“Det er kvindens krop” – et abortargument under lup

I debatten om abort anvendes en lang række (pseudo)argumenter med forskelligt sigte, hvorfor det i artikler om emnet er hensigtsmæssigt at begrænse sig til ét område, så man ikke hver gang skal redegøre for samtlige aspekter. Det måske hyppigst anvendte argument for, at det skal være lovligt at aflive fostre er, at der er tale om et forhold, der vedrører kvindens krop, som hun bør have suveræn rådighed over. I min optik er argumentet ugyldigt allerede fordi kropslig autonomi aldrig kan trumfe et uskyldigt menneskes ret til ikke at blive aflivet. Ikke desto mindre er det alligevel værd at behandle det, da det netop er så almindeligt anvendt.
Hvis du som læser af denne artikel er i tvivl om, hvorvidt afkommet af en mand og en kvinde i form af et foster virkelig er menneskeligt liv, og at dette liv kommer til eksistens ved undfangelsen, bør du gå på biblioteket og læse en biologibog på folkeskoleniveau. Det forudsættes således, at læseren af denne artikel er klar over, at vi har at gøre med menneskeligt liv.

Argumentet om kvindens krop er baseret på to præmisser – at den første holder vand tages som regel for givet, mens den anden sjældent undersøges nærmere:

  1. Man må gøre, hvad man vil, med sin egen krop.
  2. Et foster er del af den gravide kvindes krop.

    Herudfra konkluderes det at:
  3. Den gravide kvinde, hvis hun vil, må få ’fjernet’1 et uønsket foster.

Det åbenlyse problem med argumentet er, at begge præmisser, for nu at sige det mildt, er af tvivlsom rigtighed.

Må man virkelig gøre, lige hvad man vil, med sin egen krop?

De fleste mener vel fx ikke, at man skal have lov til at tage heroin. Bevares, nogle gør; men hvor de fleste danskere støtter fri abort ud fra en tankegang om kropslig autonomi, går selv ikke liberalisterne i LA – der jo i øvrigt ikke p.t. repræsenterer en særligt stor andel af den danske befolkning – ind for legalisering af heroin.

Har man ret til at tage livet af sig selv? Her er opbakningen dog nok noget større end til fri narko, men at svaret hertil skal være ja er næppe noget, de fleste tager for givet. Mange vil sikkert mene, at man, hvis man er alvorligt og uhelbredeligt syg og skal dø alligevel, har ret til at ende sit liv på en mere behagelig måde; men hvor mange ville sige det samme om en ung og rask person, der blot ikke længere havde lyst til at leve? Det må absolut være de færreste, der ville respektere en deprimeret ven eller bekendts ‘frie valg’ til at begå selvmord foran dem, i stedet for at tilkalde hjælp og få vedkommende i behandling.

Hvad med at fjerne en del af sin krop? Hvis man nu fx, efter at have set for mange sørøverfilm, konkluderede, at det ville være sejt at få skiftet sin ene hånd ud med en klo. Der vil utvivlsomt være ærkeliberalister, der mener, at man hjertens gerne må bedøve sig med heroin og få en kammerat til at kappe ens hånd af med en sløjdkniv, der er desinficeret med hjemmebrændt sprit; det er dog næppe gennemsnitsdanskerens holdning.

I alle disse eksempler er der tale om på den ene eller den anden måde at gøre skade på sin krop, og i sådanne situationer er den snusfornuftige tilgang, at man kun skal have lov til at (få) fjerne(t) en del af sin krop, hvis den udgør en trussel mod ens liv eller helbred – i tilfælde derudover ved vi selvfølgelig som kollektiv, at det er skadeligt at skyde heroin, og at narkomanens ønske herom ikke bør tillægges særlig vægt. Når det kommer til abort (her forudsætter vi som bekendt at den ufødte er en del af kvindens krop, jf. pkt. 2. ovenfor), er de flestes holdning til gengæld, at det skal være tilladt, også selvom graviditeten ikke udgør en trussel mod kvindens liv eller helbred.

Nogle vil måske indvende, at en uønsket graviditet kan skade en kvinde ved at begrænse hendes personlige frihed og karrieremuligheder eller at det at få en abort ikke kan sammenlignes med et ødelæggende indgreb såsom amputering af en hånd. Ift. førstnævnte kan man svare, at en kvinde jo kan vælge at få en abort af en hvilken som helst (eller slet ingen) grund, mens der må antages at være strenge krav, når det kommer til fjernelse af andre kropsdele; ift. sidstnævnte kan man svare, at dette netop er pointen – at der er forskel på fjernelse og ødelæggelse af et foster og fjernelse og ødelæggelse af en kropsdel som fx en hånd. Dette er dermed også et forhold, aborttilhængere anerkender.

En mulig forklaring herpå er, at påstanden om, at fostret er del af kvindens krop, ikke er helt så lige til – og at de fleste, bevidste herom eller ej, anerkender dette.

Diskussion om, hvorvidt et foster er del af den gravide kvindes krop, kan vel nogenlunde opsummeres således: På den ene side kan det næppe anfægtes, at et foster, uanset hvor gammelt det så end måtte være, genetisk set er et nyt menneskeligt individ og således skiller sig ud fra kvinden; på den anden side befinder det sig inden i, er forbundet til og er afhængigt af kvindens krop.

I grunden er det måske ikke så vigtigt, hvem der har ret, hvad dette angår; for stort set alle, uanset om de er for eller imod abort, ville nok anerkende, at et foster ikke er del af kvinden, der bærer på det, på samme måde som fx hendes hånd eller hendes lever er det.

Når man tager højde for, at begrebet ’krop’ således kan opfattes på to forskellige måder – lad os sige i hhv. en ’snæver’ og en ’bred’ forstand – og at et foster kun er del af den gravide kvinde ifølge den sidste af disse, bliver det tydeligt at konklusionen i 1.-3. hviler på en fejlslutning.

Selv hvis vi ignorerer alle eksemplerne på, at præmissen om, at man må gøre, hvad der passer én, med sin egen krop, netop ikke tages for givet i så mange andre tilfælde i vort samfund, vedrører alle de eksempler, man kunne give – at man fx har lov til at få lavet en tatovering eller endda få foretaget et plastikkirurgisk indgreb – kun kroppen i snæver forstand. (Med disse eksempler er det desuden heller ikke helt så lige til, da der jo også er regler for og mulige indvendinger mod at få tatoveringer og plastikoperationer; men lad dét være en diskussion for sig.)

Tager man højde for denne skelnen mellem betydninger af begrebet ’krop’, kommer præmisserne 1. og 2. i stedet til at se således ud:

4. Man må gøre, hvad man vil, med sin egen krop (i snæver forstand).

5. Et foster er del af den gravide kvindes krop (i bred forstand).

Heraf følger konklusionen i 3. ikke, for en sådan ville kun være gyldig, hvis ’krop’ havde samme betydning i begge præmisser, hvilket det altså nu er tydeligt ikke er tilfældet.

Man kan selvfølgelig mene, at 4. bør udvides, fordi princippet om kropslig frihed, som man appellerer til, også bør gælde for kroppen i bred forstand. Denne påstand er der imidlertid ingen grund til at acceptere. De friheder, som de fleste mennesker i dagens Danmark går ind for, som man kunne forsøge at påvise dette på baggrund af, vedrører alle kroppen i snæver forstand. Altså, lige med undtagelse af retten til abort, der selvsagt vedrører kroppen i bred forstand. Men da det netop er dén, man forsøger at vise, hører til blandt de andre kropslige friheder, kan man jo ikke samtidig appellere til den i én af sine præmisser.

I realiteten er der dog ikke tale om, at den brede masse af aborttilhængere har sat sig ned og tænkt over spørgsmålet på en logisk stringent måde. Den store opbakning til abort i de fleste vestlige lande skyldes dels årtiers propaganda fra professionelle aktivister, NGO’er og medier med udskamning og latterliggørelse af traditionel moral kombineret med overfladiske slogans om ’kvinders frihed’ som er blevet flettet sammen med den progressive tidsånd, dels at den gennemsnitlige person indtager dét standpunkt, som er mest belejligt/indebærer færrest sociale omkostninger for ham, og derefter efterrationaliserer det i tilstrækkeligt omfang.
For de mest rabiate aborttilhængere er det desuden ligegyldigt at fostret er menneskeligt liv og at der i langt de fleste tilfælde ikke foreligger en trussel mod en kvindes liv eller helbred, idet adgangen til at aflive uskyldige ufødte for dem er et dogme i den individualistiske religion. Truslen kan bestå i det blotte, at kvindens handlemuligheder indskrænkes ved at skulle tage ansvar for et barn (evt. blot indtil det kan bortadopteres). For dem tages det som en selvfølge, at et foster der er afhængigt af sin moder for at opretholde sin eksistens (hvad man i øvrigt lige så let kunne sige om nyfødte eller børn generelt), bør stå totalt i dennes magt. Når det koges ned, er den radikale fri abort-positions mantra hævdelsen af den absolutte autonomi, der ikke skal vige for moral eller overhovedet retfærdiggøres: ”Din eksistens strider mod min vilje – derfor har jeg ret til at destruere dig.”


1 – Her betyder ’fjernet’ at det ufødte menneske enten suges ud af livmoderen med en art ’støvsuger’, klippes i stykker med diverse kirugiske instrumenter eller aflives ved dødelig indsprøjtning – alt afhængig af stadiet for graviditeten. Dette beskrives som regel med eufemismer som fx at der ”fjernes væv”. Abortindgrebets grusomhed kan ikke fremhæves ofte nok.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag.