Det har aldrig drejet sig om børnene

Det er det mest betændte emne af alle; børnene. De gængse spilleregler bliver brat sat ud af kraft, så snart det drejer sig om børnene. Hvis du selv har børn, kan du med sikkerhed mærke associationerne i maven med det samme. Børn er sårbare, ofre for deres omgivelser, men først og fremmest uskyldige.

Uskyldige børn har krav på beskyttelse, siger de – dem, som altid taler om hvem, der skal have ret til at komme til Danmark. Men det har aldrig drejet sig om børnene. De bliver ført frem af venstrefløjen for at påvirke dig. Inden det var disse børn, var det alverdens andre udlændinge, og når børnene har tjent sit formål, så er det nye historier, de finder på. Selvom det heller ikke i andre sammenhænge i virkeligheden har drejet sig om børnene, er der noget helt særligt ved denne sag om børnene i Syrien, noget særligt kynisk.

Husker du den lille dreng, der lå druknet med ansigtet begravet i sandet? Ét af migrantkrisen af 2015’s ubehagelige billeder. Ligesom den druknede dreng dengang blev brugt som propagandainstrument, bruges i dag børnene i Syrien. De spændes for en ideologisk vogn, våbengøres, fremføres for at påvirke dig. Vi var i 2015 i forvejen klar over, at migranter druknede i Middelhavet i deres forsøg på at komme til Vesteuropa, ligesom vi godt i dag ved, at der findes tragiske skæbner i de varme lande. Det er derfor ikke mhp. at oplyse os om noget, vi ikke ved, at vi fortælles om og skal se billeder af “børn” – det er ikke for at fremme en offentlig debat. Tværtimod. Det har til formål at lukke debatten.

Når det er børn vi taler om, børn, som har brug for hjælp, så er det meningen, at du ikke skal stille spørgsmålstegn, du skal ikke tænke – du skal handle. Men med “handle” følger ingen handling, for du kan intet stille op. Selve dét at føle er i stedet den tilsigtede handling, og din manglende mulighed for at handle, skal vække så stærke følelser, at du end ikke sætter spørgsmålstegn ved sagen. Det er jo børn.

Men det er ikke “bare børn”. Her kommer det, dét som vi ikke må sige og mene, fordi følelserne går så højt i debatten: Det er bare fremmede, ligesom alle de andre. Der er – til trods for søgte legalistiske argumenter om, at statsborgerskab forpligter os moralsk til at hente dem – i realiteten intet særligt ved disse børn eller deres ulykkelige skæbner. Intet, udover at dem, som altid har ment, at alle mulige mennesker må komme til Danmark, nu mener, at det er lige netop disse børn, som skal til Danmark. Og deres familier. Og mon ikke også deres udvidede familier indenfor en overskuelig årrække?

Kan nogen virkelig være så kyniske? Særligt den danske venstrefløj, der pryder sig som moralens vogtere, eller de selvgode public-service medier, som har til opgave at oplyse? Hvis du er i tvivl, så tænk på den druknede dreng i sandet. Hvorfor skulle vi alle se det tragiske billede af ham igen og igen? Ikke for at fortælle os om faren ved at krydse Middelhavet i en gummibåd, men for at manipulere. For at lukke for debatten.

Den mere teoretiske forklaring er, at venstrefløjen og dén del af mediebilledet som propaganderer disse stakkels børns skæbne, forsøger at indskrænke Overton-vinduet. Når vi kigger ud gennem Overton-vinduet, ser vi de politiske emner og positioner, der er almindeligt anerkendte som acceptable emner og positioner at tale om, og man kan de facto kun lave politik om de emner, det er anerkendt at tale om. Ved at indskrænke Overton-vinduet hvad disse syriske børn angår, forsøger venstrefløjen ikke blot at fjerne dem fra den politiske diskurs, men helt at flytte dem til et før-politisk rum. En hellig ko, som ingen må røre ved, således at det bliver en selvfølgelighed, at vi skal hjælpe børnene, og at der intet er at tale om eller sætte spørgsmålstegn ved. Det er manipulation på højeste plan – det er kynisme uden lige. Igen, hvis du er i tvivl, så spørg dig selv, hvorfor vi igen og igen skulle se den druknede dreng i sandet og høre tv-værters tårevædede kommentarer hertil.

Det stiller os, som er modstandere af masseindvandring, i en ubehagelig situation. Vores modstandere i kampen om indvandringen er så kyniske, at de er villige til at bruge døde børn og tragiske skæbner til at påvirke masserne i retning af deres overbevisning. Den nødvendige konklusion er, at vi må være villige til at gøre det nødvendige. Det nødvendige – hvad dækker dét?

Udfordreren til den siddende socialdemokratiske statsminister er for første gang i lang tid en (nominel) konservativ. Søren Pape Poulsen har gjort en dyd ud af at tale om ordentlighed. Det kan givetvis trække stemmer over midten at tale om ordentlighed, men det kan ikke oprette ligevægt i en offentlig debat, som hælder tungt til venstre, tynget af den kyniske brug af døde børn og tragiske skæbner. Der er intet mere sørgeligt end en dydfuld taber, der synger om ret, moral og ordentlighed fra en synkende skude. For at oprette ligevægt, skal der trækkes i Overton-vinduet fra den modsatte side. Der er rigeligt med tragiske historier om indvandrings pris at fremhæve.

Det nødvendige er en overvindelse af vores umiddelbare følelser – det har aldrig drejet sig om børnene, glem børnene. Selvom det kan være ubehageligt at tale de hellige køer imod, må vi aldrig acceptere dem, ikke én eneste af dem. Og ikke nok med det, så skal vi fortælle de mange tragiske historier om de danske ofre for indvandringen. Dem er der desværre nok af. Tænk engang hvordan den førte politik ville ændre sig, hvis den almindelige konnotation til migrantkrisen af 2015 ikke var en druknet dreng, men alle de voldtægtsofre, som er en direkte konsekvens af selvsamme migrantkrise.

Jonas Zuschke
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Jonas Zuschke, som er ledelses- og udviklingskonsulent inden for sundhedssektoren.