Europa har svigtet Armenien og dermed sig selv

For en uges tid siden satte indbyggere i Republikken Artsakh, der ligger i området Nagorno-Karabakh i Kaukasien, ild til deres boliger. De boede i områder, der netop er blevet erobret af Aserbajdsjan eller som bliver overgivet til denne stat i december som følge af den russisk-mæglede våbenhvile, og da de – som det eksempelvis skete med tyrkernes invasion af det nordlige Cypern – ville undgå, at deres hjem blev besat af fremmede.
De er sammen med dé næsten 2500 armenske mænd og drenge, der faldt i kampene mellem september og november i år, blevet de seneste ofre for en islamisk aggression mod deres hjemland, der har stået på i tusind år.

Med rødder i Urartu-riget fra midten af det 9. århundrede f.Kr. til det tidlige 6. århundrede f.Kr. har armenierne beboet Kaukasien i tusindvis af år, og med Kong Trdat IIIs omvendelse til kristendommen i år 301 e.Kr. blev Armenien den første kristne stat i verden. Lige siden da har dette folk måttet forsvare både deres kristendom, status som stat og endda selve deres eksistens fra såvel oldtidens persere som arabere, sejluk-tyrkere, diverse muslimske iranske stater og osmannerne.
I et af kristendommens histories afgørende slag, slaget ved Avarayr i 451, lykkedes det en armensk hær, der var massivt i undertal, under folkehelten Vardan Mamikonian, at påføre perserne en pyrrhussejr, som fik dem til at opgive deres forsøg på at påtvinge armenierne zoroastrismen.
Måske den mest varige og for såvel armeniere som assyrere, grækere, georgiere og andre kristne folkeslag i Kaukasien og Lilleasien katastrofale udvikling i historien, var tyrkernes ankomst i 1000-tallet, hvor krigsherren Tughril førte sin nyligt islamiserede stamme af Oghuz-tyrkere fra Centralasien ind i Persien og underlagde sig store dele af Mellemøsten, hvorved Seldsjuk-riget blev grundlagt. Det var bl.a. disse invasioner, og det pres de lagde på østlige, kristne stater som Byzans, der fik middelalderens europæere til at tage korset på sig og drage af sted til forsvar for vores religion. En sådan reaktion ligger desværre meget langt fra, hvad Europa kan diske op med i dag.
Især efter 1200-tallets mongolstorm førte til yderligere tyrkisk migration vestpå, blev islamiserings- og tyrkificeringstendensen af det nuværende Aserbajdsjan styrket, med tilsvarende plyndringstogter, krige begrundet i islamisk jihad og udryddelser af armenierne til følge, sidstnævnte mest notorisk ved det armenske folkedrab i begyndelsen af 1900-tallet, hvor tyrkerne myrdede millioner af armeniere, grækere og assyrere.

Denne historiske baggrund er værd at have in mente når mange stater enten begrunder deres støtte til Aserbajdsjan – eller forbehold over for at støtte Armenien – med, at Nagorno-Karabakh, der med sin overvejende armenske befolkning ”ifølge international ret” tilhører Aserbajdsjan – et krav, der støttes på bolsjevikkernes overførsel af regionen til den Aserbajdsjanske Sovietrepublik i 1921 mhp. at spille de etniske grupper i Kaukasien ud mod hinanden.

Som nationalkonservative og kristne kan vi selvfølgelig ikke tillægge hverken Josef Stalins magtpolitik eller liberale vrangforestillinger om ’international rets’ ukrænkelighed nogen gyldighed i spørgsmålet om Nagorno-Karabakh og armenierne i Artsakhs ret til at genforene sig med deres landsfæller i Armenien. Lige så lidt som Preussen havde ret til de danske områder af Slesvig, lige så lidt kan der være retfærdighed i, at armeniere nu er tvunget til at brænde deres huse ned og flygte.

Det er en skændsel og et vidnesbyrd om de europæiske staters afmagt, mangel på identitetssans og fravær af kristen solidaritet, at Aserbajdsjan har fået lov til at tryne armenierne ved brug af syriske jihadister, milliarder i støtte fra stater som Tyrkiet og Pakistan og moderne våben fra samme lande samt Israel.
Skal den armenske kulturarvs skæbne i Artsakh i form af utallige, oldgamle klostre og kirker virkelig lægges i hænderne på en islamisk forbryderstat som Aserbajdsjan, så de – som det skete med Anatoliens kirker – kan blive lavet om til gede- og kostalde for tyrkiske hyrder, mosaikkerne knust eller dækket med mørtel, korsene ødelagt og ’allahu akbar’ skreget fra tagene? Kan det virkelig være rigtigt, at europæiske og kristne ledere intet gør for at forsvare vores religionsfrænder, der bliver udsat for samme islamiske jihad, som bliver ført mod os her i Europa, alt imens de betaler milliarder til Erdogan i afpresningspenge og leger (impotente) politibetjente i Asien ved at blande sig i problemer så fjerntliggende fra kristne europæeres interesser som graden af demokrati i Thailand eller Myanmars behandling af muslimske rohingya-oprørere?

I et Europa, der tog sig selv og sit ophav seriøst, var Aserbajdsjans islamiske krigstogt og Erdogans støtte til samme blevet mødt med en alvorlig reaktion, ikke blot opgivende nyhedsartikler. Dét Europa kæmper vi her på Atterdag for at skabe. Lad dette være sidste gang, vi svigter Armenien.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.