvinder til at opføre sig ens. Når kvinder alligevel søger mere ind på uddannelser for omsorgsfag end mænd, så omtales det som et problem. Ligesom man tilpasser fx ingeniørstudiet, så det bliver mere tiltrækkende for kvinder ved at tilsætte nogle mere ”menneskeorienterede” fag, osv. Hele samtalen bygger på dén underliggende utopiske præmis, at kønsforskelle er strukturelle og menneskeskabte og kan fjernes, hvis der skrues nok på de rigtige knapper. De, der taler imod dette, beskyldes for at være bagstræberiske, middelalderlige og misogyne, uanset at de blot taler for den menneskelige natur.

Masseindvandringen er et andet sted, hvor den liberale utopis svaghed udstilles. Her forestillede man sig, at migranter ville tilpasse sig i høj grad, om ikke andet så efter en generation eller to. Virkeligheden har vist sig at være noget anderledes, og sådan noget som identitet har vist sig at have en styrke, som politikere og bureaukrater ikke kunne have forestillet sig. De senere generationer passer dårligere ind i vores samfund end de første generationer af migranter. Fejlvurderingen skyldes idéen om universalisme, altså at der er visse værdier – tilfældigvis det liberale samfunds – som er universelt gode, og at alle med deres indre moralske kompas vil kunne se dette, hvis de introduceres for dem. Men sådan gik det ikke. Den utopiske forestilling om universalismen fejlede, fordi den ikke tog udgangspunkt i mennesket.

Mennesker er nemlig ikke grundlæggende ens, men derimod grundlæggende forskellige. Der findes ingen fællesmenneskelig kultur. Universitetet var der, hvor jeg første gang fik sat skår i dén universalisme, som også jeg var varm tilhænger af i sin tid. I mine sidefag på Komparative Kulturstudier brugte jeg en del tid på at undersøge, hvad der egentlig var universelt for forskellige kulturer, og det viste sig, at det ikke var særligt meget, og at det egentlig heller ikke var særlig væsentligt. Mennesker er situerede væsener, der eksisterer i en tid på et sted. Vi er kulturvæsener, der aldrig bare er ”mennesker”, men altid prægede af en eller flere kulturer. Man møder aldrig bare et abstrakt menneske, men altid en konkret svensker, franskmand eller kineser. Vores etnokulturelle identitet er noget, vi bærer rundt på, og den er ikke sådan at skifte ud. Netop denne manglende indsigt i et grundvilkår for den menneskelige eksistens er kimen til den mislykkede indvandringspolitik i Europa. Vi er jo alle mennesker – jo jo, men sandheden er, at så meget har vi ikke til fælles endda, og lukker vi store grupper ind, som vi har gjort, så skaber det store problemer både for migranterne og de modtagende nationer.

Mennesker er med andre ord ikke blanke tavler, hvorpå de sociale ingeniører kan skrive nye værdier, som de vil. Vi kommer ind i verden medbringende noget, og det sætter mange begrænsninger for det kulturelle rum. Hvad vi gør er et samspil mellem vores natur og omgivelser, og det er i det rum kulturen udfoldes. Således må al utopisk tænkning ophøre, og det politiske må tage udgangspunkt i vores væren. Dette er dén rod et højreorienteret politisk alternativ må have, hvis det skal kunne noget andet end blot at ende som management af det eksisterende.

En vision fra højre

De ansatser, der findes i dansk politik til en ægte politik fra højre, er oftest bygget på, hvad man er imod. Dansk Folkeparti har f. eks. i høj grad, og fuldt forståeligt, handlet om modstand mod masseindvandringen, modstand mod EU, etc. Det har givet mening på daværende tidspunkt, og jeg kan ikke understrege, hvor meget jeg mener, at vi skylder DF for, hvad de har gjort. Ikke desto mindre, så går livet videre og hvad der var relevant i går, er ikke nødvendigvis relevant i dag.

Hvad der har manglet er en positiv vision, og dermed hvad man har haft at byde på i forhold til det etablerede politiske system. Da Socialdemokratiet overtog den ”stramme udlændingepolitik”, endte DF med at stå uden at have meget at byde på, for hvorfor skulle man stemme på et parti uden en klar retning for Danmark, hvis man alligevel kunne få ”stram udlændingepolitik” alle steder, og endda en mere vidtgående én hos Nye Borgerlige?

Både DF og Nye Borgerlige, som jeg mener er de partier, der har noget at byde på i det danske politiske landskab i dag, mangler denne positive politiske vision. Det er på det seneste gået op for Dansk Folkeparti, at det er det, som der skal til. Her tænker jeg konkret på Messerschmidts snak om kristendom. De første spæde skridt mod en mere sammenhængende vision er ved at tage form, men den slags tager naturligvis tid. DF er langt fra at formulere noget, der ligner.

Nye Borgerlige virker for mig som et parti, der egentlig gerne vil opretholde status quo i nogen grad. De er stærke på udlændingepolitik, men meget af det andet er klassisk ”borgerligt” politisk gods. Her må man indse, at selv om vi får begrænset indvandringen kraftigt, sat skatterne ned og trådt ud af EU, så står vi stadig med enorme problemer, der har at gøre med den liberale utopi, som beskrevet ovenfor. Jeg er (ikke overraskende) af den mening, at NB gør det rigtigt godt i disse dage, og naturligvis en del bedre end DF, der stadig er ved at samle sig efter valgnederlaget. Alligevel mangler der også her en vision for noget andet end det vi har. Udviskningen af det danske folk og den danske identitet vil sådan set stadig foregå, hvis NB fik gennemført deres mærkesager i morgen. Bare en del langsommere, naturligvis. Der skal simpelthen mere til. Lars Boje Mathiesen har for nyligt talt om behovet for en ”borgerlig vision”, men det virker ærligt talt bare som den samme gamle liberalisme, som vi har set før – lavere skatter, mindre stat, osv. En vision må kunne vække en ild, og det kan flere penge til det enorme privatforbrug vi i forvejen har bare ikke.

Så hvad skal der til for at at skabe en vision fra højre?

Mod skal der til

Først og fremmest skal der mod til. Politikere til højre skal i højere grad have modet til at være upopulære og blive uvenner med folk. Hold op med at foregive, at hele blå blok er vores venner. En del af dem er og bliver vores modstandere, uagtet at man kan stemme sammen med dem nogen gange. Politikere til højre skal turde at være orienterede mod mere end her og nu, for det er nok et af de største problemer i politik i dag, at man kun tænker på det umiddelbare. Her kan man passende huske på Burke og hans idé om, at vi skal være orienterede mod generationerne før os og dem efter os, og ikke kun nutiden. Dette er en glimrende tommelfingerregel.

Man kan også passende her give en opsang til ”konservative ideologer” og andet godtfolk, der måske nok snakker højreorienteret, men reelt forfægter en centrum-venstre dagsorden. De hygger med debattører fra parasitklassen og bruger generelt deres tid på karriereplejende aktiviteter. Hvis man ikke har modet til gøre sig selv upopulær, fordi det kan skade ens karriere, så har man ikke sine prioriteter i orden. Danmark må komme først, og ja, det ødelægger altså den gode stemning. Man kan som bekendt ikke tjene to herrer. Det gælder også her.

Noget andet vigtigt er, at højresiden skal droppe den populære værdirelativisme, der stammer fra liberalismens maksime om at enhver er sin egen lykkes smed. Alt er ikke lige godt, og at lade folk tro, at det er lige fint, om man gør det ene eller det andet, er blot en form for ligegyldighed overfor sine medmennesker, forklædt som respekt. Nej, vi skal turde at sige, hvad der er det gode og hvad der er det dårlige. Det er ikke lige så godt at være fed og usund, som at være sund og rask. Det er ikke lige så godt at være solomor, som det er at være en familie med far og mor. Det er bedre, at dansk kultur er den dominerende i Danmark, end at det er amerikansk burgerkultur eller migrantkultur, der fylder. For bare at nævne lidt eksempler. Listen er lang. Kort sagt skal vi på højrefløjen have modet til at holde fast i værdierne.

En fornyelse kan, som jeg ser det, kun komme fra højre, givet at de utopiske ideologier har spillet fallit. Ethvert forsøg på endnu engang at lade sig inspirere af liberale eller venstreorienterede idéer vil udelukkende føre til mere forfald, befolkningsudskiftning og ødelæggende globalisme.

Hvordan kan man lade sig inspirere fra højre?

Det er fint med kritik, intentioner og retning, men konkret er jeg nødt til at blive, hvis denne tekst skal være til nogen nytte. I dette afsnit vil jeg derfor forsøge, at påpege en række konkrete punkter, hvor man med god grund kan lade sig inspirere af tanker fra højre.

Natur og miljø: Som jeg tidligere har skrevet andetsteds, så er højrefløjen i dansk politik håbløse, når det kommer til naturbeskyttelse: ”Højrefløjen har rent ud sagt svigtet den danske miljøpolitik og foræret dagsordenen til venstrefløjen, liberalister og EU-bureaukraterne, som udnytter den til mere centralisering og til at fremme andre dagsordener i forhold til økonomi, vækst og meget andet. Et af problemerne er, at man i høj grad har ladet sine positioner til miljø og klima være styret af en negation af venstrefløjen. Altså, når de har indtaget en position, så har man holdt sig for ørerne og indtaget den modsatte position.”

Jeg anbefaler, at man i stedet for at lade sig lede rundt af andre, tager udgangspunkt i mennesker og natur, og formulerer en politik baseret på dette. Jeg har skrevet indgående om dette i artiklen ”Der er brug for en miljøpolitik fra højre”, som du kan finde på mit eget website. 

Familie: Et af de steder, hvor der faktisk er sket lidt, er på familieområdet. Både DF og NB har budt ind med forslag, der giver mere mulighed for at passe børn selv frem for at sende dem i institution. Det er rigtigt godt, men slet ikke nok. Set fra højre bør man i stedet gøre mere for at fremme den traditionelle familie. Der er i disse år en stigende trend i forhold til at flere og flere overvejer, hvad der er vigtigt i livet og sjovt nok kommer mange frem til, at det IKKE er at sidde 40 timer om ugen på et kontor, men nærmere at være sammen med sin familie. Mange, især kvinder, ønsker dette, men har simpelthen ikke muligheden. At gøre de traditionelle valg nemmere, for ikke at sige mere acceptable, i et samfund, hvor man nærmest anses for at være fra middelalderen og en kønsforræder, hvis man gerne vil gå derhjemme, må bestemt være en opgave for en højrefløj.

Netop familien har det svært i disse år, både fordi mange af os bliver skilt, men også fordi der er en bevægelse, der arbejder for, at familien ”kan have mange former”. Her skal man have modet til at sige, hvad der er det gode, og at dette er den traditionelle familie, og ikke en eller anden selvopfunden regnbue-konstellation. Det vil helt sikkert falde nogen for brystet, men så må man have mod til det. Familien er grundstenen i vores samfund, og hvis ikke partierne til højre tør forsvare dette, så kan vi lige så godt bare opgive vores samfund.

Man kan med fordel se på andre lande i Europa, særligt østpå, hvor man giver incitamenter til at få flere børn til borgerne. Noget vi også har brug for her, hvor et af argumenterne for at importere mennesker fra udviklingslande åbenbart er, at de skal ”tage sig af os når vi bliver gamle”. Her kunne man måske finde en vej, der kunne føre til at vi selv lavede de ”nye danskere”.

Indvandring: Her er det jo et kerneemne for højrefløjen, men alligevel er det slet ikke vidtgående nok, som det ser ud i dag. Sagen er den, at de demografiske forandringer er så omfattende, at selv hvis vi lukkede hermetisk for indvandringen i morgen, ville andelen af migranter og efterkommere bare vokse og vokse. Småting som at ”flygtninge ikke skal være her for evigt” og den slags duer bare ikke. Nej, der skal være en vision for udvandring af de tilkomne, såkaldt remigration. Det er selve Danmarks eksistens der er tale om, så hvorfor har man ikke det mål at der skal være langt færre migranter og efterkommere end i dag? At stoppe tilstrømningen er fint, men det løser ikke problemet. Danmark kommer simpelthen til ikke at eksistere i fremtiden, hvis ikke vi påbegynder tilbagevandringen, og hellere i dag end i morgen.

Mindre fokus på vækst: I Danmark har vi det ganske udmærket. Ja, vi mangler ikke noget. Alligevel er der kun fokus på økonomisk vækst, der nærmest dyrkes som var det en religion i dag, uanset, at det ikke gør os gladere eller kommer vores efterkommere til gode. Et samfund, der har større fokus på beskyttelse af natur, på familie og andre traditionelle værdier, kan ikke være slave af økonomien. Tværtimod må økonomien nærmere tjene os, så vi kan fremme det samfund vi ønsker. Som man siger: Det er godt med markeder, men et markedssamfund er ikke ønskværdigt.

Vær kritisk overfor kapitalismen og forbrug: Nominelt konservative og liberale har i årevis tjent arbejdsgiveres interesse. Os på højrefløjen bør være langt mere skeptiske og forstå, at det, som gavner arbejdsgivere, ikke nødvendigvis gavner hverken danske arbejdere eller Danmark som helhed. Dansk Arbejdsgiverforening taler f. eks. gerne for masseindvandring, for købmanden er ligeglad med om hans arbejdere hedder Ali eller Flemming, bare pengene kommer ind.

Netop i disse år kan vi også se den såkaldte ”woke kapitalisme”, der, med inspiration fra USA, arbejder aktivt for at nedbryde vores værdier og identitet. Et godt nyligt eksempel på dette er reklamen fra SAS, der handlede om at vi ikke havde noget, der var vores i Skandinavien, og i stedet satte de en globalistisk fortælling. Men der er mange eksempler man kan se på, blandt andet, hvordan stort set alle større firmaer omfavnede Black Lives Matter, eller den voldsomme mængde af regnbueflag, som man finder hos alle fra Nykredit til Seven Eleven hvert år ved Pride-tid.

For den grænseoverskridende kapitalisme er den perfekte forbruger ham, som ikke ved, hvem han er. For han vil forsøge at skabe sig en identitet igennem forbrug, snarere end at hvile i sin organiske identitet formet af hans væren. Forbrugssamfundet står i modsætning til det rodfæstede, og er dybt skadeligt på mange måder. Også her skal man ikke være bange for at sige, hvad der er godt og hvad der er dårligt.

Beskyttelse af danske virksomheder: Som jeg skrev lidt om tidligere, så behøver man blot gå ned ad en gade i Danmark, for at se et væld af de samme kædebutikker, som man kender fra udlandet. Samtidigt så forsvinder den mangfoldighed af danske forretninger, som vi tidligere har set. Det samme gælder for meget produktion, der er flyttet udenlands, og herved har vi mistet meget know-how. Kultur er også virksomhedskultur.

I stedet for dyrkelsen af frihandelens velsignelser, bør vi værne om danske produktionsvirksomheder og vores forretninger. Man kunne f. eks. begrænse internationale kæders indtog i Danmark. Det er ingen naturlov, at de skal ligge her. Ligeledes kunne man også forsøge at gøre mere for at beholde flere produktionsvirksomheder herhjemme. Corona-krisen har netop vist os, hvor fatalt det kan være, når alt er rykket udenlands.

Danmark er et land, der i princippet kunne være selvforsynende med basale fødevarer. Her kunne man også fremme og belønne dansk produktion, hvis man ville.

Sidst, men ikke mindst, bør man støtte dansk traditionelt håndværk, så det bevares. Der er mange ting vi har mistet, fordi man ikke har set værdien af det i markedssamfundet, men håndværk er ikke bare til nytte, men også en del af vores kultur. Lad os stoppe det videnstab, som vi har set i årevis.

Idéer af denne slags går naturligvis stik imod idéen med EU og andre globalistiske tiltag. Men vi kommer bare ikke uden om, at hvis vi skal have et Danmark udenfor storbyerne, så skal der også være noget folk kan leve af – et produktionsdanmark, der skal genrejses.

Væk med centraliseringen: Danmark er i høj grad blevet centraliseret. Både politisk set, eftersom kommunerne nærmest intet har at sige, men blot skal rette sig efter, hvad der udstikkes fra Christiansborg, men også demografisk set. Vi strømmer til storbyerne og samler os dér. Begge dele er dårligt for Danmark. De små samfund dør og vi mister noget, når dét sker.

Politisk set bør man arbejde for at få magten tilbage til lokalsamfundene. Lad kommunerne bestemme selv, og lad Christiansborg kun blande sig når det gælder ting, som kommunerne ikke kan bestemme alene. At lade dem, der er tættest på konsekvenserne af beslutningerne bestemme selv, er et sundt konservativt princip.

Med udflytningen af offentlige arbejdspladser forsøgte man at gøre noget for de mindre samfund. Intentionen var god nok, men resultatet var måske ikke så overbevisende. Hvis samfundene uden for byerne skal bestå, skal det være attraktivt at bo der, og det kræver forskellige ting, ikke mindst arbejdspladser. Netop det, at der er produktionsvirksomheder rundt omkring i landet, er med til bringe liv. Når vi lader al vores produktion foregå i Kina, eller hvor der nu er billigst i denne uge, så kan de små samfund ikke bestå. Derfor hænger denne del af decentraliseringen uvægerligt sammen med den politik, der har at gøre med beskyttelsen af danske virksomheder.

Udover dette er der naturligvis meget man kan gøre i form af støtteordninger, etc. hvis man virkelig ønsker at genbefolke de landlige dele af Danmark.

Styrk dansk identitet: I dag kender unge mennesker på ingen måde deres egen historie. Selv mennesker der er omkring de 50 har lidt under et skolesystem, der ikke har prioriteret kendskab til egen baggrund, for det røg ud allerede i halvfjerdserne. Det er ikke blevet bedre siden, og i skoler i dag lærer man at lave gruppearbejde, at præsentere og ”lede sig selv”, men man lærer ikke sin historie at kende. Til gengæld kan man være heldig at have projektuge om børnearbejdere i Bangladesh eller noget andet uvedkommende. Man lærer med andre ord ikke nogen brugbar viden i dag i skolen, men kun metoder.

Gør viden vigtig i skolen igen, med fokus på kendskab til egen kultur, historie og traditioner. Sørg for at børnene får et indgående kendskab til dansk historie, danske sange og salmer, dansk litteratur og poesi, og lad os fejre de danske traditioner. Kristendom bør være et obligatorisk fag, og ikke som i dag, hvor det kan vælges fra. Også dem, der ikke er kristne, har brug for at have kendskab til kristendommen, fordi det er en vigtig del af vores kultur.

Højrefløjen har i al for høj grad overladt Folkeskolen til flippere, for at sige det rent ud, og resultatet er blevet derefter. Lærer man noget i Folkeskolen i dag, er det fordi man har været så heldig at få en god lærer, og nærmere på trods af skolen, snarere end på grund af den. De ovennævnte emner er et godt sted at starte for en mindre revolution af den danske folkeskole, og et opgør med rundkredspædagogikken.

Styrkelsen af dansk identitet behøver ikke begrænses til skolen. Sørg for at vore højtider fejres vidt og bredt, styrk dansk kultur og tradition fra håndværk over musik og til madlavning. Man kan med fordel overveje, hvordan det kunne blive noget, der kunne tænkes ind overalt i samfundet.

En plan for europæiske samarbejde: Det er ikke nok, at ville ud af EU. Hvad skal der ske, hvis vi forlader EU? Hvad er planen? Sagen er, at vi i Europa har brug for hinanden i meget høj grad. Især os små lande, har brug for at stå sammen med andre. Hvis man er seriøs omkring at forlade EU, så må man også have en plan for, hvordan et alternativt europæisk samarbejde kan se ud. Her mangler vi for alvor vision.

Lad os fremme det sociale: Velfærdsstaten er populær blandt danskere, men solidariteten kommer stille og roligt til at falde fra hinanden, efterhånden som vi får flere og flere mennesker med radikalt anderledes baggrunde og arbejdsmoral ind i vores land. Hvis vi gerne vil have et offentligt sundhedssystem, et socialt sikkerhedsnet og alt det der, så må vi indse, at det kan man ikke have uden sammenhængskraft. Set fra højre må enhver for form for socialt orienteret økonomi bygge på et fællesskab i form af et folk. Også dette, at have disse goder for danskere i fremtiden, er en vision, der kan bygges  videre på.

Start en debat om, hvad Folkekirken skal: Det er ikke kun skolerne, vi har overladt til flipperne. Det samme gælder Folkekirken. Dansk Folkeparti har stille og roligt startet en debat om kristendom i det danske samfund, hvilket er et fint første skridt. Kirken burde egentlig være højrefløjens domæne, men det er nærmere blevet de ugudeliges. Når kirke og stat nu engang er forbundne i Danmark, er det naturligvis helt rimeligt, at vi taler om, hvad vi vil med kirken på et politisk plan. Det har jo vist sig, at kirken i høj grad er en politisk spiller. Som eksempel var jeg på 800-årsdagen for Dannebrogs nedfalden fra himmelen, til en festgudstjeneste i Københavns Domkirke. Her blev vi ikke sparet for politiske budskaber om flygtninge og den slags. Selv på denne dag, der burde være en folkelig festdag, skulle der sniges marxistisk inspireret propaganda ind i kirken. Det var særdeles upassende. Her skal højrefløjen have modet til at lægge en anden retning for kirken. De venstreorienterede fra hele det politiske spektrum har kuppet kirken for længst, fordi ingen rigtigt gjorde modstand. Det er tid til at tage den tilbage.

Vid hvem din modstander er

Således har jeg givet min kritik af det liberal-konservative management-kompleks og kommet med en række bud på de områder, hvor man med fordel kan udvikle højreorienteret politik. Tiden er knap, skulle jeg mene. Ikke mindst på indvandringsområdet, hvor vi med hastige skridt bevæger os i den samme retning som vi har gjort siden masseindvandringens begyndelse. Andelen af ikke-vestlige er kun stigende, og hver gang den vokser mister vi lidt mere af Danmark. De borgerlige, der ikke er villige til at gøre noget ved det, er ikke vores venner. De er vores modstandere, for de vil i bund og grund ikke bevare Danmark.

Det er tid til at holde op med at hygge sig med sine modstandere. Den gode stemning må ophøre, for hvordan skal man forklare nogen situationens alvor, når man samtidig lægger selfies fra Toga op på de sociale medier, hvor man smilende drikker om kap med dem, der arbejder for at lægge Danmark i graven?

Er man orienteret imod konservative holdninger, må man indse, at den tidligere alliance mellem liberale og konservative er uholdbar. Der er ikke mere at hente hos hverken de liberale eller venstrefløjen, som ellers er stederne, hvor konservative i årevis har hentet deres inspiration. Hvis man gerne vil ud af den ”borgerlige krise”, må man gøre op med selve idéen om et borgerligt fællesskab og kende sine fjender fra sine venner. Politik skal ophøre med at være management og i stedet blive til en ægte kampplads. Det skylder vi både vores forfædre og vores efterkommere.

Daniel Beattie
+ posts

Dette gæsteindlæg er skrevet af Daniel Beattie, der driver den patriotiske blog/vlog 'Storm over Europa'.