Fra 275.000 til 550.000

I årene 1983 til 2001 førte dette land en liberal udlændingepolitik, siger både tilhængere og modstandere af denne. Siden år 2001 har dette land så vedtaget og gennemført en stram udlændingepolitik, den strammeste i Vesteuropa. Således siger langt de fleste tilhængere og alle modstandere af en sådan politik.

Dét med den liberale udlændingepolitik frem til 2001 er sandt nok. I bakspejlet kan vi konstatere, at i disse 18 år blev grunden lagt til en fuldstændig forandring af dette land. Det kan vi sige med sikkerhed, fordi der ikke siden 2001 er blevet ført en stram udlændingepolitik. I stedet er den liberale udlændingepolitik fortsat, men denne gang – de seneste 20 år – kaldt noget andet end liberal, nemlig stram.

Hvordan er et sådant bedrag muligt? Lad os se på det trin for trin og lad os derfor begynde i 1983.

I juni 1983 besluttede et meget stort flertal i Folketinget, at Danmark skulle have en ny udlændingelov, der gav retskrav på asyl og familiesammenføring efter regler, der fra første færd gjorde det klart, at hundrede tusinder fra den tredje verden ville søge hertil og ende med at få opholdstilladelse og i de fleste tilfælde senere statsborgerskab.

Dette stod lysende klart allerede i 1983. Når et af klodens rigeste lande slår porten på vid gab, når noget så diffust som flygtningestatus er adgangsbillet, kan det ikke undre, at det vil blive udnyttet af uendelige strømme af denne verdens elendige. Når familiesammenføring til et af verdens rigeste lande alene er betinget af, at en allerede i Danmark bosiddende person med rødder i den tredje verden ønsker denne sammenføring med en person fra oprindelseslandet, kræver det ikke den højere matematiske forståelse af være klar over, at ligeledes uendelige masser vil søge hertil.

I mere end ti år efter 1983 var det kun marginaliserede stemmer som Den Danske Forening og Søren Krarup, der protesterede imod den førte udlændingepolitik. Fra ca. 1995 og fem år frem skete der imidlertid noget, der må kaldes en mindre sensation. Danmarks dengang største avismedie Ekstra Bladet publicerede mange hundreder af artikler, der handlede sig om konsekvenserne af den førte politik på udlændingeområdet. Der var tale om veritable føljetoner med titler som ”Godhedens pris”, ”De fremmede” og ”Moske, moske ikke”.

Ekstra Bladets chefredaktør siden 1974 var Sven Ove Gade. Efter længe at have ligget på linje med de øvrige medier, hvad angik udskamning af kritikere indså Sven Ove Gade, at udlændingepolitikken ikke kan sidestilles med andre politikområder, hvor det er relativt enkelt at omgøre forkerte beslutninger.

Ekstra Bladets fremragende journalistik i perioden 1995 og til år 2000 havde meget stor betydning. Ikke alene var Ekstra Bladet som nævnt en meget stor avis dengang. Avisens dækning af konsekvenserne af den førte udlændingepolitik pressede også de øvrige medier, trykte som elektroniske, til at behandle dette område med en del større hæderlighed, end tilfældet ellers ville have været.

Ganske vist fik Politikens (Ekstra Bladet hører ind under Politikens Hus) bestyrelse nok i år 2000 og tvang Sven Ove Gade væk fra posten som chefredaktør. Det forhindrede dog ikke, at ”skaden” var sket. Ånden var ude af flasken. Hr. og fru Danmark vidste godt, at den var gal. Det havde de måske nok vidst også før 1995, men det havde dengang været på et mere ubestemt niveau. Nu vidste de det fra landets største avis og sågar med mellemrum fra f.eks. TV2, der kunne vise jublende tørklædeklædte kvinder oven på grotesk lave domme for voldtægt mod en hvid dansk kvinde.

Resultatet lod ikke vente sig på valgaftenen den 20. november 2001. Højre side af Folketinget gik netto 19 mandater frem, idet Venstre gik fra 42 til 56 (og det største parti for første gang i mere end 75 år) og Dansk Folkeparti fra 13 til 22 mandater. De Konservative holdt skansen med 16, og så gjorde det mindre, at Fremskridtspartiet røg ud og mistede deres fire mandater.

Det i udlændingepolitikken ekstreme ”midterparti” Centrum Demokraterne gik under spærregrænsen for aldrig at komme ind igen.

Nu skulle der laves politik. Med et sikkert flertal på 94 mandater (endda uden Kristeligt Folkeparti og de nordatlantiske) kunne ingen venstreorienteret revolutionær fra Radikale Venstre, SF eller Enhedslisten forhindre VKO i at stemme deres vilje igennem.

Til at begynde med så det da også lovende ud. Det såkaldte de facto begreb for asylsøgere blev sløjfet, og familiesammenføring kunne kun finde sted, hvis begge parter var fyldt 24 år. Samtidig var der i årene efter disse stramninger en vis ”lavkonjunktur” i asylstrømmen, og tallene for 2002 og nogle år frem så derfor ganske pæne ud. Antallet og andelen af mennesker med rødder i den tredje verden var ikke vendt rundt og reduceret, men det virkede næsten, som om danskerne igen var blevet herrer i eget hus.

Også denne skribent lod sig lulle i søvn alt for længe. Der var faresignaler ret kort tid efter stramningerne i 2002. Bl.a. verserede der historier om, at familiesammenføringsreglerne blev undergravet ved at flytte adresse til enten Malmø eller Flensborg i en periode. Det var dog først med en dom fra den aktivistiske EU-domstol fra 2008, den såkaldte Metock-dom, at advarselslamperne for alvor begyndte at blinke.

Ikke så længe efter blev jeg tilknyttet Jyllands-Posten som blogger, og fra ca. 2010 begyndte jeg at undersøge, hvad statistikkerne egentlig fortalte. Selv efter et konservativt skøn var det alarmerende læsning. Det var åbenbart, at VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti alene havde opnået at bremse stigningstakten, ikke den ikkevestlige indvandring som sådan. Resultatet kan aflæses i dag, når vi sammenligner med år 2001.

For 20 år siden var der omtrent 275.000 personer med ikkevestlig baggrund i Danmark. I dag er dette tal mindst fordoblet til 550.000. Flere og flere ikkevestlige falder i øvrigt ud af statistikkerne, fordi Danmarks Statistik normalt regner dem for ”danskere” fra tredje generation.

Der er med andre ord ingen tvivl om, at det kun går én vej, nemlig den, som hønsene skraber. I Ishøj, den hårdest ramte af alle kommuner, er omtrent 35 pct. af indbyggerne af ikkevestlig herkomst, men samme gruppe står for mindst 55 pct. af børnefødslerne. På landsplan hedder de tilsvarende tal med et forsigtigt skøn 10 og 15 pct. Der er med andre ord ingen vej tilbage, hvis ikke der sker noget nyt.

Hermed har vi også afdækket Dansk Folkepartis nuværende elendighed. I perioden 2001 til 2019 havde partiet del i magten i 14 af de 18 år. Og hvad kan de se tilbage på? Såmænd at antallet og andelen af ikkevestlige kun er steget kontinuerligt. Flodbølgen i 2015-16 og undertegnelsen af Marrakesh-erklæringen i 2018 fandt bare sted, uden at DF gjorde andet end at råbe en tom protest, som Lars Løkke Rasmussen ignorerede uden at blinke.

Danmarks skæbne afhænger ikke af Dansk Folkeparti. Danmarks skæbne bestemmes af, hvad tilstrækkeligt mange i det danske folk gør.

Og at der skal gøres noget andet og mere, end tilfældet var i perioden 2001-2019, er der ikke tvivl om.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.