Det handler ikke om islam – det handler om Danmark

Dansk nationalkonservatisme må handle om at bevare det danske folk og dets herredømme i eget land, bevare danske traditioner, bevare dansk kultur og bevare det danske folks religion, kristendommen. At være islamkritisk gør ikke nødvendigvis én national eller konservativ.

Jeg så engang et billede på Facebook fra Pernille Vermund. Hun skulle i radioen. På billedet havde hun skrevet ”det handler om islam”. Det var nok først og fremmest den pågældende radioudsendelses tema, som Pernille Vermund refererede til med den tekst, men dén ene lille sætning var alligevel ganske rammende for ikke bare Pernille Vermunds og Nye Borgerliges politiske ideologi, men for dén politiske ideologi, som har domineret blandt indvandringskritiske politikere i Danmark i al den tid, jeg kan huske. Centralt i denne ideologi har været og er, at indvandrere fra et hvilket som helst land i verden teoretisk set er velkomne i Danmark, hvis de ikke er kriminelle, er til gavn for samfundsøkonomien og enten integrerer eller assimilerer sig ved at tage moderne danske skikke og værdier til sig, og at især muslimske indvandrere ofte ikke lever op til disse krav ved at begå kriminalitet, være på overførselsindkomst og være intolerante over for kvinder, homoseksuelle og jøder samt ikke gå ind for demokrati og ytringsfrihed. Centralt har også været, at islam er både en religion og en totalitær politisk ideologi, som er en fjende af vores samfund.

Islam er kort sagt blevet italesat som det egentlige problem med masseindvandringen. Derfor var Pernille Vermunds billedtekst så rammende. Den opsummerede en hel ideologi og årtiers offentlig debat om udlændingepolitikken i Danmark. Ofte hører og ser man ledende personer fra denne islamkritiske ideologi betegne sig selv som nationalkonservative, og andre betegner også ofte denne ideologi som nationalkonservativ. Er det en korrekt beskrivelse? Nej, det er overvejende en forkert beskrivelse. Man er ikke national, hvis man ikke forsvarer etniske danskeres ubetingede ret til Danmark, vores tusindårige fædreland, og man er ikke konservativ, hvis man dybest set kritiserer islam for ikke at være liberal. Betyder det, at man ikke kan kritisere islam eller muslimer, hvis man er nationalkonservativ? Nej, det betyder det ikke. Man kan sagtens kritisere islam som nationalkonservativ, men det skal ske ud fra nationalkonservative værdier – ikke liberale værdier. Hvordan man formulerer en nationalkonservativ islamkritik må være et emne til en anden artikel her på Atterdag. Under alle omstændigheder må man dog forstå, at islamkritik aldrig kan være central for dansk nationalkonservatisme. Danmark skal være et kristent land for danskere, og det udelukker ikke kun muslimer – det udelukker som udgangspunkt alle andre folkeslag end det danske og alle andre religioner end kristendommen (et begrænset antal værdsatte fremmede kan dog efter min mening rimeligt nok være her – udenlandske ægtefæller til danskere og assimilerede personer fra europæiske folkeslag er de mest oplagte kandidater til at indgå i denne kategori).

Jeg har en tilståelse. Engang var jeg selv typen, der kunne finde på at fokusere ret ensporet på muslimer. Jeg var teenager, og jeg var – som jeg altid har været – imod masseindvandringen, men hvordan skulle jeg formulere denne modstand? Fra politikere og meningsdannere på den etablerede højrefløj må jeg gennem medierne  have opfanget, at muslimerne var et helt særligt problem. Måske skyldtes min opfattelse også i nogen grad, at muslimer udgjorde en stor del af de udlændinge, jeg mødte som barn, og mit indtryk af dem var ikke just positivt. Jeg købte den etablerede højrefløjs værdier: At fremmede gerne måtte komme til Danmark, hvis de levede op til nogle krav. Det førte til, at jeg engang fortalte en afghaner, jeg havde gået i gymnasieklasse med, at han bestemt var dansker. Det paradoksale var, at denne afghaner mente, at han aldrig kunne blive dansk på samme måde som mig. Jeg strittede imod. Hvis man levede op til de krav, der nu måtte være, så skulle enhver jo teoretisk set kunne blive dansker. Min afghanske ven var klogere end jeg på det punkt. Han havde oplevet at være en del af en etnisk minoritet, og han forstod godt, at der er forskel på folk.

Årene gik. Der kom en migrantkrise i 2015. Horder af ikkeeuropæere strømmede ind i både Danmark og mange andre europæiske lande. De gik sågar på de danske motorveje. Der skete terrorangreb igen og igen. Min vrede over masseindvandringen og den vestlige elite, som tillod den, blev større og større. Til sidst gik det op for mig, at min afghanske ven havde haft ret. Han kunne ikke blive dansker, fordi ingen udlændinge i det hele taget kan blive danskere; ligesom jeg selv eksempelvis aldrig ville blive somalier af at flytte til Somalia eller blive koreaner af at flytte til Korea. Ville jeg acceptere masseindvandring, hvis den bare bestod af mennesker, der ikke var muslimer? Ville jeg acceptere, at de adskillige hundrede tusinder ikkeeuropæiske udlændinge, der var i Danmark, alle kunne blive her, hvis de bare levede op til et bestemt sæt krav? Nej. Jeg ville ikke være fremmed i mit eget land under nogen omstændigheder. Etnicitet betyder noget. Det betyder blandt andet, at etniske danskere har ret til Danmark. Jeg blev nationalsindet på en mere reel måde. Jeg behøvede ikke længere finde på forklaringer på, hvorfor den ene eller anden udlænding ikke var dansker. De var bare ikke danskere, og sådan var dét. Det er derfor, Danmark eksisterer. Fordi der er forskel på folk. Det handler ikke om islam. Det handler om Danmark.

+ posts

Martin Christensen er redaktør for Atterdag.