Dansk støtte til polske aborter er ikke primært et spørgsmål om penge

Flere af Folketingets progressive partier er ikke tilfredse med, at 14-15 tusind ufødte mennesker i Danmark årligt berøves livet gennem abort – nu skal masseaflivningen udvides til også at omfatte polske børn, mener de. Ikke overraskende bakker Venstre op om forslaget, idet liberale (som læsere af Atterdag formentlig er bevidste om) på en række centrale punkter deler venstrefløjens verdensanskuelse, der for så vidt angår abortspørgsmålet anlægger et dogme om ’frigørelse’. Indholdet af modstanden mod forslaget, som vi kommer til om lidt, er lige så etisk forkastelig og bovlam som den er forventelig, hvorfor nærværende artikel vil levere det egentligt højreorienterede korrektiv. Først lidt baggrund:

Sidste år nåede den polske forfatningsdomstol frem til, at den særlige adgang til at aflive handicappede ufødte udgjorde grundlovsstridig handicapdiskrimination. Den polske lovgivning er nu blevet rettet til i overensstemmelse med dommen og dette har ført til store demonstrationer i de mere liberale byer, hvor progressivismen står stærkest. Ud over støtte fra de velfinansierede NGO’er og deres professionelle aktivister har bevægelsen helt forventeligt fået rosende ord og anden opbakning fra diverse politikere, EU-institutioner og medier. Sidstnævnte har i vanlig stil ved undladelsesløgn valgt ikke at dække de radikale abort-aktivisters angreb på kirker. Desuden har man frosset det konservative synspunkt ud af debatten og ageret mikrofonholdere – læs eksempelvis denne artikel hvor dé interview-personer, der er udvalgt til at belyse sagen, er hhv. generalsekretæren i den yderligtgående, selverklæret ’normkritiske’ NGO Sex og Samfund og den lige så ekstreme fosterdrabsaktivist Kasia Arndt. Det er ikke for ingenting, at begrebet løgnerpresse er opfundet.

Den mainstream-højreorienterede kritik af forslaget går hverken på:

  • at det er et videnskabeligt faktum, at fostre er mennesker eller dog menneskeligt liv, og at de har ret til ikke at blive aflivet,
  • at de ufødte er uskyldige, hvorfor det ville være i strid med fundamentale vestlige retfærdighedsprincipper at lade dem bøde for andres fejl eller forbrydelser,
  • at adoption eller reel støtte til moderen er et langt mere humant alternativ,
  • at abortindgrebet efter sin karakter er et voldeligt overgreb, hvor barnet (afhængig af, hvor langt henne i graviditeten, moderen er) destrueres med et støvsugeragtigt instrument, klippes itu eller aflives ved indsprøjtning, eller
  • at ovenstående kamufleres af aborttilhængere dels med løgne, dels med eufemismer om at abort er lig med at ”få fjernet en uønsket graviditet/’en klump celler’”
Kan være et billede af tekst, der siger "in cm @at 1/2 Fund -2 2 Embryo alive in the uterus 8 weeks following fertilization 11/2"
Fotografi af en såkaldt ’celleklump’ 8 uger efter undfangelsen. I parentes bemærkes, at ens status som menneske eller ens værdi ikke afhænger af i hvor høj grad fuldvoksne personer synes man ligner dem – biologien lærer os, at livet begynder ved undfangelsen.

I stedet lyder indvendingen, at ”danske skattekroner kun skal bruges på (at aflive, red.) danskere”, hvorved man ovenikøbet i forbifarten får medgivet venstrefløjens præmis om, at det kan karakteriseres som en slags velfærds- eller sundhedsydelse at få aflivet sit ufødte barn. Det er selvfølgelig ikke noget nyt, at ingen etablerede højrefløjspartier i Danmark har noget der bare ligner et reelt konservativt livssyn eller konservative socialværdier, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan det så klart fremstår, at det i dette spørgsmål kun er mammon, der har betydning for vores såkaldte højrefløj.

Det længste jeg indtil videre har set højreorienterede debattører, partier mv. gå, er at anføre formalitetsindsigelser om, at Polen selv må bestemme sin lovgivning, og at det ud fra et demokratisk perspektiv samt et princip om staters gensidige respekt for hinandens suverænitet er forkert at blande sig. Med andre ord en komplet undvigemanøvre ift. sagens primære problemstilling: Om Vestens abortpolitik er en etisk forkastelig masseaflivning af uskyldige ufødte eller en beundringsværdig ”frihedskamp”, som Venstres EU-ordfører Kim Valentin kalder det[1]. Selvsamme ’nationalkonservative’ ville – med rette – næppe synes, at det var forrykt at blande sig i andre landes anliggender, hvis det drejede sig om fx kristenforfølgelser (der ofte ligeledes har en morderisk karakter), så når de vælger at hævde et absolut suverænitetsprincip uden yderligere kommentarer lige netop for abort, forekommer det taktisk motiveret; de ønsker at slippe for at forholde sig til substansen.
Det minder mig om den seneste sag fra Ungarn og den gængse nationalkonservatives position i forhold hertil, som går på, at landet har ret til at indføre socialt konservativ lovgivning – hvad der burde være indlysende – men som ikke vil (tør?) forsvare Fidesz-KDNP regeringens politik i egen ret.

Betragtet sammen med det enøjede fokus på kroner og øre står tilbage vi med en kastreret højrefløj, der enten ikke tør forsvare de svageste mennesker i vores samfund – de uskyldige ufødte – eller ganske enkelt er enige med de progressive (på nær når det kommer til detaljerne om hvem, der skal finansiere aflivningerne). Er sidstnævnte tilfældet, kan vi vist godt stoppe med at lade som om, at vi har en reelt nationalkonservativ højrefløj i Danmark.


[1] Se ovennævnte TV2-artikel hvori Valentin udtaler sig.

+ posts

Søren Krarup er redaktør for Atterdag. Til daglig studerer han jura på Aarhus Universitet.