Amerikansk verdensdominans har en udløbsdato på få årtier

I første artikel i denne serie beskæftigede jeg mig med hvorledes USA ville kunne slå Kina i en eventuel militær konfrontation. For at den amerikanske strategi hertil, der er personificeret ved generalen David Berger, kan lykkes, skal en række betingelser være opfyldt. Disse vil blive undersøgt i denne afslutning på artikelserien, og vi vil komme nærmere et svar på, om det 21. århundrede vil stå i Kinas eller USA’s tegn.
Vi europæere kan da begynde at overveje implikationerne af enten at fortsætte i skyggen af USA og dennes liberale verdensorden eller en udskiftning med et ny, kinesisk hegemoni.

Den nye flådestruktur

Allerede under Obama blev det erkendt, at skulle den amerikanske flåde i fremtiden være dominerende, ville det blive nødvendigt at opruste. Efter den kolde krigs afslutning er den amerikanske flåde sygnet hen og skrumpet: Antallet af fartøjer var knap 600 i 1987, men kun 271 i 2015.
Flådens plan var i 2016, at antallet af flådefartøjer skulle øges til 355 over en 30-årig periode. Trump lovede i sin valgkampagne i 2016 at komme op på 350 fartøjer i løbet af blot 10 år. Som beskrevet i den forrige artikel kom den tidligere forsvarsminister Mark Esper sammen med Hudson Institute i efteråret 2020 med et udkast til en ny plan for flådeoprustningen. Ambitionen var, at antallet af flådefartøjer i 2051 skulle op på hele 586 fartøjer – altså markant højere end flådens egen plan fra et par år tidligere. Forskellen bestod navnlig i det større fokus på ubemandede fartøjer. Trump tog Espers plan til sig, men lagde an til en yderligere forøgelse af antallet af ubemandede fartøjer, så dette i 2051 ville være 688. Altså peger tankegangen i USA’s militære top i de seneste år mod en tro på nødvendigheden i en decideret fordobling af antallet af fartøjer som forudsætning for at kunne bevare dominansen på verdenshavene.
Denne nye linje og de enorme ambitioner rejser fire spørgsmål. Svarene på disse vil vise, om Kina kan opnå den militære paritet, der kræves for at kunne udfordre USA’s herredømme:

  • Har USA den fornødne skibsværftskapacitet og arbejdskraft til overhovedet at bygge de mange skibe?
  • Har USA den fornødne kapacitet til at kunne vedligeholde den forstørrede flåde?
  • Kan den amerikanske flåde rekruttere og uddanne mandskab til en større og mere teknologisk avanceret flåde?
  • Vil den teknologiske udvikling være i stand til (tidsnok) at opflyde de nye krav til ubemandede fartøjer mv.?

Som det nok kan fornemmes bliver inddæmningen af Rusland og en opgave, ikke kun for flåden, men hele det amerikanske samfund, der vil kræve en enorm mobilisering af ressourcer og viljestyrke, for at lykkes.

Kapaciteten – skaderne fra koldkrigssejr og demografi

Allerede i 2017, efter at den amerikanske flåde satte fokus på nødvendigheden af en udbygning af flåden, rejste den amerikanske kongres spørgsmålet om værftsindustriens kapacitet. Branchens eget svar var, at kapaciteten var der, og at den nødvendige udvidelse ville være mulig hvis blot det fra politisk hold blev garanteret, at flådeopbygningen faktisk ville blive gennemført. Problemet for værftsindustrien var ikke om de selv kunne løfte opgaven, men i stedet om deres underleverandører ville kunne følge med, samt om der ville kunne rekrutteres og uddannes nye værftsarbejdere i tilstrækkeligt omfang. Antallet af virksomheder, der agerer underleverandører til skibsværfterne, faldt fra 20.000 til 5.000 i årene efter USA’s sejr i den kolde krig, hvor flåden skar i sit indkøb af nye skibe.. Forsyningsleddet til værftsindustrien er blevet mere sårbart, og kan én leverandør ikke levere, er det ikke sikkert, at der er alternativer – der står ikke længere produktionsvirksomheder i kø for at lave dingenoter til moderne krigsskibe. 

Som nævnt er et andet problem for værftsindustrien rekruttering af nye medarbejdere, hvor arbejdsstyrken skal øges med ca. 20 pct. for at nå målene. Samtidig er en stor generation af personer født umiddelbart efter 2. Verdenskrig (boomere) enten allerede på pension eller lige ved at gå på pension. Med disses aftrædelse fra arbejdsmarkedet mistes ikke kun en stor arbejdsstyrke, men også en enorm viden. Dette rammer ekstra hårdt inden for et så avanceret felt som konstruktion af krigsfartøjer. Kan dén viden ikke videregives til de næste generationer, kan værftsindustrien ende med at få kommende arbejdsstyrke, der måske gerne vil, men ikke kan. Det er et problem, som man er blevet opmærksom på, og uddannelsesformatet er ved at gå tilbage til mesterlære – de unge skal ud og arbejde under de ældres supervision – men værftsindustrien er i et kapløb med tiden og demografien. De seneste beregninger fra det amerikanske beskæftigelsesministerium viser, at arbejdsstyrken overordnet set vil blive forøget med 6 millioner mennesker i løbet af de næste 10 år, men specifikt inden for industrien vil den falde med 400.000. Værftsindustrien skal altså ikke regne med en øget arbejdsstyrke, men må sætte sin lid til at teknologisk udvikling og oplæring af de arbejdere, der er at få, kan afløse den store og erfarne boomer-generation.         

Værftsindustrien svarede som sagt positivt på flådens oprindelige 2016-målsætning om 355 fartøjer, men det forholder sig straks anderledes med de forhøjede 2020-ambitioner.  De nye krav er jo ikke blot mere af det samme, men implicerer en ændret sammensætning af flådens fartøjer, hvilket vil presse de traditionelle storleverandører af fartøjer, BIW og GE, der primært har lavet hangarskibe, atomdrevne ubåde og destroyere – der skal i stedet flere små, ofte ubemandede, fartøjer til, og dermed vil mindre skibsværfter få mere betydning.  Det er netop disses underleverandører, der kan få vanskeligt ved at levere. Branchens egen vurdering fra 2017 kan således ikke længere anses for fyldestgørende, og det må derfor antages, at nye værfter skal skabes og at såvel kapacitet som knowhow hos mindre værker skal øges. Dette er end ikke i støbeskeen, og der er dermed tvivlsomt, om USA overhovedet besidder de produktionsforhold, der skal til for at bygge skibene.

Vedligeholdelse – en kolos på lerfødder.   

En større flåde kræver selvsagt mere vedligeholdelse, og netop dette blev værftsindustrien i 2017 udspurgt om af Kongressen, mens det såkaldte ’Government Accountability Office’ (GAO) i 2015 spurgte flåden om det samme. GAO konstaterede i 2015, at evnen til at vedligeholde flåden i forvejen var alarmerende ringe. I deres 2020-vurdering nåede GAO frem til, at den manglende evne til at vedligeholde flåden medfører så store forsinkelser, at 27 fartøjer i gennemsnit ikke var til rådighed. Det betyder, at der til enhver tid er 15 pct. af flådens fartøjer, der pga. reparationer mv. ikke kan anvendes. GAO kom i 2015 med 39 anbefalinger til flåden mhp. at forbedre vedligeholdelsesforholdene, men fem år senere er kun 6 af anbefalingerne blevet implementeret. Flåden er selv kommet med et udkast til en 20-års plan for at modernisere de værfter, der står for vedligeholdelsen. Fra 2021 skal der bruges 21 mia. per år i de næste 20 år, men som GAO beretter, er en lang række faktorer endnu ikke indregnet, f.eks. infrastruktur og bygninger. Flådens plan er altså ufuldstændig.

Planerne om en endnu større flåde vil altså lægge yderligere pres på vedligeholdelsen, og præcis som det gælder for værftsindustrien, der skal bygge flådefartøjerne, må også værfterne, der vedligeholder, ud at rekruttere ny arbejdskraft. På dette område er de 4 værfter, der vedligeholder, i direkte konkurrence med den øvrige værftsindustri om den ovennævnte knappe arbejdskraft. Erkendelsen hos vedligeholdelsesværfterne er, at grundet det ringe og umoderne udstyr, de har til rådighed, vil enhver dygtig elektriker, smed, svejser eller mekaniker vælge konstruktionsværfterne frem for vedligeholdsesværfterne, hvorfor de vil have særdeles vanskeligt ved at finde den tilstrækkelige arbejdskraft.

’Hollow fleet’ – rekruttering

Af frygt for at stå med et stort antal skibe, der ikke kan bemandes, modsatte flåden sig frem til 2016 sig oprustning. Penge, der ville blive brugt på at bygge flere skibe, ville blive taget fra personaleomkostninger, hvorfor man ville mangle bemanding til skibene. Som tidligere nævnt, kom flåden i december 2016 alligevel frem til, at flådeoprustning var nødvendig. Formentlig havde flåden håbet på, at Trump-regeringen ville finde pengepungen frem, og der blev da også med hjælp fra Kongressen leveret på valgløfter om penge til genrejsning af militæret. Flådens personalechef vurderede, at det ville blive nødvendigt at rekruttere yderligere 35.000 mand, dvs. en forøgelse på 10 pct. Man forsøger sig med firdobling af visse bonusser, slækning af medicinske krav, og siden det er svært at lokke 17-21-årige til, er målgruppen blevet udvidet til også at omfatte bl.a. veteraner og tidligere ansatte. Lykkes det ikke at skaffe nok mandskab, kan konsekvensen af en flådeoprustning, der nok er imponerende på papiret, være en ’hollow fleet’, dvs. en flåde, der reelt er en tom skal. Skal flåden kunne rekruttere, skal der igen være prestige forbundet med at være i militæret, og det kan ikke løses blot med bonusordninger og slækkede optagelseskrav – det kræver en ændring i den amerikanske befolknings holdning til staten.      

Teknologi – den amerikanske flådes kviksand.     

De ubemandede fartøjer, det i fremtiden er meningen skal udgøre halvdelen af flådens fartøjer, baserer sig på teknologiske landvindinger, der kun delvist er realiseret for indeværende. I de seneste årtier har man oplevet en række fiaskoer i forsøget på at implementere ny teknologi i flåden. Eksempelvis har de små fartøjer af ’Freedom’ og ’Independence’-klasserne – såkaldte ’Littoral Combat Ships (LCS)’ – vist sig så upålidelige, at der nu er tale om skrotte disse fartøjer, der er mindre end 15 år gamle, mens budgettet på flådens nyeste hangarskibe af ’Gerald Ford’-klassen blev overskredet med 27 pct.. Det første af disse hangarskibe, blev leveret i 2017, men kan endnu ikke indsætte skibet på missioner pga. de mange fejl, det er fyldt med, og det netop på dets nyeste systemer. Det forventes, at man tidligst kan indsætte det i år 2022, altså 5 år efter at skibet blev overdraget til flåden. Til sammenligning fik flåden overdraget hangarskibet ’Nimitz’ i 1975, og blot et år senere var det på mission                                                                                                            

Flåden har altså i de seneste 15 år haft umådeligt svært ved at implementere den nyeste teknologi, og de mange skandaler har svækket Kongressens tillid. Der kræves mere tilsyn med flådens nyeste projekter, og først og fremmest skal det sikres, at den teknologi, der implementeres, også fungerer i praksis inden man overhovedet begynder at bygge de dyre fartøjer. 
Især indenfor bygningen af de ubemandede fartøjer har flåden derfor et problem, for disse fartøjer er baseret på implementering af avanceret robotteknologi og kunstig intelligens, som flåden ikke hidtil har kunnet mestre. Flåden skal derfor opfinde, implementere og kunne dokumentere overfor Kongressen, at det er muligt at bygge ubemandede fartøjer inden for de tids- og budgetmæssige rammer, der udstikkes.
Allerede i 2023 skal det første ubemandede fartøj være bygget og overleveret til flåden ifølge Espers flådeplan. Tidsplanen er allerede ved at skride og især inden for de største ubemandede fartøjer(LUSV’er) har flåden et stort problem, da disse er tiltænkt at skulle have affyringsrør til missiler, og man samtidig vil skrotte gamle fartøjer med disse affyringsrør Lykkes det ikke at opfinde og få disse LUSV’er til at virke inden for de næste 10 år, vil kombinationen af udfasning af gamle skibe og manglende mulighed for at tage nye i brug betyde, at den amerikanske flåde kommer til at miste altafgørende styrke i missil-styrkeforholdet.

Problemerne med avancerede skibe er så alvorligt for den amerikanske flåde, at den foreslog at skrotte bygningen af hangarskibet ’Truman’, for at kunne frigøre midler til forskning i ubemandede fartøjer – et forslag, som Kongressen prompte afslog, men som ikke desto mindre vidner om et centralt paradoks for flåden: for at skabe fremtidens slagkraft, må den aktuelle slagkraft ofres. Det er overordentlig vanskeligt at overgå til den nyeste teknologi uden at lade en midlertidig svækkelse finde sted, men faren er størst for, at fx Kina slår til netop når dette gab opstår. Mao. kan USA hverken vise endog kortvarig svaghed, men samtidig risikeres det derved at falde bagud i våbenkapløbet.

Er krigen tabt inden den er begyndt?

Ovenfor stillede jeg fire spørgsmål, der skulle besvares bekræftende, hvis den amerikanske flåde skal kunne bevare herredømmet på søen og få Kina til at makke ret. Der må siges at være enorme forhindringer, der skal overvindes, og det er endnu uvist om den amerikanske flåde, industriapparatet bagved flåden, de amerikanske politikere og den amerikanske befolkning kan løfte opgaven. 

Det ville kræve reformer af uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, økonomien, masser af penge til forskning og oprustning samt ikke mindst opfindelse og implementering af ny teknologi. USA har maksimalt ti år til få genoprettet både selve flåden samt industri-og vedligeholdelsekapaciteten – og det i en tid, hvor man i stigende grad forlader sig på udenlandsk teknologi, som f.eks. de fransk-italiensk FREMM-fregatter, og tyske isbrydere. 

Lykkes det ikke for USA, så kollapser den amerikanske verdensorden, og også internt i USA vil velstanden blive eroderet, og de interne uroligheder blive endnu værre, hvilket alt sammen blev beskrevet i første artikel i denne serie.
Det eneste alternativ til total succes eller total fiasko i flåde-ræset ville være at forsøge at opbløde forholdet til Rusland for derved at fjerne denne fra Kinas blok. Denne strategi havde i forvejen havde lange udsigter, men må siges at være blevet noget nær umulig med regeringsskiftet til Biden og den aktuelle anti-russiske konsensus hos USA’s elite.

Der er således en ganske reel mulighed for, at den amerikanske dominans, vi er vante til at tage for givet, for alvor kan blive udfordret eller måske helt erstattet inden for de næste årtier. Hvad dette vil betyde for Europa både strategisk og politisk, kan vi kun gisne om.

Anders Sørensen
+ posts

Anders Sørensen har skrevet dette gæsteindlæg på Atterdag. Han har siden 2014 været bosat i Sevastopol på Krim-halvøen, og hans førstehåndsoplevelse med den russisk-ukrainske konflikt vakte hans interesse for internationale forhold og geopolitik.