Befolkningsetik – verdsligt og kristent belyst / Del 1 af 2

Jorden som vi beboer er et lukket system. Udadtil begrænses vi af atmosfæren, der danner barrieren mellem kloden og himmelrummet, og går vi dybt nok nedad, vil vi ramme en glohed flydende kerne. Jorden er altså nødvendigvis begrænset, både hvad angår ressourcer, plads og muligheder. Dette kan naturligvis lyde banalt, men implikationerne af det er ikke. For når pladsen og rigdommen er begrænset, og naturen belastet til bristepunktet, så vil enhver forøgelse af mængden af mennesker nødvendigvis føre til færre ressourcer og mindre plads til den enkelte. Når systemet er lukket, er udviklingen et nulsumsspil. Skal flere dele goderne, får den enkelte færre.

Der har aldrig været flere mennesker på jorden, end der er nu, og der bliver foreløbig kun flere (indtil vi eventuelt når et plateau på et tidspunkt i dette århundrede) – især i udviklingslande i Afrika og Asien. Sammenlignet har der ej heller foregået en så stor massedød blandt dyre og plantearter, hele leveområder udryddes, og byer, menneskemængden, ressourcebehovet vokser, mens antallet af vildt, både artsdiversitet og det absolutte antal, er faldende over det meste af linjen. Læg dertil klimaudfordringerne, hvor der i Vesten i dag er bred konsensus om, at CO2-udledningen må og skal komme ned.

Dette synes dog svært foreneligt med en kraftig befolkningstilgang, som alt andet lige vil medføre flere forbrugere, mere efterspørgsel og mere forurening. I forlængelse af denne tankegang skrev DRs nyhedssektion da også den 2. juni 2018 en artikel med følgende titel, ”VIL DU HJÆLPE KLIMAET? FÅ FÆRRE BØRN”. Her spilles der med åbne kort, og intentionen er helt klar, hvis vi skal redde klimaet, så må vi få færre børn, for færre børn betyder færre mennesker, som igen betyder mindre forbrug og så fremdeles. Jorden er så at sige overbefolket, og befolkningen må mindskes. Det kan ske ved at tabuisere store børnefamilier, ved at ændre kulturen, som DRs artikel er et eksempel på, hvor det at få børn kædes sammen med klimaskyld. Det kan ske ved kulturens herliggørelse af det frie individ, ubundet af familie og småbørn, der forhindrer selvrealisering. Det kan også, som vi ofte ser i ulande, ske ved en målrettet indsats for at udbrede prævention, adgang til familieplanlægning og abort m.m., eller i mere ekstreme tilfælde som i Kina, hvor statslige strukturer sætter en grænse for antallet af børn pr. familie, og hvor tvunget abort finder sted, hvilket vi så så sent som i juni 2012 med sagen om 22-årige Feng Jianmei og tvangsaborten af hendes 7 måneder gamle barn, der skabte store overskrifter. Lad os i det følgende se bort fra de mange andre tiltag, vi bearbejdes til at bakke op om og acceptere – såsom plantebaserede ’kødprodukter’ og sågar et forsøg på at normalisere insekt-baseret mad (et par eksempler: 1, 2, 3, 4, 5, 6) – og koncentrere os om selve kernen af de ovenfor nævnte demografiske udfordringer.

Udfordringen og overdrivelse

Med så dystert et scenarium optegnet synes det da også ligetil at begrænse befolkningstilvæksten. Men kan vi nu også stole på så pessimistiske fremtidsudsigter? Tre påstande må imødegås her:

  • Undergangshypotesernes berettigelse
  • Påstanden om overbefolkning
  • Planetens begrænsede ressourcer

Talen om overbefolkning og dens katastrofale følger er på ingen måder ny, men er i store træk en samtale, som startede ved Thomas Robert Malthus’ essays 1798, hvor han kunne konstatere at befolkningen voksede langt hurtigere end produktionen af fødevarer. Resultatet ville derfor være en periode med stærkt stigende tilvækst efterfulgt af katastrofal mangel på fødevarer, med dertil hørende sult, fejlernæring, sygdom og krige.

Helt så slemt gik det jo ikke, som bekendt. I 1700 var Vesteuropas befolkning på ca. 81,5 mio., hvorimod den i dag er steget til 388,4 mio., og EU er i dag godt og vel selvforsynende med fødevarer, undtaget de område, hvor det ikke er økonomisk rentabelt[1].

For 120 år siden var katastrofeforudsigelserne skiftet, for selvom den globale hungersnød var udeblevet, stod problemet nu med selve grundlaget for den stødt stigende urbanisering der prægede det stadig industrialiserende Vesteuropa. I 1894 skrev The Times, en af Storbritanniens største aviser, at om 50 år vil enhver gade i London være dækket af 2½ meter af hestemøg. Det vil uundgåeligt lyde næsten komisk i dag, men det var det ikke i 1890ernes London. Byen var dengang verdens største, og blev betjent af omkring ellevetusind vognmænd med heste, et par tusind hestebusser, hver betjent af tolv heste dagligt, og dertil et ukendt antal transport, gods og flyttevogne til at betjene handel og industrien. Disse titusindvis af heste lavede dagligt hver især omkring 10-15 kg hestemøg, som også skulle flyttes ud af byen, med hest naturligvis. Denne udvikling var selvforstærkende og byen var allerede nået et bristepunkt. Andre byer var dog også hårdt ramt, bl.a. New York, som dagligt blev betjent af ca. 100.000 heste. Denne store hestemøgskrise blev spået til at være enden for den hidtil uhørte urbanisering, da selve den infrastruktur der dannede grundlaget for de store bysamfund, truede med at kollapse og bringe de byer, de understøttede, med sig. I 1908 lancerede Henry Ford sin bilmodel Ford-T, der de næste 19 år ville blive produceret i 15. mio. eksemplarer. Noget de færreste kuske havde forestillet sig, og nok i endnu mindre grad hestepæreprofeternes dommedagsspåfolk.

Den moderne bekymring vedr. overbefolkning kan nok især spores tilbage til Stanford professoren, Paul Ehrlichs bog Befolkningsbomben fra 1968, hvor miljøbevægelsens fremkomst havde båret ved til den spåede klimakrises bål. Ehrlich sagde følgende i sit værk, ”Kampen for at mætte hele menneskeheden er ovre. I 1970erne vil hundrede af millioner af mennesker sulte ihjel på trods af ethvert program påbegyndt nu. På dette sene tidspunkt kan intet forhindre en substantiel stigning i verdens dødsrate.”[2] Jeg behøver næppe at redegøre for kvaliteterne ved Ehrlichs forudsigelser for læseren. Tværtimod forekommer der et andet og ganske mere interessant spørgsmål, nemlig dette – hvorfor har dommedagsteorier så stor indflydelse og så stor evne til at erobre fortællingen på klima- og befolkningsområdet? Mange andre eksempler kunne være nævnt, lige fra de konstante påstande om at ville være løbet tør for olie i år 1926, 1935, 1951 o.s.v., til nyere eksempler så som Al Gores film En ubekvem sandhed (2006), som sagde, at inden årtiet var omme, ville sneen være forsvundet fra Kilimanjaro (sneen er der endnu) at isbjørnene ville uddø (deres antal er vokset fra ca. 22.000 i 2005 til 30.000 i 2017) o.s.v. Mange andre eksempler kunne også fremdrages, hvis ikke pladsen forhindrede det.

Jordens lukkede system og hullet i det

Men selv hvis vi antager en langt større skepsis mod de overdrevne dommedagsforudsigelser, som igen og igen har vist sig, så synes der at være en mere kalkuleret og nøgtern logik ang. de ressourcemæssige udfordringer. Jorden bliver ikke større, befolkningen gør. Nye guldårer, oliefelter, frugtbart agerland mm. vokser ikke frem, der er, hvad der er. Men vi bliver flere og flere til at dele mindre og mindre. Selvom dette naturligvis ikke er forkert, er det en sandhed med store modifikationer.

For ligesom Malthus og Ehrlich spåede enorme befolkningsnedgange grundet hungersnød og konflikt hvis befolkningen blev ved med at stige, så skyldes deres fremskrivelsers store fejl jo ikke en forkert iagttagelse. Flere mennesker spiser jo netop mere mad. Fejlen skyldes derimod de helt forkerte antagelser, der var indlejret i deres argumentation. Begge forfattere havde simpelthen ikke kunnet forestille sig, at selvom der naturligvis ikke opstår store nye områder af landmasse, hvor fødevarer kunne dyrkes, så ville produktionen på det eksisterende agerland stige hurtigere end befolkningstilvæksten. Store landvindinger i sædskifte, plante- og arvelære, gødningsbrug og maskinmæssige effektiviseringer gjorde, at langt færre mennesker kunne dyrke langt mere mad på mindre plads. Disse landvindinger var endda ikke resultatet af en lurende global hungersnød, men derimod resultatet af Vesteuropas stigende befolkning, stigende uddannelsesniveau og stigende specialisering.

Det er udtryk for en grundlæggende antagelse, kun at se mennesker som en ressourceaftager, og ikke en ressourceudvider. Europas fødevareproduktion steg, fordi Europas befolkning steg, hvilket muliggjorde de store teknologiske og industrielle udviklinger, en stadig større europæisk talentmasse var i stand til at levere. Denne indsigt er vigtig, for den menneskelige ressource er i sig selv i stand til at opdage nye ressourcer og forbedre de eksisterende. Jagt blev til landbrug, og landbrug blev stadig bedre. Begrænsede ressourcer som kobber, som bruges i alt fra ledninger og kabler, bliver i stigende grad erstattet er andre og langt mere tilgængelige ressourcer. Kobberkablerne erstattes af fiberledninger, og ledningerne, som bruges til at forbinde maskiner, byer og lande, bliver i stigende grad gjort trådløs og erstattet af satellitkommunikation.

En anden myte ang. overbefolkningen er også ligheden mellem hvad man kan kalde høj og bred befolkningsvækst. F.eks. bor godt og vel 80 % af europæere i dag i byområder hvorimod det kun gjaldt 13 % i år 1700, samme periode som befolkningen er vokset eksplosivt. På min egen hjemegn, Lolland, er befolkningstallet faktisk faldet markant. For 120 år siden boede vi små 70.000 sjæle på øen, hvis befolkning toppede med 87.534 i år 1930, hvilket stødt er faldet til 60.214 mennesker i år 2017, færre end for 120 år siden, selvom befolkningen i Danmark er mere end fordoblet fra 2.4 mio. i 1901 til 5.8 mio. i 2020. Vi må altså skelne mellem en overbefolkning i bredden, hvor vi så at sige fælder skovene, rydder hederne og naturlandskabet m.m., for at gøre plads til mennesker, og så en befolkningstilvækst i højden, hvor væksten finder sted i byzoner, hvis geografiske størrelse er stærkt begrænset.

Nuvel, kan man måske indvende, men vi skal jo dyrke mere jord for at brødføde befolkningen uanset om de bor på landet eller i byen? Det er faktisk også forkert. Omkring 1940 toppede den dyrkede mængde landareal i Danmark på ca. 32.500 km2, d.v.s. 76% af landmassen. Dette er i dag faldet markant til lidt over 26.000 km2 eller ca. 58% af landmassen. Med andre ord er vi blevet flere end dobbelt så mange mennesker, men vi fylder markant mindre og bruger langt mindre plads til at brødføde befolkningen end da vi var halvt så mange. Snakken om overbefolkning synes derfor stærkt misvisende. Problemet er ikke befolkningstilvæksten, men befolkningsmønstret.

Således er der forhåbentlig indgydt en skepsis over for det dominerende narrativ om befolkningsudviklingen. I næste afsnit af denne artikelserie vil vi gribe spørgsmålet mere etisk an og dykke ned i kristendommens lære om dette vigtige emne.


[1] EU parlament, Question reference: E-002231/2020, Answer given by Mr Wojciechowski
on behalf of the European CommissionE-002231/2020(ASW)

[2] Ehrlich, Paul R. (1968). The Population Bomb. Ballantine Books

+ posts

Mikkel Søtbæk er fast skribent for Atterdag. Han er til daglig teologistuderende, missionær, landmand og familiefar.