Europa på den anden side

Det er forholdsvist banalt at konstatere, at den vestlige civilisation står i et vadested mellem det gamle og nye. Det gamle er stort set forsvundet for vore øjne over de sidste mere end 50 år, og det nye, som vi venter på, er tydeligvis ikke dukket op endnu.

Det er ikke så meget spørgsmålet, om vi skal begræde tabet af den gamle orden – l’ancien régime i en moderne udgave – som sagen er, at vi skal finde ud af, hvor vi er på vej hen, og hvordan vi kommer dertil på en måde, som det vestlige menneske kan leve med og af.

Den gamle verden anno før masseindvandringen kan ikke genskabes. Det virker måske tiltrækkende at kunne rulle tiden tilbage til dengang, hvor f.eks. denne artikels forfatter var barn i 1970’erne og kunne vokse op på den københavnske vestegn i Albertslund Kommune uden stort set at møde en indvandrer. Nå jo, der var en fra Jylland og dertil én pakistaner i niende klasse i skoleåret 1979/80.

Det er alt sammen lige meget nu. Vi vender som sagt aldrig tilbage dertil, men må i stedet se, hvordan vi kan gen- og omskabe et Danmark og et Europa, som danskere og europæere kan se som deres hjemland, som deres nationalstat og som deres fælleseuropæiske større hjemland. Forudsætningen for dette er naturligvis, at der finder omfattende hjemsendelser af utilpassede fremmede sted, men også når dette afgørende er opnået, er vi nået til et sted, som i hvert fald ikke bliver Europa anno dazumal.

Jeg trækker i det følgende bl.a. på de to tænkere Guillaume Faye og Dominique Venner, begge franskmænd og begge bortgåede i henholdsvis 2019 og 2013. Begge regnes de for højreradikale, og allerede her er der en interessant distinktion. De kan ganske rigtigt begge kaldes højreradikale, men det gjorde ikke, at de blev højreekstreme, ude på den anden side, hvor kragerne vender. I stedet gik de hver for sig til roden af problemet. De påpegede begge, hvor der var radikalt behov for nytænkning.

Lad mig begynde med Dominique Venner, som jeg kender mindst til af de to. Han var aktiv soldat i krigen i Algeriet, som Frankrig førte i perioden 1954-62 af grunde, der i dag aldrig nævnes, men som er afgørende for at forstå, hvorfor krigen blev så langvarig og så blodig. At den måtte ende galt for Frankrig, er så en anden sag.

Algeriet var ikke en del af det franske imperium i traditionel forstand. Algeriet var netop en koloni, et bosættersted for franske mænd og kvinder, der siden 1830’erne var vandret syd om Middelhavet for at finde et blivende hjem i Nordafrika. Det kan synes vanvittigt i dag og er det da også efter vor tids målestok – også en konservativ – men dengang var det ikke sådan.

Englænderne har historisk været de suverænt bedste til at danne blivende kolonier, som vi dag kender som USA, Canada, Australien og New Zealand. Også Sydafrika var en britisk bosætterkoloni, hvor englænderne sammen med de hollandske boere netop blev bofaste. Det er de i parentes bemærket ikke i mange år endnu.

For at færdiggøre historien om Frankrig og Algeriet – hvor op imod en million såkaldte pieds-noirs, etniske franskmænd, flygtede til det europæiske Frankrig i 1962 og årene umiddelbart derefter – dannede Frankrigs tab af den algierske koloni baggrunden for Dominique Venner, der efter at have kæmpet for den irregulære hær OAS pådrog sig et fængselsophold og derpå slog sig ned ikke mindst som historiker og modtog adskillige prestigiøse priser for sine arbejder.

Dominique Venners overordnede idé var, at Europa fra den irske ø og til og med Sibirien er befolket af en gruppe mennesker, der har så meget tilfælles, at det giver mening at tale om dem som et europæisk folk. Der er lavet en meget smuk video, som ligger på youtube. Titlen er: ”Hverken Lampedusa eller Bruxelles, vær europæer!”, hvor Dominique Venner i slutningen tilkendes den ære, som han bør have. Marine Le Pen hædrede ham efter hans selvmord i Notre Dame, et selvmord, der skete som en umiddelbar protest imod lovliggjorte ægteskaber af to personer af samme køn. Først og fremmest var Dominiques selvmord dog en hyldest til det Europa, som han var sikker på, ville genopstå.

Videoen på godt fem minutter viser det europæiske kontinents mangfoldighed og styrke, dets historiske sejre og dets evne til at hæve sig op til det sublime, hvad enten det drejer sig om arkitektur, landskaber, landbrug, madkunst, musik, digterkunst, forfatterskab eller forsvar mod ydre fjender.

Dette er Europa samlet set. Det er ikke nødvendigvis de enkelte europæiske nationalstater, som har lidt i større og mindre grad gennem historien ved at være under støvlen eller ved at dominere. Men det er samlet set Europa, inklusive Rusland, i al sin unikke fremtræden i verden. Det er Europa som noget partikulært, ikke som noget universelt.

Om muligt mere radikal end Dominique Venner var Guillaume Faye, som døde af kræft kort før sin 70-års fødselsdag. Det særligt ulykkelige var, at han alt for sent blev opmærksom på, at han var alvorligt syg, fordi han til det sidste skrev som en rasende på den bog, der blev hans sidste, og som i dansk oversættelse bærer den skæbnetunge titel Raceborgerkrig.

Guillaume Fayes karriere spændte vidt. På Dominique Venners opfordring tilsluttede han sig som helt ung GRECE, en etno-national tænketank ledet af Alain de Benoist. Siden da skiltes deres veje, og Guillaume Faye var i længere perioder almindeligt anerkendt og lavede i dele af 1990’erne radio og blev ofte interviewet på den statsejede franske tv-station France 2.

Efter disse år helligede Faye sig mere og mere skriveriet i bogform. I sine to bøger fra henholdsvis 2001 og 2004 – Hvorfor vi kæmper og Katastrofernes konvergens – beskrev han overbevisende, hvad der konstituerer Europa, og det er jo netop det europæiske menneske, den etniske europæer, som gennem tusinder af år har skabt og udviklet det europæiske kontinent.

Guillaume Fayes efter min vurdering mest overbevisende bog er tilbage fra 1998 og bærer den tilsyneladende selvmodsigende titel Arkaisk futurisme. (I parentes bemærket er disse fire nævnte bøger alle oversat til engelsk og udgivet på forlaget Arktos).

I Arkaisk futurisme indledes med mange af de samme betragtninger, som vi finder i de andre nævnte bøger. Hvad der skiller sig ud, er det sidste længere essay, som er skrevet som science fiction om et Europa i 2073. Det hedder ”En dag i Dimitrij Leonidovitj Oblomovs liv”. Det spiller naturligvis på titlen på ”En dag i Ivan Denisovitjs liv” af Aleksandr Solsjenitsyn.

Kort fortalt brød det gamle og trætte Europa sammen i 2010’erne, 2020’erne og 2030’erne, før kontinentet genskabte sig selv. Essayet kan læses på engelsk i sin helhed her.

Der er naturligvis masser af forudsigelser i essayet, der næppe vil holde vand i forhold til, hvad der vil komme til at ske. Det er heller ikke så vigtigt, fordi Guillaume Faye har en overordnet pointe, der meget vel kan vise sig at vise vejen ud af vores dødvande, nemlig skabelsen af den euro-sibiriske føderation i et Europa strækkende sig til Beringstrædet og omfattende 125 nationalstater.

Lyder det vildt? Det synes undertegnede i så fald også, men lige siden min første læsning af essayet har det slået mig, at det kunne være den vej, som det genfødte Europa skal bevæge sig ad. Og hvorfor nu det?

Fordi Europas ulykke i nyere tid har været kontinentets borgerkrige, kulminerende i den første og den anden verdenskrig, som efterlod et svækket Europa, der var delt og på så mange måder led ved sig selv. Central- og Østeuropa var faldet hen bag Jerntæppet, og allerede fra slutningen af 1940’erne begyndte Storbritannien sin etniske deroute ved at lade større og større grupper fra de tidligere kolonier slå sig ned i Storbritannien. Det samme skete for Frankrig fra 1950’erne og i Vesttyskland fra begyndelsen af 1960’erne med de såkaldte gæstearbejdere, der havde det med at blive hængende. Holland og Belgien fulgte samme mønster som Storbritannien og Frankrig, og senere kom de nordiske lande med, først med Danmark i spidsen for vanviddet, og nu i mange år med Sverige i det absolutte førersæde, hvad angår at afskaffe sig selv.

Vi skal bevæge os væk fra den afgrund, vi stirrer ned i i disse år, men hvad skal vi sætte i stedet? Vi skal have EU til at bryde sammen, men også her må vi se os om efter en form for fælles forsvarssamarbejde, når Nato i de næste årtier går op i limningen som følge af USA’s accelererende fald fra tinderne.

Det er her, at de 125 nationalstater kommer ind i billedet. Hvis de vest- og centraleuropæiske lande kan lave en strategisk alliance med Rusland, vil Europa kunne få de bedste fra begge verdener, den vesteuropæiske teknologi og Ruslands uudtømmelige naturressourcer. Frankrig og Tyskland vil være splittet op i en række mindre enheder, som historisk passer langt bedre til de forskellige temperamenter, der findes i f.eks. de nordlige og de sydlige dele af Tyskland.

Det vil som sagt langt fra komme til at forløbe præcis, som Guillaume Faye forudsagde i 1998, men hans tanker om, hvad der skal til for at generobre og genskabe et Europa, som europæerne kan kalde deres hjemland, er særdeles interessante og fortjener at blive husket.

Strukturerne i historien er næsten altid meget stærke, og det kan synes som om, at intet kan forhindre vores kurs på vej mod katastrofen. Det ændrer heldigvis ikke ved, at historien foregår i spring, og når det næste spring kommer, er det afgørende vigtigt, hvilke individer der træder frem på scenen, både herhjemme i Danmark og i det øvrige Europa.

Historiske tendenser fortsætter kun, indtil de ikke fortsætter længere. I den kommende tid må vores opgave derfor være at gøre os klar til, når omsvinget kommer.

+ posts

Morten Uhrskov Jensen er fast skribent for Atterdag. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet og er til daglig gymnasielærer.