Frihed er ikke en højreorienteret værdi – konservativt kampskrift for pligt og orden

Over en bred kam bekender politikere og meningsdannere fra begge fløje sig i dag til frihedens kult som vi kender den fra 1700-tallets franske liberalisme med senere mutationer. Hos borgerlige er det nærmest den eneste værdi, man kan forfægte, idet der kæmpes for frihed fra høje skatter, bureaukrati og lign., mens forslag, der indebærer anvendelse af statsmagt eller en indskrænkning af individets handlemuligheder – det være sig ved alt fra indskrænkninger af muligheden for at forgifte sig selv ved rygning til et forsamlingsforbud under en global pandemi – rutinemæssigt fordømmes som socialisme og diktatur. Venstrefløjens paroler om fx frit kønsskifte ud fra den enkeltes selvopfattelse, bygger på en idé om, at intet menneske må bindes af sin baggrund i form af kultur, biologi eller ’undertrykkende’ normer og traditioner. Friheden bliver for disse et forskønnende mærkat, de kan klistre henover deres kamp for at dekonstruere vores samfundsform, og socialister går således hånd i hånd med liberale på deres fælles vej mod at skabe det atomiserede individ, der ikke blot er ’frit’, men frigjort, og som med sin identitetsløshed er den perfekte socialist i det udifferentierede, multietniske samfund, henholdsvis forbruger på det frie marked.
Under den franske revolution – hvorfra begreberne ’højre- og venstreorienteret’ stammer – var venstrefløjen de liberale ekstremister, der sad i venstre side af parlamentet, og som støttede lighedsprojektet, oprøret mod den traditionelle orden og massemordene på heterodokse, der ikke ønskede at deltage i liberalismens ’broderskab’. Parlamentets højrefløj forsvarede kongen, religionen og det bestående, der havde vist sit værd, i modsætning til en ødelæggelse og følgende konstruktion af et nyt samfund fra bunden ud fra ’fornuften’ alene. Såvel moderne liberalisme som venstrefløjsideologier har således deres aner i en oprørsbevægelse og et tankesæt, hvis bærende idé er afvisning af orden til fordel for ’frihed’.

Der fremlægges i dag intet konsekvent forsvar for det konservative standpunkt, der nødvendigvis må være reaktionært og kommunitaristisk, og som tager udgangspunkt i de principper, vores intellektuelle forfædre hævdede i kampen mod de liberale omstyrtere:
Det højeste gode er ikke en abstrakt ’frihed’ forstået som det totale fravær af begrænsninger for individets handlemuligheder, men et harmonisk samfund karakteriseret ved orden og sammenhængskraft. At vores ophav sætter os i en ramme og begrænser vores frihed er ikke blot en realitet, men decideret positivt. Civilisationer bygges ikke af rettighedsnydere, men af folk, der påtager sig ansvar og ofrer sig for fællesskabets bedste. Som konservative må vi bortkaste den liberale frihedstilbedelse og modvilje mod at anvende staten til at opnå vores mål. Hvad end det er spørgsmål om at facilitere et mere moralsk samfund ved at slå ned på fx narko og prostitution, eller det er Big Tech-selskabers censur af konservative, skal vi lægge øre til angiveligt højreorienterede fremføre liberale klichéer om, at ”staten ikke skal blande sig”, hvis den enkelte fx vil ryge crack, eller multinationale giganter vil monopolisere den offentlige debat.

Karakteristisk for den liberalisme, der har inficeret den danske højrefløj, er en mental blokering af muligheden for at fremsætte positive visioner for, hvordan samfundet skal se ud. Man forfalder til at nøjes med kritik af, hvad man er imod – masseindvandring, islam, socialisme – og måske kan man mønstre nogle paroler om et værdineutralt, indholdsløst samfund og stat, men friheden er et tomt bæger – det må fyldes med noget for at have værdi, og som højreorienterede er vi nødt til at afvise relativismen og fortælle danskerne, at det ikke er ligegyldigt, om bægeret fyldes med eddike eller altervin.
Det er på tide at slå en pæl gennem hjertet på denne fuldstændig tandløse borgerlighed, der i sin grundvold er venstreorienteret, som viderefører et tankesæt, der har forrådnet de vestlige nationers strukturer, siden de liberale oprørere for godt 250 år siden myrdede Ludvig XVI og iværksatte dekonstruktionen af kirke, tradition og orden, og som endelig i nyere tid har indoptaget præmisserne fra 1968 frem for at afvise dem i deres helhed.

I modsætning til at dyrke frihedens afgud, der langsomt men sikkert har nedsænket vores civilisation i den nihilistiske sump, må vi højreorienterede således i stedet omfavne en selvsikker, reaktionær nationalkonservatisme og betone pligten; pligten til at videreføre og dyrke vores traditioner, identitet, kristendommen, den danske kultur og pligten til at overholde generationskontrakten såvel med vores forfædre ved at hædre dem og deres bedrifter, frem for at fordømme dem fordi deres livssyn ikke ville være moderigtigt i dag, som med vores efterkommere, der skal arve vores stolte nation.

Når vi besinder os på at gøre, hvad der skal gøres, for at revitalisere vores civilisation, må liberale dogmer, der som en parasit har fasthæftet sig på nutidens konservatisme, ikke blokere for de tiltag, der er nødvendige for at genrejse et traditionelt, ordens-præget og kristent Danmark.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.