Formålet med myten om det ultrakapitalistiske USA

Kan du genkende følgende?

En borgerlig politiker beklager sig over, at det offentlige opkræver for meget skat og bruger pengene på gøglet og ineffektiv vis. Han formaster sig til at foreslå, at visse offentlige ydelser, fx sundhedspleje, i stedet bør overlades til det private. Dette synspunkt gennemhulles straks af et uantasteligt retorisk spørgsmål: “Synes du hellere, at vi skal have et ultrakapitalistisk system som USA?”. Bekendt med skræmmehistorier om dyre private sundhedsforsikringer trækker den borgerlige slyngel typisk i land og mumler noget teoretisk om, at der på sigt er råd til mere offentlig velfærd, hvis skatten hypotetisk set blev sænket en smule (hvilket den i praksis aldrig bliver).
Jeg har i et tidligere indlæg nævnt, at alle samfund har myter (overnaturlige såvel som verdslige), der cementerer eksisterende magtforhold og afgrænser hvilke tanker, det overhovedet er muligt at tænke. Hvis du fx kan få dine politiske modstandere til at tro på dine myter, kan de let uskadeliggøres. Man kan endda sige, at det er evnen til at pådutte andre de myter, der bruges til at fortolke virkeligheden, som definerer selve det at have “magt” – vil du hellere vælges til statsminister eller trække i de håndtag, der afgør, hvilken slags statsminister vælgerne ønsker?
Med dette in mente står det klart, hvorfor det er nyttigt at genoverveje de synspunkter, som vi alle tager for givet – uanset om det gælder den danske velfærdsstat eller Guds eget land.

Er USA ultrakapitalistisk? Med dette begreb forestiller de fleste sig nok en slags ekstremistisk, Anders Foghsk minimalstat, hvor skatteprocenten højest er étcifret (helst med et nul og et komma foran) og hvor den offentlige sektors eneste ydelse er en telefonsvarer, der automatisk undskylder for at spilde folks penge ved fortsat at eksistere. Alt fra skolegang til sygepleje kræver kontant afbetaling; har du penge, så må du få, men har du ingen, så må du gå!

Det kan diskuteres om det amerikanske samfund nogensinde har fulgt en sådan model, men efter min mening er USA omkring år 1900 et land, der med få modifikationer kunne kaldes “ultrakapitalistisk”. Der var fx ingen indkomstskat, få forsvarsudgifter, relativt få eksempler på statslig firmastøtte og meget lidt offentlig socialhjælp. 

Dette ændrede sig med den såkaldte “Progressive” bevægelses ankomst. Denne bevægelse, som opnåede indflydelse i hele den vestlige verden (inkl. Danmark) bestod i USA primært af universitetsfolk, journalister, millionærfamilier, socialforvaltere og reformvenlige protestanter, der mente, at et ideelt samfund kunne skabes gennem statslig kontrol med økonomien, uddannelse, medieverdenen og sociale forhold ud fra “objektive”, “videnskabelige” principper. Under Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson havde store dele af den amerikanske elite allerede absorberet progressive synspunkter. Dette gjorde det let at indføre indkomstskat (som slet ikke fandtes før 1913), “rationel organisering af økonomien” (læs: konkurrenceforvridende særfordele givet til bestemte, velforbundne storfirmaer og fagforeninger på små erhvervsdrivendes bekostning), indgreb i oversøiske krige i demokratiets navn (tilfældigvis på den side, som havde købt massere af våben og forsyninger på kredit af førnævnte, politisk velforbundne firmaer), samt en offentlig centralbank for at “sikre en stabil pengeforsyning” (d.v.s. udplyndre sparsommelige indbyggere via inflation). 

Den nystiftede amerikanske centralbank forårsagende senere Den Store Depression ved trykke så mange nye penge, at de første til at modtage dem kunne byde aktiepriserne op på et kunstigt højt niveau. Da det gik op for folk, at de underliggende firmaer i virkeligheden hverken producerede eller solgte nok til at gøre deres aktier så værdifulde, styrtdykkede deres værdi med økonomisk kaos og arbejdsløshed til følge. For at rette op på konsekvenserne af dette uovertrufne politiske indgreb i økonomien, valgte den progressive præsident Herbert Hoover at indføre flere uovertrufne politiske indgreb i økonomien. Enorme infrastrukturprojekter (såsom dæmningen, der bærer hans navn) drænede arbejdskraft væk fra små, lokale iværksættere, mens krav om en høj mindsteløn og privilegier til fagforeninger betød, at kun storfirmaer havde råd til at ansætte arbejdsløse. Franklin D. Roosevelt gik til valg på at stoppe Hoovers løbske forbrug, men cementerede og udvidede dem i stedet, da han fik magten. For eksempel beslaglagde hans styre private opsparinger og betalte landmænd for at nedslagte og begrave tusindvis af kreaturer mhp. at holde fødevarerpriserne oppe (midt i en økonomisk krise, hvor folk knap havde råd til “ketchupsuppe“). 

Deltagelsen i Anden Verdenskrig førte via behovet for krigsmateriel til yderligere sammensmeltning mellem storfirmaer, staten og fagforeninger. Lovmæssig kontrol forbød fx lønkonkurrence, så firmaer måtte tilbyde at betale ansattes sundhedsudgifter for at tiltrække dem. Lovfæstningen af dette system gav i praksis bestemte forsikringsselskaber et kunstigt, statsligt monopol med høje udgifter til følge. Efter krigen sikrede den såkaldte “GI Bill“, at hjemvendte soldater fik tilskud til en universitetsuddannelse. Det lyder jo umiddelbart fornuftigt, men loven fungerede som det første i en lang række af offentlige tilskud til universiteterne, der gjorde dem i stand til gradvist at hæve priserne og sænke kvaliteten velvidende at staten enten ville betale regningen direkte eller tilbyde studielån, hvis størrelse og rente var ude af trit med virkeligheden. 

Under de to verdenskrige indgik progressivt uddannede intellektuelle, journalister og mediefolk et tæt samarbejde med det voksende statsapparat. Nogen skulle jo ordne alt papirarbejdet, føre statistik over de mange økonomiske tiltag, belære menige mennesker om deres nødvendighed, fordømme uvidende kritikere som reaktionære mosefund, levere “autentiske” krigsreportager, male propagandaplakater og så videre. Da Roosevelts styre sejrede i Anden Verdenskrig, var det let for europæiske progressive at samarbejde med sejrherrerne om at rekonstruere kontinentet ud fra “fremskridtsvenlige” idealer.  Sidenhen er omfanget af den offentlige sektor, medieapparatet og akademikerverden kun vokset på begge sider af Atlanterhavet. I dag har USA en indkomstskat på omkring 30%, en statsgæld på flere billioner dollars, tårnhøje udgifter til de offentligt finansierede sundheds- og uddannelsessystemer samt et uoverskueligt juridisk miskmask. I skyggen af dette svulmende progressive statsapparat visner små private aktører og absorberes af firmaer som Google, Amazon og Lockheed Martin. På overfladen er disse firmaer “private” og symboler på ultrakapitalisme, men reelt er de så afhængige af offentlige kontrakter, falske penge fra den statslige centralbank, der puster deres aktiepriser op, redningspakker, samt bureaukrati, som kvæler deres små konkurrenter, at de ligeså godt kunne skifte navn til “Lada”. 

Det gode spørgsmål er nu, hvorfor myten om det hyperkapitalistiske USA består selvom landets herskende klasse stædigt og med success har presset det i en mildest talt socialdemokratisk retning de seneste 100 år. Forklaringen er, at fortællingen opretholder de magtinstitutioner, som amerikanske progressive har skabt derhjemme og transplanteret til resten af verden. Internt i USA afgør medie- og akademikereliten hvordan politiske forhold fortolkes. Ethvert onde (selv dem, der beviseligt har rod i deres egne, samfundsopløsende påfund) tilskrives den “overvældende” indflydelse, som jævne amerikaneres værdier har – værdier som dyrkes af håndværkere, husmødre, lastbilchauffører, landmænd og så videre. Fordi disse afskyelige kulakker i ny og næ vælger en Ronald eller en Donald til at bo i et bestemt hus i en begrænset tidsperiode, kan den amerikanske elite retfærdiggøre nye progressive tiltag ved lade som om, at de og deres klienter er magtesløse rebeller, der kæmper imod overmagten. Ved at gentage myten signalerer deres europæiske vasaller loyalitet overfor den indflydelsesrige elite, hvis tanker har struktureret Europa siden Anden Verdenskrig. På symbiotisk vis kan amerikanske progressive pege på deres europæiske baghave og belære helotterne om dens paradisiske idyl. Nye progressive tiltag kan derved retfærdiggøres og skabe friske problemer, som kan anvendes til at motivere endnu flere tiltag af samme skuffe til lyden af rigelige europæiske bifald.

Myten om det ultrakapitalistiske USA består ikke, fordi de menneskelige båndoptagere som gentager den har skyggen af forstand på moderne amerikansk historie eller økonomi. Den udbredes, fordi reptilhjernen leverer et solidt skud dopamin, når man verbalt ydmyger en svag, modstandsløs fjende og samtidigt udviser loyalitet overfor vinderholdet. Så længe denne myte fortælles af såvel progressive som deres fjender, skal man ikke gøre sig noget håb om at stoppe “fremskridtets” hensynsløse fremmarch. 

* * *

Dette indlæg er skrevet af en gæsteskribent og er således ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Atterdag-redaktionens egen politiske observans.

Ole Krarup
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Ole Krarup, som skriver ph.d. i fysik.