Det 21. århundredes sino-amerikanske opgør

Den sociale og etniske uro i USA, og den deraf følgende risiko for opløsning af landet, er velbeskrevet. Risikoen tempereres imidlertid af amerikanernes velstand og denne er i næste led sikret af USA’s flådes dominans på verdenshavene, der muliggør den internationale samhandel, som ligger til grund for landets vækst de seneste årtier. Flåden er altså af vital betydning for USA’s sikkerhed, ikke kun ift. eksterne trusler, men også mhp. at sikre landets interne stabilitet. 

Nærværende artikel vil derfor gennemgå den amerikanske flådes tilstand og behandle spørgsmålet om, hvorvidt USA også i det 21. århundrede vil kunne regere verdenshavene.

Der kan synes langt fra amerikanske krigsskibe i det Sydkinesiske Hav til risiko for opløsning af USA, så derfor er det nødvendigt kort at dvæle ved tankerækken, der ligger til grund for denne artikels indledende påstand. USA har siden 1980 haft et gennemsnitligt underskud på betalingsbalancen på 2,6 pct. af BNP. Ethvert andet land med et kronisk underskud på betalingsbalancen vil før eller siden opleve markant nedgang i sin velstand, men dette har ikke været tilfældet for USA. Landet har i perioden fra 1980 og frem været i stand til at kunne øge sine borgeres levestandard med samme gennemsnitlige vækst på 2,6 pct. af BNP. Det forholder sig faktisk således, at uden det kroniske underskud på betalingsbalancen, ville USA ikke have oplevet de sidste 40 års velstandsforøgelse.
Når USA kan have et kronisk underskud på betalingsbalancen gennem en så lang periode uden at opleve valutakriser som f.eks. Tyrkiet og Ukraine oplever det i disse år, skyldes det dels det attraktive amerikanske finansmarked, dels at dollaren har status som verdensvaluta. Det attraktive finansmarked giver USA mulighed for at låne penge af udlandet – kaldet “greenback recycling” – og dollarens status som verdensvaluta gør, at USA til enhver tid kan betale for import af varer og serviceydelser i egen valuta.
Bliver det amerikanske finansmarked mindre attraktivt og dermed erstattet af andre, og mister dollaren dermed sin status som verdensvaluta, vil USA ikke længere kunne bære et kronisk betalingsbalanceunderskud, med dén konsekvens at velfærden falder. Amerikansk dominans på verdenshavene er en betingelse for, at verdenshandlen fortsat vil foregå i dollars, og at dollaren således bevarer sin status, idet dominans på verdenshavene er lig med kontrol over søruterne. Langt hovedparten af verdenshandlen foregår per skib, og så længe USA har kontrollen over søruterne – og især disses flaskehalse og knudepunkter – kan USA sikre, at verdenshandlen primært foregår i dollars. Lykkes det f.eks. Kina at overtage kontrollen, så vil Kina i første omgang kunne kræve, at kinesisk udenrigshandel foregår i yuan, og sidenhen kræve, at verdenshandlen foregår i yuan med ovennævnte destabilisering af USA til følge.

Dollaren under pres

I disse år – mere præcist siden 2014 – er der blevet stillet spørgsmålstegn ved dollarens status og til brugen af dollars i verdenshandlen. Samtidig har udenlandske investorer fået øget interesse for især det kinesiske finansmarked. Derudover er EU, Rusland, Kina, Tyrkiet m.fl. begyndt at overveje brugen af egen valuta frem for dollars i deres udenrigshandel. Rusland er for indeværende længst fremme, og dets eksport af olie og gas til bl.a. Europa og Kina foregår nu i Euro. Olien er som fundamentet for moderne økonomi verdens vigtigste handelsvare, og handles olien i dollars, så vil andre råstoffer også blive handlet i dollars. Handles råstofferne i dollars, så vil forarbejdede varer i udpræget grad også handles i dollars. I 2016 introducerede Shanghais energibørs handel med olieoptioner (prisforsikringer) i yuan, og Shanghai har taget markedsandele fra de traditionelle energi- og råstofbørser i London og New York. Kina er blevet verdens største importør af olie og vil med børsen i Shanghai kunne fastsætte vilkårene for importen, bl.a. hvilken valuta, oliehandlen skal foregå i. Kina har blot ét problem: størstedelen af dets olieimport foregår via søruter – fra Afrika og den Persiske golf over Det Indiske Ocean, gennem Malacca- og Lombokstræderne til Det Sydkinesiske Hav hvor de når de gigantiske kinesiske storbyer. Disse søruter er domineret af USA. Amerikanerne er i øjeblikket i stand til med et fingerknips at lukke det kinesiske samfund ned ved at blokere søruterne, præcis som vi ser det med Venezuela og Iran i disse år.
Kinas modtræk er logisk nok en flådeoprustning og udviklingen af en såkaldt “blue navy”, dvs. en flåde der kan gøre sig gældende på verdenshavene. Som en konsekvens af den kinesiske målsætning om at blive et velstående land i 2049 – ambitioner som Xi Jinping fremlagde på det kinesiske kommunistpartis kongres i 2019 – har Kina for nylig introduceret en ny økonomisk model kaldet “dual circulation”. Denne går i korte træk ud på, at den kinesiske økonomiske vækst i fremtiden skal bæres frem at kinesisk privatforbrug, og ikke af eksport som tilfældet har været i de sidste 30 år.
Kina vil altså importere mere i fremtiden, med dén konsekvens, at den kinesiske betalingsbalance vil blive kronisk negativ. I de sidste par år har den kinesiske betalingsbalance haft overskud, men dette har været faldende. “Dual circulation” er allerede i gang. Som en spejling af det ovenfor beskrevne vedr. USA’s betalingsbalance og velstandsfremgang i de sidste 40 år, kan Kinas fremtidige økonomi kun fungere med et permanent betalingsbalanceunderskud såfremt dets valuta dels er dominerende i verdenshandlen, dels er understøttet af et attraktivt finansmarked. Udover at Kina gennem et kommende forbrugsboom – jvf. “dual circulation” – vil få et finansmarked i vækst, er den kinesiske centralbanks rente desuden højere end den amerikanske centralbanks og derfor er det mere profitabelt at investere i kinesiske obligationer m.v. De seneste tal fra USA og Kina viser, at udenlandsk valuta er begyndt at flyde ind på de kinesiske finansmarkeder, mens flowet til USA er vigende. Kina er ved at åbne op og dermed overtage USA’s traditionelle rolle som fundamentet for verdensøkonomien. Der er ikke noget at sige til, at såvel amerikanske politikere som højtstående embedsmænd og militærstrateger i stigende grad udpeger Kina som hovedfjenden.

US Navy’s opgave

Som ovenfor nævnt er den amerikanske flådes dominans af vital betydning for USA’s sikkerhed og i sidste ende landets eksistens som samlet nation. Flådens opgave er mere konkret at sikre, at den kommercielle trafik på verdenshavene finder sted på en måde hvor USA til enhver tid vil kunne gribe ind over for hvad det ser som overtrædelser af dets regler eller som stridende mod amerikanske interesser. Lad os kaste et nærmere blik på den amerikanske flådes udfordrere: Ruslands og Kinas flåder.

Rusland er i færd med at opbygge en arktisk søvej nord om Rusland, dvs. nord om hele Eurasien. Denne nye sørute vil kunne forbinde Østasien og Europa gennem russiske farvande og for indeværende er USA ikke i stand til at udøve kontrol herover, da den amerikanske flåde – i modsætning til den russiske – stort set ikke kan bevæge sig i arktiske områder. Ruten vil ikke blot kunne fragte varer mellem Europa og Østasien, men også udskibe råvarer såsom olie, gas, kul, jern, træ og korn fra Sibirien til resten af verden – og dét uden at USA har nogen indflydelse på vilkårene.
Rusland har moderniseret sin flåde, herunder flådens hjørnesten, de atomdrevne ubåde. De russiske ubåde er blevet mindre støjende og derfor sværere for den amerikanske flåde at opspore. Konsekvensen er, at Atlanterhavet er blevet usikkert. I en storkonflikt ville Rusland kunne sabotere atlanterhavstrafikken som tyskerne gjorde det under 1. og 2. verdenskrig. Skulle NATO komme i krig med Rusland, er det ikke sikkert, at USA ville kunne sende forsyninger og tropper til Europa uden i hvert fald at lide store tab.

Dertil kommer den kinesiske flåde, som i antal skibe er blevet større end den amerikanske; og med moderne missilteknologi kan kinesiske landbaserede anti-skibsmissiler ramme amerikanske flådefartøjer i farvandene omkring Kina uden at USA’s hangarskibe har samme rækkevidde til at forsvare sig herimod. Med et fast greb om sit umiddelbare farvand kan Kina i en konflikt true de for Japan og Sydkorea afgørende handels- og forsyningsruter til Europa, resten af Asien, Mellemøsten og Afrika. Ud over en oprustning i antal alene bliver den kinesiske flåde også teknologisk bedre, hvorfor gabet til den amerikanske verdenshegemon konstant bliver mindre.

Hvordan kan USA så forhindre, at Kina bliver altdominerende på verdenshavene? Spørgsmålet kan besvares ved at se på, hvilke naturressourcer Kina er nødt til at importere for at opretholde sin vækst. To sådanne skiller sig ud blandt alle andre – olie og jernmalm. Olien importeres primært fra Den Persiske Golf og Afrika, mens jernmalmen primært importeres fra Australien. Uden disse ressourcer ville den kinesiske økonomi bryde sammen i løbet af meget kort tid. Olien fragtes via en sørute, der går fra det indiske ocean via Malacca- og Lombokstræderne til det sydkinesiske hav, mens jernmalmen transporteres fra Australiens vestkyst via øhavet nord for Australien og til Det Sydkinesiske Hav. En amerikansk blokade af disse stræder ville altså lade USA kvæle Kina ved at afskære dem fra disse ressourcer.
Kineserne er selv bevidste om de lange forsyningsruter og dét sikkerhedsmæssige problem, deres manglende kontrol over dem udgør – et problem, der i Kina er blevet kaldt “Malaccadilemmaet”. Som modtræk har præsident Xi derfor i 2013 lanceret det kinesiske Silkevejsprojekt, hvis primære mål netop er at sikre forsyningsruterne. Kina har investeret i havneanlæg på bl.a. Sri Lanka og i Pakistan. Sidstnævnte er den vigtigste del af det kinesiske Silkevejsprojekt, da Pakistan forbinder det vestlige Kina med det Indiske Ocean, hvorfor en pakistansk silkevej ville forkorte og stabilisere de kinesiske forsyningsruter fra Afrika og ikke mindst den Persiske Golf, mest bemærkelsesværdigt ved at omgå de sydøstasiatiske stræder. Det kinesisk-pakistanske projekt – kaldet CPEC – vil derfor i det for Kina bedste fald kunne overkomme det kinesiske “Malaccadilemma”.

Kommerciel skibstrafik i Asien. Bemærk knudepunktet ved Malacca-strædet.

Nye flådestrategier

Ganske som Kina er bevidst om dets sårbare søruter, således er også USA, og derfor ser vi to sideløbende projekter undervejs i den amerikanske flåde:

– Genoplivningen og intensiveringen af Quad-samarbejdet

og

– US Marines’ øverstbefalende David Bergers reformer af marinekorpset og fremtidige visioner for den amerikanske flåde.  

Quad-samarbejdet – som oprindeligt stammer tilbage fra 2007, men først for alvor øgede sin aktivitet i 2017 med flådeøvelser og gensidige aftaler om at forsyne hinandens flåder – består af USA, Japan, Australien og Indien. Hvor de tre førstnævnte siden 2.verdenskrig har været tætte allierede, er Indiens deltagelse bemærkelsesværdig. Siden dets uafhængighed har Indien erklæret sig for neutral i stormagtskonflikterne, og landet har traditionelt været storimportør af sovjetiske og sidenhen russiske våben. 

Indiens begyndende opgivelse af neutraliteten er forårsaget dels af grænsekonflikter med Kina i nord ved Himalaya, dels af de føromtalte kinesiske projekter i Pakistan (Indiens ærkefjende), Bangladesh og på Sri Lanka. I en ny indisk-pakistansk krig ville Kina se sig nødsaget til at støtte Pakistan for at beskytte CPEC-projektet. Med de kinesiske forsyningsruter, havne og militæranlæg i Det Indiske Ocean og omegn er Kinas flåde ydermere på vej ind i farvandet i Indiens nærområde. Kina er altså ved at blive en sikkerhedsmæssig trussel for Indien og Indiens interessesfære, herunder også med sine forsøg på at øve indflydelse på Nepal og Bhutan. Med Quad-samarbejdet forsøger USA at sikre kontrollen over Det Indiske Oceans søruter og samarbejdet med Indien er her en hjørnesten, som også er i Indiens interesse.

David Berger blev øverstbefalende for US Marines i marts 2019, og han gik straks i gang med en reformation af elitetropperne – en reformation, der har ført til nytænkning i hele det amerikanske militær. Siden krigene i Irak og Afghanistan har marinetropperne stort set været landtropper, men Berger har ligesom resten af det amerikanske militær erkendt, at der er en eksistentiel trussel mod USA fra Rusland og især Kina. Berger har fokus på at slå Kina, eller rettere den kinesiske flåde. Således var et af Bergers initiativer på ny at få underlagt marinesoldaterne den amerikanske flådes kommando. US Marines’ rolle bliver at hjælpe US Navy i kampen mod den kinesiske flåde.
Bergers næste spørgsmål er: med hvilken strategi kan den kinesiske flåde slås? Altså, hvor skal slagmarken være, hvis det står til Berger? Her viser Berger sin realitetssans og analytiske evner, for Bergers erkendelse er, at Kinas flåde ikke kan slås i farvandene der omkranser Kina, jf. også ovenfor om de kinesiske missil-systemer. Et angreb eller forsvar mod Kina skal altså ikke ske fra hvad der ofte kaldes den første økæde, dvs. en linje der kan tegnes fra Japan til Taiwan og derfra videre til Filippinerne og Borneo, altså farvandene tættest på Kina og det eurasiske fastland. Den kinesiske flåde skal derimod lokkes ud i området, der kaldes den anden økæde, som går fra det sydlige Japan, øst for Filippinerne til Ny Guinea; et område, der består af en række små øgrupper, herunder den amerikanske besiddelse Marianerne.

Første og anden økæde.

Bergers strategi er, at den kinesiske flåde i dette område kan lokkes i en art baghold af marinetropperne, der fra den store mængde små øer kan angribe kinesiske flådefartøjer og endda ubåde med F-35 jagerfly og antiskibsmissiler. Marinetropperne vil bestå af små enheder med stor mobilitet, der hurtigt kan sætte et angreb ind fra én ø i øhavet, for dernæst at fortrække sig til den næste ø og derfra sætte et nyt angreb ind. Det er partisankrigens uforudsigelighed som Berger drager nytte af. 
Berger har ikke megen tiltro til hverken store amerikanske baser eller store flådefartøjer såsom hangarskibe. Disse er ifølge Berger alt for lette mål for kinesiske missiler og radarer. Flåden skal bestå af flere, men til gengæld mindre og mere mobile fartøjer, herunder ubemandede fartøjer til rekognoscering og logistik (transport af tropper, materiel og forsyninger), samt angrebsubåde. 

Berger synes at have flere bemærkelsesværdige forudsætninger i sin plan for hvorledes den kinesiske flåde kan slås. Disse forudsætninger har store konsekvenser for USA’s alliancepartnere, den amerikanske flåde og USA’s selvopfattelse, men Bergers mål er klart: at forhindre, at Kina får kontrol over forsyningslinjerne til Australien og Sydamerika og dermed jernmalmen. Berger har set, hvorledes Kina kan knækkes. At forlade den første økæde som forsvarslinje og dermed allierede og nationer som USA beskytter – fx Taiwan, Japan og Filippinerne – er dog konsekvensen af Bergers tænkning. Der er en grund til, at Japan og Filippinerne er blevet en del af det kinesisk-dominerede handelssamarbejde, RCEP, der blev forhandlet færdigt i november 2020. Disse nationer begynder at hælde mod Kina som garant for deres velfærd.

Berger har en helt anden opfattelse end den traditionelle i Pentagon af, hvorledes USA skal udkæmpe en krig. USA har vundet krige, fra 1.verdenskrig over den kolde krig til Golfkrigen med store troppekoncentrationer og den amerikanske flåde har bidraget med hvad der kaldes “power projection”, hvor hangarskibene spiller den centrale rolle. Men sådan kan Kina ikke slås, da Kina er militært overlegent i farvandene omkring Kina. Amerikanske hangarskibe ville ikke kunne bevæge sig i en afstand på minimum 1500 km. fra de kinesiske kyster uden risiko for at blive sænket af kinesiske missiler. Med en rækkevidde for amerikanske F-18, F-16 og F-35 jagerfly på ca. 1000 km. er det ikke længere muligt for USA at bruge hangarskibe som angrebsvåben mod Kina. 

USA må altså finde en anden måde at slå Kina på, og det er en afventende strategi, der lægger vægt på uforudsigelighed. Den amerikanske flåde er måske på nuværende tidspunkt den kinesiske overlegen på verdenshavene, men med en kinesisk industrikapacitet som er mere end dobbelt så stor som den amerikanske, vil den ikke være det om 10-15 år, og Kina vil kunne dominere bl.a. jernmalm-søruten til Australien. Derfor har Bergers realitetssans og vision haft enorm indflydelse på den amerikanske forsvarskommando, på det amerikanske forsvarsministerium og på det Hvide Hus. Konsekvensen af Bergers tænkning er at flåden transformeres og sættes i centrum for kampen mod Kina. Det havde den nu fyrede forsvarsminister, Mark Esper, taget til sig, og i februar 2020 iværksatte han en ny vurdering af, hvor stor den amerikanske flåde skulle være, og hvilke fartøjer, flåden skulle bestå af. I samarbejde med den amerikanske tænketank Hudson Institute, kom han frem til en konklusion der minder om Bergers. Inden Esper blev fyret af Trump nåede han at fremlægge konklusionen for det Hvide Hus. Dens plan ville indebære en omvæltning af hele det amerikanske militær, for alt vil skulle satses på den amerikanske flåde, mens luftvåbnet og hæren må spare.

Det er uvist, om David Bergers strategi ville virke hvis det skulle ende med en decideret krig, men sikkert er det, at opgøret mellem USA og Kina vil blive et altoverskyggende tema for det 21. århundrede. I anden og sidste artikel i denne serie vil jeg besvare det afgørende spørgsmål: Vil USA formå at reformere sin flåde?

Anders Sørensen
+ posts

Anders Sørensen har skrevet dette gæsteindlæg på Atterdag. Han har siden 2014 været bosat i Sevastopol på Krim-halvøen, og hans førstehåndsoplevelse med den russisk-ukrainske konflikt vakte hans interesse for internationale forhold og geopolitik.