Befolkningsetik – verdsligt og kristent belyst / Del 2 af 2

Denne artikel er en overbygning på del 1, der opridsede en mindre pessimistisk karakteristik af den globale befolkningsudvikling end dén man finder i standardnarrativet. I dag følger Mikkel Søtbæk op med en etisk diskussion af problemstillingen om menneskehedens ressourceforbrug og det forsvarlige i at øge befolkningstallet – hvordan ser et højreorienteret perspektiv på dette spørgsmål, bundende i vores religiøse og kulturelle ophav frem for blot en instinktiv modvilje mod venstrefløjen, egentlig ud? Hvis man som konservativ er enig i det på højrefløjen populære udsagn om, at vi kan lære meget fra kristendommen, så lad os da dykke ned i dens visdom og virkelig tage ved lære frem for at lade det blive ved et slogan.

Det kristne kald – i og mod verden

I første artikel i denne serie har vi kun gendrevet sekulære anklager med sekulær kritik, men dette træk skal kun ses som den råbende stemme i ørkenen, der baner Herrens veje. For som nationalkonservative må vi søge et dybere fundament for vores verdenssyn end blot at bestride venstrefløjens udsagn om fakta. Hvis vi virkelig vil effektuere en genoplivelse af vores kultur og religion, må vi også tage kristendommen seriøst, og ikke blot anvende den som tapet, der klistres henover en bar, sekulær væg. Biblens lære om seksual- og befolkningsetik er klar, og den må lydesbåde i tilstedeværelsen, men også i fraværet af gode gendrivelser af verdens anklager og påstande. For Skriftens autoritet er ikke betinget af verdens accept eller billigelse, derimod er den i sig selv den standard, vi dømmer og skelner ret fra vrangt. Det forudgående skal derfor blot ses som en nyttig hjælp, og ikke som noget, der er nødvendigt i sig selv. Guds ord står fast, om end al verdens visdom står det imod.

Vi kristne er netop vejledt og udrustet af Guds ord. Den hellige Paulus skriver i 2 Tim. 3:16-17, at Guds ord udruster enhver mand til al undervisning, bevis, vejledning og opdragelse. Derfor må vi også slå fast, at selvom velklingende tale og godt begrundet argumentation er vellidt og ønsket, så er det ikke absolut nødvendigt. For Guds ord er klart. Og da Gud forkyndte for alle mennesker, ved Noa, og gennem ham til alle mennesker og folkeslag, Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden. Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle, hos alle krybdyr på jorden og hos alle havets fisk skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt.[1]. Dette er både et påbud og en velsignelse. Det er et påbud, fordi Gud taler til mennesket i bydeform, imperativ, men også en velsignelse, fordi Gud her forordner både at vi skal blive mange, og at vi skal deltage som medskabere af liv på jorden.

Hvad Gud her befalede Noa, og alle mennesker gennem Noa, for befaling er talt i flertal, I skal være frugtbare og talrige, er en gentagelse af den oprindelige befaling, som blev talt til Adam og Eva i Paradis. Efterskabelse og før Syndefaldet talte Gud til hele menneskeslægten ved vores slægts ophavspar,”Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«[2]Denne befaling er også talt som et imperativ, og herved ser vi, at buddet om mangfoldiggørelse ikke kun var tiltænkt det paradisiske liv, som vi tabte, men ved gentagelsen til Noa, som så at sige rekapitulerer Guds skabervilje for den ny-rensede jord, og vi kan dermed konkludere at befalingen står ved magt. Vi kan ikke reducere befalingen til kun at gælde den paradisiske jord, for den er også talt til os syndere i denne nuværende verden.

At få mange børn er en velsignelse

Vi må derfor fastholde at Guds ønske om vores mangfoldiggørelse både er en befaling og en velsignelse, og at dette både var tænkt for mennesket i Paradis såvel som tiltænkt mennesket i den faldne verden. Især i vores tid erfarer alt for mange bitterligt hvor stor en velsignelse børn er. De alt for mange mænd og kvinder, som kæmper med fertilitetsproblemer, erfarer i højere grad end de fleste, hvor vigtigt og kærkomment en søn eller datters ankomst er. Denne erfaring deles og finder genklang i Biblens mange fortællinger om lignende skæbner, om Abraham og Sara, om Anna og Zakarias, den smerte og den sorg disse forældre i hjertet bevidner, fortæller os om den værdigefulde og sande længsel, som børn opfylder og udfylder.

Det behov som barnet udfylder, er ikke bare et sandt og naturligt behov, men netop også et behov som afspejler Guds skabergodhed, idet Han jo netop har budt os at blive frugtbare og talrige. En kristen etik vil derfor se livet og mangfoldiggørelsen som et ubetinget gode, ikke nødvendigvis som en årsag til nydelse, for livet i store børnefamilier er ikke altid lige let. Selvom jeg kun er far til tre børn, så kan jeg mildest ikke sige, at har fået mere tid på hænderne, efter vores familie er vokset til fem. Men godet som børn giver, skal netop heller ikke ses et rent hedonistisk skrift i forøgelsen af nydelse. Tværtimod er børnefamiliens gode den rigdom af mening og dybde i tilværelsen, som nyt liv bringer.

Børn giver livet større eksistentiel dybde og, de gør os – af omstændighedernes natur – til bedre mennesker, hvor selvopofrelse, disciplin, tålmodighed og ansvarsbevidsthed, tillæres og opøves. At få børn er uegennyttigt, men samtidig det bedste man kan gøre for sig selv. Det er uegennyttigt fordi kræfter, tid og energi må ofres for det, men det er det bedste, fordi Gud i forældreskabet på en helt særlig og unik måde giver faderen og i højere grad moderen medskaberkraft. Nyt liv skabes og fødes, og kærligheden i relationen åbenbarer en underfuld dybde i den menneskelige erfaring.

At få børn er et bud

At få børn er dog ikke kun en gave, men også en opgave. I 1. Mosebog ser vi utvetydigt denne dobbelthed, hvor kaldet til frugtbarhed og mangfoldiggørelse både gives som en velsignelse og en befaling. Derfor må kontroversielle emner som abort, prævention og seksualmoral også berøres. Det kristne ægteskab må nemlig være tegnet af liv, både åbenhed overfor liv men også af en rigdom af liv. Store børnefamilier er især i vores tid i Vesten et vidnesbyrd om en modkultur, der prioriterer liv, familie og mennesker over forbrug, selvrealisering og sterilitet. I Vesten er fertilitetsraten, d.v.s. antallet af børn en gennemsnitlig kvinde får, langt under det niveau der skal til, bare for at befolkningen opretholder sin størrelse. Vores kultur er så at sige præget i udstrakt grad af et frafald af børn og en lukkethed mod liv. I dag får en kvinde i gennemsnit 1.7 børn, d.v.s. at for hver generation der går, så falder befolkningen med ca. 15 %.  I dag bor der cirka 5.8 mio. mennesker i Danmark og hvis den nuværende fertilitetsrate fortsætter som nu, så vil det betyde, at Danmarks befolkning vil blive langt mere end halveret på blot fem generation til blot 2.5 mio. mennesker. Her tages der ikke engang højde for den parallelt forløbende tilvandring, som i kombination med de lave fødselstal producerer et fatalt resultat. En sådan afvikling af landet er resultatet af en kultur, som helt har forladt både det påbud og den velsignelse, der ligger i Guds bud til mennesket.

Et lydigt kristnet ægteskab må derfor både være kendetegnet af liv og åbenhed over for liv. For de, som ikke kan få børn, kan dette ske ved adoption, som Biblen priser og som Gud ofte bringer velsignelse igennem. Moses, befrieren af Guds folk fra Ægyptens trælhus var adopteret af Faraos hus, da hans mor hellere ville gemme sin søn i Nilens vand i det håb, at nogen måtte finde ham, end at lade ham lide den sikre død. Også Dronning Esther, hvis rolle i det persiske hof spillede en afgørende rolle for kirken i det Gamle Testamente, var adopteret. Den kristne kærlighed til nyt liv må derfor gælde både de, som allerede er født, og hvis forældre ikke kan tage sig af dem, men også de, som endnu ikke er født, og de igen, som endnu ikke er til.

Disse to sidste grupper, de ufødte børn og de børn, som endnu ikke er til, må den kristne etik forholde sig til på to forskellige måder. For de sidstnævnte må vi forholde os åbent, d.v.s. at ægteskabet må have åbenhed overfor liv, og ikke aktivt modarbejde dette. Biblen kalder os til at få børn, og mange børn fremstilles netop som en velsignelse fra Gud, f.eks. siger Salmisten

Sønner er en gave fra Herren,

moderlivets frugt er lønnen.

 Som pile i krigerens hånd

er sønner, man får i sin ungdom.

 Lykkelig den mand, der fylder sit kogger med dem;

de bliver ikke til skamme,

når de taler til deres fjender i porten[3]

At få børn er en velsignelse fra Gud. Brug af prævention hos raske ægtefolk, må derfor anses meget kritisk. Uanset hvilken præventionsform der benyttes, sætter enhver form for prævention enten en fysisk eller kemisk barriere mellem manden og kviden, med det formål at forhindre undfangelse. Aktivt, enten ved kunstig kemi eller ved en fysisk barriere, at forhindre undfangelse af børn synes svært foreneligt med buddet om at blive frugtbare og talrige. Naturligvis må man tage hensyn til særlige medicinske og lægefaglige omstændigheder, men for normale raske ægtefolk må brugen af prævention afvises, i særdeles når det bruges selviske årsager, så som modvilje mod at blive forældre, økonomiske eller karrieremæssige ønsker.

En stor skepsis overfor kunstig prævention betyder dog på ingen måde, at vi ikke skal forvalte vores familie med kløgt, og at vi ikke kan forsøge at planlægge vores families forøgelse. Skriften omtaler at ægtepar, efter begge partners samtykke, i perioder kan hengive sig til bøn og afholde sig fra seksuelt samkvem[4]. Her må ægtemand med Apostlen Peters ord være hensynsfulde i samlivet med kvinden[5], og med samtykke partnerne imellem, kan de f.eks. benytte sig af Naturlig familieplanlægning (beslægtet med temperaturmetoden), hvor kvindekroppens naturlige fertilitetsrytme følges, hvis særlige hensyn taler for, at graviditeterne skal planlægges. Her kan der også, hvis særlige forhold, f.eks. medicinske eller sundhedsmæssige omstændigheder taler for det, bruges visse former for ikke-aborterende prævention, hvis formålet alene er udskyde graviditeterne således, at moderens krop ikke udsættes for skadelig overlast, f.eks. ved flere graviditeter kort tid efter hinanden, hvad der kan forårsage permanente skader på kvinden. Sigtet må således være, at familiens åbenhed over for nyt liv er det kendetegnende for familien, og hvor naturlig familieplanlægning og ikke-aborterende præventionsformer kun bruges som midler til at forvalte graviditeterne, og ikke til reelt at undgå dem eller forhindre dem.

Den anden kategori, altså ang. de børn som endnu ikke er født, er straks meget klarere. Her kan og skal vi kategorisk udelukke enhver form for prævention, som kan fremprovokere en abort, samt enhver form for provokeret abort. Hvis den ufødte ikke er et barn, er ingen begrundelse for abortretten nødvendig, men hvis den ufødte er et barn, så findes der intet etisk forsvar for abort.

Det er et objektivt og videnskabeligt faktum, at det ufødte barn, uanset om det er et 7 dage gammelt foster, eller en 6 måneder gammel dreng, er et menneske, eller dog menneskeligt liv, med sit eget unikke DNA, som er anderledes fra både moderens og faderens DNA, og at det er levende, da celledeling og vækst er i gang. Altså er en abort nødvendigvis altid et drab på et menneskeligt liv. Her ser vi også (helt adskilt fra noget religiøst blik på sagen) at når først vi har erkendt at det ufødte barn vitterligt er et barn, så er ingen undskyldning længere tilstrækkelig.

Nogle abortfortalere synes at anerkende dette, men fastholder sig stadig retten til abort, med udgangspunkt i at kvindens ret til selvbestemmelse og kropslig autonomi har forrang. Naturligvis har ethvert menneske ret til kropslig autonomi, og ingen bør anfægte kvindens ret til dette. Men dette er dog ikke nogen absolut ret, og hensynet til et andet menneskes liv må nødvendigvis have forrang for kropslig selvbestemmelse. Er du på vandretur med en anden i de norske fjelde, så er du også etisk pligtskyldig til at hente hjælp til en nødstedt, uanset hvor besværligt dette måtte være, såfremt hans overlevelse er afhængig af dig, f.eks. ved et slagtilfælde eller svær skade. Her er din ret til autonomi, hvad end det er at tage hjem eller fortsætte turen, underordnet hans behov for hjælp.

Dette gælder i endnu højere grad ved graviditet. For ligesom en far skylder sit eget barn den største selvopofrelse og kærlighed, og mere end til noget fremmet barn, så skylder en moder også sit eget barn, gjort af hendes kød og blod, en større kærlighed og hengivenhed end nogen fremmed. Et hvilket som helst behov for selvrealisering, besvær, byrde m.m. må altså komme langt under hensynet til hendes eget barns liv. Ja, kun en svær og konkret livsfare til moderens eget liv ville kunne berettige et sådant indgreb, og da kun men henblik på at redde moderens eget liv som det primære sigte.

Ser vi på Skriften er den også ovenud klar om det ufødte barns menneskelighed, David sang i følgende i Salmernes Bog,

13 Det var dig, der dannede mine nyrer,

du flettede mig sammen i min mors liv.

14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,

underfulde er dine gerninger,

jeg ved det fuldt ud!

15 Mine knogler var ikke skjult for dig,

da jeg blev formet i det skjulte,

blev vævet i jordens dyb.

16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;

alle dagene stod skrevet i din bog,

de var formet,

før en eneste af dem var kommet.

17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig,

hvor stor er dog summen af dem, Gud!

18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet,

bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.[6]

Biblen er således mere end tilstrækkelig klar ang. barnets menneskelighed, dets identitet som subjekt og dets vilkår som skabt og skænket af Gud. Enhver overlagt afbrydelse af en graviditet må derfor anses som det alleralvorligste mord på et uskyldigt og ufødt barn, hvis Skaber i himlen allerede elsker det og ønsker barnet liv og fremtid, Kristus sagde selv,  Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.[7]

Buddet om mangfoldiggørelse er ikke talt i isolation – vogterskab af skaberværket

Gud har kaldt os til at udbrede os over hele Jorden, dette har han fastsat som et bud og som en velsignelse for os. Endvidere har vi også set på, hvordan forudsigelser og spådomme om snarlig undergang ofte har været helt igennem fejlagtige. Ja, faktisk er Vesteuropas, men også store dele af Amerika og Asiens, problem ikke overbefolkning, men affolkning! Mod dette forfald giver den kristne etik et svar på udfordringerne. For den kristne etik er netop bevidst angående velsignelserne og gaverne, som kommer ved forældreskabet – både individuelt og samfundsmæssigt. Derfor ser vi også, at ægteskabet må være åbent overfor liv, både det som endnu ikke er til, p.g.a Guds befaling og de goder, som det forårsager, men især også overfor det liv, som allerede er til. Det må vi beskytte og værne om, da det er skabt og menneskeligt som os andre.

Således konkluderende har vi fremsat den offensive strategi, så at sige, som tager livtag med de sekulære indvender, og positivt fremsætter en kristen etik, ud fra hvilken vi kan bedømme og fastlægge en vej, på hvilken de troende må træde, i lydighed til Gud og som inspiration og vidnesbyrd til samfundet omkring sig.

En defensiv strategi må dog også kort fremsættes, idet mangfoldiggørelsens opgave må forvaltes kløgtigt og med hensyn til de andre pligter, vi har som forvaltere af skaberværket. Buddet om at blive talrige er nemlig ikke noget absolut bud, der må tages hensyn til andre bud, og derfor må det forvaltes med omhu. Eksempelvis bør menneskelig beboelse ikke fortrænge og ødelægge skovområder, levesteder for dyr eller på andre måder være anledning til ødelæggelse af dyrelivet. Dette kan dog sagtens lade sig gøre, hvis vi som samfund udviser ansvarlighed i måden, vi vælger at befolke vores land. En sådan befolkningspolitik ville kunne skabe en balancegang mellem hensynet til forvaltningen af skaberværket, som vi jo netop er sat til at passe, og en sund befolkningstilvækst.

Som der er redegjort for i del 1 er Danmarks totale landbrugsareal f.eks. faldet massivt samtidig med at befolkningen har fordoblet sig. Med udgangspunkt i min hjemegn Lolland, kan vi f.eks. forestille os en bæredygtig befolkningstilvækst. I dag består det gennemsnitlige danske landbrug af 160 hektar, det er meget stort, til sammenligning er mere end halvdelen af alle gårde i Østrig på 25 hektar eller mindre. De fleste af disse gårde består af store konventionelle landbrug med et begrænset sædskifte bestående af korn, roer og raps. De sprøjtede marker har endvidere betydet, at markernes bund, d.v.s. jordoverfladen under markafgrøden, har en ekstrem lille mængde af insekter og ukrudt, hvilket igen resulterer i langt færre insekter generelt, både bytte og rovinsekter, men også langt færre agerhøns og fugleliv, hvis kyllinger og voksne individer er afhængige af insekterne for føde. P.g.a. markernes sammenlægninger til færre, langt større marker, er de fleste af de plantede læhegn, som udgjorde grænserne mellem de gamle mindre marker og gårde også fjernet. Her voksede ofte blomstrende træer, som tjørn, mirabel, kvæde, fuglekirsebær m.m., der dannede grundlag for vore mange bestøvende insekter, hvor den upløjede jord var levested for jordbier, blomsterne gav nektar og pollen til Danmarks mere end 290 arter af bier, for ikke at nævne sommerfugle og natsværmere. Råvildt, fuglevildt og forskellige arter af gnavere, som den sjældne hasselmus kunne også søge ly og føde her, hvor hasselnød, hestekastanje eller tjørnebærret gav gode fødekilder.

Hele dette økosystem er i stor udstrækning fjernet og ødelagt, og flade ørkener af ensformige og sprøjtede marker beplantet med en eneste afgrøde har nu erstattet tidligere økologiske marker med dertilhørende større antal gårde, landbefolkning og langt større biodiversitet i tiden før det kemiske landbrugs ankomst i Danmark. Men det er ingen naturlov, at udviklingen skal gå sådan. Som nævnt ovenfor er 25 hektar en helt normal størrelse for en østrigsk gård, og endda også større end en normal dansk gård før krigens tid. Men tager vi udgangspunkt i denne størrelse på 25 hektar pr. gård, så ville Lolland med sine cirka 100.900 dyrkede hektar kunne understøtte lidt over 4000 familiegårde af denne størrelse. Antager vi at hver gård, med et hovedhus og et aftægtshus, bestod af to bedsteforældre, et ægtepar og deres 5 børn, så ville dette betyde at landdistrikt befolkning på Lolland alene sagtens kunne vokse til omkring 36.234 personer, der er næsten en tredobling fra de i dag kun godt og vel 13.000 mennesker, som bor i landdistrikterne i Lolland Kommune (det skal dog retfærdigvis nævnes at Lolland Kommune ”kun” dækker lidt over 2/3 af øen Lolland). Samme udvikling gør sig også gældende for mange af byerne på Lolland, eksempelvis havde Nakskov en befolkning på godt og vel 17.000 i 1960 mens byen i dag har færre end 12.700 personer.

Som nævnt før er affolkning og ikke overbefolkning problemet. Mennesker er en ressource, og ingen kan affolke sig til rigdom, tværtimod er det et faktum, at mange af fremtidens problemer og udfordringer vil blive løst af de børn og ufødte generationer, som venter på at uddanne sig og træde til. En ansvarlig befolkningsudvikling, der tager højde menneskets kald til at værne om skaberværket, men samtidig også er lydig overfor Guds påbud om at blive frugtbare og talrige. Som vist ovenfor, kan dette gøres med respekt for begge opgaver. Danmarks befolkning er fordoblet mens landbrugsarealet er faldet markant, og måden hvorpå det benyttes er blevet ganske problematisk.

Dette er ingen naturlov, og selv hvis vi antager at industrilandbrugets har en marginal økonomisk fordel over for de mindre familiebrug, så må vi spørge os selv, om vi virkelig har råd til at spare dér? En normal konventionel dansk gård på ca. 160 hektar modtager omkring 208.000 kr. i landbrugsstøtte om året, og en økologisk landmand lidt mere. Erhvervet er altså i forvejen stærkt politisk styret, grundet den høje skat, grad af regulering og subsidiering, som landbruget modtager. Altså er det også i endog meget høj grad et politisk valg, om vores land skal består af tyndt befolkede kæmpegårde, hvor brug af kemi har fjernet levegrundlaget fra store dele af dyrelivet, eller om vi også skal understøtte en ligevægtig befolkningsudvikling i hele landet i balance med naturen. Det er ikke et enten-eller. For den kristne må målet derfor være harmonisk beboelse af hele landet, på en måde som foregår i overensstemmelse med menneskets opgave som vogter og forvalter af skaberværket. En løsning hvor familiegården kunne spille en vigtig rolle.

En kristen befolkningsetik vil derfor være den, som i respekt og åbenhed overfor liv, vil lade slægten vokse og udfylde jorden, men samtidig også gøre det med omtanke på naturen, som vi er sat til at vogte. Selvom jeg kun har ridset let i overfladen af mange afgørende problemstillinger, som hver især fortjener hele artikler, så håber jeg at denne tekst har givet nogle nye perspektiver og vinkler på befolkningsudviklingen, og at det har manet dommedagsforudsigelserne i jorden, for det er en gammel branche med en utrolig belastet fortid. Ved konkret at kigge på udviklingen herhjemme, og set på potentielle løsninger for min egen hjemegn Lolland, håber jeg også at have kastet lys over de generelle tendenser, som på ingen måde er begrænset til hverken Lolland eller Danmark, men tværtimod gør sig gældende i store områder af Verden – fra Sydkorea og Japan i øst til Portugal og Italien i vest.


[1] Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (Det Danske Bibelselskab, 1992), Ge 9:1–2.

[2] Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (Det Danske Bibelselskab, 1992), Ge 1:28.

[3] Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (Det Danske Bibelselskab, 1992), Ps 127:3–5.

[4] 1 Kor. 7.5

[5] 1 Peter 3.7

[6] Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (Det Danske Bibelselskab, 1992), Ps 139:13–18.

[7] Bibelen. Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (Det Danske Bibelselskab, 1992), Mt 18:10.

+ posts

Mikkel Søtbæk er cand.theol. fra Københavns Universitet, missionær, landmand og familiefar.