Det store maskebal

En søgen efter rødder og tradition må ikke ende i en rodløs konservatisme. Selvom vi oplever en stor interesse og efterspørgsel på alternativer til vor tids forvirring og overfladiskhed, så må vi ikke stille os tilfredse med en uægte autenticitet. Det hele menneske må med. Hat og habit er kun en skal. Ånden må med; ellers bliver nationalkonservatismen rollespil og det maskebal må vi ende.

Den store forvirring i vor tid skyldes ofte det moderne menneskes diffuse søgen efter to selvmodsigende goder. Flere efter hinanden følgende generationer har været kendetegnet ved en stor grad af rodløshed. Det værdifulde arvegods, som gennem mange århundreder kendetegnede den europæiske dannelse, har nu været under afmontering i over halvtreds år. Skole, kirke og familie er gået fra at være repræsentanter for og videreformidlere af slægtleds ophobede erfaring til at være elitens eksperimentarium, hvor nye forsøg på folkeforvandling foretages. Engang forkyndte skolen den religiøse og etiske indsigt, som var vores hjemegns verdensanskuelse. Nu er religion abstrakt og forvirrende, her er mange træer men ingen rødder, og vi nægter at fortælle hvilke, der står fast, og hvilke, der ikke gør. Vi ved ikke længere, hvorfra vi skal suge næring, løgnen er sat lige med sandheden. Af frygt for forkyndelse er formidlingen ophørt, og alt, som blot tilsyneladende står, sættes lig med det bestående.

Dette er et af mange åbenlyse eksempler, hvor lokalsamfund, kirken, traditionerne, arbejdspladserne, kønsroller og meget andet kunne være nævnt. Resultatet er dog det samme. Selvom vi i dag står blandt en skov af træer, så står umådeligt lidt fast. Rodløsheden er kendetegnende. Mod det reagerer mange dog, og det gør de ret i. I ulykke, i protest og i vrede over rodløsheden søges autenticiteten, det ægte – og dog. For selvom denne bevægelse mod det egentlige, hen mod det rodfæstede, er god og ædel, så kendetegner en ganske uærlig tendens dele af det mere nationale og konservative Danmark.

Vi søger med rette tilbage til den rigdom, som forrige generationer opbyggede. Omgangsformer og traditioner genoplives, musik, mad og æstetik genopdages, kristendom og filosofi genudforskes, men alligevel, i omfavnelsen af vore fædres arv, sker det alt for tit, at vi ikke antager den, men blot påtager os den. I hat og habit besøger vi vores kulturs kunstskatte og kirker, men selvom den nyfundne autenticitet ofte er klædelig, så sker det alt for ofte, at den blot er en påtaget skal, endog et skalkeskjul.

For når salmesangen slutter søndag, og kristendommen bliver lige lidt for ubelejlig for det moderne menneske, så aftages den blot som en maske. Den kærlige kernefamilie prises, indtil næste match på Tinder pinger på telefonen. Ægteskabets vigtighed bekræftes, indtil ens lidt for grå hverdag får ægtefællen til at ligne en vejbom på selvrealiseringens motorvej. Lad ungdommens udskejelser ligge ungdommen til! Vi kan ikke påstå, at vi kæmper for alt det gode og rigtige, som var engang, når vi selv ikke engang forsøger at efterleve deres overlegne moral. Hvordan skal vi kunne have autoriteten til at tale om mådehold og selvkontrol, når vores egen selvbeherskelse taber til blå pixel og død data?

Dette store maskebal må ende. Vi kan ikke iklæde os vore større forgængeres visdom og indsigt, hvis vi nægter at vokse ud i det og udfylde tøjet. Vil vi hylde de værdier, de traditioner og de styrker, som gjorde Danmark stærkt, så kan vi ikke samtidig medicinere os med modernismens narko. Hvis vi søger håb og styrke i kristendommen, inspiration og lærdom fra historien samt indsigt og dannelse fra vores kultur og kunst, så kan vi ikke samtidig med god samvittighed svælge os i billig falafel, Netflix, porno og Tinder.

I så fald bliver det rollespil, hvor vi leger lysende skovelver i weekenden, men fjerner ørerne og brynjen om mandagen. Misforstå mig ikke, denne formaning er ment som en ansporing. For der ligger en enorm kraft og næring i vor sande tro og vort folks rige kulturarv. Men jeg ønsker at appellere til jer, lad det nu ikke blot være et kostume! Vel kan unge og søgende mennesker prøve at iklæde sig det, lege med rollen og identiteten, men forbliver vi der, så er forsøget på at finde autenticitet resulteret i et endnu mere uægte og falsk menneske. Men vendt om, så kan vi lade os inspirere af det, hvis – og det er vel at mærke et stort hvis – vi vælger at lade os vokse i kostumet, således at det ikke længere blot er en leg og et spil, men at kostumet ved vane og berigelse bliver en uniform, som retmæssigt afspejler, hvem vi er. At vi er klædt sådan, fordi vi er sådan.

Sådan kan vi blive hele mennesker, hvor samklangen mellem indre og ydre, mellem føde og lyst, mellem smag og adfærd er harmonisk. Masken er jo ikke længere en maske, når den afspejler dit ansigt. Tør vi derfor stå fast på vores valg og lade os omforme af vore forfædres visdom og vores religions sandheder? Hvis du, mand, lovsynger ægteskabet, så opfør dig som en mand værdig til en god og trofast kone. Hvis du, kvinde, længes efter en kærlig familie, så tilvælg børnene og hjemmet, også på bekostning af en selvrealiserende karriere. For hvor realiseres du mest, på arbejdsmarkedet i tjeneste for en fremmed chef, hvis troskab er betinget af profit, eller i hjemmet, hos din mand, hvis troskab er tillovet dig ubetinget?    

Lad os da fremelske en søgen, der ikke blot ender i en påtaget rolle, men er en rejse der fremelsker stadig flere og stadig bedre træk i os. Tillad ikke rodløsheden at forvirre dig om, hvad forskellen er mellem et overfladisk rodnet og dybe rødder. For planter du dig i kristendommens rige muld og lader dig væde af Danmarks rige arv, da vil du sandelig slå dyb pælerod. Men klæder du dig blot med lånt løv, og finder du dine dannelsesromaner hos George R. R. Martin, din bejlen hos Tinder og aftenvisitter, så står du som egetræet i efteråret. Smukt pyntet i farverig dragt, men een storm og du står nøgen og afpillet hen. For dragten hang på lånt tid og hægtede sig ikke fast på dig.

Lad dette være en invitation og ikke kun en tarvelig formaning. Gro som menneske, slå rod, og voks opad og nedad, søg i salme og saga, lær et håndværk og en kunstart. Tag jagttegn, eller gå til sang. Tag i kirke, og tag hjertet med, for kristendom og danskhed skal ikke bare spilles eller leges, men derimod udleves. Reduceres danskhed og troslivet til en påtaget attitude og ikke til dig som dig selv, så bliver det et frilandsmuseum, et mausoleum. Smukt og fint i åbningstiden og herligt at skue udenpå, men når lyset slukker, og de ansatte går hjem, så er det dødt, lige så dødt som mausoleets indre. Forsvandt alle vort lands fjender i morgen, men uden at du stiftede familie og fik børn, så ville den fremtid, du kæmpede for, være en fremtid, du ikke deltager i. Så lev da, og spil ikke!

+ posts

Mikkel Søtbæk er fast skribent for Atterdag. Han er til daglig teologistuderende, missionær, landmand og familiefar.