’Fra min aske genfødes jeg’ – patriotiske erfaringer fra den græske uafhængighedskrig (1821-29)

For 200 år siden krydsede Alexandros Ypsilantis, der var en ledende figur i organisationen Filiki Eteria (’Vennernes Forening’) – hvis formål var at etablere en uafhængig græsk stat – Prut-floden ved landsbyen Sculeni på grænsen mellem hvad der i dag er Moldova og Rumænien. Med sig havde han en styrke bestående af frivillige, unge diaspora-grækere, der udgjorde hans ’Hellige Skare’, som var baseret på regimentet af samme navn fra det 4. århundrede f.Kr. Hermed påbegyndte han et 8 år langt, bittert, langtrukkent, men i sidste ende succesfuldt oprør mod det islamiske Osmannerrige, der havde undertrykt grækerne i omtrent 400 år.
Krigen er en vigtig historisk begivenhed, der særligt for nationalkonservative bør være en kilde til inspiration i kraft af grækernes heltemod i kampen mod tyrkernes overmagt. Derudover finder vi i begivenhederne en række vigtige lektier, som jeg vil gennemgå i det følgende, vigtigst af alt, at når kampen handler om vores folks eksistens, er overgivelse ikke en mulighed.

Vi kan som højreorienterede i 2021 tage ved lære af de græske patrioter, der for to århundreder siden sluttede sig til Ypsilantis’ fane, som på sin ene side bar et billede af fugl føniks samt ordene: ΕΚ ΤΗΣ ΚΟΝΕΩΣ ΜΟΥ ΑΝΑΓΕΝΝΩΜΑΙ – ”Fra min aske genfødes jeg”, der således symboliserede en revitaliseret græsk nation.

Alexandros Ypsilantis krydser Prut-floden med sin ‘Hellige Skare’ i februar 1821.

Undervurdér ikke de få fanatikere

Indledningsvis er det værd at bemærke, at den græske uafhængighedskrig – som så mange andre store omvæltninger i historien – ikke begyndte som en bred folkebevægelse hvor alle deltog på lige fod, men med en lille gruppe ekstremt motiverede og dedikerede mænd. Filiki Eteria var organiseret som en hemmelig loge og havde i de første år af sin levetid kun få medlemmer. Det ville forekomme absurd hvis man i 1814 spåede, at gruppen ville lykkes med at befri grækerne fra et på sin vis svækket, men dog enormt ressourcestærkt imperium, der herskede over områder helt fra Serbien til Irak. Det var ikke desto mindre de få, der var viljestærke og visionære, som tændte uafhængighedens ild i folkets sind. Masserne vågner ikke op af sig selv – de skal inspireres og anspores af handlingens mænd.

Patriark Germanos III af Patras velsigner den græske fane og proklamerer oprøret i Grækenland i marts 1821 – maleri af Theodoros Vryzakis

Overgivelse er ikke en mulighed

Dernæst må man konstatere, at revolutionens første fase slog fejl. Som ovenfor beskrevet begyndte oprøret i februar 1821 i et område i nutidens Rumænien, der på daværende tidspunkt var en tyrkisk vasalstat. Ypsilantis’ plan var at danne fælles front med nationalsindede rumænere og anspore alle kristne folkeslag på Balkan til at slutte sig til oprøret. Man kunne imidlertid ikke opnå et fungerende samarbejde med rumænerne og den russiske hjælp, man håbede på, udeblev. Osmannerne havde ligeledes større held end antaget med at få mobiliseret soldater, der kunne sendes til området, og Den Hellige Skare blev nedkæmpet. Oprøret kunne på dette tidspunkt ligne det fejlslagne Orlow-oprør (1770-1), hvor russerne heller ikke leverede.

Selvom Ypsilantis led nederlag, førte hans handlinger til, at folket i selve Grækenland, navnlig på Peloponnes, rejste sig i kampen mod tyrkerne. Konflikten blev en mangeårig affære, hvor krigslykken bølgede frem og tilbage, og grækerne gik fra monumentale sejre, som da de med 8-10.000 mand udslettede en dobbelt så stor tyrkisk styrke i Dervenakia-passet, til katastrofale lavpunkter, som da de senere i krigen mistede hovedparten af deres territorium, inklusive Athen, idet sultanen tilkaldte hjælp fra sin egyptiske vasal. Forunderligt nok var visse af revolutionens store nederlag med til at sikre den endelige sejr. Tyrkernes massakre på civilbefolkningen på øen Chios, henrettelsen af Konstantinopels ortodokse patriark og tabet af byen Mesolongi efter tre belejringer var alle med til at galvanisere modstanden mod den islamiske overmagt. Derudover vakte de forargelse i resten af Europa, hvilket ledte til stadig større sympati for oprøret. Grækerne fortsatte med at kæmpe for deres sag – for deres folk og deres religion – selv da det så sortest ud. Dette er en mentalitet, der i dén grad er tiltrængt blandt os, der er højreorienterede dissidenter. Missionen fortsætter selv efter censur eller valgnederlag.

‘Udfaldet fra Messolonghi’ (malet 1853). Den tyrkisk-egyptiske belejringsstyrke havde fået kendskab til grækernes plan om at kæmpe sig igennem indeslutningen for at få kvinder og børn i sikkerhed – kun få tusind lykkedes med at bryde igennem, mens en stor del af de overlevende begik selvmord for at undgå at blive solgt som slaver.

Enten hænger vi sammen, eller også vil blive hængt separat

Sådan sagde Benjamin Franklin eftersigende i forbindelse med underskrivelsen af den amerikanske uafhængighedserklæring. Ordene er lige så relevante for grækerne i 1800-tallet som for moderne reaktionære. Nogle år inde i konflikten førte uenigheder mellem oprørets militære ledere og den civile regering såvel som regionale forskelle mellem Peloponnes og central- Grækenland samt øerne, til to borgerkrige i perioden 1823-1825, der blev udkæmpet samtidig med oprøret mod osmannerne. Dette var selvsagt en eksistentiel trussel mod uafhængighedsprojektet, og førte da også til en markant svækkelse af de græske styrker. Ligeledes er lektien åbenlys: Samhørighed er en forudsætning for sejr – det gælder uanset om vi taler om grækerne eller patrioter i det 21. århundrede.

Også europæisk solidaritet må der til. Den græske uafhængighedskrig endte formentlig kun med en græsk sejr fordi visse af Europas stormagter – Storbritannien, Rusland og Frankrig – greb ind på oprørernes side. Med søslaget ved Navarino (1827), hvor de nævnte lande knuste en tyrkisk-egyptisk flåde, samt Ruslands krigserklæring mod og efterfølgende sejr over Osmannerriget (1828-29), kunne Grækenland endelig opnå fuld uafhængighed.
På samme måde er vore dages kamp i endnu højere grad et fælleseuropæisk anliggende, idet vi næppe kan modstå migrantinvasionen fra den tredje verden, EU’s og USA’s liberal-imperialisme eller islamiseringen uden at stå sammen med vores ligesindede i resten af Europa.

Lad os her i 200-året for begyndelsen på grækernes heltemodige kamp, i denne skæbnestund for Europa, reflektere over disse ord fra den græske hærfører Theodoros Kolokotronis (1770-1843):

”Vort folk er blevet korsfæstet mange gange før, men her står vi; endnu i live.”

‘Taknemmelige Hellas’ ( malet 1858) af Theodoros Vryzakis
+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.