Estrup var offer for progressiv bagvaskelse

Fra 1866 til 1901 blev Danmark regeret på tyrannisk vis af godsejeren Estrup. Ved hjælp af “provisoriske” (d.v.s. midlertidige) finanslove, der fuldstændigt ignorerede Folketinget, styrede hans Højreregering landet på vilkårlig vis og undertrykte befolkningen med De Blå Gendarmer. Imod alle odds lykkedes det dog i sidste ende reformvenlige, frihedselskende kræfter at vippe Højre af pinden og gøre Danmark til et moderne, demokratisk land.

Denne skildring kan du sikkert genkende fra din tid i uddannelsessystemet. Sejrherrerne – det moderne gennembruds bannerførere – har skrevet den fra ende til anden. Hvis du har læst mine tidligere Atterdag-indlæg om Kanslergadeforliget og Augustlovene, har du måske på fornemmelsen, at den lyder en smule for heroisk til at være sand. Hvad er egentlig den anden side af sagen? Hvad motiverede højremændene og deres støtter? Hvordan kunne de være så dumme og snæversynede at kæmpe imod parlamentarismen og det spirende parlamentariske demokrati, der som bekendt er et ubetinget gode?

Efter nederlaget i 1864 vedtog man den reviderede Grundlov i 1866. Der oprettedes et Folketing med bred valgret og et Landsting med snæver valgret. De to ting skulle være enige for at kunne gennemføre love. Folketinget blev domineret af Venstre, mens Landstinget blev domineret af godsejere og overklassen, der senere formelt stiftede “Højre”. Fra Venstres synspunkt var Danmark et Konstitutionelt monarki, der havde accepteret parlamentarisme som legitimt. Folketingets sammensætning var derfor et udtryk for befolkningens interesser. Fra Højres synspunkt var Danmark et konstitutionelt Monarki, der fundamentalt accepterede kongens og den traditionelle elites særlige rolle i landets drift.

Den langvarige konflikt mellem de to ting opstod fordi Venstre forventede, at kongen havde anerkendt parlamentarismens legitimitet og derfor ville udpege ministre ud fra Folketingets sammensætning (d.v.s. gøre venstrefolk til ministre). Han valgte derimod at følge Grundlovens ordlyd og udpege sine ministre efter sit forgodtbefindende (d.v.s. gøre højrefolk til ministre). Da Folketinget (parlamentaristerne i Venstre) nedstemte finanslove, der skulle allokere midler til Københavns befæstning, valgte Landstinget med Estrup i spidsen at udstede midlertidige finanslove og lade kongen godkende dem (hvilket han grundlovsmæssigt havde ret til i nødstilfælde). Højre anså dette for ganske tilforladeligt; “Danmark er jo trods alt et monarki med et parlament – ikke omvendt!” Venstre anså det for et Grundlovsbrud; “Danmark er trods alt et parlamentarisk land med et monarki – ikke omvendt!”

Denne konflikt dominerede gennem slutningen af 1800-tallet. Venstrefolk landet over organiserede protester mod Estrups regering, og meldte sig ind i skytteforeninger. Opfordringer til voldelig revolution mod “grundlovsbryderne” var ikke uhørt. Estrup svarede igen ved at lade kritikere fængsle for majestætsfornærmelse (typisk i mindre end 12 måneder) og ved at etablere De Blå Gendarmer. Eftertiden, der kun har hørt parlamentaristernes udlægning, anser dette for dybt tyrannisk. Kort sagt anså højreregeringen Danmark for kongens private ejendom – en ejendom, de som hengivne undersåtter havde et særligt ansvar for at beskytte mod ideologiske fanatikere, der med billige kneb forsøgte at tiltuske sig den.

Gradvist eroderede opbakningen til Højre. Partiets liberale fløj nærmede sig Venstre og der var stigende opbakning til parlamentarismen som princip. Provisorietiden sluttede endegyldigt med systemskiftet i 1901, hvor Venstre kom til magten.

Hvad kan man sige om Danmark under Estrup? Var vores land en slags viktoriansk Nordkorea, som vi i eftertiden har fået indtryk af? Efter min mening er svaret nej. Lad os overveje, hvordan den menige danskers liv udviklede sig i løbet af provisorietiden. Gik han forhutlet rundt med bøjet nakke og gruede for Estrups jernnæve? Sandsynligvis ikke. Dengang som nu var de fleste danskere ganske uvidende om politik (hvis ikke knusende ligeglade) og langt mere interesserede i at passe deres arbejde og sætte mad på bordet.

Dette blev betydeligt nemmere i løbet af provisorietiden, hvor jernbaner, dampskibe og nye landbrugsmaskiner gjorde fødevarer, råstoffer og færdige produkter billigere end nogensinde før. Den stigende industrialisering betød, at flere danskere kunne undslippe opslidende, manuelt landbrugsarbejde og i stedet blive fabriksarbejdere i byerne. Alt dette medførte en stigning i befolkningstallet fra ca. 1.5 til ca. 2.5 millioner fra 1865 til 1901. Myten om at Danmarks industrialisering under en streng godsejer skulle have ført til usunde, livsfarlige Oliver-Twist-forhold for landets arbejderfamilier hænger ikke sammen med en befolkningstilvækst på næsten 50%.

Den fastlåste politiske situation var sandsynligvis en medvirkende årsag til, at der var råd til at investere i nyt materiel, som forbedrede almindelige menneskers livskvalitet. Forestil jer, hvis Folketinget i dag gik i baglås, så det i 20 år kun lige knap kunne opkræve nok skat til betale for Forsvaret. Hvor mange spritnye huse, smarte opfindelser og produktive virksomheder tror du vi kunne bygge, hvis politikerne i to årtier ikke havde mulighed for at konfiskere halvdelen af vores ressourcer og omfordele dem til deres kumpaner?

For danskerne som helhed er der ingen grund til at tro, at provisorietiden var så slem endda. For lige præcis det segment af befolkningen, hvis mål i livet er at opnå og udøve magt, var det naturligvis træls at bo i et land, hvor denne mulighed var stærkt begrænset. Vi har lært at begræde, at parlamentaristerne og deres kumpaner blev “undertrykt” af højreregeringen, men man skal huske, at de beviseligt ikke var imod at udøve vilkårlig, grænseoverskridende magt over almindelige folks liv – blot var de knotne over ikke selv at komme til fadet.

Efter systemskiftet var de hurtige til at indføre indkomstskat i tråd med den “progressive” strømning i samtiden. Satsen på omkring 2% fik som bekendt lov at vokse til et punkt, hvor den menige dansker (hvis han da har et produktivt, ikke-statsligt job overhovedet) arbejder sit halve liv væk på den politiske elites befaling. Tilmed bestemte parlamentaristerne nu over skolesystemet og nedprioriterede latin og græsk til fordel for engelsk, fransk og tysk – kimen til 100 års fordummende folkeskolereformer var hermed sået. Estrup var knap død før de Radikale brugte første verdenskrig som påskud for at indføre Augustlovene. Senere har de parlamentariske englebassers efterkommere ikke just tøvet med at bruge danskerne som forsøgskaniner i deres utopiske eksperimenter. Det er meget muligt, at de ikke direkte smider kritikere af deres regime i fængsel, men til gengæld gennemsyrer deres selvforherligende verdensbillede uddannelsesinstitutioner, embedsværket, interesseorganisationer og medielandskabet i så høj grad, at reelle kritikere slet ikke opstår i første omgang. Skulle dette være mindre dystopisk end et formelt politikorps, der giver dig et gok i nødden for at være fræk over for majestætens ministre?

Parlamentarisk demokrati er ikke magisk. Vi har fået dette indtryk, fordi historien er blevet skrevet af sejrherrerne, der malerisk skildrer, hvordan de blev undertrykt af konger og godsejere, men i sidste ende vandt og skabte frihed og retfærdighed. Deres fejltrin og deres modstanderes verdenssyn rapporteres der ikke om – hverken m.h.t. Provisorietiden, Augustlovene, Kanslergadeforliget, 60’erne eller nutiden.

Ligesom i provisorietiden, er nutidens konflikter internt i Vesten et resultat af liberaldemokratisk parlamentarisme. Hvis vi ønsker at løse dem, må vi skille os af med progressivismens skyklapper og kaste et nøgternt blik på dens katastrofale resultater.

Ole Krarup
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Ole Krarup, som skriver ph.d. i fysik.