Augustlovene – en glemt progressiv fiasko

Op til Første Verdenskrig var såkaldte “progressive” idéer på mode i Vesten. Politisk drejede de sig om skepsis overfor den “kaotiske”, “planløse” og “ulige” økonomiske politik, der herskede i slutningen af 1800-tallet samt en tilsvarende modstand imod marxistisk arbejderrevolution. Idealet var en rationelt, videnskabeligt planlagt økonomi, hvor myndighederne, producenterne og fagforeningerne i fællesskab koordinerede deres aktiviteter for almenvellets skyld – en pragmatisk, midtersøgende tanke, der undgår ekstremer.

Herhjemme blev disse idéer for alvor implementeret med Første Verdenskrigs udbrud i form af den radikale Zahleregerings “Augustlove” i 1914. Nye kommissioner under indenrigsminister Ove Rode skulle fastsætte priser på dagligvarer og nøje kontrollere al import, eksport samt spekulation og derved garantere fødevareforsyningen. I den såkaldte “Gimle-Tale” fra 1916 klapper Rode sig selv på skulderen for at have forhindret voldsomme prisstigninger. Ligesom vikingerne mente, at det himmelske Gimle fulgte efter det apokalyptiske Ragnarok, mente Rode, at et tilsvarende paradis ville følge efter krigsårene takket være hans oplyste idéer.  

Som sagt var målet med lovene at sikre fødevareforsyningen. Lad os først sammenligne Rodes påstande med de teoretiske konsekvenser af priskontrol og derefter med de virkelige resultater.

Lad os forestille os, at Mælkeministeriet synes, at den på markedsvilkår fastsatte pris på mælk er alt for høj grænsende til udbytteri. For at sikre, at mødre har råd til mælk til deres rollinger, fastsættes en makspris på mælk under markedsprisen. Mælk, der før kostede 20 kr pr. liter må nu kun sælges for 10kr pr. liter. Med dette geniale, velovervejede tiltag kan ministeriet lade sig hylde for egenhændigt at gøre mælk langt billigere end det nogensinde har været på markedsvilkår. Så kan de markedsliderlige, spædbørnsædende hyperkapitalister lære det! Hele 20 kr pr. liter? Føj!

Fejlslutningen er selvfølgelig, at “priser” ikke er noget mælkeproducenterne bestemmer for at malke forbrugerne så meget som muligt. Hvis prisen på en liter mælk er 20 kr, så er dette tal et udtryk for, hvor meget kunderne er villige til at ofre for én liter af den tilgængelige mængde mælk. Hvis behovet for mælk stiger så meget, at kunderne er villige til at betale klækkeligt for det, sendes et signal til landmændene om, at de med fordel kan omlægge produktionen til malkekvæg. Fravælger kunderne mælk, vil prisen pr. liter falde og landmændene vil begynde fx at slagte deres kreaturer i stedet.

Fastsættes en kunstig makspris, er kundernes behov for mælk uændret, men landmændene registrerer den lave pris og konkluderer, at kunderne i højere grad efterspørger kød i forhold til mælk (selvom dette reelt ikke er tilfældet). Resultatet er underproduktion af mælk, generel mangel og sorte markeder, hvor priserne ofte er højere end før, fordi sælgerne nu skal kompenseres for at konstant at måtte undvige offentlige inspektørers falkeblikke. Mejerier, der har oplagret mælk på køl har ingen grund til at sælge det og vil utvivlsomt blive anklaget for kynisk spekulation og hamstring. Da ministeriet ikke kan genetablere mælkemarkedet uden at tabe ansigt, er en oplagt løsning politisk befalet rationering af den kraftigt reducerede reserve af mælk – kun en halv liter pr. næse eller du ryger i fængsel!

De to forudsigelser er på plads. Fik Rode bevist sine progressive idealer? I 1917-18 opstod der generel varemangel, hvilket blev brugt til at retfærdiggøre udstedelsen af rationeringsmærker. Side 702-704 i dette leksikon fra 1924 går mere i dybden med organiseringen af priskontrollen. En passage nederst på side 703 er særligt rammende:

“Da en Prisregulering paa de Omraader, hvor i Knapheden var særlig følelig, var et tvivlsomt Gode for Forbrugerne, fordi Varerne forsvandt af Markedet, blev det for at sikre en ligelig Fordeling nødvendigt kun at give hver Person Adgang til et begrænset Indkøb. Denne Rationering skete paa den Maade, at der uddeltes Rationskort lydende paa bestemte Mængder af Varen, saaledes at Forbrugerne hos de Handlende kun kunde faa udleveret Varer mod Afgivelse af Kort, der igen af de Handlende maatte afleveres, naar de skulde forsyne sig hos Producenter ell. Grossister, med hvis Vareudleveringer der atter paa forsk. Vis førtes Kontrol af Myndighederne.”

Overvej desuden, at Tyskland ligeledes forsøgte sig med priskontrol på brød og opnåede nøjagtigt samme resultat som Danmark.

Den eneste grund til at Prisreguleringskommissionen blev nedlagt i 1921 (3 år efter krigens ophør) lader til at være De Radikales nederlag ved valget efter Påskekirsen. I sidste ende blev Rodes progressive påfund totalt modbevist af virkeligheden, men alligevel gjort til grundlag for senere politiske tiltag af samme skuffe. 

Den “progressive” strømning og Augustlovene ses som forløbere til den moderne velfærdsstat, der naturligvis er et utvetydigt gode. De udgør endnu et eksempel på den akademiske/politiske elites uindskrænkede hybris og evne til at feje principielt katastrofale nederlag ind under det historiske gulvtæppe. Det betyder ikke noget for dem, at deres moderigtige eksperimenter smadrer almindelige danskeres privatøkonomi eller får dem smidt i fængsel for at sælge havregryn til den forkerte pris. De er heltene i deres egen fortælling – en fortælling, der flittigt reproduceres i det offentlige uddannelsessystem, som selvsamme elite i øvrigt udgør hovedparten af.

Javel, Rode tog måske fejl m.h.t. behandlingen, men havde han ikke ret i sin diagnose af de forudgående årtier?

“Det, vi ser, er nu som før, Rigdommes Ophobning, Fattigdoms træl­somme Slid, en Tilværelse i Nød, ja, endogsaa Sult, midt i en Rigdom af Livsfornøden­heder, det ærlige Arbejde, som kun kan skaffe en kummerlig Tilværelse for maaske at ende i Alderdoms Trang, enkelte store Dygtigheders Rigdom, maaske ogsaa Spil­lere, hvis Held danner Grundlaget for Slæg­ters Rigdom.”

I næste artikel, vil jeg kaste et reviderende blik på den i historiebøgerne universelt udskældte periode som Rode så poetisk fordømmer – Provisorietiden.

* * *

Dette indlæg er skrevet af en gæsteskribent og er således ikke nødvendigvis i overensstemmelse med Atterdag-redaktionens egen politiske observans.

Ole Krarup
+ posts

Dette gæsteindlæg hos Atterdag er skrevet af Ole Krarup, som skriver ph.d. i fysik.